Ord-klog – Sproglig viden

- er at kunne tænke i tale, bruge ord og have fornemmelse for at kunne lære nye ord og andre sprog

Igennem opvæksten udvikler børn deres sproglige formåen ved at kommunikere med de voksne og børn, der er i deres omgivelser.

De har løbende lært nye ord og vendinger gennem mange forskellige former for leg, historiefortælling, samtaler og at lytte.

På samme måde har de gennem højtlæsning og fra egne forsøg på at læse og skrive fået erfaringer med skriftsproget. Den viden og de erfaringer, børnene har tilegnet sig både i hjemmet og i børnehaven sammen med andre børn, skal hele tiden videreudvikles og forfines.

De mange varierede måder at benytte sproget på – den måde hvorpå vi taler til hinanden – for at vi kan komme hinanden ved - læres gennem lege og eksperimenter. Når mennesker vil hinanden noget godt og oprigtigt, er tiltaleformerne bundet til varme og venlige følelser. En dialog er en samtale mellem to eller flere personer, hvor den enkelte person både får tid, plads og råderum til at fremføre lange monologer som dele af selve dialogen.

Men vigtigst af alt, i denne svære proces for børnene, er det, at de så tidligt som muligt (i 4 – 5 års alderen) får lært bogstaverne at kende. Børnene skal have bogstavkompetence – og det får de ved at lege med et bogstav som et tegn og derved lære, at det står for en lyd.

Denne proces kan for nogle børn tage op til 2-3 år.

Læsning er ikke kun at sætte lyde sammen til ord – lyde som i forvejen er symboliseret ved forskellige symboler i form af bogstaver for de pågældende lyde, som bliver sat sammen i den rigtige rækkefølge. Læsning kræver at kunne forstå. Børn lærer at læse og skrive ved at læse og skrive – og de fleste børn kan nemmest nærme sig skriftsproget gennem tegning og skrivning end gennem læsning – men det går langsomt og tager tid.

 

10 Ordkloge lege- og læringskategorier

Ord kloghed – sproglig intelligens udvikles gennem leg og erfaring med

• høre og forstå
• tale
• holdninger
• ord og udsagn
• aflæse handlinger og mimik
• tegne og skrive
• ord på billeder
• ord på natur
• ord på lyd
• fortælle

Børnene leger som om de er ordkloge
- foregiver at de vil være en slags forfattere, poeter, historiefortællere, foredragsholdere og journalister.

Disse børn udvikler sig derved til at blive
gode til at samtale, læse og skrive. De leger med sproglige rytmer og fraseringer og er meget interesserede i andre sprog.

De har brug for
mennesker til diskussioner, stille spørgsmål og lave interviews. De har brug for god litteratur og lyrik – og selv vil de gerne tegne, tegne-skrive og skrive historier. De vil gerne have bøger, bånd, skriveredskaber, logbøger, diskussioner, oplæsning og samtaler.

De vil elske
at snakke med andre, læse, skrive, fortælle og høre historier, stave, lege ordlege og diskutere.

De bliver gode til
at huske navne, steder, tidspunkter, almindelig ting i hverdagen – og de vil gerne

fortælle og genfortælle på deres helt egen måde

De bliver stimuleret til udvikling af ordkloghed
gennem besøg på biblioteker, møder med forfattere og digtere og ved at komme

i teatret, lytte til musik og ved at deltage i fortællearrangementer.

 

Udfordringerne

Det drejer sig om meningssøgende processer, hvor samtalerne og sproget har betydning.

Alle mennesker bliver nødt til at koncentrere sig for at indfange lydene, ordene eller beretningen.  Hvis børn skal have mulighed for at lære at lytte, høre og forstå, må de have mulighed for langsomt at træne sig i det ved svare på spørgsmål.

At koncentrere sig i længere tid kræver vedholdenhed og mange gange udholdenhed. Også det skal man øve sig i for at lære det grundigt.

Det er bl.a. gennem sproget, at børnene får mulighed for at udtrykke sig om den verden, de lever i. Virkeligheden er ikke altid, hvad den burde være, men man kan vel pynte på den ved hjælp af en god historie.

Når man med ord skal forklare, hvordan virkeligheden er, skal børnene sprogligt kunne skelne mellem –

- en beskrivelse af den virkelighed, man kan blive enig om fremtræder, som den gør 

- forskellige billeder af virkeligheden, som den måske nok ser ud, og

- alle symboler på den virkelighed, vi sammen befinder os i.

Det kan man lære ved at lege med historierne. Ved at lege med elementerne og temaerne opdager børnene litteraturen, som for børnene er den store fortællings naturlige muligheder i legen, og de opdager, at alle mennesker har en historie!

Børnene ved, at ingen har monopol på historierne. Ingen kan bestemme over drømmene, og legen med historierne og temaerne tilhører børnene selv. Temaerne lader sig omsætte i nye beretninger og historier – og i fantasier og drømme hvor fantasi og virkelighed bliver blandet sam­men.

 

Grundvilkårene

Grundvilkårene for at blive god til at lytte, tale og formulere sig begynder med den sproglige leg mellem forældre og barn. Igennem samtalen lærer barnet ordene og betoningerne, som giver sproget melodi, klang og følelse.

Den sproglige leg er at sætte ord på det man ser og oplever, samt det man bemærker og hører.

Vilkårene skal være til stede for, at børnene kan undre sig og stille spørgsmål om, hvorfor tingene er som de er, og hvorfor mennesker gør som de gør.

