Viden om - ord og sprog

- er at kunne tænke i tale, bruge ord og have fornemmelse for at kunne lære nye ord og andre sprog.

Igennem opvæksten udvikler børn deres sproglige formåen ved at kommunikere med de voksne og børn, der er i deres omgivelser. De har løbende lært nye ord og vendinger gennem mange forskellige former for leg, historiefortælling, samtaler og at lytte. På samme måde har de gennem højtlæsning og fra egne forsøg på at læse og skrive fået erfaringer med skriftsproget. Den viden og de erfaringer, børnene har tilegnet sig både i hjemmet og i børnehaven sammen med andre børn, skal hele tiden videreudvikles og forfines.

De mange varierede måder at benytte sproget på – den måde hvorpå vi taler til hinanden – for at vi kan komme hinanden ved - læres gennem lege og eksperimenter. Når mennesker vil hinanden noget godt og oprigtigt, er tiltaleformerne bundet til varme og venlige følelser. En dialog er en samtale mellem to eller flere personer, hvor den enkelte person både får tid, plads og råderum til at fremføre lange monologer som dele af selve dialogen.

Børn får viden og lærer at blive ord-kloge, - når de leger at de er historiefortællere, skuespillere, forfattere, poeter m.m. - ved højtlæsning og ved at lytte til historier, beretninger og andre børns beskeder og fortællinger, samt ved at lege med ord på forskellige sprog. Desuden ved at lege med tegne- og skrivematerialer, ord og lyd puslespil, samt ved at kikke og læse i billedbøger.

Ord-klog - er det barn, der kan tænke i tale, have fornemmelse for at lære nye ord og andre sprog, kunne forklare vanskelige ting, fortælle historier, berette om hændelser, samt kunne snakke med og forstå andre menneskers forklaringer og sprog. Barnet skal også skrive og udtrykke sig skriftligt på en måde, så andre kan læse og forstå det, der er skrevet.

Høre og forstå

At høre er at registrere - forskellige lyde - at nogen snakker sammen – og at der bliver sagt et eller andet. At lytte aktivt er en proces, hvor man retter sin fulde opmærksomhed mod lydene – eller aktivt og deltagende prøver på at forstå, hvad meningen og hensigten er med, hvad der bliver sagt eller talt om. At forstå er at begribe, fatte og indse, hvordan det umiddelbart forholder sig eller hvad hensigten og meningen med lydene er. Det er muligt at forstå en samtale ved at indleve sig i eller sætte sig ind i sagen, regne ud og derved opfatte meningen. Børn forstår, når de reelt kan erkende, hvad der sker og hvordan tingene forholder sig – og derefter kan fortolke og udlægge sagen. Derved viser de også, at de har en viden om det pågældende.

For mange børn er det en vanskelig proces, fordi det kræver både ro og opmærksomhed i de nære omgivelser. Børnene lytter og hører for at prøve at finde ud af, hvordan de kan få viden om verden. Støj, larm, uro og manglende mulighed for at kunne rette opmærksomheden mod det, der er vigtigt, destruerer børnenes koncentration. Derfor skal barnet lære at forstå, at man skal være stille for at kunne lytte, være opmærksom for at kunne forstå, - og koncentreret for at kunne modtage beskeder og viden.

Tale

Sprog er det middel, hvorved vi gennem visse lyde, hvori der findes en betydning, meddeler os til hinanden. Det mennesker siger – ordene i sproget – er så tæt knyttet til mennesker og deres liv, at det i stærkest mulig grad må præges af alle de love og forhold, hvorunder menneskene lever og virker. Der er derfor ingen naturlig grund til, at de enkelte lydgrupper lige netop har fået den betydning, de har nu. Men et lands natur, kultur og samfundsliv – områder og dagligliv – får i tidens løb en meget stærk indflydelse på et sprogs udvikling og tilfører det derved dets specielle eller særegne karakter. Ingen fødes med talens brug, men skal lære at tale. Desuden kan man lære at tale smukt ved at studere talekunstens teknik og væsen.

