Sommeroplevelser - Landskabsformer

Danmark er altid under ombygning. Det Danmark, vi ser nu, er forandret om kort tid. Landskabet er skabt af Istidernes gletsjere og smeltevandsstrømmene. Efter den sidste Istid var Danmark landfast med England og Sverige, og der var næsten ingen øer. Senere steg Verdenshavet 30 meter på 1500 år, og Kattegat og Vesterhavet opstod. Siden har landhævning løftet meget af landet op af havet.

For 6000 år siden kom landbruget, og det og menneskets øvrige virksomhed har lavet det danske landskab om, og gør det stadigvæk.

For 22.000 år siden var hele landet dækket af is, undtagen Vestjylland. For 16.000 år siden smeltede de sidste gletsjere i Danmark. For 11.700 år siden skiftede klimaet så hurtigt, at istidsklimaet blev afløst af et varmt klima. Dermed var Istiden forbi.

Den store hav stigning på 30 meter begyndte for 8000 år siden, 1500 år senere var havstigningen forbi. Alt dette er sket på kort tid, siger geologerne, for de er vant til at tale om millioner af år.

 

Istider og mellemistider

For 2,5 millioner år sider begyndte Istiderne. Flere gange dækkedes store dele af Europa, Asien og Amerika af is, afbrudt af mellemistider med skove og varmt klima.

Den næstsidste Istid var den største, se kortet fig. xx. Dens aflejringer ses i Vestjylland. Den holdt op for 130.000 år siden.

Den følgende mellemistid varede 10.000 år, den kaldes Eem mellemistiden. Mange aflejringer fra den tid er bevaret, og de viser, at der var skove af gran, lærk og løvtræer. Eem undersøges for at finde ud af, hvordan en mellemistid forløber, og hvordan en ny istid begynder. Det er jo muligt, at vi lever i en mellemistid, og så er det nødvendigt at kende tegnene på, om en ny Istid er på vej.

Efter Eem kom den sidste Istid. Der faldt så meget sne i Norge, Sverige og Finland, at den ikke kun nå at smelte om sommeren. Sneen blev trykket sammen til is under sin egen vægt, og bjergene blev dækket af gletsjere. Gletsjer is kan flyde, når den er tyk.

Derfor flød isen henover Sveriges, Norges og Finlands landskaber, videre på Østersøens, Skageraks og Kattegats bund og dækkede hele Danmark, undtagen Vestjylland. Isen tog jord og sten med sig, hvor den flød frem og afsatte dem igen på nyt land. Solen og luft fra varmere egne smeltede meget af isen, og der hvor tilførsel af is og afsmeltning var i ligevægt, gjorde is randen holdt. Her blev der tilført lige så meget is, som der smeltede.

Den slags opholdslinier er lette at finde, for udenfor is randen er der aflejret sand, grus og sten fra den smeltede is. Indenfor er der aflejret moræne, hvilket er en usorteret blanding af sten, sand, grus og ler.

I løbet af sidste Istid blev Danmark flere gange isfrit og derpå dækket med is igen.

 

Moræneflade

Moræneflader er flade områder, der er dækket af moræne. Mens isen gled af sted, sled den bakker ned eller ændrede deres form. Samtidigt afsatte den sten og jord fra sin underside, fordi isen smeltede, hvor den berørte underlaget. Da isen smeltede helt bort, blev meget af indeholdt på stedet og bidrog til morænen.

Morænen kaldes moræneler, hvis der er meget ler i den, og morænesand, når sandet dominerer. Morænefladerne er næsten alle landbrugsjord, og den er mest frugtbar, når der er moræneler.

Da isen var væk, lå morænefladerne tilbage med sten i alle størrelser. Nogle var næsten små fjelde, f.eks. Dammestenen på Fyn, der er den største, Rokkestenen på Bornholm og mange andre. De har navne, og der fortælles sagn om dem, for de har altid gjort indtryk på folk.

Stenene er i regelen solide, for skøre sten kunne ikke overleve is transporten og blev malet til grus og sand. Når bønderne begyndte at opdyrke ny jord, måtte de fjerne stenene først. Det var tungt arbejde, og det er ikke forbi endnu.

