Kanon for livsmod og fantasi 

Livsmod er vilje og lyst til at leve og udforske livet og verden, ofte på trods af modgang eller svækkelse.

 

Fantasi og intelligens

Fantasi er alt. Først og fremmest får den os til at forsøge at nå mål, som i begyndelsen ser ud til at være umulige. Fantasi er vigtigere end viden, for viden er noget, vi henter fra fortiden. Det, vi lærer, er ting, som andre allerede har fundet ud af før os. Men fantasi er rettet fremad mod det, mennesket endnu ikke har mødt. I fantasien er alt muligt.

Umiddelbart har intelligens intet med fantasi at gøre – i hvert fald ikke den form for intelligens, som man plejer at tale om. Intelligens bliver almindeligvis udelukkende forbundet med at forstå en sammenhæng og løse opgaver ud fra denne sammenhæng. Men nyere forskning har gjort, at man nu er begyndt at se anderledes på intelligens. Der findes ikke kun én intelligenstype, som man kan måle på, men mange slags intelligenser, der varierer i en uendelighed alt efter det enkelte menneskes evner og muligheder. Og alle disse former for intelligens kan bruges til at sætte barnets fantasi i sving!

 

Intelligens

Forskningen opdeler i dag intelligens i mange vidt forskellige evner, men forskerne

er ikke i tvivl om, at der findes mindst ti grundlæggende former for intelligens:

sproglig, musisk, logisk matematisk, visuel, social, kropslig, personlig, naturalistisk, eksistentiel og intuitiv.

 

Mod

Mod – i en kreativitet proces – indebærer, at man bryder ud af etablerede mønstre for at betragte tingene på en anden måde. Derfor vil en god kreativ ide altid kollidere med en etableret fasttømret ide, og nogle mennesker finder dette meget skræmmende.

Imidlertid er det frygten for fiasko, der er den mest ødelæggende blokering af kreativitet – og lysten til læring.

Vor kreativitet begrænses faktisk kun af vore antagelser. Personer med store modige drømme har mere magt, end personer med alle kendsgerningerne. Derfor er en modig diskussion om facts altid et godt udgangspunkt for kreativ nytænkning.

Mod kræver selvindsigt og evne til at handle på en måde, der er tilpasset denne viden.

Børnene, der leger, ”som om” de er modige, foregiver, at de er store individualister.

Børn med mod udvikler sig til at kunne tænke dybt over tingene, men holder det meste for sig selv. De leger med følelser, og med deres identitet – hvem de i virkeligheden er. Disse børn har brug for mennesker, som kan være et forbillede for dem, give dem individuelle oplevelser og sætte dem i stand til at forstå, hvordan ting føles.

De leger med at sætte sig mange mål for fremtiden, at drømme om fremtiden – men også ganske forsigtigt at planlægge og fordybe sig i de mange forskellige muligheder.

Børnene bliver gode til at arbejde alene og i eget tempo, være både modige, vedholdende og trofaste over for egne ønsker og mål. Børn bliver altid i særlig grad stimuleret til udvikling af selvforståelse ved at få individuelle udfordrende opgaver, hvor de har tid til sig selv – samt stilhed til selvstudium og refleksion. Men også at samarbejde med andre børn og voksne.

 

Nysgerrighed

Hvis man gerne vil vide meget mere, end man allerede ved, er man nysgerrig.

Derfor er nysgerrighed – hvor barnet gerne vil vide mere om noget, finde ud af, hvad der måske sker, når man gør noget bestemt – en forudsætning for opfindsomhed.

Når et barn kommer i tvivl om noget, bliver usikkert og vil finde en løsning, finde frem til et resultat, er det også nysgerrigheden, der ”overtaler” barnet til ”at gøre noget - nyt”. Når man er usikker, vil man tilsyneladende gerne have yderligere oplysninger – man er nysgerrig.

Derfor fremmer usikkerhed og nysgerrighed en særlig adfærdsform, nemlig udforskende adfærd, som medfører nye oplysninger og viden om mange ting og andre mennesker. Nysgerrigheden bliver et motiv til den adfærd eller opførsel, som børn og voksne udviser, når de går på opdagelse.

