Fjerde uge

Husk – det vigtigste af alt – at lege.
Brug læreplanen som den er, eller opbyg og suppler med egne aktiviteter - eller fra databaserne. Planen er din.

Mærkedag:

Ingen – med mindre du selv opretholder en tradition.

Særlig begivenhed:

 

Månedens tema:

Personlighed – det enkelte barns
Ugerne 32 – 33 – 34 - 35
Der skal være en stor opslagstavle, hvor der er plads til alle børnenes billeder – et billede for hvert barn – samt en tegning – og kommentar ark under billederne.

Ugens tema:
Læreplansområde:
Kloghed:

Alsidig personlig udvikling
Jeg-klog

Aktiviteter:

Fortælle om min bedste ven
Hvert barn beretter om, hvem man bedst kan lide: ”Min kæreste – eller den bedste ven i verden?”

Kommentar arket skal sættes op under barnets billede.

Kreativitet:

”Min bedste ven” tegning
Sættes op under barnets billede.

Ugens leg:

Kan du dufte din ven?

Legebeskrivelse:
Børnene står i en rundkreds og en vælges til blindebuk. Blindebukken går ind i midten af kredsen, får bind for øjnene og drejes rundt. Blindebukken skal dufte til de andre deltagere og prøve at gætte, hvem der er hvem. 3 gæt.

Aldersgruppe: 4 år og opefter
Antal deltagere: Minimum 8 personer
Rekvisitter: Tørklæde

Rim:

Sprøjterne kom susende
Vælted’ alle husene
Da de kom til Gammelstrand
Var der ingen ildebrand

Legetøj:

Legetøj og redskaber, der stimulerer jeg-kloghed
Dukkeleg
Sanselegetøj
Skæbnefortællinger og historier

Historie:

Fordi du er min ven - af Guido van Genechten
Venner. Sød billedbog om den lille isbjørn, der leder efter den helt rigtige ven, som han selvfølgelig finder til sidst. Her er også noget for følesansen, da tegningerne af den lille isbjørn er plysbelagte.

Rigtige venner - af Manuela Olten
Venner. En fin bog om at finde gode venner – og så alligevel blive uvenner. Men venskabet vinder til sidst.

Blomst:

Cikorie - store, siddende, blå kurve, sjældnere lyserøde eller hvide. 25-100 cm høj. Almindelig ved veje og langs marker. Blomstrer juli-september. Bladene og blomsterne kan bruges til te.

Urt:

Snerre – vokser i gærde og hegn og på enge – både blomster og blade kan bruges til te – i gamle dage blev de også brugt som oste tilsætning i hjemmelavet surmælksost.

Dyr:

Salamander, lille vandsalamander - Længde 6-10 cm. Træffes overalt i landet og yngler ofte i meget små vandhuller. Den kommer frem fra vinterdvalen i marts – april måned og går – efter yngletiden – på land, hvor den lever ret skjult under trærødder, grene og sten. Larverne opholder sig i vandet sommeren over, før de forvandler sig og senere går på land.

Fugl:

Sølvmåge eller Havmåge - 56 cm. Ynglefugl i størstedelen af landet på strandfælleder og småholme. Sølvmågen lever af saltvandsdyr fra stranden, fiskeaffald samt fugleæg og unger. Den er i de senere år tiltaget stærkt på andre søfugles bekostning.

Reden minder om stormmågens. Midt i maj lægger sølvmågen 2-3 olivengrønne, brune eller blålige æg med brune og grålige pletter. Af hætte-, storm- og sølvmågeæg indsamles der årligt i titusindvis indtil den 25. maj.

Insekt:

Lille ræv - sommerfugl, Vanéssa úrticae - V. 25-27 mm. Meget almindelig over det meste af landet og kan ses næsten hele året. Det sidste kuld overvintrer som voksne og kommer frem i det tidlige forår. Kaldes også nældens takvinge. Larven er ca. 40 mm lang. Selskabeligt på nælder i juli-september. Puppen hænger frit ned kun fæstet med bagenden, der ofte er omgivet af rester af larvehud.

Husk:

Følelse

- er både bevidsthed og fornemmelse, som meget let medfører sindsbevægelse og patos.

Det er dejligt at kunne vise glade og lykkelige følelser – og det er meget smertefuldt, når man må vise følelser, som udtrykker sorg, skuffelse og magtesløshed.

Hvis man er meget ked af det, deprimeret eller sorgfuld, er hjernen fuld af grublerier og bebrejdelser. Imidlertid kan man godt lære både børn og voksne, at de kan overvinde deres problemer og få en bedre følelsesmæssig forståelse for sig selv og deres følelser.

For børnenes vedkommende er det ved at lytte til mange gode historier om:

  • At kende sine følelser: Hvis man kender sine sande følelser, mens de optræder, har man mulighed for at reflektere – og træffe beslutninger.
  • At håndtere sine følelser: Det er en god ide at kunne berolige sig selv og ryste frygt og nedtrykthed af sig.
  • At kunne motivere sig selv: Hvis man kan koncentrere sig og udsætte sine behov til fordel for fremtidige mål.
  • At kunne genkende følelser hos andre: Empati er vigtig, når man skal være sammen med andre – især med børn.
  • At kunne omgås andre: Kunne bruge sine følelser konstruktivt sammen med andre – være ærlig – snakke godt sammen.

Et barn har ingen eller kun begrænset erfaring med at kende sine følelser, kunne berolige sig selv, kunne koncentrere sig, kunne genkende sine egne følelser hos andre og at kunne bruge sociale følelser konstruktivt for at løse konflikter.

Men det er gennem samværet med voksne, forældre, pædagoger og lærere, som kan og vil være deres følelser bekendt - og som er meget opmærksomme på børnenes forskellige følelser - at børn langsomt lærer deres egne følelser at kende for derved at kunne bruge dem positivt og konstruktivt sammen med andre børn.