Børn skal lære at stille spørgsmål til udsagn, billeder, hændelser, form og udtryk for selv at kunne danne sig en opfattelse af tingenes tilstand.

At stille spørgsmål er som at åbne dørene ind til nye og ukendte rum, som kan rumme både det ukendte og det udfordrende. Når børn opdager noget nyt, bliver de nødt til at formulere sig herom. De lærer at benytte nye ord, udtryk og vendinger, der på denne måde fører dem videre i deres egen forståelse af samfundet og livet.

De gode vilkår er, at der altid skal være muligt at lytte til hvad andre siger, fortæller og beretter om.

At tale med, snakke sammen med og lytte til andre personer udvikler og styrker både de sproglige og sociale kompetencer.

Børnene skal lære både at huske, at lytte og at forstå, samt at andre end en selv også har krav på at blive respekteret og hørt.

 

Legetøj og redskaber, der stimulerer ord-kloghed

Historie- og billedbøger

Skrive- og tegnematerialer

Ord-og lydpuslespil

 

Høre og forstå

En dreng lytter til, hvad hans storesøster fortæller ham. Hun beretter om noget, hun har set og opdaget. Selv om drengen altid lytter til, hvad hun siger til ham, er det ikke sikkert at han forstår, hvad hun siger og mener. Nu er hans søster heldigvis en pige, som ved at hun skal forklare ham tingene på en særlig måde, for at han kan forstå det.

For drengen er hun rigtig god at lytter til, så derfor hører han altid på hende og forstår hvad hun siger – for man skal lytte for at høre og forstå.

At høre er at registrere - forskellige lyde - at nogen snakker sammen – og at der bliver sagt et eller andet.

At lytte aktivt er en proces, hvor man retter sin fulde opmærksomhed mod lydene – eller aktivt og deltagende prøver på at forstå, hvad meningen og hensigten er med, hvad der bliver sagt eller talt om.

At forstå er at begribe, fatte og indse, hvordan det umiddelbart forholder sig eller hvad hensigten og meningen med lydene er. Det er muligt at forstå en samtale ved at indleve sig i eller sætte sig ind i sagen, regne ud og derved opfatte meningen.

Man forstår når man reelt kan erkende hvad der sker og hvordan tingene forholder sig – og derefter kan fortolke og udlægge sagen. Derved viser man også, at man har en viden om det pågældende.

Når et menneske lytter aktivt, bliver der på basis af lyde og ord dannet indre billeder, som viser hvad der måske foregår. Alle mennesker bliver nødt til at koncentrere sig for at indfange lydene, ordene eller beretningen.  Hvis børn skal have mulighed for at lære at lytte, høre og forstå, må de have mulighed for langsomt at træne sig i det ved at svare på spørgsmål.

At koncentrere sig i længere tid kræver vedholdenhed og mange gange udholdenhed. Også det skal man øve sig i for at lære det grundigt.

For mange børn er det en vanskelig proces, fordi det kræver både ro og opmærksomhed i de nære omgivelser.  Børnene lytter og hører for at prøve at finde ud af, hvordan de kan få viden om verden. Støj, larm, uro og manglende mulighed for at kunne rette opmærksomheden mod det, der er vigtigt, destruerer børnenes koncentration. Derfor skal barnet lære at forstå, at man skal være stille for at kunne lytte, være opmærksom for at kunne forstå, - og koncentreret for at kunne modtage beskeder og viden.

Den voksne - som formidler en besked, fortæller en god historie eller vil lære børnene om noget nyt – må hele tiden være opmærksom på, at sproget og teksterne skal være lydrette, da børn ikke har de samme forudsætninger for at kunne koncentrere sig, være opmærksomme og lytte og forstå.

 

Tale

På billedet leger en dreng at han er en brandmand, som er ved at slukke et bål. Han skal have åbnet for vandet, for uden vand kan han ikke slukke ilden. Drengen råber til pigen om at åbne for vandet. Han har lært, at - å-b-n  f-o-r  v-a-n-d-e-t - siger åbn for vandet, men nogen særlig grund til at det forholder sig således, findes ikke.

Sprog er det middel, hvorved vi gennem visse lyde, hvori der findes en betydning, meddeler os til hinanden. Det mennesker siger – ordene i sproget – er så tæt knyttet til mennesker og deres liv, at det i stærkest mulig grad må præges af alle de love og forhold, hvorunder menneskene lever og virker. Der er derfor ingen naturlig grund til, at de enkelte lydgrupper lige netop har fået den betydning, de har nu. Men et lands natur, kultur og samfundsliv – områder og dagligliv – får i tidens løb en meget stærk indflydelse på et sprogs udvikling og tilfører det derved dets specielle eller særegne karakter.

Ingen fødes med talens brug, men skal lære at tale. Desuden kan man lære at tale smukt ved at studere talekunstens teknik og væsen.

Det er naturligvis vigtigt, at kunne tale på en måde, så andre kan forstå, hvad man ønsker at sige eller fortælle. Det er vigtigt at lære at tale pænt, ordentligt og tydeligt. Det læres gennem samtalen med andre personer, og begynder med den sproglige leg mellem mor og barn. Igennem samtalen lærer barnet ordene og betoningerne, som giver sproget melodi, klang og følelse.

De mange varierende måder at benytte sproget på – den måde hvorpå vi taler til hinanden, – for at vi kan komme hinanden ved - læres gennem lege og eksperimenter. Når mennesker vil hinanden noget godt og oprigtigt, er tiltaleformerne bundet til varme og venlige følelser.