Det er naturligvis vigtigt, at kunne tale på en måde, så andre kan forstå, hvad man ønsker at sige eller fortælle. Det er vigtigt at lære at tale pænt, ordentligt og tydeligt. Det læres gennem samtalen med andre personer, og begynder med den sproglige leg mellem mor og barn. Igennem samtalen lærer barnet ordene og betoningerne, som giver sproget melodi, klang og følelse.

Holdninger

At have en holdning er at have et standpunkt vedrørende en række normer og opfattelser, som tager udgangspunkt i hvad der opfattes som sandt, retfærdigt og oprigtigt i livet og tilværelsen.

Det modsatte af holdning er holdningsløshed. Den holdningsløse person er slap, karakterløs og viljesvag. I forhold til at tage beslutninger er personen både ustadig og vaklende, ofte meget upersonlig, vag og uenergisk.

Man må gerne undre sig og stille spørgsmål om, hvorfor andre har den holdning, de har. Børn skal lære at stille spørgsmål til udsagn, billeder, hændelser, form og udtryk for selv at kunne danne sig en holdning. At stille spørgsmål er som at åbne dørene ind til nye og ukendte rum, som kan rumme både det ukendte og det udfordrende. Når børn opdager noget nyt, bliver de nødt til at formulere sig herom. De lærer at benytte nye ord, udtryk og vendinger, der på denne måde fører dem videre i deres egen forståelse af samfundet og livet.

At være nysgerrig overfor andres holdninger, samt finde ud af, hvorfor de nu har disse holdninger, er måden hvorpå børnene opdager, at der ofte kan være to sider af sammen sag – og det må man så forholde sig til på den bedste måde.

Ord og udsagn

Et udsagn er en udtalelse, ytring, erklæring, påstand eller en fremstilling. Udsagn fungerer som en slags kommunikationsnøgle, som skal holde mulighederne åbne i enhver snak eller samtale. Udsagn er med til at holde fordelingen af magt og indflydelse børnene imellem på plads, da børnene leger sammen, fordi de kan lide hinanden.

Børns snak og samtaler er ofte fuldstændigt uforudsigelige og flertydige, fyldt med mange forskellige uigennemskuelige aspekter. De sproglige udsagn i børnenes indbyrdes kommunikation i en leg, i deres snak og i deres dialoger er til gengæld let genkendelige.

Udsagnenes form bliver en del af temaet i legene og i historiernes indhold. Udsagnenes tydelighed er derfor afhængig af børnenes individuelle evne til at tolke og forstå det sagte eller fortalte.

Aflæse handlinger og mimik

Mimik er ansigtets udtryksbevægelser, som er et væsentligt og ofte ubevidst middel til kommunikation mellem mennesker. Mimik kan bruges bevidst og er den mest udtryksfulde del af kropssproget.

Kropssproget er den fysiske måde at udtrykke sig på, idet man ved at indtage bestemte attituder og fysiske holdninger understreger og udtrykker bestemte hensigter, betydninger og måder at optræde og opføre sig på – uden at understøtte det med ord.

Der er følelser knyttet til alle menneskelige udtryksformer. Det gælder også de udtryksformer, hvortil man ikke udtrykker sig mundtligt – nemlig den ordløse form for handling, meddelelse eller historiefortælling. I en efterligning af et menneskers generelle sindstilstande – lige meget om det er glæde, sorg, vrede, fortvivlelse o.s.v. - bliver der benyttet bestemte mimiske og fysiske udtryksformer.

Efterligning kan gøres legende, eksperimenterende og humoristisk, men kan desværre også blive brugt til at gøre nar af en person, ved eksempelvis at vise hvilken latterlig eller sørgelig tilstand eller situation, en person er i. I dette tilfælde er der tale om mobning.

Børn må gerne give udtryk for følelser og vise deres glæde ved alle de små og store gode oplevelser i livet. De må gerne i deres adfærd, opførsel og handlinger vise, hvad de står for, hvordan de har det og hvad de ønsker sig i tilværelsen. Ærlighed og oprigtighed må gerne være synlig i både handling og mimik.

Tegne og skrive

En tegning eller et tegn er den første og oprindelige form for meddelelse, børn benytter – udover at fortælle. En tegning eller et tegn står for noget og viser at det er noget bestemt. Tegningen eller tegnet kan også være en form for billede (ikon) af det pågældende - eller det kan symbolisere det, der er tænkt på, ved kraft af et symbol.