Plovene bringer nye sten op på marken, og de må fjernes hvert år inden såning. Men hvor er alle de sten, som fortidens mennesker har fjernet? Først blev de lagt i rækker som stengærder. Mange store sten blev brugt til de 25.000 jættestuer og stendysser, der har været i Danmark.

Dog, de fleste stengærder og mange grave er væk, de er brugt til byggeri af veje og jernbaner i løbet af de sidste 200 år.

Under det store kirkebyggeri i 1100 og 1200 tallet blev bygget ca. 2000 kirker i Danmark. Murene blev lavet af sten fra markerne, når det var muligt. Kirkerne er så solide, at de står endnu.

 

Randmoræne

Når man træder i mudder, dannes der en vold foran skoens snude og sider, og hvor sålen er, bliver der fladt. Det minder om, hvad gletsjerne har gjort mange steder. De har presset en jordvold op, kaldet en randmoræne, og bag den er der er er fladt område, en inderlavning, som er en moræneflade.

Foran randmorænerne er der aflejringer af sand, grus og sten fra gletsjerens smeltevand, det kaldes en hedeslette. Danmarks højeste bakker findes i regelen på randmoræner.

Hvor der er en randmoræne, har isen ofte stået i årtier eller århundreder. Derfor kalder man ofte randmoræner for israndsbakker. Randmoræner er almindelige. Mols Bjerge og Odsherred med Vejrhøj er gode eksempler.

Snit gennem randmoræner kan ses i klinter, grusgrave og vejgennemskæringer. Lagene er tit foldede eller knækkede med forkastninger. Det kan være lag fra tidligere jordperioder, f.eks. kridtflager, mergel eller ler fra Tertiærtiden, ældre moræner eller smeltevandslag, der er presset op.

Det er selve Danmarks undergrund, der kommer til syne.

Randmoræner er fyldt med store sten. Smeltevandet fra gletsjeren havde ikke kræfter til at flytte dem, altså blev de liggende. Ældre landbrugsbygninger på randmoræner er ofte bygget af sådanne sten, der er kløvet, så de har fået en flad side, der vender udad.

Hvis der er mange af den slags bygninger, ligger de sikkert på en randmoræne.

 

Hedesletter - smeltevandsflade

Man kan stå ved en gletsjerrand i Alperne, Norge, Island og Grønland og mange andre steder på Jorden. Det er en stor oplevelse, især om sommeren, for man kan opleve smeltevandet strømme ud af gletsjer portene.

Man kan også se, at det kommer fra den smeltende is, for overfladen er våd, og talrige strømme løber ned i gletsjerspalter.

Smeltevandet er gråt og meget koldt. Går man langs en smeltevandsflod, kan man høre stenene på bunden slibe hinanden. Tager man stenene op, er de runde, for alle kanter er stødt af. En sådan flod er livsfarlig at passere, for man kan ikke stå fast.

Ved gletsjeranden ligger sten, grus og sand, der er smeltet fri. Kan man komme op og få udsigt over smeltevandsfloderne, ser man dem som et fletværk mellem banker af smeltevandssand. Floderne skifter hyppigt leje, fordi de fylder deres eget leje med sandbanker. Resultatet er en slette med næsten flade sandbanker.

Da sidste Istid have sin største udstrækning, stod isen langs en israndslinie midt ned gennem Jylland, se fig. xx. Denne linie adskiller Øst- og Vestjylland. Mens isen stod ved denne hovedstilstandslinie, løb smeltevandet mod vest. I det isfrie landskab var der store bakker fra den forrige Istid.

De lå som øer i smeltevandet. Store floder løb omkring disse øer og aflejrede smeltevandssand og –grus. Derved opstod det vestjyske landskab af flade hedesletter og bakkeøer. Hedesletterne består af sand, det er ufrugtbart og var dækket af hedelyng.

Når der er landbrug på hedesletterne, skyldes det, at det får tilført kunstgødning og vandes.

