Barndomshistorier

Børnelivs store forskningsprojekt i 2009 handler om Barndom. Projektet omfatter bl.a. en stor indsamling af barndomsberetninger - om barndomsoplevelser og historier - fra alle tider. Selvoplevede, hørte eller endog opfundne, opdagede eller taget fra litteraturen. Alle slags beretninger, historier og oplevelser har betydning. Du er hjertelig velkommen til at deltage og indsende dine historier til beretninger@borneliv.dk

De tre æbler

Jeg vil fortælle en lille historie omkring hvordan det opleves, at have en bror der er handicappet. Mine forældre fik 3 børn, 3 forskellige æbler hvor det ældste af æblerne ikke lignede de to andre. Æblet var/er en smule rynket og lidt brun i skralden, hvilket mange mennesker bemærkede. Disse mennesker sagde til mine forældre, det ældste æble er ikke som de to andre. Dette rynkede æble kunne ikke gå selv ej heller tale, men mine forældre elskede ham for den han var. De erkendte gennem hans liv, at han aldrig blev så flot et æble udvendig som de to andre. Men det var et æble fra deres træ – altså af deres kærlighed, som gav denne frugt. Mine forældre lærte os børn, selvom man ikke ligner andre har man stadigvæk det samme selvværd som andre mennesker. Dette er noget vi børn har taget med os senere livet, som har udviklet vores tolerance evne overfor andre som ser anderledes ud.

Det var ikke et æble der indbød til, at spise, men et æble der gav udfordringer for mine forældre. Udfordringen som dette halvrådne æble gav mine forældre var, at det tit blev syg og rendte ind i en masse problemer på grund af, at æblet ikke altid vidste hvad der var føde og hvad der var sten og blomster. Min bror spiste det der var på hans livsvej og det skabte problemer for ham, han måtte skæres op og stenene og blomsterne måtte pilles ud af ham. Tilbage blev et ar på maven, men han var stadigvæk vores blomst, selvom han krævede en masse tid fra mine forældre. De to raske/sunde æbler klarede sig nogenlunde gennem denne tid, men følte ofte, at de ikke blev set på, da de jo så raske og sunde ud.

Æblet kunne heller ikke ligge i samme kasse som de andre æbler og måtte derfor sendes et sted hen, hvor der var andre æbler der lignede den. Man kunne jo ikke have et sådant æble liggende, da det faldt udenfor frugthaven altså samfundets normer og holdninger.

Æblet blev lukket inde så dets lugt og råddenskab ikke bredte sig til andre i lokalet.

Mine forældre hentede æblet hjem flere gange om måneden, da det var fra deres lille frugthave. Hjemme på weekend bredte det syge æble sig ud over hele frugthaven, men mine forældre nød det, da det var deres lille æble som aldrig blev som andre æbler.

Os to andre æbler lærte, at leve med det syge æble og kom til, at elske det for det det var og ikke for noget det ikke kunne blive til.

Det sted hvor æblet blev sendt hen, var der andre æbler der så langt værre ud, som smittede æblet med andre sygdomme. Sådan voksede æblet op og blev til en voksen, men stadigvæk var æblet det samme indvendig. Den dag i dag ser æblet stadigvæk anderledes ud end andre æbler men mine forældre og os søskende elsker dette æble lige højt, selvom det ser anderledes ud er det en del af min familie. Skærer man æblet op i 4 dele er kernehuset det samme som på de to andre, men dette ser ikke omgivelserne, de ser kun det ydre. Men bag det ydre gemmer der sig et menneske som har et hjerte og en hjerne (selvom den er skadet) så er den der. En hjerne der genkender prommes frites og spiser dem med velbehag i stedet for sten og blomster.

Poul Skouenborg
Foredragsholder og freelancer