De mange forskellige tiltaleformer i sproget er eksempelvis, at vi kan tale hårdt – blødt - inderligt – indsmigrende - kærligt - ligegyldigt osv. til – med – for – om – op til eller ned til osv. - hinanden.

Desuden er det legen og eksperimenterne med tiltaleformerne, som er den første form for retorisk læring.

At lære de forskellige og korrekte tiltaleformer, som knytter sig til henholdsvis den daglige tale – festtalen – den overbevisende tale osv. - og senere som voksen den politiske tale, talen for retten, den fag videnskabelige tale osv.

- er den største og mest omfattende legende sproglige udviklingsproces og udfordring.

En dialog er en samtale mellem to eller flere personer, hvor den enkelte person både får tid, plads og råderum til at fremføre lange monologer som dele af selve dialogen. Dialogen bliver brugt i drama og skuespil – men også i en udveksling af modstridende synspunkter mellem to eller flere parter i gensidig respekt og ofte i en høflig og dannet form. Dialogen er derfor ikke en diskussion.

Børnene lærer hurtigt, at det kræver tid, plads, fred og ro for at kunne få det spændende og interessante ud af både den korte og den lange dialog. Det drejer sig om dialogerne om billeder, om tekster, udsagn og historier.

 

Holdninger

På billedet slår et større barn på et mindre barn. En pige bryder ind og forklarer, at hun har den holdning, at man ikke må slå på nogen, der er mindre end en selv.

Desuden har hun også den holdning, at man i det hele taget ikke må slå på andre børn eller voksne, men prøve på at nå frem til en ordentlig gensidig forståelse ved at snakke sammen om det, man er uenige om.

At have en holdning er at have et standpunkt vedrørende en række normer og opfattelser, som tager udgangspunkt i hvad der opfattes som sandt, retfærdigt og oprigtigt i livet og tilværelsen.

Det modsatte af holdning er holdningsløshed. Den holdningsløse person er slap, karakterløs og viljesvag. I forhold til at tage beslutninger er personen både ustadig og vaklende, ofte meget upersonlig, veg og uenergisk.

Gennem sin holdning giver man i ord og vendinger udtryk for, hvad man føler og mener. Selvom man ytrer sin holdning om en situation - og man kan have gode grunde hertil - må man dog altid give plads til, at den anden har friheden til at forholde sig til, om vedkommende vil påvirkes.

At udveksle holdninger sker derfor gennem en dialog, hvor man må lytte til hinandens holdninger.

Man må gerne undre sig og stille spørgsmål om, hvorfor andre har den holdning, de har.

Børn skal lære at stille spørgsmål til udsagn, billeder, hændelser, form og udtryk for selv at kunne danne sig en holdning. At stille spørgsmål er som at åbne dørene ind til nye og ukendte rum, som kan rumme både det ukendte og det udfordrende. Når børn opdager noget nyt, bliver de nødt til at formulere sig herom. De lærer at benytte nye ord, udtryk og vendinger, der på denne måde fører dem videre i deres egen forståelse af samfundet og livet.

At være nysgerrig overfor andres holdninger, samt finde ud af, hvorfor de nu har disse holdninger, er måden hvorpå børnene opdager, at der ofte kan være to sider af sammen sag – og det må man så forholde sig til på den bedste måde.

Holdningsdannelse hos børn - at børn langsomt lærer at finde en holdning til de fleste ting – sker bedst i et samarbejde med voksne, som har holdninger.

I den proces er det vigtigt at acceptere, at børnene både kan og må være i tvivl om, hvornår og hvordan sandhed, retfærdighed og oprigtighed bedst kommer til udtryk i de gode historier om menneskers adfærd og opførsel.

At lytte til hvad andre siger, udvikler og styrker sociale kompetencer.

Børnene skal lære både at huske, at lytte og at forstå, samt at andre end de selv har krav på at blive respekteret og hørt.

 

Ord og udsagn

På billedet bliver der argumenteret. Den som har ordet i en samtale, har magten over samtalen - indtil ordet bliver givet videre. Parterne i en konversation eller i en dialog kan naturligvis vedtage, at de begge har ordet på skift og deles om at sige noget til hinanden. De fleste vil kalde det for ”at snakke godt sammen”. Både børn og voksne har respekt for dialogens eller samtalens betydning. I den gode samtale er parterne nødt til at sige noget til hinanden og lytte til, hvad der bliver svaret.

Et udsagn er en udtalelse, ytring, erklæring, påstand eller en fremstilling.

Udsagn fungerer som en slags kommunikationsnøgle, som skal holde mulighe­derne åbne i enhver snak eller samtale. Udsagn er med til at holde fordelingen af magt og ind­flydelse børnene imellem på plads, da børnene leger sammen, fordi de kan lide hinanden.