Hedesletterne ser flade ud, men de hælder mod Vesterhavet. Nærmest gletsjerportene ligger hedesletten 70-80 meter over havet, og herfra skråner de hele vejen ud til havet. De fortsætter som havbund langt ud i Vesterhavet.

Smeltevandsaflejringerne i hedesletterne ses i grusgrave (se side xx). Der er hedesletter overalt i landet, hvor der har ligget en isrand.

Bakkeøerne er som nævnt et morænelandskab fra næstsidste istid. Men det ligner ikke Østjyllands og øernes morænelandskab. Det har nemlig været udsat for erosion siden forrige Istid sluttede for 130.000 år siden. Regnvand, smeltende sne og jordskred har jævnet bakkerne ud, og dalene er for en stor del fyldt op.

 

Tunneldale

Gletsjerne var 1-1,5 km tykke over Danmark. De var revnet og sprækket, og smeltevandet søgte i dybet, hvor det smeltede noget af isen. Derved opstod der tunneler i selve isen, faktisk et stort rørsystem. Gennem dette nåede vandet eventuelt bunden af gletsjeren og kunne udgrave en rende i jorden på vejen ud til isranden.

Renden kunne  blive meget stor, og så faldt loftet ned. Derved åbnedes en lang smeltevandflod i selve gletsjeren. Om vinteren frøs den til, men næste år fandt vandet ofte den samme rende igen. Store isklumper på bunden tvang vandet nye veje, og efterhånden opstod en dal, skåret dybt ned i undergrunden.

Det er en tunneldal.

Da isen forsvandt helt, lå dalen tilbage. Nogle tunneldale er 1-2 kilometer brede og strækker sig langt gennem landskabet. De østjyske fjorde fortsætter i tunneldale, men disse dale er så store og brede, at de må have været floddale før isen kom; de er blevet genbrugt. Nogle af de store dale er opstået langs forkastninger ved jordskorpebevægelser.

 

Dødishuller

Henimod Istidens afslutning gik tilførslen af ny is til Danmark i stå, al isbevægelse standsede, og isen lå død tilbage. Den smeltede ovenfra, og sand, grus og lignende blev frigjort og samlede sig på de lavere liggende dele af isen. Derved blev den isoleret mod solvarmen og blev liggende længere end isen ved siden af.

Da isen endelig smeltede, lå der et aftryk af isklumpen tilbage som en fordybning, som kaldes et dødishul. Ofte er der mange dødishuller ved siden af hinanden, hver med en sø eller mose i. Intet vandløb fører til eller fra. Vandet deri er grundvandet.

I tunneldale er meget store isklumper blevet begravet af sand. Der kunne ligge flere isklumper ved siden af hinanden.

Da de smeltede, opstod en række dødishuller, kun adskilt af tærskler.

Eksempler i Jylland: Flynder Sø, Bryrup Sø. Salten Langsø.

 

Hævet havbund

Isen over Norge og Sverige var op til 3 kilometer tyk, lidt tyndere over Danmark og Nordtyskland. Den tyngede jordskorpen ned, og da isen smeltede bort, hævede jordskorpen sig igen, men langsomt.

Faktisk hæver den sig stadigvæk, mest i Nordsverige og Finland. Nordsverige har hævet sig 300 meter siden Istiden, og Finland rejser sig så hurtigt, at dets areal forøges med 7 km² årligt.

Danmark hæver sig også. Vendsyssel var næsten helt havdækket lige efter Istiden, og Skagens Odde eksisterede ikke. Men så kom hævningen i gang, og den tidligere havbund ligger nu i 30-40 meters højde mellem bakker, der tidligere var øer.

For 8000-10.000 år siden var landhævningen hurtigere end havstigningen. Det var Fastlandstiden, da man kunne gå fra Jylland til Sverige og Sjælland, eller fra Jylland til England. For omkring 8.000 år siden begyndte det canadiske isskjold at smelte nedefra, fordi det blev løftet så højt af havet, at det begyndte at flyde. Det var større end Grønland.

Derfor smeltede det i løbet af 1500 år, og havet steg 30 meter.

