Naturtyper

Børn er imponerede over både en solopgang og solnedgang - og nyder det smukke landskabssceneri. Det ses ofte ved at de tager om hinanden. De står midt i naturen, midt i landskabet og er et med omgivelserne.

Land omfatter fastlande og øer, hvorpå vi kan gå og bo. Et landskab er et særligt område, en egn eller en provins - men kan også være et sceneri som har en bestemt betydning. Landskaber er meget forskellige afhængig af, hvor i verden vi befinder os – lavland, sletter, højland, bjergland osv.

Folk som har taget ophold i et bestemt landskab kommer gennem tiden til at kende det godt og kommer desuden til at holde af områdets karakter, som får betydning for deres karakter og kultur.

Der bliver skrevet sange og digte om landskabet, hjemegnen og særlige områder, som bliver hyldet for sin særegne og specielle natur og skønhed – og landskabet bliver tegnet og malet.

Landskabsperspektiv er, når man fra et bestemt sted, ofte fra højt punkt eller en bakketop i landskabet, kan få overblik over et særligt område, som man finder smukt, spændende eller interessant.

For børn er det meget vigtigt, at de ved at gå eller vandre gennem et landskab kan lære det at kende, for senere ved at iagttage udsigten over et landskab kan genkende bestemte steder.

I et landskab er der særlige holdepunkter, som kan være bakker, engdrag, åer, bække, søer m.m. Landskabet rummer desuden sit eget dyreliv, hvor dyrene bevæger sig rundt fra sted til sted. Modsat dyrene må planterne blive på de steder, hvor de vokser op.

Derfor kan et landskab have markante og karakterfulde skove, særlige træer på bestemte steder med både en historie og betydning, karakterfulde moser, søer og kilder med et rigt og varieret indhold af padder og insekter eller omgivet af en speciel og smuk flora, som børnene kan lære at kende.

Gode naturoplevelser medfører, at børnene husker bestemte scenarier og billeder, hvortil der knytter sig lyde, dufte, farver og historier. Det er disse oplevelser, som børnene senere anvender, når de gennem tegninger og malerier beskriver landskaber de kender.

Hvis Danmark var ubeboet, ville det meste af landet være dækket med skov. Det ser man på en byggegrund, der ikke er blevet brugt i flere år, den har træer og buske, som kommer af frø, der er transporteret af vind, dyr og fugle. Viser det i moser og enge, hvor køer og heste en gang græssede. Når der er gået nogen tid uden græsning, gror de til med pilekrat og træer.

En hede, der passer sig selv, bliver til skov.

Danmark ligger i den del af Verden, der kaldes de løvfældende skoves område. Det betyder, at den naturlige plantevækst er løvtræer: Eg, bøg, ask, lind, el, elm osv. Under trækronerne er der en underskov af urter og buske.

Al natur i Danmark er påvirket af mennesket. Landbruget er det erhverv, der har påvirket naturen mest, for det har ryddet skoven til marker og græsningsarealer.

54% af arealet bruges til marker.

14% bruges til skove; her fælder man træer og planter nye, så man får de træer, man gerne vil have.

10% bruges til byer med haver og parker.

Resten: Klitter, heder, strande, vandløb og søer er også påvirket af mennesker. Selv havet er påvirket, dels af det store fiskeri, dels af gødningsstoffer fra landbrug og renseanlæg.

Men naturen er overalt. Dyr og planter lever på de områder, hvor mennesket er. F.eks. er der mælkebøtter i alle haver, brændenælder langs vandløbene og ræve i byerne. Ingen har bedt dem komme, de er der, fordi de kan bruge de menneskeskabte dele af landet.

Landskabstyperne er alle et resultat af naturens og menneskets konkurrence med hinanden. Mennesket kan forandre naturen, men ikke bestemme over den.

Stenrev

På havbunden ligger der rev af store sten, der er kommet med Istidens gletsjere og strandede isbjerge. Disse stenrev har et rigt dyreliv og mange alger gror på stenene, hvor lyset når ned.

Havnemoler og høfder består ofte af store sten. De er som regel hentet på stenrev og ved kysterne af stenfiskere med specialbyggede skibe.

Netop på havnemoler og høfder kan alle se det dyre- og planteliv, der hører hjemme på stenrev. Her kan man indsamle dyrene med ketsjer, skraber og kastenet og lægge dem i en plasticbakke eller akvarium.

