SDU

Flere og flere unge bruger nikotinprodukter

Hver tredje ung i alderen 15-29 år ryger cigaretter eller bruger røgfri nikotinprodukter, såsom snus, vapes og nikotinposer. Det viser ny §RØG- rapport.

Andelen af unge i Danmark, der bruger nikotinprodukter, er stadigt stigende. Hvor det i begyndelsen af 2020 var en fjerdedel af de unge, der enten røg cigaretter, brugte e-cigaretter eller røgfri nikotinprodukter, er det nu en tredjedel af de unge.

Det viser den seneste rapport baseret på §RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler, som er en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt unge mellem 15 og 29 år i Danmark. I undersøgelsen monitoreres tobaks- og nikotinrelateret adfærd i takt med, at nye tiltag på tobaks- og nikotinområdet implementeres.

§RØG-undersøgelsen udføres af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen og er finansieret af TrygFonden.

”Andelen, der bruger mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt er steget fra 26 procent i 2020 til 35 procent i 2022. Det svarer til, at der pt. er 398.000 unge i alderen 15-29 år, der bruger mindst ét produkt. Det er mange unge, og det er selvfølgelig bekymrende, at vi ser denne udvikling. Det går den gale vej,” siger Lotus Sofie Bast, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed.

”Samtidig ser vi et flow i brugen af nikotinprodukter. Det vil sige, at der bliver ved med at komme nye produkter, og at de især bliver brugt af de unge. Dermed står vi med et samlet ret bredt nikotinproblem, der kalder på en bred indsats, hvad angår alle tobaks- og nikotinprodukter”, siger hun.

Også i Hjerteforeningen er chefkonsulent Mads Lind bekymret over rapportens resultater:

”Udviklingen går ganske enkelt i den helt forkerte retning. Ingen børn eller unge skal udsættes for nikotin, og derfor er det helt afgørende, at vi sætter massivt ind i kampen mod tobaks- og nikotinprodukter, siger Mads Lind, chefkonsulent i Hjerteforeningen.

Rapportens hovedfund:

Rapporten viser, at der indenfor de forskellige aldersgrupper er forskellige tendenser:

Blandt 15-17-årige er forbruget på alle typer af produkter steget.

  • I 2020 var der 18,1 procent, der brugte mindst et produkt, mens denne andel er 30,4 procent i 2022.
  • Lejlighedsvis rygning er steget i denne aldersgruppe, det samme er dagligt brug afrøgfrie nikotinprodukter.
  • Endvidere er andelen, der bruger e-cigaretter steget, især det lejlighedsvise forbrug. Denne stigning kan primært tilskrives brug af engangsvapes. I samme periode er andelen, der gerne vil holde op med at bruge e-cigaretter steget – især blandt de 15-17-årige.

Blandt 18-24-årige er andelen, der ryger, faldet. Samtidig er forbruget af e-cigaretter og røgfrie nikotinprodukter steget.

  • I 2020 var der 31,1 procent, der brugte mindst produkt. Det er 39,2 procent i 2022.
  • Andelen, der ryger cigaretter, er faldet fra 23,1 procent i 2020 til 20,0 procent i 2022
  • Andelen, der bruger røgfrie nikotinprodukter er steget fra 11,9 procent i 2020 til 17,4 procent i 2022, og andelen, der bruger e-cigaretter er ligeledes steget fra 4,3 procent i 2020 til 7,4 procent i 2022

Blandt 25-29-årige er der ligeledes ændringer om end mindre udtalte end i de andre aldersgrupper.

  • I 2020 var der 25,8 procent, der brugte mindst ét produkt. I 2022 er det 32,5 procent.
  • I denne aldersgruppe er andelen, der ryger cigaretter, uændret i perioden. Det var 20,4 procent i 2020 og 20,6 procent i 2022.

For yderligere spørgsmål, kontakt:

Statens Institut for Folkesundhed: Seniorforsker Lotus Sofie Bast tlf.: 2855 8008 eller forsker Nanna Jarlstrup tlf.: 6550 7823

Hjerteforeningen: Chefkonsulent Mads Lind tlf.: 5160 3414.