Danmark blev oversvømmet. Men landhævningen var aldrig gået i stå, og landet hævede sig. Den største hævning skete i Nordjylland, 13 meter ved Frederikshavn, 4 meter ved Djursland og 2 meter ved Horsens.

Til gengæld synker landet i Sønderjylland og Sydfyn.

Ved landhævningen blev havbunden tørlagt længere og længere ude, og de tidligere klinter skred sammen og blev dækket med græs og træer. Denne hævede havbund er en flad slette.

Den har en stor udstrækning i Vendsyssel og ved Limfjordens munding, men ses overalt, hvor landhævningen er sket.

Hævet havbund er så flad, at vandet har svært ved at løbe fra den. Det har medført forsumpning, og Danmarks største moser, Store og Lille Vildmose er dannet her. Mosernes vigtigste planter er tørvemos (sphagnum).

Den gror godt ved hjælp af regnvand alene og har derfor dannet en stor, våd pude. Det meste af Store Vildmose er opdyrket i midten af 1900-tallet, og store dele af Lille Vildmose er også væk.

 

Druknet landskab

Den del af Danmark, der sænker sig, drukner. Bakkerne bliver til øer, og dalene og de lavt liggende jorder bliver til havbund. Det ses tydeligst i det Sydfynske øhav. Her æder klinterne sig ind i landet.

Tidligere bopladser ligger nu på havets bund, og vil man studere dem, må man dykke. Blæretang fæster sig til gamle stenredskaber, og når efterårets storme fører tangen ind på stranden, følger stenredskaberne med. Derfor er det let at finde dem ved at gå en tur på stranden.

 

Klinter

Hvor havet angriber landjordens bakker, dannes der klinter. Her kan man se, hvad der er inden i bakkerne, altså undergrunden. Flere klinter er berømte: Lønstrup Klint, Molerklinterne på Fur og Mors, Møns og Stevns Klinter. Men der er er mange flere.

Sangstrup og Karlstrup Klinter ved Grenå ligger i et landhævningsområde og burde være uden for havets rækkevidde. Men havet er så voldsomt her, at det har kunnet fjerne den hævede havbund, efterhånden som den steg op af havet.

Havets bølger løfter strandens sten og kaster dem mod klintens fod. Det er undergravende virksomhed, der får dele af klinten til at styrte ned. De nedstyrtede sten, sand, ler og kridtblokke føres væk af bølgestrømmen.

Klinten eroderes også af regn og smeltevand. I frostvejr fryser vandet i klintens jord til is, og så bliver den frostsprængt. Sand i klinten kan blæses bort af vinden i tørvejr.

 

Odder

Sand, grus og sten fra klinten transporteres af bølgestrømmen til et sted, der har så roligt vand, at det aflejres. Det sker som en krumodde.

Disse krumodder er af stor betydning. Ringkøbing Fjord var en gang en åben havbugt. Men den blev lukket af to krumodder, en fra nord og en fra syd. Det samme er sket ved Nissum Fjord og Limfjorden.

Før krumodderne ved Limfjordens munding i Vesterhavet blev store, sejlede vikingeskibene igennem, f.eks. når de skulle plyndre eller erobre land i England og Frankrig.

Limfjorden havde også en stor trafik af handelsskibe, der ville undgå den farlige sejlads rundt om Skagens Odde.

Hele den trafik gjorde den vestlige Limfjord til et rigt område, og det kan man se på de mange prægtige kirker, der er bygget i 1100- og 1200 tallet. Mens kirkerne blev bygget, voksede krumodderne, og en dag lukkede de Limfjorden helt. Handelen blev ringe, og trafikken gik i stå.

Først i 1825 åbnede en stormflod Limfjorden igen og der blev trafik igen. Åbningen ligger ved fiskerbyen Tyborøn, er kan takke åbningen for sin eksistens.

Der er mange andre eksempler på odder, se figurerne.

 

Klitter

Sandstorme er blevet sjældne i Danmark.