Går man på havnemolens sten, ser man, at der er forskellige zoner, jo nærmere man kommer vandet. Den øverste zone er til dagligt uden for havvandets rækkevidde. Derpå følger bølgesprøjtzonen, hvor saltvandet kun kommer med bølger og sprøjt. Så følger den zone, der er tørlagt ved ebbe og oversvømmet ved flod, eller hvor vinden fremkalder høj- og lavvande.

Til sidst kommer zonen, der altid er dækket af vand.

Man skal være forsigtig, når man går på stenene i bølgesprøjtzonen. På solsiden er stenene sorte af en blågrønalge (cyanobakterie), der er uhyggeligt glat, når den er våd. I skyggesiden sidder den meget lignende sorte strandvortelav. Her træffer man også strandsneglen.

I tidevandszonen finder man strandsneglene øverst. De har en solid skal, så de kan tåle, at bølgerne tager dem og slår dem mod stenene. Men hvis de er forberedt, kan de suge sig fast på stenene, så bølgerne ikke kan tage dem. Inde i munden har de en tunge, tæt besat med tænder. Den rasper algerne i småstykker, så sneglen kan æde dem. Sneglen er spiselig.

Neden for sneglene sidder rurerne. Det er krebsdyr, der sidder i vulkanformede huse af kalk, som de selv har bygget. De sidder så tæt, at penis kan nå fra den ene rur til naboen under parringen. Husene giver slemme hudafskrabninger, hvis man falder på dem. De lukkes med kalklåg ved lavvande.

Dernæst følger blåmuslingerne, der sider i klumper.

Tidevandszonen med snegle, rurer og muslinger og bølgesprøjtezonen med dens bevoksninger ser man på kyster i hele verden.

Dyre og plantelivet i det område, der altid er dækket med vand, er beskrevet på billederne. Her også de dyr, der kan fanges med kastenet i de frie vandmasser.

Lavvandede kystnære områder

En god badestrand har sandbund. Lokalt kan der være sten, men de plejer at være runde, fordi de har rullet i bølgerne. På sandstranden ligger der muslinger, snegle, strandkrabber og en del andre dyr og planter, hvis havbunden uden for er rigt på liv. Det gælder især strandene ved de indre farvande.

Ved lavvande går man på tørlagt sandbund, men selve bunden er våd. Sandskornene er gullige, fordi de er dækket med de encellede kiselalger, diatomeeerne. De er vigtige som føde for havbundens orme og krebsdyr. Det mest påfaldende dyr er sandormen, der ligger nede i sandet og æder det, så der opstår en stor tragt over dens hoved. Hyppigt stikker den bagenden op og afgiver ekskrementer. De ligger i en dynge på overfladen og er grå. Men snart befolkes de med kiselalger og kan ædes igen.

Der er mange huller i sandbunden. De laves af slikkrebsen, der bor i et U-formet rør. Den kommer tit frem, og så ser man den feje overfladen med sine lange antenner. Den æder kiselalger og andet spiseligt på overfladen. Man får den rigtigt at se, når man graver en blok op med en spade. Samtidigt opdager man, at sandet er sort under overfladen. Det stinker af svovlbrinte, en giftig luftart, der dannes, når proteiner rådner.

Sier man sandet, får man mange andre dyr at se: Orme, muslinger, krebsdyr og de små dyndsnegle.

Tager man svømmebriller og snorkel på, ser man meget mere: Unger af skrubbe og ising, samt de små fisk, kutlinger og hundestejler. Strandkrabben løber sidelæns på havbunden. Store huller i havbunden viser, hvor sandmuslingen ligger. Blåmuslinger ligger i klumper.

Svømmer man ind i ålegræs, ser man rejer og fisk. Her er et rigt dyreliv.

De lavvandede kystområder tiltrækker mange fugle. På stranden ruger præstekrave og strandskade. Terner og måger ruger i kolonier, men de gør det ofte på revler eller småøer, hvor de ikke bliver forstyrret. De henter gerne deres føde på lavt vand.

I træktiden er der mange slags fugle, f.eks. ryler, kobbersneppe, ænder og gæs. De finder deres føde i det lave vand.

Strandenge

Strandenge er flade græsklædte områder, der ligger så lavt, at havet oversvømmer dem ved ekstraordinært højvande, ofte nogle gange om året. De ligger ofte på hævet havbund og altid lige op til kysten. Hvert højvande afsætter sand eller ler, og jordbunden hæves.

