Ny bog:Min mini katekismus
Konkret kristendom
Børn lærer bedst, når de også får lov at bruge deres krop og sanser. Det faktum har efterhånden været kendt af de fleste i et godt stykke tid. Nyt er det imidlertid, at lærdom om kristendom formidles ved hjælp af hele kroppen, men med ”Min mini katekismus” får kristendomsformidlingen i den grad ben at gå på. ”Min mini katekismus” rummer en fin og fyldestgørende indgang til kristentroen – ikke bare med Bibelhistorier, men med fortællinger om hvad kirkelivet i Danmark indbefatter i sin helhed. Det kan kun hilses hjerteligt velkomment i en tid, hvor det er essentielt at forstå sig selv og sin egen tro og kultur i bestræbelserne på at kunne møde andres ditto.
Anderledes, sjovt og humoristisk tilsnit
Kroppen er i fokus, når sognepræst Maria Baastrup Jørgensen i sit minikonfirmandmateriale gennemgår kristendommen, så børn og unge kan forstå hvad kristendommen går ud på. ”Min mini katekismus” er beregnet til undervisningsbrug primært, men kan sagtens bruges derhjemme, når børn og unge skal gøres fortrolig med kristendommen. Her må den voksne være parat til at indgå i dialog og sparre med barnet eller unge. Takket være anderledes, glade og flotte illustrationer, som Kamilla Wichmann har lavet med humoristisk ånd, lokker ” Min mini katekismus” både børn og deres voksne til at undersøge kristendommen igennem 13 kapitler. Hvert kapitel svare til en undervisningsgang og et tema, der tager udgangspunkt i børnenes egen krop. Maria Baastrup Jørgensen gør brug af metaforer, og forklarer herudfra, hvad kristendommen er og står for. Hvert kapitel afsluttes med en lettilgængelig andagt.
Vellykket oplevelsesbaseret formidling
Maria Baastrup Jørgensens formidling af kristendommen er først og fremmest oplevelsesbaseret og kropslig. Ideen er, at børnene lære ved selv at deltage aktivt når de synger, tegner, skriver deres egen bøn eller besøger en kirkegård. Virkningsmidlerne er enkle men ikke desto mindre store. Jeg er fuld af beundring for hvordan, det er lykkedes at formidle kristendommen for børn i 3-4. kl., så flot og præcist takket være metaforer, der på en eller anden måde kan forbindes med noget fysisk eller kropsligt.
I øjenhøjde med sin målgruppe
Kristendommen bliver meget nærværende, vedkommende og konkret. Om materialet også er fuldstændigt ”teologisk korrekt” vil være svært at svare på, men de overordnede pointer og linjer er uden tvivl i orden. Maria Baastrup Jørgensen får formidlet det, vi gerne vil, at børn og unge ved om kristendom og den kristne danske kultur på en meget vellykket og flot måde. Særlig sproget og tonen, som Maria Baastrup Jørgensen skriver til sin målgruppe på, er fantastisk velvalgt. Her rammer hun plet, ligesom den pædagogiske evne er helt i top. ”Min mini katekismus” er på alle måder anbefalelsesværdig for familier, der gerne vil skabe dialog med deres børn om den kristne kultur, vi alle er en del af. Det bliver næppe bedre!
© Nønne Lønne Votborg 2011 for Børneliv. Nønne Lønne Votborg er oprindeligt uddannet bibliotekar med speciale i børnekulturen. I dag arbejder hun freelance som skribent, anmelder og tekstforfatter med fokus på børnekultur og kultur bredt. Nønne Lønne Votborg yder også konsulentbistand fra sit firma Votborg Kultur & Kommunikation http://votborgkommunikation.dk/
|