Den nysgerrige kommer først i ”tvivl”

• bliver måske ”usikker” eller ligefrem ”perpleks”
• prøver derefter på at forestille sig, hvad der kan ske, hvis ”man gør det eller det”, og da to egenskaber sjældent eller aldrig optræder sammen, og det alligevel kunne tyde på det – skaber det ”forvirring”
• men nysgerrigheden sejrer alligevel, så ”man tager en beslutning” – handler og ser, hvad der sker?

Resultatet er ofte overraskende, men barnet har fået ny viden, ny erkendelse og bevidsthed, og har måske derved skabt noget nyt og interessant – i alle tilfælde for sig selv.

For: ” Lykkelig er den, der finder frem til de skjulte årsager.”

Derfor er der utrolige muligheder i kreativt til at benytte nysgerrigheden som motivation i alle former for legende undervisning og læring. Befri derfor fantasien ved at give plads til nysgerrighed og spontanitet – og plads til at lege!

 

Mange af de mest elskede digtere, forfattere og kunstnere bevarede deres fantastiske kreative barnehjerner livet igennem. Men det er desværre kun yderst sjælden, man ser det, for systematisk undertrykkelse af nysgerrighed og kreativitet begynder desværre allerede, mens børnene er helt små.

Nysgerrighed udvikler i særlig grad social viden – dette er at kunne skelne sindsstemninger og følelser hos andre mennesker og at kunne samarbejde.

Børn, der gerne og nysgerrigt vil lege og gå på opdagelse med andre, ”foregiver” at de vil være en slags lærere, trænere, præster, skuespillere, socialrådgivere, organisatorer, ledere, politikere ol.

Børnene udvikler sig til at forstå andre børn og voksne, at fungere i samspil med andre på mange forskellige sociale og demokratiske planer. Børn har i særlig grad brug for trivsel i sociale sammenhænge, at samtale, lytte, samarbejde, diskutere

og have mulighed for at dele deres erfaringer med andre.

Børnene vil også gerne være den, der fremlægger ideer, skabe sammenhæng og forståelse, have mange venner og nysgerrigt indgå i mange forskellige fællesskaber.

Gennem disse aktiviteter bliver børnene gode til ledelse og styring, til at organisere i mange forskellige sammenhænge, at mægle, at samarbejde og at påtage sig ansvar for ”et eller andet”.

Børnene bliver stimuleret i denne udvikling af samvær, sociale sammenkomster, problemløsningsprocesser på alle planer i grupper, – men de tiltrækkes også af fester og fællesbegivenheder, højtider osv.

 

Vedholdenhed

Øvelse og vedholdenhed er sammen med leg de nødvendige ingredienser i kreativitet.

Der er to verdener:

• den verden som vi kan måle med streger og målebånd
• den verden vi kan føle med vore lyster og fantasi.

Når disse verdener kolliderer – hvad de altid gør – opstår der ”såkaldte” problemer.

Hvis jeg havde en formel til at undgå problemer, ville jeg ikke udlevere den.

Problemer skaber en evne til vedholdende at håndtere dem.

Vedholdenhed udviser de børn, som gerne vil udtrykke rytmer, toner, klangfarver og melodier. Det er ofte børn, som gerne lytter til deres egen puls og ikke har noget imod anstrengelser, at bruge deres krop.

 

Børn, der leger som om de er musikere, komponister, foregiver, at de altid er meget aktive og ofte meget kyndige lyttere til musik og rytmer. Disse børn udvikler sig derved til at kunne tænke i rytmer og melodier, og de har en evne til at opfatte og bruge toner, puls, rytmer og klangfarver.

Børnene har brug for at være sammen med personer, som kan iscenesætte rytmiske lege, synge og spille med dem og give dem adgang til musikinstrumenter, samspil, fællessang, baggrundsmusik og lydkulisser.

Børn elsker at synge, fløjte, rappe, tromme med hænder og fødder, spille på instrumenter og lytte til musik.

Børn er gode til at opfatte lyde, huske melodier, lægge mærke til rytmer og høre det for deres ”indre” øre. Børn bliver stimuleret i deres udvikling ved at komme til koncerter, få adgang til fælles og individuel musikudfoldelse og følelsesmæssige musiske og rytmiske stemninger.

