Intelligens, viden og klogskab

• Intelligens er (bl.a.) selve evnen til at lære.
• Viden og kunnen er det, vi lærer og derved bliver kloge på.
• Klogskab er evnen til at anvende viden og kunnen i daglig praksis.

De tre begreber bliver ofte blandet sammen, så de bliver hermed defineret i forhold til indholdet i denne bog.

 

Intelligens

Generelt sammenfattet:

Intelligens er (bl.a.) selve evnen til at lære.

• • Intelligens forklares som forstand og tænkeevne, men også specielt kombinationsevne og omstillingsevne til ydre krav.
  • Yderligere forklares intelligens også som en evne til at fatte årsagssammenhænge og handle derefter.
  • Den tredje forklaring er evnen til at tænke abstrakt, hvor der i selve processen ikke forekommer håndgribelige og nærværende ting, men hvor der alene anvendes begreber, metaforer og symboler.
  • Intelligens er derfor en meget sammensat evne, der indgår med forskellig vægt i løsningen af konkrete problemer.

Psykologerne har aldrig været enige om, hvad intelligens er.

Der er opløsning i intelligensbegrebet – heldigvis, så andre betegnelser bliver efterhånden benyttet til at forklare, hvorfor nogle mennesker er bedre til at håndtere viden og færdigheder end andre. 

På nuværende tidspunkt benytter psykologien sig af omkring 70 forskellige intelligensfaktorer, som vel at bemærke kan have forskellig styrke fra person til person.

Disse styrkeforskelle er ikke udelukkende genetisk bestemt, men påvirkes naturligvis af miljøforhold som f.eks. kost, daglig stimulation og mulighed for leg og eksperimenter med alt muligt.

Men - det skal bemærkes, at intelligens virkelig har en stærk arvelig komponent.

De sidste årtiers forskning har vist, at ikke alene menneskets intelligens, men faktisk også talrige personlighedstræk og tilbøjeligheder, har en stærk arvelig komponent, som ofte er mindst lige så stor som virkningerne fra miljøet.

Den arvelige komponent skaber faktisk i et vist omfang menneskets miljøpåvirkning – nemlig når barnets arveligt medbragte egenskaber frembringer bestemte reaktioner hos forældrene.

Ordet intelligens bliver benyttet om det fænomen, som bevirker, at nogle af os har meget lettere ved at lære forskellige ting end andre. Det vil sige få større udbytte af den samme mængde erfaring eller træning.

Udtrykkene ”social” og ”følelsesmæssig intelligens” – betegner eksempelvis derfor de anlæg som bevirker, at nogle mennesker har lettere ved at tilegne sig social viden og kunnen end andre.

Det kan naturligvis være en udmærket ide at undervise små og større børn – eller voksne – i forskellige afmålte færdigheder - vedtaget ved lov.

Men uanset hvilket emneområde man underviser en gruppe børn i, vil undervisningen altid have 2 virkninger:

- Den ene er, at alle bliver dygtigere.

- Den anden er, at nogle bliver dygtigere end andre.

Det vil sige, at spredningen i den pågældende gruppe øges i kraft af denne systematisk målrettede undervisning.

Det er en lovmæssighed - og en følge af forskellig intelligens – uanset om intelligens og evnen til at lære er medfødt og arvelig eller betinget af miljø, leve- og opvækstvilkår.

Det er ganske let at ”teste” resultaterne af en sådan undervisning – vel at bemærke, når det kun drejer sig om at måle effekten af personernes måde og evne at gengive de afmålte færdigheder.

Men det er faktisk umuligt at teste personernes individuelle personlighedsstruktur - (bl.a. identitet og adfærd baseret på eksempelvis samvittighed, målrettethed og vedholdenhed) - i relation til de afmålte færdigheder.

Ikke alene skaber intelligens ulighed – hvad der kan være forståeligt nok – men de efterfølgende test skaber faktisk endnu større ulighed – da test er at måle afgrænsede færdigheder indenfor afgrænsede intelligensområder.

Intelligens er derfor ikke noget entydigt.

Howard Gardner - som i den grad har skabt inflation i den traditionelle opfattelse af, hvad intelligens står for – anfører, at en intelligens medfører evnen til at løse problemer eller skabe produkter, som har en virkning i en bestemt kulturel sammenhæng eller samfund.

Derved integrerer han på samme tid de 3 ord fra indledningen af dette afsnit:

viden, kyndighed, klogskab.

Gardners efterhånden klassiske udgangspunkt er, at vi alle har flere intelligenser, som udvikler sig relativt uafhængigt af hinanden og først med tiden, gennem samspil og integration, opnår at udvikle sig til omfattende funktionelle systemer.

Vi er altså ikke lige intelligente på forhånd, men vi bærer alle kimen til at kunne opsamle og udvikle viden, kyndighed og klogskab inden for bestemte områder.

