KAPITEL III
Artikel 46
Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.
Artikel 47
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
Artikel 48
Denne konvention skal forblive åben for tiltrædelse for alle stater. Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
Artikel 49
- Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponering af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
- For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eget ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 50
- Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag til konventionen og indsende det til De Forenede Nationers Generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter sende ændringsforslaget til deltagerstaterne med anmodning om at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en konference med det formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst en trediedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske om en sådan konference, skal Generalsekretæren indkalde til konferencen i De Forenede Nationers regi. Enhver ændring, som vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres stemme på konferencen, skal forelægges De Forenede Nationers Generalforsamling til godkendelse.
- Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, træder i kraft, når det er godkendt af De Forenede Nationers Generalforsamling og er blevet vedtaget med to trediedels flertal af deltagerstaterne.
- Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater, som har godkendt den, mens de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 51
- De Forenede Nationers Generalsekretær skal modtage og til alle stater udsende teksten til forbehold, som staterne har taget på tidspunktet for ratifikation eller tiltrædelse.
- Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål, skal ikke tillades.
- Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage ved meddelelse herom til De Forenede Nationers Generalsekretær, som derefter skal give meddelelse derom til alle stater. En sådan meddelelse træder i kraft den dag, hvor den modtages af Generalsekretæren.
Artikel 52
En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft eet år efter den dag, hvor Generalsekretæren har modtaget denne.
Artikel 53
De Forenede Nationers Generalsekretær er udpeget til depositar for denne konvention.
Artikel 54
Originalen af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention. Foruden Danmark har følgende lande på de angivne datoer henholdsvis ratificeret eller tiltrådt konventionen:
Angola 5. december 1990
Argentina 4. december 1990
Australien 17. december 1990
Bahama-øerne 20. februar 1991
Bangladesh 3. august 1990
Barbados 9. oktober 1990
Belize 2. maj 1990
Benin 3. august 1990
Bhutan 1. august 1990
Bolivia 26. juni 1990
Brasilien 24. september 1990
Bulgarien 3. juni 1991
Burkina Faso 31. august 1990
Burundi 19. oktober 1990
Chad 2. oktober 1990
Chile 13. august 1990
Columbia 28. januar 1991
Costa Rica 21. august 1990
Cuba 21. august 1991
Cypern 7. februar 1991
Den Demokratiske Folkerepublik Korea 21. september 1990
Den Dominikanske Republik 11. juni 1991
Den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik 1. oktober 1990
Djibouti 6. december 1990
Dominica 13. marts 1991
Ecuador 23. marts 1990
Egypten 6. juli 1990
El Salvador 10. juli 1990
Elfenbenskysten 4. februar 1991
Ethiopien 14. maj 1991
Filippinerne 21. august 1990
Finland 20. juni 1991
Frankrig 7. august 1990
Gambia 8. august 1990
Ghana 5. februar 1990
Grenada 5. november 1990
Guatemala 6. juni 1990
Guinea 13. juli 1990
Guinea-Bissau 20. august 1990
Guyana 14. januar 1991
Honduras 10. august 1990
Indonesien 5. september 1990
Italien 5. september 1991
Jamaica 14. maj 1991
Jordan 24. maj 1991
Jugoslavien 3. januar 1991
Kenya 30. juli 1990
Laos 8. maj 1991
Libanon 14. maj 1991
Madagaskar 19. marts 1991
Malawi 2. januar 1991
Maldiverne 11. februar 1991
Mali 20. september 1990
Malta 30. september 1990
Mauritanien 16. maj 1991
Mauritius 26. juli 1990
Mexico 21. september 1990
Mongoliet 5. juli 1990
Namibia 30. september 1990
Nepal 14. september 1990
Nicaragua 5. oktober 1990
Niger 30. september 1990
Nigeria 19. april 1991
Norge 8. januar 1991
Pakistan 12. november 1990
Panama 12. december 1990
Paraguay 25. september 1990
Peru 4. september 1990
Polen 7. juni 1991
Portugal 21. september 1990
Rumænien 28. september 1990
Rwanda 24. januar 1991
Sao Tome og Principe 14. maj 1991
Senegal 31. juli 1990
Seychellerne 7. september 1990
Sierra Leone 18. juni 1990
Sovjetunionen 16. august 1990
Spanien 6. december 1990
Sri Lanka 12. juli 1991
St. Kitts-Nevis 24. juli 1990
Sudan 3. august 1990
Sverige 29. juni 1990
Tanzania 10. juni 1991
Tjekkoslovakiet 7. januar 1991
Togo 1. august 1990
Uganda 17. august 1990
Ukraine 28. august 1991
Uruguay 20. november 1990
Vatikanstaten 20. april 1990
Venezuela 13. september 1990
Vietnam 28. februar 1990
Yemen 1. maj 1991
Zaire 27. september 1990
Zimbabwe 11. september 1990
Der er ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionen taget forbehold eller afgivet erklæringer som følger:
Argentina: Erklæring om at Argentina fortolker artikel 1 således, at konventionens beskyttelse indtræder fra tidspunktet for barnets undfangelse.