 

Udholdenhed

Om udholdenhed er der kun et at sige – hold ud!

Det skal der psykisk – men især fysisk styrke og træning til at kunne gøre. Barnet skal lære ikke at opgive, bare fordi det møder modstand!

Og den lurende fiasko – eller nederlaget?

Der findes hverken fiasko eller nederlag – disse to begreber har de mennesker opfundet, som ikke tør kaste sig ud i nye eksperimenter, ikke kan finde ud af at fuldføre og realisere de store drømme! Det er ikke, hvor dybt man falder, men hvor højt man springer op igen!

Udholdenhed – den fysiske udholdenhed – er at bruge hele kroppen til at udtrykke ideer og følelser. Børn, der gerne leger fysiske lege, foregiver, at de er dansere, idrætsfolk, håndværkere, maskinoperatører. Disse børn udvikler sig derved til at kunne tænke i ting, der påvirker kroppen – hvilket indbefatter evnen til at bruge krop og hænder med stor færdighed.

Børn har brug for at være sammen med personer, som sammen med dem kan iværksætte rollespil, drama, bevægelse, ting de kan bygge, sports aktiviteter og praktisk arbejde. De elsker at bevæge sig, løbe, hoppe, bygge gestikulere, danse og røre ved tingene. Derved bliver de gode til at dyrke sport, danse, spille teater og arbejde håndværksmæssigt. De bliver udholdende ved at komme på steder, hvor de kan bevæge sig og røre ved tingene som f.eks. tumleområder og børnemuseer.

 

Intuition

Intuitiv tænkning er en intellektuel betragtning og erkendelse, der giver en dybere og rigere forståelse af tingenes væsen.

Tit er intuitiv tænkning en pludselig umiddelbar forståelse af en helhed eller en sammenhæng, og tænkningen kan være uden nærmere forklaring, logik eller videnskabelig erfaring. Det uforklarlige er ulogisk og mystisk, men på trods heraf oplever nogle mennesker mange flere uforklarlige ting end andre.

Nogle børn og voksne er i stand til at udføre uforklarlige handlinger og er i besiddelse af uforklarlige evner og færdigheder, som ingen helt ved noget om – og heller ikke har en anelse om, hvornår vil blive brugt. Det skal der være plads til at kunne!

Det er vel ikke uden grund, at mange mennesker opfatter intuitiv tænkning i forbindelse med viden og intelligens som noget mystisk og uforklarligt eller noget overnaturligt, samtidig med at være dybt fascineret af de mennesker – børn som voksne – som er såkaldt fornemme-kloge - har fornemmekloghed!

Børnene, der leger, ”som om” de er intuitive, foregiver, at de er drømmere, forfattere, opfindere, forskere, kunstnere, religiøse tænkere. Disse undertiden meget specielle børn har en magisk evne til at bruge deres intuition og til at fornemme, hvad der vil ske – før tingene sker. De har brug for at være sammen med originale og specielle mennesker, som kan fortælle historier, og som ikke behøver at være en del af det almindelige samfund.

De leger med og fantasere over religiøse emner, opfinder usynlige personer og foregive, at de kommer fra en fjern verden, en stjerne eller en fjern galakse.

Disse børn bliver gode til at opdage og fornemme det magiske, forudsige ting, aflæse spillets gang og se skjulte sammenhænge og mønstre, som hører hjemme i det, som de ubevidst ønsker og drømmer om.

De stimuleres til udvikling ved fantasifulde beretninger, overnaturlige oplevelser og åndelige eksperimenter, frie tanker at lege og eksperimentere med – herunder fantasifulde billeder og historier.

 

Fantasi

Fantasi er en skabende indbildningskraft. Det fantasifulde menneske bruger fantasien til at fabulere over tingenes tilstand - og især også til at få balance mellem fantasi og virkelighed, drømme og realiteter.

Det sker ved at lege med spørgsmålene:

• Kan tingene i verden ikke være anderledes, end de i virkeligheden er?
• Er det nu rigtigt, at tingene forholder sig sådan i virkeligheden?
• Hvor ville det være dejligt, hvis tingene lige forholdt sig sådan eller sådan – til fordel for mig?