Strandenge er frugtbare, og kvæg og heste har det godt, når de græsser her. Mange strandenge afvandes gennem grøfter, for hvis man ikke gør det, vil havvandet blive tilbage i pytter, hvorfra vandet fordamper, men havsaltet bliver tilbage. Her vokser intet græs, bunden kan være dækket med alger og bakterier.

Vandet kan også danne naturligt afløb, der ligner vandløb med deres slyngede og grenede løb.

Strandenge er fredet. Den bedste beskyttelse er græssende kreaturer, men de bliver sjældnere. Når afgræsning ikke sker, gror strandengene til i tagrør og pilearter.

Græs, især annelgræs, fylder det meste af strandengen. Der er flere planter, man let ser. Det er strandvejved, strandtrehage, strandkogleaks, hindeknæ og hindebæger. I de vådeste område står kveller og vadegræs.

I Vadehavet gror kveller og vadegræs på det inderste af havbunden, der ligger tør flere timer hver dag ved ebbe. Kveller har tykke stængler, der grener sig, mens bladene blot er små skæl. De tykke stængler indeholder vand, som planten bruger, når den står tørt i stærkt solskin. Den kan spises som grønsag både rå og kogt.

Vadegræs vokser i tætte tuer og breder sig stærkt. Den er indført fra England, fordi den kan medvirke til at indvinde land. Hvor kveller står tæt og der er mange tuer af vadegræs, bliver vandets bevægelser bremset under ebbe. Dets indhold af sand og ler synker til bunds og højner den. Indtil for få år siden så man gravede render vinkelret på Rømø dæmningen.

Mudderet fra renderne blev taget ved siden af renderne, hvor kveller og vadegræs holdt på det. Det gav faktisk mere land, men det kunne ikke betale sig.

Strandengen er god for rugende fugle om foråret, f.eks. rødben, brushøns og de andre fugle, der er nævnt under lavtvands områderne.

Den gule engmyre bygger tuer på strandengen; der kan ligge flere hundrede tæt på hinanden. De er bevoksede med græs og urter, og man kan sidde på dem, for myrerne bliver under jorden. Her lever de sammen med bladlus, der suger på græsrødder. Bladlusene udskiller søde ekskrementer, som myrerne lever af. Under jorden fører gange til græsrødderne, og myrerne flytter bladlusene hen til de rødder, der giver mest.

Engmyren lever som en bonde med husdyr.

Tuen åbnes kun, når myretuen har produceret vingede hanner og hunnen. De finder hinanden i luften og parrer sig. Hannen dør, og den befrugtede hun kan starte en ny tue.

Kystklitter og klitheder

Sandstrand og klitter hører sammen, for klitterne består af sand, som vinden har hentet på stranden og blæst sammen i store mængder. Yderst mod havet ligger den hvide klit, den er bevokset med hjælme, der er et græs. Den binder sandet, så det bliver på stedet. Men hvor det hvide sand mangler planter, angriber vinden og flytter sandet ind i landet.

Bag de hvide klitter ligger den grå klit. Her er sandet groet til. Her er der også hjælme, men også lyng og en del andre planter. Den grå klit vandrer ikke, for planterne holder sandet på plads. Men sker der et skred, der blotter sandet, kan sandet vandre derfra.

Mellem de grå klitter er der klithede med lyng, rævling, sandstar, samt rensdyrlav. I fugtige lavninger vokser der klokkelyng, soldug og mange andre planter.

Den hvide klit er næringsrig, fordi den får tilskud af kalk fra muslinger og snegle, salt og andre stoffer fra stranden. Regnen udvasker efterhånden næringsstofferne, og den grå klit og klitheden er fattig. Her gror planter, der kan klare sig med lidt.

Indlandsheder

Hedernes jordbund er sand, og her gror lyng. Der kan være heder på store flader og på bakker. Heden er skabt af fortidens mennesker, der ryddede skoven og brændte lyngen af, og deres får, køer og heste græssede og åd al opvækst af træer og buske.

Få planter kan tåle den behandling, og derfor er lyngheden fattig på plantearter. Lyng er den vigtigste plante. Desuden gror tyttebær, mosebølle og blåbær, samt rævling.

Alle har velsmagende bær. I hedemoser gror der tranebær, klokkelyng, tørvemos, kæruld og soldug.