Det drejer sig om følgende ni typer udsagn:

• Opbyggende udsagn - som skal indbyde og hjælpe med til at opbygge en leg. Børnene siger: ”Skal vi lege! – Skal vi lege fine damer! – Skal vi bygge sammen!”
• Forbindende udsagn - som skal forbinde og bekræfte, at man gerne vil deltage i og bidrage med noget i legen. Børnene siger: ”Må jeg være med! – Jeg vil gerne være baby! – Min dukke vil gerne lege med din!”
• Forkastende udsagn - som skal forhindre eller afkræfte et udviklingsforløb i legen. Børnene siger: ”Du skal ikke være med! – Sådan vil vi ikke gøre det! – Jeg vil ikke være med til at lege sådan!”
• Opløsende udsagn - som accepterer en drejning i legens forløb eller direkte opløser legen, afslutter den. Børnene siger: ”Så lad os gøre det (sige det!)! – Jeg vil godt fortsætte alligevel! – Jeg vil ikke være med mere!”
• Definerende udsagn - som klart definerer og konkluderer, hvordan nogle ting er i legen. Børnene siger: ”Der var mig, som var baby! – Det var prinsen, som var en frø! Det var dig, som sagde, at Superman kan flyve!”
• Accepterende udsagn - som bekræfter resultatet af en beslutning eller et forløb. Børnene siger: ”Jeg var baby og lå og sov! – Jeg tager den bil, vi blev enige om! – Jeg er skudt og død!”
• Ikke-accepterende udsagn - som under dialogen benægter eller fornægter noget bestemt. Børnene siger: ”Jeg vil ikke være hund! – Det har jeg aldrig sagt eller gjort! – Jeg gør det igen!”
• Opretholdende udsagn - som støtter et forløb eller en leg direkte, så legen eller snakken kan fortsætte. Barnet siger: ”Du er en god baby, så vi leger bare videre! – Lad os forsætte med at - - - !” – Jeg vil stadig være venner med dig!”
• Omformulerende udsagn - som skal medvirke til at gøre tingene forståelige for del­tagerne i legen eller samtalen. Børnene siger: ”Lad os i stedet for sige det sådan, at - - - !” – ”Det er fuldstændig ligesom - - -!

Børns snak og samtaler er ofte fuldstændigt uforudsigelige og flertydige, fyldt med mange for­skellige uigennemskuelige aspekter. De sproglige udsagn i børnenes indbyrdes kom­munikation i en leg, i deres snak og i deres dialoger er til gengæld let genkendelige. Udsagnenes form bliver en del af temaet i legene og i historiernes indhold. Udsagnenes ty­delighed er derfor afhængig af børnenes individuelle evne til at tolke og forstå det sagte eller fortalte.

 

 

Aflæse handlinger og mimik

To børn opfører et rollespil. De har hver deres karakteristiske rolle, hvori der indgår forskellige replikker. Replikkerne bliver understøttet med mimik og attituder, der skal medvirke til at tilhørerne får den rigtige dramatiske opfattelse af, hvad der foregår i rollespillet.

Det er dog ikke alle børn, som er i stand til at understøtte deres replikker i et rollespil med mimik og kropssprog – og det er slet ikke alle børn, som kan aflæse handlinger eller forstå mimik. Men det er morsomt at lege med det.

Mimik er ansigtets udtryksbevægelser, som er et væsentligt og ofte ubevidst middel til kommunikation mellem mennesker. Mimik kan bruges bevidst og er den mest udtryksfulde del af kropssproget.

Kropssproget er den fysiske måde at udtrykke sig på, idet man ved at indtage bestemte attituder og fysiske holdninger understreger og udtrykker bestemte hensigter, betydninger og måder at optræde og opføre sig på – uden at understøtte det med ord.

Der er følelser knyttet til alle menneskelige udtryksformer. Det gælder også de udtryksformer, hvortil man ikke udtrykker sig mundtligt – nemlig den ordløse form for handling, meddelelse eller historiefortælling.

I en efterligning af et menneskers generelle sindstilstande – lige meget om det er glæde, sorg, vrede, fortvivlede osv. - bliver der benyttet bestemte mimiske og fysiske udtryksformer.

Efterligning kan gøres legende, eksperimenterende og humoristisk, men kan desværre også blive brugt til at gøre nar af en person, ved eksempelvis at vise hvilken latterlig eller sørgelig tilstand eller situation, en person er i. I dette tilfælde er der tale om mobning.

Indenfor sprog- og kommunikationsteorien siger man, at - ord fylder 7% - betoning 38% - og kropssprog 55% - i de fleste almindelige meddelelser mellem voksne mennesker, som kommunikerer normalt sammen.

Kropssproget alene er derfor også en måde at tale og meddele sig til hinanden på.

Der er imidlertid en meget streng kodeks med nogle strenge regler herfor. Man skal helst altid opføre sig i overensstemmelse med den situation, man befinder sig i, og ikke foregive noget andet.

Foregiver et menneske gennem sit kropssprog noget andet, kan omgivelserne ikke aflæse og afkode personens reelle situation – der bliver givet en falsk besked - og store misforståelse kan opstå for alle de involverede.

Gennem leg, rollespil og teater, hvori der indgår mimik og kropssprog i form af fysiske udtryksformer, lærer børnene at tolke og forstå, at der er mange og andre måder end den verbale, hvorpå vi kan vise vores sindstilstand – glæde - sorg – smerte – forelskelse – fortvivlelse – angst osv.

Rollespillene er en legende træning, som på længere sigt styrker børnenes evne til at kunne leve sig ind i andre menneskers situation – få empati og menneskelig forståelse.

Børn må gerne give udtryk for følelser og vise deres glæde ved alle de små og store gode oplevelser i livet. De må gerne i deres adfærd, opførsel og handlinger vise, hvad de står for, hvordan de har det og hvad de ønsker sig i tilværelsen.

Ærlighed og oprigtighed må gerne være synlig i både handling og mimik.

