Anden uge

Husk – det vigtigste af alt – at lege.
Brug læreplanen som den er, eller opbyg og suppler med egne aktiviteter - eller fra databaserne. Planen er din.

Mærkedag:

Ingen – med mindre du selv opretholder en tradition.

Særlig begivenhed:

 

Månedens tema:

Personlighed – det enkelte barns
Ugerne 32 – 33 – 34 - 35
Der skal være en stor opslagstavle, hvor der er plads til børnenes billeder – et billede for hvert barn – samt en tegning – og kommentar ark under billederne.

Ugens tema:
Læreplansområde:
Kloghed:

Det anderledes - ”Godt lide” / og ”Bange for”
Alsidig personlig udvikling
Jeg-klog

Aktiviteter:

Kan lide / er bange for
Hvert barn skal fortælle om, hvad man kan lide: ”Det bedste i verden?”
Hvert barn skal fortælle om, hvad man er bange for: ”Det kan jeg ikke lide”.
De to ark med kommentarerne skal sættes op under barnets billede.
Du kan også vælge det ene af udsagnene og kun lege med det - sammen med børnene.

Kreativitet:

”Godt lide” / ”Bange for” tegning
Sættes op under barnets billede.

Ugens leg:

Kongens efterfølgere

Legebeskrivelse:
Der vælges en konge blandt deltagerne. De andre deltagere er kongens undersåtter. Alle deltagere stiller sig på en række med kongen forrest. Kongen bevæger sig fremad og finder på forskellige måder at bevæge sig på, og undersåtterne følger efter og bevæger sig på samme måde som kongen. Efter et passende stykke tid stiller kongen sig bagest i rækken, og den næste i rækken er konge.

Aldersgruppe: 4 år og opefter
Antal deltagere: Minimum 4 personer
Rekvisitter: -

Rim:

Nede i fru Hansens kælder
Kan man købe frikadeller
Når man køber margarine
Må man ikke stå og grine
Når man køber æg
Må man ikke lave skæg

Legetøj:

Legetøj og redskaber, der stimulerer jeg-kloghed
Dukkeleg
Sanselegetøj
Skæbnefortællinger og historier

 

Historie:

Ballade om natten - af Nick Ward
Om at være bange. Billedbog, som vender det med uhyrer om natten dejligt på hovedet. Sebastian vågner midt i en grim drøm, og uhyret fra drømmen, når ikke at komme væk. Men uhyret viser sig at være en sjov legekammerat.

Historien - af Kim Fupz Aakeson
Gys. To underfundige historier – en far i Brønshøj og en elefant i Congo – begge fortæller godnathistorier for deres afkom. Historierne flettes fantasifuldt ind i hinanden og sammen. Fine farvemættede illustrationer.

Blomst:

Kornblomst - blomsterne er blå, men kan undtagelsesvis være hvide eller røde. 15-60 cm høj. Almindelig på dyrkede marker, især mellem vintersæden. Blomstrer juli-august.

Urt:

Kongelys mørk - Lille gul krone med violette pletter i svælget, sjældnere hvid. 30-100 cm høj, med næsten glatte blade. Temmelig almindelig ved veje og gærde. Blomstrer juli-august. Pluk blomsten og brug den til te.

Dyr:

Hest - Tilhører den gruppe af husdyr, som er kendt af alle. Fra børnene er helt små, skal de have legetøj, som forestiller hesten og de skal lære, hvad den siger, lege og efterabe lyden.
Ligeledes skal børnene have fold-ud-bøger eller andre små bøger med billeder af dyret.

Fugl:

Fiskehejre eller Hejre - 96 cm. Almindelig ynglefugl, der ruger i små og store kolonier i høje træer. Fiskehejren kommer hertil i begyndelsen af marts og flyver i september-oktober tilbage til Sydfrankrig, Spanien og Portugal, men bliver mere og mere almindelig som vintergæst.

Den lever mest af småfisk, frøer og krebsdyr, som den søger på lavt vand i søer, moser og langs kysterne. Flyver med langsomme tunge vingeslag og med den lange hals s-formet bøjet, så hovedet kommer til at hvile mellem skuldrene.

Fra sidst i marts til først i april lægger fiskehejren 3-6 matte blågrønne æg. Stemmen er dyb og hæs. Der findes i alt næsten 2.000 hejrepar i Danmark.

Insekt:

Møl - langhornet, Adéla degeeriélla - V. 6-8 mm. Almindelig om sommeren på hindbær, brændenælder osv. i vore skove

 

Husk:

Det anderledes skiller sig ud fra det almindelige, velkendte og normale.

Det er dog ofte således, at det som er ”anderledes” et bestemt sted, kan være meget almindeligt et andet sted.

Det ”anderledes” kan være så almindeligt et andet stedt, at ingen overhovedet tænker over det.

Derfor er det heller ikke sikkert, at nogle mennesker er så ”anderledes”, som de måske mener, de er.

Det anderledes er altid et mål for opmærksomhed og nysgerrighed. Det er både positivt og negativt.

Opmærksomheden og nysgerrigheden er positiv, når vi med det samme kan se, at vi opdager noget nyt og interessant og kan lære noget ved det.

Den er negativ, når vi ikke vil acceptere, at mennesker anderledes end os, bare ser lidt anderledes ud eller gør tingene på en anden måde i hverdagen.

Når alt kommer til alt, er der altid mange flere ligheder end forskelle mennesker imellem, selvom der er nogen som synes, at forskellene er så store, så det kan være svært at komme hinanden ved.

Anderledes personer som pludselig viser sig et sted kan nogle gange skabe frygt hos andre.

Det er klart, at vi ikke skal gå rundt og være bange for hinanden, så derfor er dialoger og meningsudvekslinger mellem mennesker altid vigtige og nødvendige. De hjælper med til at vi langt bedre kan komme til at forstå hinanden.

I meget negative tilfælde er mennesker, som opfattes som anderledes, offer for mobning og forfølgelse. Det er altid meget ulykkeligt for dem det går ud over. Derfor er det både børnenes og de voksnes pligt at være opmærksomme på, om nogen bliver mobbet, forfulgt eller udgrænset -blot fordi de måske er lidt anderledes end andre.

Alle børn kender nogen, som ser lidt anderledes ud end gennemsnittet – børn med en anden øjen- eller hårfarve – børn som sidder i kørestol – børn som er meget store eller  meget små af deres alder – måske meget dygtig eller måske slet  ikke så god til at snakke, at læse eller at forstå, hvad der bliver sagt. Det er almindeligt, at nogen børn er anderledes end andre.

Vi kan ikke alle sammen se ens ud eller opføre os på samme måde - og når alt kommer til alt er det sikkert også meget godt, at vi ikke alle ser ens ud.