Menneskers små og store ønsker og behov bliver sjældent tilfredsstillede på en direkte og øjeblikkelig måde. For at løse de spændinger, som konflikten mellem et ønske og den manglende opfyldelse af et ønske resulterer i, disponerer mennesket over nogle forskellige psykiske mekanismer. Disse mekanismer hjælper mennesket til at tilpasse sig realiteterne og virkeligheden. En af dem er fantasien.

Fantasien hjælper mennesket til – både bevidst og ubevidst – at bringe impulser og indtryk over på et ikke-virkeligt eller urealistisk plan, og således tilfredsstilles mennesket symbolsk, ved at det skaber billeder, drømme, forestillinger eller illusioner. Fantasien kan derfor være en slags trøst for noget, man ikke kan opnå. Fantasien kan også være et redskab til at gøre sig forestillinger om at skabe nye muligheder og

nye alternative løsninger på mange ting og problemer – i et håb om, at de kan blive omdannet til virkelighed. Fantasien nærer derfor menneskers drømme, forestillinger, fantasier og illusioner. Derved kan fantasi både være uhyggelig og farlig og det modsatte – smuk og forløsende – for den som fantaserer.

Fantasi er træning af indlevelsesevnen. Derfor skal vi lytte til børnenes historier, tilbyde at skrive dem ned og diskutere, hvad der sker i historien. Børns fantasilege er ikke nemme at få øje på. Børnene leger ”som om” de er en vigtig del af en

fortælling. De foregiver, at de er en slags opdagelsesrejsende, dyrepassere til dyr der kan tale, navigatører, orienteringsfolk, landmænd, biologer, meteorologer, geografer og rumforskere – alt!

Børn udvikler en evne til at aflæse naturens kræfter og forstå, hvorledes disse påvirker menneskers livsvilkår. De har brug for personer, som er naturmennesker og kan

igangsætte eksperimenter, indsamle og hjælpe dem med at lære at systematisere og skabe orden i kaos. De vil elske at strukturere og klassificere verden omkring sig, finde mønstre og sammenhænge samt identificere og organisere alt, hvad de finder.

De bliver gode til at opdage uventede ligheder, forudsige ting, ”læse” spillets gang og se sammenhænge og mønstre i tilværelsen. De bliver stimuleret ved at lytte til eventyr og beretninger om opdagelser, være i kontakt med dyr og planter, tage på udflugter til skov og strand, til naturskoler og eksperimentarier.

 

Mønstergenkendelse

Et mønster er et eksempel og forbillede, en slags model eller fortegning, design eller motiv, men kan også være en prøve eller paradigme. At genkende er at huske, kende igen og identificere, ofte i forhold til noget tilsvarende eller noget andet.

Mønstergenkendelse er en måde, hvorpå vi kan konstatere, hvordan tingenes indbyrdes forhold er ved tilsvarende eller lignende ting.

Der er mønstre i og på alt, som eksisterer – blade har mønstre, mineraler, skind og hud, modeller og konstruktioner – og ud fra enhver genstand og ethvert element kan man trække et mønster. Men også i alle slags situationer og episoder, begivenheder og hændelser er der træk og mønstre, som enten er gennemgående eller lader sig sammenligne.

Tit er det sådan, at vi mister overblikket i situationer, hvor vi hverken kan finde hoved eller hale i oplysninger og data. Vi bliver konfuse og kan ikke gennemskue situationen eller tingenes tilstand.

Sådan har mange mennesker det tit, og de oplever, at når de først kan se eller danne mønstre eller billeder på selv komplekse mængder af oplysninger og data, så lysner det for dem.

Imidlertid forholder det sig sådan, at for at man kan danne sig et mønster, må man have erfaring fra og med andre mønstre, som man kan sammenligne med – uanset om det drejer sig om genstande og elementer eller situationer og hændelser.

Jo mere erfaring man har – jo mere kan man genkende, jo mere man kan huske – jo mere kan man identificere.