Sandjorden tørrer hurtigt ud efter regn. Derfor må planterne kunne tåle tørke. Hedelyng har små blade, og deres spalteåbninger findes i en hul spalte i bladet. Her kan vinden ikke komme til, og derfor holder luften sig fugtig i spalterne, så spalteåbningerne kan holde åbent.

Rævling har lignende blade. Tyttebær og mosebølle har små, tykke blade, der føles som læder. De er dækket med voks, der nedsætter fordampning.

Da der endnu var bønder, som dyrkede heden, brændte de den af for at få nye lyngplanter til at spire. Det gør man ikke mere. Heden er overladt til sig selv, og så bliver den til skov. Frø af fyr, gran og birk kommer med vinden, mens eg og røn bliver ført med af fugle og dyr.

Træernes vækst hjælpes af kvælstofholdig gødning, der kommer med luften og føres ned til jorden af regnen.

En hede på 10 hektar brændte i 1999, og alt var sort. Men der kom frø af græs og lyng, samt mange træfrø. I 2006 var heden næsten væk, og der var kommet en skov, mest af fyrretræer.

Der var ca. 20.000 træer, og de fleste var 4 meter høje.

Omkring 1850 var 25% af Jylland og sandjordsegne i Nord- og Vestsjælland og på Bornholm dækket af hede. Nu er der kun ganske lidt tilbage, og myndighederne prøver at bevare den. Heden forsvandt, fordi den blev opdyrket til landbrugsjord eller tilplantet med gran. De tiloversblevne heder blev til skov af sig selv de fleste steder.

Søer

Danmarks største sø er Arresø, 40 km², max. dybde 6 m. Søen med mest vand er Esrom sø, 17 km², 233 millioner m³, max-dybde 22 m. Den dybeste sø er Furesø, 9 km², max. dybde 38 m, Mossø er Jyllands største, 17 km², max. dybde 22 m.

Der er søer i tunneldalene, i landskaber skabt af dødis, i lavninger mellem bakker m.m. Desuden er der kunstige søer; de største er opdæmninger til elektricitetsværker, drevet med vandkraft, f.eks. Vestbirksøerne og Tange Sø i Gudenåen.

Mølledamme, fiskedamme og tørvegrave er også kunstige. Men planter og dyr er ligeglade med, om søer er naturlige eller kunstige. De kommer.

Søer i næringsrige områder har rørskov ved bredden. Tre store planter er de vigtigste, nemlig tagrør, dunhammer og søkogleaks. Planterne er bygget som rør, de er smidige og kan bøje sig i vinden, men de er stærke og elastiske og retter sig op igen. Deres jordstængler og rødder er nede i det iltfattige dynd, men planterne pumper frisk luft ned til dem.

Mange blomstrende planter står mellem rørene, f.eks. pindsvineknop, bittersød natskygge.

Hvor søen har roligt vand, vokser der åkander, og deres store blade ligger på vandoverfladen De kan ikke blive våde på overfladen, for et vokslag får vandet il at danne perler, der ruller af. Således undgår åkandebladet at få spalteåbningerne tilstoppet.

Der er to arter af åkande, gul og hvid. Deres stilke når 1 meter eller mere ned til jordstængelen nede i dyndet. Klipper man bladranden af og puster luft gennem 100 cm lange stilke, træder den ud af de store, overklippede bladnerver. Luftrør går altså fra bladet til jordstængelen.

Der er mange forskellige dyr på åkandeblade.

Under vandet er der vandplanter, som danner lange ranker under vandet. Bladene er ganske tynde; de behøver ingen styrke, for vandet bærer dem oppe. De forsyner søen med ilt og optager CO₂ fra vandet og medvirker til et godt miljø. Mange dyr lever på dem, og fiskeyngel, store gedder og aborrer skjuler sig mellem vandplanterne.

I de frie vandmasser lever kiselalger, furealger og grønalger, altså planteplanktonet.

Det er den vigtigste iltleverandør. Samtidigt er det

første led i fødekæden - kiselalger, furealger og grønalger, altså planteplanktonet,
andet led er - dafnier og vandlopper, der lever af dem,
tredje led er - fiskelarver og insekter, der lever af dafnier og vandlopper,
fjerde led er - de store rovfisk, samt fiskehejrer, lappedykkere, skarver, blishøns, rørhøns og andre, der lever af søens fisk og insekter.