Men endnu i 1960’erne var der en voldsom sandstorm i Jylland. En aprildag blev himlen mod vest mørk, som når et tordenvejr trækker op, men skyerne så anderledes ud. Så kom skyerne, og sand og jord faldt ned fra himlen. Det var Vestjyllands marker, der var på vej på stormens vinger.

Markerne var lige sået til med korn; det var ikke spiret, og arealerne på sandjorden lå hvide og nøgne. Her kunne stormen angribe, den løftede sand, korn og jord højt op.

Groft sand blæste sammen i klitter nær ved markerne, fint sand og jord spredtes ud over Danmark, helt til København. Bilerne måtte køre med tændte lygter. Landmændene led store tab, for de måtte så om, og de brugte en masse arbejde på at jævne klitterne ud.

I Vestjylland havde man haft mange sandstorme og bekæmpet dem ved at plante læhegn, mest af hvidgran. Men læhegnene var blevet for gamle eller ødelagt af svamp. Efter den store sandstorm plantede landmændene nye læhegn af løvtræer, og da de var vokset op, holdt de på sandet, og siden har der ikke været store sandstorme.

Før læhegn blev almindelige, kunne sandstorme være helt ødelæggende. Vinden kunne blæse sandet sammen i store klitter, 10-15 meter høje eller mere. Disse klitter vandrede ind over markerne, der blev ødelagt, hvorfor landmændene måtte opgive deres ejendom og flygte.

Den gang kom sandet fra kysten og fra store klitområder inde i landet. Indlandsklitterne var blæst sammen på hedesletterne lige efter Istiden, inden planterne havde dækket dem og tæmmet sandet.

Det var især i tiden 1500-1850, at sandet ødelagde store arealer. En af årsagerne var, at klitområderne blev brugt til græsning; husdyrene åd de nye planter, der kunne binde sandet, og trampede stier, hvor det hvide sand lå åbent. Her kunne vinden begynde at blæse sand bort, og en klit kunne hurtigt blive flyttet af vinden.

Bønderne brugte klittens træer og buske til brændsel, og det gav også huller ned til sandet. Datidens mennesker var sikkert klar over sammenhængen mellem husdyr, mennesker og sandflugt, men der var ingen andre muligheder for at skaffe sig føden. Det må have været frygteligt at se en 10-15 meter høj klit vandre over markerne.

Hastigheden var få meter om året, men klitten kunne ikke standses, og de stakkels bønder kunne let regne ud, hvornår deres marker var ødelagt.

Først i løbet af 1800-tallet fik regeringen klitterne tæmmet ved at tilplante dem med hjælme. Det er et græs, hvis rødder gennemvæver hele klitten og holder på sandet. Hvis hjælmen dækkes med sand, sender den bare flere skud ud, der dækker klittens overflade. Når først hjælmen har fat, kan andre planter få fodfæste, f.eks. lyng, og så er klitten låst.

Desuden sørgede regeringen og private mennesker for at tilplante store indlandsklitter og klitterne nær kysten med fyrretræer. De voksede op og blev til skove; de kaldes klitplantager og ligger alle de farlige steder langs Vestkysten og på indlandsklitterne.

Når turisterne vandrer gennem klitterne, opstår der stier, hvor vinden kan tage fat. Der startes ny sandflugt på den måde, men den kan standses ved at plante hjælme. Det gør man kun, hvor der er fare for landbruget.

Råbjerg Mile ved Skagen er det eneste sted, hvor sandvandringen stadig foregår uhindret. Den ligger som et slags museum, der viser, hvad sandflugten kan udrette. Den store vandreklit, selve milen, er en af Danmarks største turistmål. Den vandrer mod øst.

Om en del år når den hovedvejen til Skagen og fortsætter ud til Kattegat, hvor den drukner om godt 100 år.

Oprindelsen til kystens klitter er sand fra klinter og fra selve havbunden. I tørt sommervejr ser man, hvordan sandet blæser sammen til små klitter i læ af en sten eller en tue af planter. En sådan lille ny klit kan vandre og vokse sammen med andre småklitter.

Vinden kan blæse den ind i land, og derved bliver klitterne langs kysten større. Hvis man ikke gør noget, kan nye vandreklitter starte.