 

Tegne og skrive

På billedet fortæller en dreng på 6 år, - som leger han er cow-boy - at han her har tegnet sin hest, som hedder Mozart. Mozart er ikke lige et navn, man almindeligvis vil benytte til en hest – men det er et navn han tilfældigvis og næsten har lært sig at tegne og derved at skrive. Derved demonstrerer han meget stolt overfor os, som lytter til ham, at han både kan skrive og læse – hvad han ikke kan.

En tegning eller et tegn er den første og oprindelige form for meddelelse, børn benytter – udover at fortælle. En tegning eller et tegn står for noget og viser at det er noget bestemt. Tegningen eller tegnet kan også være en form for billede (ikon) af det pågældende - eller det kan symbolisere det, der er tænkt på, ved kraft af et symbol.

Børnene tegner og skriver tegn og kruseduller (som også kaldes for ”legeskrivning”, ”indianerskrift”, ”trylleskrift” eller ”hemmelig skrift”), og de ved helt præcist, hvad krusedullerne står for.

Skrivningen begynder nemlig med et enkelt bogstav eller ord som en vigtig bemærkning til den fortælling, som tegningen viser. Børn er derfor kreative skabere af tekster længe før de reelt kan skrive.

Skriveprocessen tager naturligt sit udgangspunkt i talesproget. Barnet ved godt, hvilket ord det vil skrive og har det lige på tungen. Ordet analyseres og opdeles i enkelt lyde (fonemer). De enkelte lyde omsættes undervejs til bogstaver (grafemer), og bogstaverne skrives. På den måde er der sket en kodning fra talesprog til skriftsprog med udgangspunkt i helheden.

Selvom det ikke lykkes for barnet at frembringe en korrekt stavning (kodning) af ordet, vil barnet alligevel selv kunne læse sit ord og på den måde føle sig succesfuld som både læser og skriver.

Læsning er ikke kun at sætte lyde sammen til ord – lyde som i forvejen er symboliseret ved forskellige symboler i form af bogstaver for de pågældende lyde, som bliver sat sammen i den rigtige rækkefølge. Læsning kræver at kunne forstå.

Børn lærer at læse og skrive ved at læse og skrive – og de fleste børn kan nemmest nærme sig skriftsproget gennem tegning og skrivning end gennem læsning – men det går langsomt og tager tid.

Men vigtigst af alt, i denne svære proces for børnene, er det, at de så tidligt som muligt (i 4 – 5 års alderen) får lært bogstaverne at kende. Børnene skal have bogstavkompetence – og det får de ved at lege med et bogstav som et tegn og derved lære at det står for en lyd. Denne proces kan for nogle børn tage op til 2-3 år.

Bogstavkompetence kan børnene få ved at de voksne klæber begynderbogstavet på ordet på de ting og genstande, der befinder sig i barnets nære omgivelser. Barnet lærer derved at kende tingenes eller genstandenes navne, det første bogstav i en bogstavrækkefølge, lydkvalitet og navneordet.

Børnene begynder derefter at tegne og at skrive bogstaverne og at danne ord – og læsningen begynder derefter nærmest af sig selv.

For nogle børn kan det tage sin tid, men det er vigtigt at huske på, at alle børn lærer forskelligt og at hvert enkelt barn har sin egen personlige måde at lære på.

Når et barn skal lære bogstaverne at kende – lære at tegne, skrive og derefter at læse – skal barnet have megen ros og opmuntring undervejs.

 

Ord på billeder

På billedet er en voksen ved at forklare et barn, hvilken kunstner der har malet billedet, hvilket motiv billedet har, hvad de enkelte motiver, tegn og symboler står for – og hvad det er for en fortælling eller budskab, billedet formidler.

Der bliver brugt mange forskellige ord. Nogle ord forstår barnet, andre ord forstår barnet måske slet ikke betydningen af. Hvis kunstneren, der har malet billedet, er en god kunstner, vil billedet automatisk og naturligt fange barnets interesse – og barnet vil gå på opdagelse i billedets motivverden og fortælling.

Det har fra tidernes morgen været vigtigt for menneskets overlevelse, at kunne sætte ord på de ting, man ser og opdager, genkender og ønsker sig.

Ethvert ord indeholder en betegnelse for, hvad ting står for, hvad det forestiller, hvad det repræsenterer og hvilken værdi og betydning man må tillægge det, (som ordet står for).

Samtidigt har det konsekvenser at benytte og udlægge ord, da det involverer deltagerne, indebærer beslutninger og medfører nogle bestemte handlinger.

Når man med ord skal forklare, hvad et billede indeholder, får et ord 3 kategorier af betydningsbærende udtryk:

- om virkeligheden (index) – om billedet af virkeligheden (ikon) – og om symbolet på virkeligheden (symbol).

• Index – er noget bestemt, som er virkeligt, som er taget ud af virkeligheden og er et eller andet, der eksisterer - eller det kan også være fantasifuldt opfundet til lejligheden med udgangspunkt i virkeligheden
• Ikon – er billedet af den bestemte ting,
• Symbol – er symboler, som står i stedet for noget bestemt.

Et hvilket som helst billede er virkeligt, sådan som det hænger på væggen – men det billedet viser, er ikke virkeligt. Den voksne siger om billedet af en bil: dette er en bil. Men det er usandt, for det er ikke en bil, men et billede af en bil.