Søbunden har sit eget dyreliv. I de dybere søer, f.eks. Esrom Sø, lever danse myggelarver i mudderet. De lever af plankton, døde smådyr, ekskrementer og hvad der eller synker til bunds. Larverne vokser langsomt og tilbringer mindst et år på bunden, hvorefter de forpupper sig.

På en bestemt aften stiger pupperne op til overfladen, her klækkes de, og millioner af voksne han- og hunmyg flyver op. Nu skal de finde hinanden. Hannerne søger sammen i tætte flokke, gerne omkring et højt træ eller et kirketårn. Der er så mange, at det ligner røg, og det hænder, at brandvæsenet bliver alarmeret.

Hannerne udsender en bestemt tone, som hunnerne kan høre. De flyver til hannernes røgsky, finder en han og parrer sig. Snart efter dør hannen, og hunnen flyver tilbage til søen og lægger æg i vandoverfladen. De synker til bunds og starter på ny. Hunnen dør efter æglægningen. Alt dette gentager sig et par gange senere.

Fordelen er, at når så mange myg parrer sig samtidigt, er der ingen fugle, flagermus eller insekter, der kan gøre et væsentligt indhug i bestanden.

De fleste søer er næringsrige, og hvad der er beskrevet her, sker i mange søer. Hver sø har sit særpræg, så der er altid noget nyt at opleve i næste sø.

Vandløb og kilder

Der er vand under hele Danmark. Graver man en brønd, kommer der vand i den fra jorden, hvis man da har gravet dybt nok. Vandet i brønden viser, hvor langt der er ned til grundvandet, dets overflade kaldes grundvandsspejlet, fordi man ser sit eget spejlbillede, når man kigger ned i en brønd.

En kilde er et sted, hvor grundvandet kommer frem af sig selv. Det sker oftest, hvor et vandløb har skåret sig ned under grundvandsspejlet. Går man langs et vandløb, ser man mange kilder, de bidrager med vandet til vandløbet.

Der findes vandløb, som blot modtager regnvand, der er løbet af jordoverfladen eller siver frem fra regnvåd jord. De er tørre om sommeren, fordi de ikke når ned til grundvandet.

Vandløb får tilført vand fra

Regnvand og smeltet sne.
Grundvand
Mange rensningsanlæg sender renset spildevand til vandløbene.
Asfalterede veje, P-pladser og hustage sender regnvand og smeltevand til mange vandløb.

Vandløb begynder i det små, gerne i en dal, som er skåret ned i en bakke. Her løber vandet ned ad bakke, og jo større faldet er, jo hurtigere løber vandet. Det skyller ler og sand bort og sten og grus bliver tilbage på bunden.

Hvor vandløbet løber i næsten fladt terræn, slynger det sig. Hvis man sejler eller fisker, må man vide, hvordan åen ændrer sig. I en slyngning er der lavvandet i den ene side, og der er der sandbanker. I den modsatte side er vandet dybt og graver i bunden og i åbredden, og her er der ofte grusbund. Hvor åen pludselig får fald, dannes et stryg med stenet bund.

Der gror vandplanter i vandet, og de følger strømmen. De kan både være i det bybe vand og på sandbankerne.

Der er roligt vand i ydersiden af en krumning, her kan gro åkander og rørskov i de store åer.

Hvor åen løber ud i en sø eller i havet, dannes et delta. Her afsætter åen sand og vandplanter, der er revet løs eller er døde. Der er næsten intet fald i deltaet, vandet strømmer langsomt og afsætter sand i flodlejet.

Når det er fyldt, skifter åen leje. I et delta er der mange øer, adskilt af flodarme. Rørskoven dominerer.

De fleste vandløb er regulerede. Det betyder, at de er rettet ud og gjort dybere. Fordelene er, at vandet strømmer hurtigere til havet. Herved opnår man, at engene omkring vandløbene afgiver så meget vand, at man kan dyrke dem med korn og andre afgrøder.

Desuden undgår man oversvømmelser. Endnu en fordel er, at vandløbene kan modtage renset spildevand fra alle bygninger og virksomheder inde i landet, samt alt det vand, der falder på hustage og veje.

Vore vandløb virker også som kloakker.

De vandløb, der er mest regulerede, er blot kanaler, der har dårlige livsbetingelser for planter og dyr, og hvor fiskene er sjældne. Derfor ændres reguleringen nu, så vandløbene bliver bedre levesteder. F.eks. genslynger man vandløb, lægger grus ud til gydende ørreder, og graver mindre i vandløbene. Målet er fiskerigdom i de fleste vandløb.