Forbehold over for artikel 21, (b), (c), (d) og (e).
Erklæring angående artikel 24, (f), om at spørgsmål vedrørende familieplanlægning alene er et forældreanliggende, som skal udøves i overensstemmelse med etiske og moralske principper. Det fastslås, at det er statens pligt at sørge for forældrevejledning og for uddannelse med henblik på ansvarlig udøvelse af forældrehvervet.
Desuden er der givet erklæring om, at Argentina vil fortolke artikel 38 i overensstemmelse med landets nationale lovgivning (jf. artikel 41) således, at børn ikke må deltage i væbnet kamp.
Australien: Forbehold over for artikel 37, (c), 2. pkt., for så vidt angår forpligtelsen til at adskille børn fra voksne i fængsler.
Bahama-øerne: Forbehold over for forpligtelsen i artikel 2 for så vidt angår tildeling af statsborgerskab til børn.
Bangladesh: Forbehold over for artikel 14, stk. 1 og 21.
Columbia: Forbehold om at mindstealderen i artikel 38, stk. 2 og 3, skal forstås som værende 18 år.
Cuba: Under henvisning til artikel 1 erklæring om at myndighedsalderen ifølge cubansk lov ikke opnås ved det fyldte 18. år i relation til alle borgerlige rettigheder.
Djibouti: Erklæring om at landet ikke betragter sig som bundet af bestemmelser eller artikler i konventionen, som er uforenelige med landets religion eller traditionelle værdier.
Egypten: Forbehold over for alle de artikler og bestemmelser i konventionen, som angår adoption, navnlig artikel 20 og 21.
Frankrig: Forbehold over for artikel 40, stk. 2, (b), (v), således at begrænsede undtagelser kan gøres ved lov.
Erklæring om at konventionen, navnlig artikel 6, ikke skal forstås som værende til hinder for anvendelse af fransk lovgivning om frivillig abort.
Desuden er der afgivet erklæring om, at artikel 30 ikke finder anvendelse for Frankrig.
Indonesien: Erklæring om at konventionen ikke finder anvendelse for så vidt angår rettigheder, der ligger uden for den indonesiske grundlovs grænser eller for så vidt angår rettigheder, som går ud over dem, der er nævnt i den indonesiske grundlov.
Desuden er der afgivet erklæring om, at artikel 1, 14, 16, 17, 21, 22 og 29 vil blive fortolket i overensstemmelse med den indonesiske grundlov.
Jordan: Forbehold om at Kongeriget Jordan ikke anser sig som bundet af artikel 14, 20 og 21, som angår barnets ret til religionsfrihed og spørgsmålet om adoption, idet disse rettigheder er i strid med forskrifterne i den islamiske Shariah.
Jugoslavien: Forbehold over for artikel 9, stk. 1, for så vidt angår forpligtelsen til at undergive tvangsfjernelse af børn forudgående retlig prøvelse.
Maldiverne: Forbehold over for forpligtelserne i artikel 14 og 21.
Mali: Erklæring om at artikel 16 ikke findes anvendelse for Mali.
Malta: Forbehold over for artikel 26, således at Malta kun er forpligtet i overensstemmelse med den nuværende maltesiske lovgivning om social sikkerhed.
Mauritius: Forbehold over for artikel 22.