I en samtale om et billede ”går” deltagerne ind i billedet og sætter ord på noget, som bliver fælles for dem alle. Gennem billedets motiv og historie prøver de, der iagttager det ved at tale sammen om det, at nå frem til en fælles og enig forklaring på, hvad billedet udtrykker.

At udtrykke sig til andre, gennem et billede, er kreativt at skabe billedhistorie - og fælleshistorie. Man er derved sin egen eksperimenterende forfatter, som selvstændigt må forklare, hvad man ser.

Det er for barnet (og den voksne med) en personlig udfordring af dimensioner – for man må være forberedt på at blive udspurgt nærmere, at blive udfrittet om, hvorfor man mener, som man gør, samt måske direkte at blive modsagt – måske endda at blive underkendt.

Alle har en mening om, hvad der er det rigtige. Det er vigtigt, at det, der bliver sagt, er forståeligt, sandt, sandfærdigt og legitimt. Hvis det ikke er det, er det en omgåelse af sandheden om virkeligheden.

I det tilfælde må det pågældende billede være fup – og så må man tage stilling til, hvilken anden værdi og betydning, man må lægge i det.

 

Ord på natur

På billedet konstaterer pigen, at vandet som drypper fra vandhanen er ligesom vandet fra en sø og vandet, hun drikker fra et krus. Det drejer sig om vand i mange sammenhænge. Hun sanser vandet – hun hører vandet dryppe – fornemmer fugtigheden i luften rundt om søen - ser søen fuld af vand - føler på det kolde vand i søen – smager på og drikker vandet i kruset – men vandet smager egentlig ikke af noget som helst. Og dog, for det kan være enten saltvand eller ferskvand.

Mange mennesker er af den opfattelse, at al menneskelig erkendelse og vurdering er et resultat af den årsagsbestemte natur og at naturen og virkeligheden derfor må bemærkes og gengives i alle ting og objekter, fænomener, situationer og hændelser - i alle tænkelige detaljer.

For at kunne udtrykke sig herom, er det derfor vigtigt at kunne sætte ord på alle de varierede forekomster, som viser sig - når alt kommer til alt – at være naturgivent. 

Ethvert fænomen i naturen bliver forklaret med ord, som udtrykker fænomenets tilstand.

Eksemplerne nedenfor gør netop, at de udvalgte ord i de små historier om naturen og naturfænomenerne, at tingene, situationerne og hændelserne hver især får sin egen karakter og betydning.

• Vejret kan være meget forskelligt, bestemt af årstiderne – og alle mennesker har en holdning til vejret, som er forskellig alt efter hvor man opholder sig på kloden.
• Varme er det modsatte af kulde og kan være fugtig eller tør.
• Kulden er det modsatte af varme og kan være let eller hård.
• Tørken er en tilstand forårsaget af for meget varme og den kan være voldsom og katastrofal.  
• Vinden kan blæse på mange måder, voldsom eller let, fra orkan til blide, milde vinde.
• Vandet er varmt eller koldt, drikkeligt eller udrikkeligt, salt eller ferskt, hårdt eller blødt – og der kan være vandmangel eller oversvømmelse.
• Sne falder til jorden på mange forskellige måder og findes i mange forskellige former.
• Regnen kan falde voldsomt eller let, fra kraftig monsunregn til let støvregn, kan forårsage store oversvømmelser, men kan også være en velsignelse for både mennesker og dyr.
• Landskaberne er forskellige fra verdensdel til verdensdel, fra egn til egn og kan være frugtbart eller goldt.
• Kysterne og strandene ser ud som havet vil det, for bølgerne former kysterne og strandene gennem mange år.
• Havene kan være store eller små og bølgernes højde og voldsomhed er bestemt af vindens kraft og styrke.
• Skovene kan være ufremkommelige eller åbne og lyse, så det er let at nyde at vandre igennem dem.
• Engene kan være tørre gule strandenge eller fugtige, grønne og frodige enge med saftigt og tykt græs.
• Moser kan være utilgængelige og farlige, dæmoniske og lumske, men også fristende at færdes i.
• Klitter kan være store som ørkener eller små som sandbjerge og små runde høje, bevokset med marehalm.
• Bjergene kan være høje og ufremkommelige, men nogle bjergkæder er åbne med smukke dale.
• Universets lyde skulle være frygtelige og uforklarlige, mens stjernernes sange er blide og smukke.

 

På billedet skaber lyden fra ambulancen, som er under udrykning, stor opmærksomhed - hvilket også er meningen. Meningen er, at folk skal give den plads, så den kan komme frem. Udrykningssignalet er en markant ”symbol-lyd”, og især børn leger ivrigt med disse dramatiske lyde. Lyden indgår i børnene katastrofelege og er et signal til, at ambulance- og brandfolk, som er hverdagens helte, kan komme ud og redde menneskeliv. Legen med lyden bliver en vigtig del af det lydbillede, der indgår i legens fortælling. Lyde kommer og går i forskellig styrke, og dette skaber både forundring og opmærksomhed.

En lyd er elastiske svingninger, lydbølger i luftformige, flydende eller faste stoffer samt de sanseindtryk, som svingningerne forårsager. For et normalt menneske er frekvenser på mellem ca. 20 og 20.000 Hz hørlige. I lydlæren benyttes begrebet lydniveau, som er lydens intensitet divideret med en bestemt referenceintensitet.               

Da det menneskelige øre opfatter lydens intensitet forskelligt, afhængigt af svingningernes frekvens, benytter man et fysiologisk mål for lydstyrke, som kaldes hørestyrke. Hjernens indtryk af lydens styrke kaldes lydindtrykket.        