Mønstergenkendere tilegner sig især intuitiv matematisk viden – at kunne bruge matematik i praksis – (men også at lege med talteori, ligninger, geometri og topologi).

Børn, der vedholdende leger, ”som om” de vil have kontrol og opbygge en systematik med det de leger og eksperimenterer med, foregiver, at de e r en slags matematikere, arkitekter, landskabsarkitekter, revisorer og detektiver, men også at de er naturvidenskabsmænd og -kvinder. Disse børn udvikler sig derved til at kunne tænke i ræsonnementer, problemløse og lege med tal og abstrakte mønstre.

Børn har brug for at samarbejde med andre børn og voksne om at opdage og bringe orden i tingene – gerne ved hjælp af redskaber som f.eks. måleinstrumenter og vægte, computere o. lign.

Børn elsker at regne, eksperimentere, stille naturvidenskabelige spørgsmål, lave hovedbrud og undersøge ting.

Børn bliver gode til at arbejde med tal, løse opgaver, kategorisere, sortere, finde sammenhænge og sandsynlighedsberegne. De udvikler sig ved besøg på eksperimentarier og planetarier og værksteder, hvor man kan lege med logiske ræsonnementer, tal og abstrakte mønstre, ved at gøre ting i rækkefølge.

 

Talent

Talent er medfødte eller modnede anlæg for bestemte præstationer, f.eks. sprogtalent. Endvidere en person, der er i besiddelse af talent. For det talentfulde barn er der hvide rammer! Det er imidlertid ikke tilfældet, at alle børn får mulighed for at udvikle og få plejet det talent, de er i besiddelse af. Det skyldes mange årsager:

Vi er desværre endnu ikke i børnehaven og skolen tilpas åbne og opmærksomme på mange børns ”skjulte” talenter, og der er måske heller ikke engang en vilje til stede til at give børn med et tydeligt talent plads, tid, rum og ressourcer.

Det er vigtigt at hjælpe og støtte børn med talent, så de kan få mulighed for at udvikle deres evner, intelligens og særlige egenskaber indenfor alle områder – ikke kun sport, men især også indenfor de kunstneriske og kreative discipliner.

Det nødvendige arbejde begynder allerede i børnehaven – ja, i vuggestuen!

At bruge sit talent er især hele tiden at arbejde på at opfatte, gengive og udtrykke dele af den rumlige verden nøjagtigt.

Børn, der igennem leg udviser talent, foregiver, at de er malere, arkitekter, billedhuggere, fotografer, navigatører, stifindere, kunstnere, opdagelsesrejsende og naturvidenskabskvinder og mænd. Disse børn udvikler sig på denne måde til a t kunne tænke i forestillinger, billeder og dimensioner.

Desuden er de meget følsomme over for mønstre, former og farver.

De har brug for at være sammen med mennesker med sans for tegning, farver, maling, film, materialer til byggeri. Men også talent for at så mange andre områder.

Kunstnerisk talentfulde børn udforme ting, tegne, male, visualisere, dagdrømme, skrible og bygge. De bliver gode til at forestille sig ting, navigere i rummet, læse kort og huske ting i billeder. De stimuleres i denne til udvikling ved besøg på kunstudstillinger, museer, ved at bevæge sig gennem landskaber, men også at gå i biografen og i teatret.

 

Vilje

Mennesker har sjældent succes med noget, med mindre de har det sjovt, mens de gør det. Enhver stor præstation blev en gang anset for at være umulig.

Derfor er vilje, som for mange er forbundet med selve det at leve, nødvendig.

Viljen til f.eks. at vil gøre en indsats for en bedre verden. Med vilje følger eksistentiel indsigt – at erkende situationer og episoder, hvor etiske, æstetiske og religiøse faktorer er i indbyrdes balance.

Børn, der leger og eksperimenterer med deres egen gode vilje, foregiver, at de vil være en slags filosoffer, forfattere, kunstnere, lærere – og i legene vil de gerne vise, at de er ansvarlige, moralske og ansvarsbevidste.

Disse børn udvikler sig derved til at blive betænksomme, optræde tænksomt og overveje situationer og episoder i forhold til andre børn, til voksne og dyr. De har brug for at være sammen med livskloge mennesker, som de snakker med og diskuterer livets store spørgsmål med. De vil altid gerne høre om andres problemer og om, hvad der sker mennesker imellem.