Norge: Forbehold over for forpligtelsen i artikel 40, stk. 2, (b), (v).
Pakistan: Forbehold om at konventionens bestemmelser skal fortolkes i lyset af islamisk lov og islamiske værdier.
Polen: Forbehold over for artikel 7, således at et adoptivbarns ret til at kende sine biologiske forældre skal være underlagt de begrænsninger, som ved lov sikrer, at adoptivforældre kan opretholde fortrolighed om barnets herkomst.
Forbehold over for artikel 38, således at polsk lov skal fastsætte den tilladte aldersgrænse for indkaldelse til militær eller lignende tjeneste og til deltagelse i militære operationer. Aldersgrænsen må ikke være lavere end den i artikel 38 nævnte.
Erklæring om at Polen mener, at et barns rettigheder, som de er defineret i konventionen, navnlig artikel 12 til 16, skal udøves med respekt af forældremyndigheden i overensstemmelse med polske skikke og traditioner for så vidt angår barnets plads i og uden for familien.
Desuden er der afgivet erklæring vedrørende artikel 24, (f), således at familieplanlægning samt undervisning og bistand i den forbindelse skal være i overensstemmelse med moralens principper.
Spanien: Erklæring om at Spanien forstår artikel 21, (d), således, at den aldrig må fortolkes på en sådan måde, at den tillader andre økonomiske fordele end dem, som er absolut nødvendige for at dække udgifter vedrørende adoption af børn fra andre lande.
Desuden er der afgivet erklæring om, at Spanien mener, at aldersgrænsen i artikel 38, stk. 2 og 3, er utilstrækkelig, idet børn på 15 år i henhold til konventionen kan blive indkaldt og må deltage i væbnet konflikt.
Tjekkoslovakiet: Erklæring ifølge hvilken landet ikke anser uigenkaldelige, anonyme adoptioner som værende i strid med konventionen.
Uruguay: Forbehold om at mindstealderen for deltagelse i væbnet konflikt (artikel 38, stk. 2 og 3) er for lav. Uruguay vil ikke indkalde nogen person under 18 år til militærtjeneste eller lade sådanne deltage i væbnet konflikt.
Vatikanstaten: Forbehold over for artikel 24, stk. 2, (f), således at »undervisning og bistand i forbindelse med familieplanlægning« i den pågældende artikel alene skal forstås som de familieplanlægningsmidler, der betragtes som moralsk acceptable, dvs. de naturlige metoder for familieplanlægning.
Forbehold om at Vatikanstaten fortolker konventionens artikler på en sådan måde, at den beskytter forældres primære og umistelige rettigheder, særlig for så vidt angår følgende rettigheder: uddannelse (artikel 13 og 28), religion (artikel 14), foreningsfrihed (artikel 15) og privatliv (artikel 16).
Forbehold om at konventionens anvendelse i praksis skal være i overensstemmelse med Vatikanstatens særlige natur og med dens objektive love (art. 1, Law of 7 June 1929, n. 11), og i betragtning af dens begrænsede udstrækning, være i overensstemmelse med Vatikanstatens lovgivning vedrørende statsborgerskab, adgang og ophold.
Venezuela: Erklæring om at artikel 21, (b), skal forstås som angående internationale adoptioner og ikke også som angående anbringelse hos plejefamilier uden for landet. Artikel 21 skal ej heller fortolkes således, at den forringer statens pligt til at sikre barnet passende beskyttelse.
Erklæring vedrørende artikel 21, (d), ifølge hvilken bestemmelsen skal forstås således, at hverken adoption eller anbringelse udenfor hjemmet må resultere i økonomisk fordel for nogen af de involverede parter.
Desuden er der afgivet erklæring om, at artikel 30 skal forestås som omfattet af forpligtelserne i medfør af artikel 2.
Danmark har ved ratifikationen afgivet erklæring om ikke at være bundet af artikel 40, stk. 2, (b), (v).
Danmark har taget foreløbigt territorialt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland.
Konventionen trådte i henhold til artikel 49, stk. 1, i kraft den 2. september 1990. For Danmarks vedkommende trådte den i henhold til artikel 49, stk. 2, i kraft den 18. august 1991.
Udenrigsministeriet, den 16. januar 1992
Uffe Ellemann-Jensen