Modsat lyd er det lydløse og stilheden, hvor intet kan høres og hvori den mindste lyd efter lang tids total stilhed kan forekomme at være meget høj.

Mellem den høje snak og larm, befinder stilheden og tystheden sig – som er tavshed i en atmosfære bestemt af den situation, den optræder i.

Derfor kan tysthed både være umådelig smuk og forfærdelig grusom.

I naturen er tysthed stille pauser mellem eksempelvis fuglenes periodiske sang eller sangens ophør om aftenen, før den fortsætter næste morgen.

Børn holder meget af og leger meget gerne med lydbilleder, som er høreindtryk, der svarer til en frembragt lydforbindelse. Det er interessant at lytte til lyde, da de både skaber indtryk og måske er genkendelige – f.eks. fra en arbejdsplads, et marked, skolen el. lign. Både lydene i byen og på landet, samt hverdagens mange kendte lyde fra hjemmet, skal børnene lære at registrere og forklare – sætte ord på lydene. 

Men de forskellige sprog lyder også forskelligt. Især mange piger lader deres dukker snakke forskellige sprog, hvor pigerne i deres dukkesnak, uden at kunne tale sprogene, efterligner sprogenes lydmæssige opbygning og fonetiske udtryk.

Nogle ord rimer eller passer sammen på forunderlig vis, så man næsten kan smage på ordenes lyde. I sammenhæng med andre ord kan de derved indgå i sproglige poetiske billeder, som både styrker børnenes sproglige fornemmelse og stilfølelse. Det er både interessant og sjovt at lege og eksperimenter med sproglyde, lyde som er en slags symboler, hvor der også er særlige tegn, som hver for sig symboliserer lydene.

 

                            

Fortælle

På billedet lytter børnene til en voksen som fortæller en god historie – måske en skrøne. Den frie fortælling er barnets første bevidste erkendelse af, at man kan blande alle disse spændende elementer i historierne sammen - manipu­lere med dem og lave sine egne historier.

Alder og udviklingstrin har naturligvis en indflydelse på, hvilke funktioner der ligger bag, at historierne bliver tolket og genfortalt. Funktionerne bag historierne bliver forstået og tolket ud fra alder og udvikling og kan kategoriseres som

1. 1. krønikefunk­tioner
   2. de fortællende funktioner
   3. de mystiske funktioner

 - på følgende måde:

1 - Krønikefunktioner (fra fødslen) står i forhold til dagligdagen og den tid, hverda­gens sysler tager. Det lille barn prøver fra 1 års alderen meget hurtigt på at ajour­føre hverdagens faste hændelser, at blive hentet og bragt, indkøb, mors og fars funktioner i hjemmet, sengetid, spisetider, tid til leg, osv. Det lille barn prøver på tidsmæssigt at være på højde med situationen og repeterer, ud fra en erkendelse af hvad der foregår i hverdagen, spørgsmålene om, hvor jeg skal hen, hvor jeg lige kom­mer fra, og hvad der nu skal ske, måske? Hverdagen bliver omsat i en form for krø­nike og er en lille historisk beretning efter en bestemt tidsfølge, som det lille barn tolker og genfortæller – og nogle gange ytrer sig meget højlydt om.

2 - De fortællende funktioner (fra 2-3 års alderen) er meget mere dybtgående fortællinger, som er medvirkende til at bearbejde, hvad der er sket i hverdagen. For­tællingerne handler om andre børn og giver barnet en mulighed for at tolke og ytre sig, og sammenligne sig med andre børn. At sammenligne sig med andre stiller barnets liv og tilværelse i perspektiv. Om perspektivet drejer sig om prinsesser eller prinser, troldebørn eller dyreunger er underordnet. Følelserne ved og mulighederne for at sammenligne situationer og episoder på et realistisk grundlag med udgangspunkt i barnets egen hverdag skaber fortællingen.

3 – De mystiske funktioner (fra 5-6 års alderen) i fortællingerne er hændelser, som ligger længere væk eller meget fjernt fra hverdagens hændelser – og som børnene endnu ikke altid forstår. Ved 5-6 års alderen bliver de interessante for børnene, fordi børnene på dette alderstrin har en grundlæggende erfaring fra deres eget liv med hverdagens hændelser. Medierne har nu en særdeles stor rolle som historiefortællere. Mediernes formidling af historier og beretninger

foregår na­turligvis ikke på børnenes niveau, men børnenes naturlige nysgerrighed gør dem til ivrige lyttere og tv-seere. Mange børn på alderstrinnet 5-6 år tror, at de ved alt i verden, og at alt er overskueligt. Derfor er mange af de ting, de ser i medierne, cho­kerende opdagelser og oplevelser for børnene.

Børnene finder hurtigt ud af, at ingen har monopol på historierne. Ingen kan bestemme over drømmene, og legen med historierne og temaerne tilhører børnene selv. Temaerne lader sig omsætte i nye beretninger og historier – og i fantasier og drømme hvor fantasi og virkelighed bliver blandet sam­men. Ved at lege med elementerne og temaerne opdager børnene litteraturen, som for børnene er den store fortællings naturlige muligheder i legen, og de opdager, at alle mennesker har en historie!