Dog kun såfremt grundvilkårene er til stede og såfremt udfordringerne er motiverende - hvilket vil sige at udfordringerne skal være synlige, nærværende og interessante.

Denne bog peger på 100 vigtige vidensområder.

Det er derfor den har undertitlen ”Klog på 100 måder”.

Vidensområderne er alle - mere eller mindre - vigtige faktorer, som danner grundvilkårene for ethvert barns liv.

Bogen henviser til, hvilke udfordringer der ligger i at lege, eksperimentere og lære vidensområderne at kende. Og hermed den viden, børnene kan omsætte for at forstå og kende den verden, de er sat ind i.

 

Viden

Viden og kunnen er det, vi lærer og derved bliver kloge på.

Viden er derfor det samme som kendskab, kundskab, kunnen, at have lærdom om noget, herunder erfaring og kyndighed.

At vide noget er det samme som at kende til noget bestemt, at forstå og erkende – men også at være sig bevidst om noget bestemt, fordi man kender til det.

Det var Aristoteles, som først beskrev og klassificerede de tre vidensområder i livet:

• Den teoretisk-videnskabelige viden – episteme - (naturvidenskab, teologi, matematik og meta-fysik)
• Den produktive viden og kyndighed – techne - (kunst, håndværk og retorik – hvor der ikke er noget skel mellem kunst og håndværk, som både kan være åndelige og materielle frembringelser)
• Den praktiske viden – fronesis - (hverdagsviden, etik, moral, politik - hvordan man moralsk skal opføre sig og om at lede og styre – i forhold til frihed og værdier)

Vedr. 1 – er det ganske klart, at alle, på et eller andet niveau, skal have viden om teoretisk-videnskabelige emner - og nogle børn tilegner sig gennem uddannelse i ungdomstiden færdigheder i at anvende de nævnte fagområder.

Vedr. 2 – er det især bemærkelsesværdigt at Aristoteles fremførte, at der ikke er noget skel mellem kunst og håndværk, mellem åndelige og materielle ting, der kreativt bliver skabt. I dag er der et meget stort og mærkbart skel og en meget klar prioritering, som underkender de kreative fags betydning i forhold til de teoretiske. Det kan bl.a. ses ved at bestemte skolefag (sprog og matematik) fremhæves på de kreative fags bekostning.

Vedr. 3 – er det hverdagsviden om ordentlig social adfærd og personlig optræden, om praktisk etik og moral - som har indflydelse på, hvordan mennesker behandler hinanden. Men det hører også til praktisk hverdagsviden, at alle kan læse, skrive og regne – og gerne mere til. - Analfabetismen er uværdig – og alle har krav på at lære at læse, skrive og regne – og mere til.

 

Aristoteles’ 3 vidensområder bliver anvendt og eksisterer fuldt og helt den dag i dag i diskussionen om, hvad viden er og hvordan viden kan anvendes – og hvilken viden børn bør tilegne sig.

I vores tid forekommer holdningen til viden at befinde sig mellem to markante yderpoler, som på hver sin måde er yderst ekstreme.

• Viden - er den rene fakta, som er en fastlåst sandhed om, at det forholder sig på en ganske bestemt måde, og det bliver ved med at gælde, til den pågældende viden kuldkastes af videnskaben selv.
• Viden er tolkning, da fakta om noget som helst overhovedet ikke findes – og selv dette er en tolkning.

Som nævnt er det 2 yderst ekstreme og modsigende standpunkter om viden. Et eller andet sted, som godt kan være midt imellem, finder man vel så de nutidige holdninger om den menneskelige videns indhold og grænser.

Da livet for hvert enkelt menneske – og især for børn, som skal til at leve livet – består af en masse

forskellige komplekse aktiviteter, medfører og afføder dette naturligvis et behov for viden.

Denne viden bliver indfanget som et resultat af de hændelser, situationer og episoder, vi som mennesker kommer i.

Dette gælder uanset om det drejer sig om det lille barn eller den erfarne voksne – og uanset hvor kompleks de mange forskellige situationer og hændelser i livet og tilværelsen kan være.

Problemet med viden er imidlertid, om den er sand, sandfærdig og rigtig og om den kan anvendes i praksis.

Det er jo ubehageligt at stå med en slags viden, der er brugt et barne- og ungdomsliv på at have lært sig, og som man har fået at vide er den rigtige - men som ikke kan bruges.

Eller være i besiddelse af en viden, der ubetinget er behov for, men som ikke må komme i anvendelse.

Det værste der kan ske for et samfund er, hvis det udviser en så rigid opfattelse af viden, at kun fastslået og lovbestemt viden, er det rigtige – og at børn alene bliver vurderet efter deres evne til at gengive denne viden.

Derfor er det i dag særdeles vigtigt, at viden også indbefatter praktisk kendskab til, hvordan man kan finde den viden, som skal bruges til at løse de praktiske opgaver og udfordringer, man får.

At betragte viden som et resultat af en praksis - og vende tilbage til praksis - er derfor udgangspunktet for denne bog.