Klitterne er nu en velsignelse for landet, for turisterne elsker at færdes i dem, lige på kanten af havet.

 

Marsken - og Stormfloderne

Vadehavet ligger langs vestkysten af Syd- og Sønderjylland. Det begynder ved Ho Bugt ved Esbjerg og fortsætter langs Tysklands og Hollands kyster til et stykke ned i Belgien. Her sænker landet sig, og der er stort tidevand. Havbunden blottes ved ebbe flere kilometer ud, og oversvømmes ved flod. Man kan vade langt ud ved ebbe, og derfor hedder det Vadehavet.

Store floder udmunder i Vadehavet, først de store danske åer, Kongeå og Vidå, siden de tyske og hollandske floder: Ejderen, Elben, Rhinen, Maas og mange andre. Åerne og floderne sender store mængder sand og ler ud i havet. På flader ud for kysten vokser der planter, som kan tåle saltvand. Ved flod skaber de roligt vand omkring sig, og her bundfældes ler og sand. Derved vokser landet, og det nye land kaldes marsk.

Denne tilvækst af land er sket i flere tusinde år.

Marsken egner sig godt til græsning, og fra gammel tid har man holdt kvæg og får. Bønder slog sig ned i marsken allerede for 2000 år siden. De lærte at overleve stormfloderne, der oversvømmer marsken, ved at bygge 2-3 meter forhøjninger af marskler, de såkaldte værfter. Her byggede de huse med et træskelet og lervægge.

Når stormfloder oversvømmede værftet, kunne lervæggene blive ødelagt, men træskelettet blev stående, og folk kunne måske overleve på lofter og tage.

Tidevandet kommer to gange dagligt. Der er 12 timer og 25 minutter mellem hver flod, og lige så lang tid mellem hver ebbe. Ved Esbjerg er forskellen mellem ebbe og flod gennemsnitligt 150 cm, ved Højer Sluse 180 cm, i Tyskland er den større, omkring 3 meter ved Hamburg. Forskellen er størst ved nymåne og fuldmåne, mindst ved halvmåne.

Storme kan forstærke tidevandet, så vandet stiger 3-4 meter over vandstanden ved flod. Så er der stormflod. Der er 78 km diger langs Vadehavet. De er 5 meter høje ved Ribe og 6,75 meter høje nærmest Grænsen til Tyskland for at kunne hindre stormfloder i at oversvømme landet bag diget. Byerne Tønder og Ribe er også sikret af diger.

Med flere års mellemrum kommer der store stormfloder. De skyldes, at en storm presser vand ind i Nordsøen, og når det kombineres med flod, står vandet rigtigt højt. I 1981 blev Rømøs og Manøs diger gennembrudt flere steder med oversvømmelse som resultat.

Derefter blev digerne forhøjet.

I 1634 kom der en ekstra stor stormflod, der kaldtes den store manddrukning. Vandet steg 5,7 m. Ribe blev oversvømmet, og vandet stod et 1,5 meter over gulvet i Domkirken.

Byer forsvandt, f.eks. Misthusum over for Rømø. Stormfloden i 1362 var endnu værre, men vidnerne mangler, for de druknede. Ødelæggelserne var så store, at det måske var en tsunami, der var årsag.

De havstigninger, der forudses i de næste hundrede år, medfører, at man må bygge digerne højere.

Vadegræs er en stor plante, der grener sig stærkt. Den er plantet mange steder i Vadehavet for at indvinde land. Den har bredt sig til de østjyske fjorde i 1900-tallet.

Her er tidevandsforskellen lille. I Horsens Fjord 30-50 cm. Det er dog nok til at danne små marskarealer på øerne Hjarnø og Endelave. Vadegræsset bidrager hertil.

Den store vandudveksling i vadehavet sørger for, at der hele tiden kommer frisk vand med næring til havdyrene. Blåmuslinger og Østers fra Stillehavet trives godt og fiskes. Vadefugle, gæs og ænder æder sig fede i Vadehavet, og forår og efterår er der enorme mængder af fugle på træk. Det er et af Verdens vigtigste fugleområder.