 

Ord-klog videns skema

	Lege og lære færdigheder og forståelse
At lytte	Lyttefærdigheder: Identificerer almindelige lyde i omgivelserne Skelner lydkarakteristika: volumen, stemmeleje m.m. Husker en lyd eller en lydsekvens Identificerer første og sidste lyd i en sætning Skelner ord fra hinanden Skelner første lyd i ord (enkeltvis)
At høre og forstå	Adlyder enkle mundtlige anvisninger Husker to på hinanden følgende anvisninger Husker en serie af på hinanden følgende anvisninger Forstår indholdet i en historie: Husker detaljer Husker sekvenser Laver logiske slutninger Forstår årsag og effekt Forudser slutninger Genfortæller en historie Forstår mundtlige informationer. Holdninger og adfærdsmønstre Lytter til en historie, når der læses højt Lytter til andre uden at afbryde Viser interesse for andres ideer Vælger bånd og plader - lytten som en aktivitet Koncentrationsspændvidde øges
At tale                                               Holdninger og adfærdsmønstre	Talefærdigheder Respons til en historie, som læses højt Deltager i recitationer (gruppevis) af rim, sanglege, sang Stiller spørgsmål Afrapporterer uformelt Udtrykker sine meninger Deltager i gruppesamtaler Lærer og anvender nyt mundtligt ordforråd Taler om objekter i billeder Udtrykker følelser og tanker i ord, vendinger eller sætninger Forklarer følelserne hos figurer i historier Genfortæller kendte historier i den korrekte rækkefølge Interviewer andre mennesker Fortæller og forklarer hvordan en aktivitet eller handling skal gennemføres   Nyder at udveksle ideer Nyder at dele “egenproducerede” historier, sange og digte Nyder at lære og anvende nye ord Konverserer uformelt med klassekammerater og voksne Taler frivilligt om egne personlige erfaringer Viser interesse i lytterens reaktioner Anvender udtryk som “undskyld”, “må jeg bede om” og “tak” Respons til hilsner
At ”aflæse” og at ”læse”	Visuelle færdigheder Identificerer pantomimiske bevægelser Genkender/skelner mellem farver Genkender/skelner mellem former Sammensætter matchende objekter Sammensætter matchende former Sammensætter matchende billeder Sammensætter og skelner mellem bogstaver Skelner mellem venstre og højre Skelner mellem en figur og en baggrund Lokaliserer et billede på et ark Får øje på detaljer i billeder Gentager et enkelt mønster Husker et objekt, som mangler i en gruppe Genkender små bogstaver og versaler   Visuel udvikling - ord/ordforråd Bevidst om tryksager i omgivelserne: Anvender etiketter Anvender informationstavler Fortæller historier til brug på “erfaringstavler” Lægger mærke til, at læreren sætter mærkater på objekter i klasseværelset Observerer, at andre børn sætter mærkater på ting Forbinder billeder og ord med hinanden Genkender velkendte ord og navne, dvs. nødudgang, stop Anvender kontekst for at udforske betydningen af ukendte ord   At begynde at forstå begrebet “at læse” Kigger i bøger Deltager aktivt i mundtlige aktiviteter (i gruppen) Deltager aktivt i mundtlige aktiviteter (individuelt) Tolker billeder Beskriver objekter, mennesker, situationer Leverer ord i kontekst Klassificerer informationer Forbinder ord og billeder med hinanden Deltager i mundtlige fortællinger genfortæller noget han/hun har erfaret i den rigtige rækkefølge deltager i meningsfulde dialoger Identificerer detaljerne i en historie Følger enkle skriftlige anvisninger   Fonetisk analyse Identificerer bogstaver Sætter versaler og matchende små bogstaver sammen Skelner mellem ord som ligner hinanden Anvender ord som rimer i sange og digte Kender lyd/symbol sammenhæng Identificerer konsonanter og vokaler   Færdigheder forbundet med det at studere Kender til de forskellige dele af en bog, f.eks. titel, forfatter, indholdsfortegnelse Lokaliserer dele og sider i en bog Anvender forskellige dele af en bog   Holdninger og adfærdsmønstre Øver sig i at “aflæse” adfærdsmønstre Nyder god litteratur og poesi Viser interesse/udviser gode “lyttevaner” Er tydeligt fornøjet overfor visuelle stimuli Læsning/respons i forhold til bøger - viser interesse og glæde Beder om at få visse bøger læst højt igen og igen
At skrive	Finmotoriske færdigheder Samler enkle puslespil Fingermaler mønstre, billeder, former Trækker perler på en snor Anvender ler Limer billeder/former til et ark Hælder væsker, f.eks. juice Farvelægger enkle billeder/former indenfor stregerne Holder og anvender farveblyanter Holder og anvender blyant Anvender brede, senere smallere pensler Klipper med en saks Folder papir Vandfarver/staffeli Tegner streger og former i luften, på kridttavle og papir Kopierer streger og former Kalkerer navne, bogstaver, ord Kopierer navne, bogstaver, ord   Begynder at skrive Forbinder mundtligt sprog med trykte ord Opfinder symboler, som videregiver meddelelser Anvender forskellige skriveredskaber Udforsker bogstavformer Skriver bogstaver og ord Anvender opdigtede stavemåder for at skrive nye ord Etablerer “linie-til-linie progression” Anvender mellemrum mellem ord Skriver egne historier   Holdninger og adfærdsmønstre Leger at man kan skrive Er tydeligt stolt over fremskridt/beherskelse Nyder at skrive originale historier, digte, sange Nyder at læse skriftligt arbejde højt for andre Vælger skrivning som en foretrukken aktivitet