De bliver gode til at tage sig af andre, bestemme godt/ondt, rigtigt/forkert, snakke om skæbner, livet, døden og om religiøse emner. De bliver stimuleret til udvikling af livs-kloghed ved at få læst historier – kærlighedshistorier, skæbnehistorier og beretninger om børn/personer, samt at høre om religiøse emner og om religion på alle planer.

 

Synkronicitet

Synkronicitet er en persons evne til at sammensætte

• enten flere efter hinanden opståede meningsfulde tilfældigheder eller
• en større samling af vilkårligt opståede meningsfulde tilfældigheder
• - til en tydelig og klar helhed, som man så kan tage en beslutning om at udføre i praksis.

Ved synkronicitet forstærkes hver enkelt af de (måske mange) meningsfulde tilfældigheder, som indgår i den helhedsløsning, tilfældighederne tilsammen danner.

Synkronicitet er også i et klart sprog at kunne forklare, – i det mindste overfor sig selv – på hvilke præmisser egne beslutninger bliver taget. Dog er synkronicitet fuldstændig afhængigt af, at personen er i stand til at svinge i takt med rækkefølgen af de meningsfulde tilfældigheder – for derved at skabe sig overblik og – for derefter at tage en beslutning og handle derefter.

For den rette person, som har evnen til på et meget tidligt tidspunkt at kunne ane en helhed, er det så et spørgsmål om at tage en beslutning og handle, hvilket meget ofte sker, længe før andre har opdaget mulighederne. Netop dette skaber desværre ofte problemer, fordi der meget let opstår misundelse, – og personen, som beslutter og handler, får ofte skylden for at have været ”for tidligt ude”! – eller være lige lovlig hurtig!

Det enkelte menneske – barn som voksen – kan naturligvis ikke altid beherske denne tilførsel af de mange tilfældigheder, det møder, men det er et spørgsmål om at øve sig i at kunne ane en konjunktur af en helhed. Det kan næsten altid udnyttes til noget positivt, når det netop drejer sig om de meningsfulde tilfældigheder.

Drejer det sig i stedet om meningsløse tilfældigheder, er sagen en ganske anden. Vi er ikke herre over de meningsløse tilfældigheder, vi møder – især ikke de, der bringer noget ondt med sig.

Derfor er det næsten umuligt for de fleste at have en fornemmelse for, – hvor positive de meningsløse tilfældigheder, vi møder – måske kan være i deres meningsløse negativitet.

Synkronicitet finder man hos de børn, der i særlig grad er gode til altid at få tingene tilrettelagt på en sådan måde, at det passer i deres favør. Synkronicitet er – som nævnt – også i et klart sprog at kunne forklare, – i det mindste overfor sig selv

– på hvilke præmisser beslutningerne bliver taget. Kreativt er det derfor at kunne tænke i tale, bruge ord og have fornemmelse for at kunne lære nye ord og andre sprog.

Børn, der leger, ”som om” de kan det, foregiver, at de vil være en slags forfattere, poeter, historiefortællere, foredragsholdere og journalister. Disse børn udvikler sig til at blive gode til at samtale, læse og skrive. De leger med sproglige rytmer og fraseringer og er meget interesserede i andre sprog. De har brug for mennesker til diskussioner, stille spørgsmål og lave interviews. De har brug for god litteratur og lyrik, og selv vil de gerne tegne, tegne-skrive og skrive historier.

Disse børn vil gerne have bøger, bånd, skriveredskaber, logbøger, diskussioner, oplæsning og samtaler. De vil meget gerne snakke med og lytte til andre, de vil læse, skrive, fortælle og høre historier, stave, lege ordlege og diskutere. De bliver gode til at huske navne, steder, tidspunkter, almindelig ting i hverdagen, og de vil gerne fortælle og genfortælle om de ting, de sanser, på deres helt egen måde.

De bliver stimuleret til udvikling gennem besøg på biblioteker, møder med forfattere og digtere og ved at komme i teatret, lytte til musik og ved at deltage i fortællearrangementer.