Børnene tegner og skriver tegn og kruseduller (som også kaldes for “legeskrivning”, “indianerskrift”, “trylleskrift” eller “hemmelig skrift”), og de ved helt præcist, hvad krusedullerne står for.

Skrivningen begynder nemlig med et enkelt bogstav eller ord som en vigtig bemærkning til den fortælling, som tegningen viser. Børn er derfor kreative skabere af tekster længe før de reelt kan skrive.

Læsning er ikke kun at sætte lyde sammen til ord – lyde som i forvejen er symboliseret ved forskellige symboler i form af bogstaver for de pågældende lyde, som bliver sat sammen i den rigtige rækkefølge. Læsning kræver at kunne forstå. Børn lærer at læse og skrive ved at læse og skrive – og de fleste børn kan nemmest nærme sig skriftsproget gennem tegning og skrivning end gennem læsning – men det går langsomt og tager tid.

For nogle børn kan det tage sin tid at erhverve sig bogstavkompetence, men det er vigtigt at huske på, at alle børn lærer forskelligt og at hvert enkelt barn har sin egen personlige måde at lære på. Når et barn skal lære bogstaverne at kende – lære at tegne, skrive og derefter at læse – skal barnet have megen ros og opmuntring undervejs.

Ord på billeder

Det har fra tidernes morgen været vigtigt for menneskets overlevelse, at kunne sætte ord på de ting, man ser og opdager, genkender og ønsker sig. Ethvert ord indeholder en betegnelse for, hvad ting står for, hvad det forestiller, hvad det repræsenterer og hvilken værdi og betydning man må tillægge det, som ordet står for.

Samtidigt har det konsekvenser at benytte og udlægge ord, da det involverer deltagerne, indebærer beslutninger og medfører nogle bestemte handlinger. Når man med ord skal forklare, hvad et billede indeholder, får et ord 3 kategorier af betydningsbærende udtryk - om virkeligheden (index) – om billedet af virkeligheden (ikon) – og om symbolet på virkeligheden (symbol):

Index – er noget bestemt, som er virkeligt, som er taget ud af virkeligheden og er et eller andet, der eksisterer - eller det kan også være fantasifuldt opfundet til lejligheden med udgangspunkt i virkeligheden
Ikon – er billedet af den bestemte ting,
Symbol – er symboler, som står i stedet for noget bestemt.

At udtrykke sig til andre, gennem et billede, er kreativt at skabe billedhistorie - og fælleshistorie. Man er derved sin egen eksperimenterende forfatter, som selvstændigt må forklare, hvad man ser. Det er for barnet (og den voksne med) en personlig udfordring af dimensioner – for man må være forberedt på at blive udspurgt nærmere, at blive udfrittet om, hvorfor man mener, som man gør, samt måske direkte at blive modsagt – måske endda at blive underkendt.

Ord på natur

Mange mennesker er af den opfattelse, at al menneskelig erkendelse og vurdering er et resultat af den årsagsbestemte natur og at naturen og virkeligheden derfor må bemærkes og gengives i alle ting og objekter, fænomener, situationer og hændelser - i alle tænkelige detaljer. For at kunne udtrykke sig herom, er det derfor vigtigt at kunne sætte ord på alle de varierede forekomster, som viser sig - når alt kommer til alt – at være naturgivent.

Ethvert fænomen i naturen bliver forklaret med ord, som udtrykker fænomenets tilstand. Disse ords betydning skal børnene kende:

Vejret kan være meget forskelligt, bestemt af årstiderne – og alle mennesker har en holdning til vejret, som er forskellig alt efter hvor man opholder sig på kloden. Varme er det modsatte af kulde og kan være fugtig eller tør. Kulden er det modsatte af varme og kan være let eller hård. Tørken er en tilstand forårsaget af for meget varme og den kan være voldsom og katastrofal. Vinden kan blæse på mange måder, voldsom eller let, fra orkan til blide, milde vinde. Vandet er varmt eller koldt, drikkeligt eller udrikkeligt, salt eller ferskt, hårdt eller blødt – og der kan være vandmangel eller oversvømmelse. Sne falder til jorden på mange forskellige måder og findes i mange forskellige former. Regnen kan falde voldsomt eller let, fra kraftig monsunregn til let støvregn, kan forårsage store oversvømmelser, men kan også være en velsignelse for både mennesker og dyr. Landskaberne er forskellige fra verdensdel til verdensdel, fra egn til egn og kan være frugtbart eller goldt. Kysterne og strandene ser ud som havet vil det, for bølgerne former kysterne og strandene gennem mange år. Havene kan være store eller små og bølgernes højde og voldsomhed er bestemt af vindens kraft og styrke. Skovene kan være ufremkommelige eller åbne og lyse, så det er let at nyde at vandre igennem dem. Engene kan være tørre gule strandenge eller fugtige, grønne og frodige enge med saftigt og tykt græs. Moser kan være utilgængelige og farlige, dæmoniske og lumske, men også fristende at færdes i. Klitter kan være store som ørkener eller små som sandbjerge og små runde høje, bevokset med marehalm.

Bjergene kan være høje og ufremkommelige, men nogle bjergkæder er åbne med smukke dale. Universets lyde skulle være frygtelige og uforklarlige, mens stjernernes sange er blide og smukke.

Ord på lyd

En lyd er elastiske svingninger, lydbølger i luftformige, flydende eller faste stoffer samt de sanseindtryk, som svingningerne forårsager. For et normalt menneske er frekvenser på mellem ca. 20 og 20.000 Hz hørlige.

I lydlæren benyttes begrebetlydniveau, som er lydens intensitet divideret med en bestemt referenceintensitet.

Da det menneskelige øre opfatter lydens intensitet forskelligt, afhængigt af svingningernes frekvens, benytter man et fysiologisk mål for lydstyrke, som kaldes hørestyrke. Hjernens indtryk af lydens styrke kaldes lydindtrykket. Modsat lyd er det lydløse og stilheden, hvor intet kan høres og hvori den mindste lyd efter lang tids total stilhed kan forekomme at være meget høj. Mellem den høje snak og larm, befinder stilheden og tystheden sig – som er tavshed i en atmosfære bestemt af den situation, den optræder i. Derfor kan tysthed både være umådelig smuk og forfærdelig grusom. I naturen er tysthed stille pauser mellem eksempelvis fuglenes periodiske sang eller sangens ophør om aftenen, før den fortsætter næste morgen. Børn holder meget af og leger meget gerne med lydbilleder, som er høreindtryk, der svarer til en frembragt lydforbindelse. Det er interessant at lytte til lyde, da de både skaber indtryk og måske er genkendelige – f.eks. fra en arbejdsplads, et marked, skolen el. lign. Både lydene i byen og på landet, samt hverdagens mange kendte lyde fra hjemmet, skal børnene lære at registrere og forklare – sætte ord på lydene.

Fortælle

Alder og udviklingstrin har naturligvis en indflydelse på, hvilke funktioner der ligger bag, at historierne bliver tolket og genfortalt. Funktionerne bag historierne bliver forstået og tolket ud fra alder og udvikling og kan kategoriseres som

Krønikefunktioner - (fra fødslen) står i forhold til dagligdagen og den tid, hverdagens sysler tager.
De fortællende funktioner - (fra 2-3 års alderen) er meget mere dybtgående fortællinger, som er medvirkende til at bearbejde, hvad der er sket i hverdagen.
De mystiske funktioner - (fra 5-6 års alderen) i fortællingerne er hændelser, som ligger længere væk eller meget fjernt fra hverdagens hændelser – og som børnene endnu ikke altid forstår.

Børnene finder hurtigt ud af, at ingen har monopol på historierne. Ingen kan bestemme over drømmene, og legen med historierne og temaerne tilhører børnene selv. Temaerne lader sig omsætte i nye beretninger og historier – og i fantasier og drømme hvor fantasi og virkelighed bliver blandet sammen. Ved at lege med elementerne og temaerne opdager børnene litteraturen, som for børnene er den store fortællings naturlige muligheder i legen, og de opdager, at alle mennesker har en historie! Børnene finder hurtigt ud af, at ingen har monopol på historierne. Ingen kan bestemme over drømmene, og legen med historierne og temaerne tilhører børnene selv.