Der er meget liv i de gode vandløb. Ørreder, ål, stallinger, gedder, hundestejler kan fiskes. Alle børn sammen med voksne kan blive medlem af en fiskeforening, og så kan man fiske i dens vandløb.

De fleste fisk er rovfisk, der lever af andre fisk, men især af insekter, krebsdyr, snegle, og orme, som fanges i vandløbet. Man kan sagtens se dette liv, bare man tager en sten op fra bunden, eller stryger gennem vandet med en sigte.

Nogle af dyrene kan kun leve i helt rent vand, andre tåler en begrænset forurening.

Derfor benytter biologerne disse dyr til at måle vandløbets grad af forurening.

Ferske enge

Alle danske gårde har jord flere steder ifølge matrikelkortene, altså de kort, der viser, hvad der hører til enhver ejendom. Nogle af jorderne ligger på tørt land og bruges fra gammel tid til dyrkning af korn og andre afgrøder. Andre jorder ligger i dalene omkring kilder og vandløb, det er enge og moser.

Begge har fugtig jord, der oversvømmes om vinteren.

Før i tiden producerede alle engene hø, det er engens græsser og urter, der blev slået og tørret. Høet blev brugt til vinterfoder, og gødningen blev brugt på agrene; uden den bliver der ikke korn at høste. Vinterens oversvømmelser dækker eng og moser med næringsrigt vand, jord og sand.

Derved gødes de oversvømmede dale, og engene kan producere hø år efter år, og den gang man brugte det til vinterfoder kom det også agrene til gode ved hjælp af hudryenes gødning.

Engen er agerens moder, sagde de gamle bønder med god ret.

I engene er der en vandbevægelse i jorden. Det giver nedbrydning af gamle planter og omsætning af næringsstofferne. Det medvirker til at gøre engen frugtbar.

I mosen er der næsten ingen vandbevægelse i jorden. Forrådnelsen går i stå, og plantedelene bliver til tørv.

Det blev brugt som brændsel til ca. 1950, og alle gårde skulle have en tørvelod.

I det gammeldags landbrug, der holdt op omkring 1960-70, græssede heste og køer på engene efter høslet og på moserne. Dyrene holdt træer og buske borte. I stedet kom der en rigdom af urter med blomster.

Der var orkideer, engnellikerod, kærtidsel, kåltidsel, vandkarse, vejsennep og mange andre.

I nutiden er høslet på engene næsten ophørt, og mange enge og moser er groet til med pil og rød-el. Da vandløbenes vand ofte er forurenet med gødningsstoffer, får det træer og buske til at vokse ekstra godt.

Nogle steder betaler det offentlige for, at engene bliver afgræsset af køer og får.

Overdrev

Overdrev blev skabt ved at husdyrene græssede på steder, hvor jorden aldrig blev pløjet eller harvet. Dyrene trampede stier og startede erosion på skrænter.

De fleste træer og buske blev mishandlet til døde af dyrenes bid. Men slåen, tjørn, rose og enebær er for tornede og piggede til at husdyrene vil æde dem, og de dannede krat. Ask, eg, hassel og andre træer kunne voks op imellem de tornede buske og blive så store, at husdyrene ikke kunne skade dem.

Nutidens overdrev kendes på, at de er bevokset med græs og urter, og har krat og spredte træer. De findes på steder, hvor husdyr græsser; jorden hverken pløjes, harves eller gødskes. Den slags overdrev findes på stejle skrænter, f.eks. tilskredne klinter, odder i havet og småøer. Hvis husdyrgræsningen ophører, springer overdrevet i skov.

Der er store interesse for at få skabt flere overdrev. De er rige på urter, der er mange slags blomster, et rigt insektliv, krybdyr, padder og fugle.

Bøgeskov

Bøgeskoven er smukkest i april-maj, indtil bøgen springer ud, for så er skovbunden dækket med et blomstertæppe. Planterne skal nemlig skynde sig at blomstre i den korte tid fra vinterens ophør og til bøgen er sprunget helt ud. Så tager bøgen det meste af lyset, og kun få planter trives i træernes dybe skygge.

Planternes udspring sker hurtigt, fordi blomster og blade allerede blev anlagt i knopper året før. Cellerne var dannet, og da udspringet skete, blev de fyldt med vand og blev mange gange større. Det minder om en luftmadras, der bliver pumpet op.