Børn skal møde udfordringer indenfor det, de kender til, fordi viden er det man møder indenfor konkrete praktiske aktiviteter.

Aktiviteterne kan så til gengæld være uendeligt mange, men de er alle en garanti for udvikling, da de kreativt udfordrer børnene til at indhente ny viden.

 

Klogskab

Klogskab er evnen til at anvende viden og kunnen i daglig praksis.

Klog er den som er dygtig, fornuftig, forsigtig, forstående, forstandig, som klogelig og rådeligt kan rådgive om hvordan viden kan anvendes og anvise de rigtige måder at gøre tingene på.

Den kloge er kløgtig og skarpsindig, så derfor er vedkommende også både snedig og forudseende.

Klogskab handler om identitet, adfærd og personlighed.

At være klog er derfor at være praktisk livsduelig, livsklog og opfindsom i hverdagen.

Klogskab knytter sig især til den praktiske viden, som Aristoteles områder beskriver – at man ved, hvordan man moralsk skal opføre sig i samfundet – og forstår at anvende begreber som frihed og værdier – sammen med andre i fællesskabet.

Vi er kloge på forskellige måder – så kloghed knytter sig derfor til identitet, adfærd og personlighed.

Identitet

Identitet er det et menneske identificerer sig med – det, man ser sig selv som identisk med - og det, som er identisk med en selv og derfor er genkendeligt som værende ”mig”.

Mange mennesker knytter ikke deres identitet til intelligens – eller det at være intelligent (men nogle prøver på at gøre det!)

Der er så mange ting i tilværelsen, man kan identificere sig med, Gennem de seneste år er der heldigvis sket en drejning i den almindelige opfattelse af, hvad intelligens er. Mange af os har været præget af den traditionelle intelligensmåling, hvor man i skolen blev vurderet ud fra viden og evne til udenadslære.

Denne opfattelse har dog ændret sig i takt med et voksende behov for mere alsidige mennesker med en bred vifte af det, der kaldes kompetencer. Vores begreb om intelligens er således ved at blive tilpasset og udviklet til det samfund, vi lever og begår os i.

Vi er kort og godt blevet klogere.

Adfærd

Vi viser vores ”klogheder” gennem vores måde at opføre os på – gennem vores adfærd. Derved viser vi os selv som dem vi er.

Det store ønske er at få de bedste evner og egenskaber – klogheder – frem i det enkelte menneske, det enkelte barn. Det kan kun lade sig gøre ved at udvise respekt for det enkelte individ – og støtte det enkelte individs interesser og udvikling, samt ønsket om at lære.

Adfærd knytter sig til personlighedsstrukturen, som omfatter alle stabile elementer ved en persons måde at bruge sig selv på, og ved en persons helt unikke og personlige ”adfærd og opførsel”.

Adfærd er menneskets reaktioner i et bestemt miljø og i en bestemt tidsenhed.

Grundige forsøg har vist, at miljøpåvirkninger helst skal finde sted inden et barn er fyldt fem-seks år, hvis de skal have en vedvarende gunstig effekt på netop intelligensen – dvs. på selve evnen til at lære noget på et bestemt område.

De knap 70 forskellige intelligensfaktorer er kendetegnet ved statistisk set alle at være positivt korrelerede. Det betyder kort, at hvis Karoline har lettere end Lone ved at lære at spille klaver, så har Karoline sandsynligvis også lettere ved at lære at stave dansk eller læse sprog.

Personlighed

Dette er en af de særdeles markante ting, der i særlig grad ”adskiller intelligens fra personlighed”, som er det andet store psykologiske område, hvor mennesker er forskellige.

Personlighed er mængden af de træk og egenskaber, som kendetegner et menneske, bl.a. dets ønsker, idealer, færdigheder, viden og handlemåder. ”Personlighed” bliver meget ofte brugt synonymt for ”karakter og individualitet”.

De vigtigste personlighedsfaktorer (bestemt af identitet og adfærd – som beskrevet i denne bog) er nemlig ikke korrelerede!

Selv om vi ved, at Karoline er mere udadvendt end Lone, kan vi ikke sige noget om sandsynligheden for, at Karoline også er mere målrettet eller samvittighedsfuld eller vedholdende end Lone.

Når vi i disse år taler om, at børn skal være dygtigere for at kunne klare sig bedre – og for at nationen bedre kan konkurrere med andre nationer – er det diskussionen om, at intelligens kan trænes. Eksempelvis at ”den sociale intelligens” kan trænes.

Naturligvis kan vi lære at blive bedre til at forstå andre menneskers følelser samt til at pleje og forbedre vores indbyrdes forhold – på samme måde som vi kan lære at spille klaver - tale tysk – skrive bedre dansk uden for mange stavefejl – eller blive bedre til at læse eksempelvis dansk.

Man kan altid lære at blive bedre til en ting – hvis man øver sig – eller terper.