Nede i jorden er planternes knopper gullige eller hvide. Når de kommer op i lyset, bliver bladene grønne og blomsterne farvede. På vej op gennem jorden er knopperne bøjet nedad, så de ikke tager skade af at vokse gennem jorden.

Planterne i en bøgeskov fortæller, om jorden er fin muldbund eller sandjord.

Om sommeren er er ikke meget liv at se under træerne. Men sidst på sommeren og om efteråret kommer svampene.

På bøgetræer vokser den hvide og slimede procellænshat. Honningsvampe folder sig ud på stubbe og langs rødder. Deres sorte mycelium ses som strenge og flader under bark. I selve skovbunden vokser den velsmagende violette ametysthat.

Løg-bruskhat smager som hvidløg, men man lugter ikke af det bagefter. Der er spiselige champignons og rørhatte.

I oktober-november sker løvfaldet, og hele skovbunden dækkes med brune blade. De isolerer planterne i jorden. Selv tjener de som næring for svampe. Bøgen har nu forseglet knopper, grene, stamme og rødder med kork.

Den venter på forår. Den tåler vinteren, det betyder ikke noget, at det fryser hårdt.

Skov på våd bund

Der findes flere skove og krat på våd bund.

Ask kan danne skov i kilder og i jordbund, hvor der løber vand til, f.eks. i lavninger i skove. Ask kan blive stor, på højde med egetræer. Under trækronerne er der meget mere lys end i en bøgeskov, for askebladene lukker ikke lyset ude. Her vokser buske af tørstetræ og hyld.

Der er store urter som hjortetrøst og mjødurt, og lave urter som ægbladet fliglæbe, steffensurt og burre-snerre.

Rød-el skov kan gro i vand. Her står træerne tæt. Hvor bønderne i gamle dage huggede dem om for at bruge træet, skød de fra stubben, og nye træer voksede op. Rødder voksede ud fra stammen et stykke over jorden, og så ser det ud, som om træerne står på stylter. Langs vandløb står der mange rød-el, men her danner de ikke skov.

Der er mange slags urter i ellesumpen. Den er næringsrig, fordi bladene indeholder mange proteiner, også når de falder. Blandt urterne kan nævnes bittersød natskygge med de røde, giftige bær, og vandmynte, der dufter af pebermynte, fordi den har pebermynteolie i bladene.

Piletræer vokser i moser og enge, langs vandløb og ved søer. Der er ca. 20 arter i Danmark. Om foråret falder knopskællene af, så kommer silkehår frem, og en kort tid står pilene med gæslinger. Senere bliver gæslingerne til blomster, der sidder i rakler. En pil er enten en han eller en hun. De bestøves af bier, der er meget glade før dem.

Pil er nem at få til at gro. Man stikker blot en gren i jorden, så danner den rødder og vokser videre.

Piletreæer vokser op på enge og i moser, når køernes græsning holder op. Det er sket i mange dale. Her er blomsterrige enge forvandlet til pilekrat.

Højmoser

Højmoser opstår på meget næringsfattig sandjord i et regn rigt klima. En højmose hvælver sig over omgivelserne, og når den er over en halv meter høj, kan den ikke mere trække vand op fra den flade, den ligger på. I stedet må den nøjes med regn og den smule næringsstoffer, som regnen indeholder.

Højmosen er opbygget af tørvemos, se 15.10, og det skyldes mossets evne til at opsuge vand og holde på det. Faktisk virker højmosen som en kæmpemæssig svamp.

Randen af højmosen ligger lavt, den er fugtig eller ligger som en vandfyldt ring om hele mosen. Herfra hvælver højmosen sig op til et par meters højde. Overfladen består af tuer af tørvemos. Der kan være dybe småsøer, og deres rand er en hængesæk. Det er en tyk måtte af tørvemos med kragefod og andre planter i, og den svømmer på vand. Går man på hængesækken, gynger den, og man kan falde igennem.

På overfladen af højmosen vokser den insekt ædende plante soldug.

Den klarer sig i det næringsfattige miljø ved at fange insekter. Smalbladet kæruld, tranebær og nogle få andre planter vokser også på højmosen.

Der er ikke mange højmoser i Danmark, flest i Jylland.

De fleste er små, men Lille Vildmose er på 2300 hektar. Det totale højmoseareal er 3450 hektar.