Første uge

Husk – det vigtigste af alt – at lege.
Brug læreplanen som den er, eller opbyg og suppler med egne aktiviteter - eller fra databaserne. Planen er din.

Månedens potteplante:

Dipladenia - Populærnavn: Bægerranke
Vanding: Jævnligt
Gødning: Moderat
Anvendelse: Lyst. Stuetemperatur eller køligere. Kan placeres ude eller i havestuen
Oprindelse: Bolivia

Månedens potteplante er børnevenlig og hårdfør – og kan uden problemer udplantes, så børnene kan få stiklinger med hjem. Børnene skal have hjælp til at passe deres egen plante – som kan afleveres i børnehaven igen og ombyttes med en anden plante.

Månedens træ / busk:

Bøg - Fagus silvática - Over 30 m højt træ. Det almindeligste løvtræ i Danmarks skove. Vildtvoksende undtagen i Vestjylland, på Læsø, Anholt og Bornholm. Blomstrer maj.

Månedens højtid:

Pinsen – som begynder søndag d. 31. maj

Mærkedag:

Bededag – hvor vi har fri

Særlig begivenhed:

Tirsdag d. 5. – Danmarks Befrielse
Lørdag d. 9. – Europadag – hvor man gerne må flage med det blå flag med de gule stjerner

Ugens tema:
Læreplansområde:
Kloghed:

Klang
Kunstneriske udtryksformer
Musik-klog

Aktiviteter:

En klang er en klingen, ringen, en tone, akkord eller harmoni, de hastige og periodiske svingninger, som øret opfatter, eksempelvis når en streng, en stemmegaffel eller en orgelpibe sættes i vibration.

Børn elsker at lege og eksperimentere med klangfarver, og hertil kan man stort set bruge alle former for redskaber og instrumenter, skrot og genbrugsting, bare det er muligt at få en klang eller lyd ud af genstandene.

Børn synes den akustiske musik er spændende.

Hvis man har tilgang til et flygel, elsker børn at ligge under det eller røre ved det og mærke vibrationerne, mens der spilles på det.
På den måde kan man gøre klangen fysisk.
Prøv at præsentere forskellige typer instrumenter for børnene og lad dem sætte ord på, hvordan de klinger.
Med ældre børn kan man tale om lydbølger.

Denne leg giver børnene fornemmelse for både de musiske, rytmiske og dramatiske muligheder for at udtrykke sig på mange forskellige måder.

Kreativitet:

At tegne klange
Kan man tegne eller male en klang? – Ja, børnene kan.

Ugens leg:

Genkend lyden

Legebeskrivelse:
Et antal genstande som kan frembringe lyde gemmes under et tæppe. En af deltagerne vælges til at frembringe lydene og resten skal gætte, hvad lyden kommer fra.

Aldersgruppe: 4-5 år og opefter
Antal deltagere: Minimum 3 personer
Rekvisitter: Genstande som kan frembringe lyde

Rim:

Der var engang en konge
Som havde tre døtre.
Den ældste hed Sip,
Den mellemste hed Sip-sippenip
Og den yngste hed Sip-sippenip-sip-sirum-sip.
Men der var også en konge
Som havde tre sønner
Den ældste hed Skrat
Den mellemste hed Skrat-skratterat
Den yngste hed Skrat-skratterat-skrat-skrirum-skrat.
Og Sip blev gift med Skrat
Sip-sippenip fik Skrat-skratterat
Og Sip-sippenip-sip-sirum-sip fik Skrat-skratterat-skrat-skrirum-skrat.

Legetøj:

Legetøj og redskaber, der stimulerer musik-kloghed
Musik- og rytmeinstrumenter
Mobiler
Rimespil

Historie:

Smæk! Billedbog med lydord af Adam Stower.
En dreng smækker med døren og sætter derved en kædereaktion i gang. En bold ryger ned fra taget, en dame vælter, varerne rammer en kondiløber og en fyldt fiskebil kæntrer ....

Blomst:

Følfod – vokser ved veje og på lerede skrænter – pluk blomsten og benyt den til te, salat og i brødet, du bager.

Urt:

Svaleurt – vokser ved mure, mellem fliser og omkring betonfundamenter. Den benyttes stadig som et glimrende middel mod vorter.

Dyr:

Frø - Der findes mange forskellige slags frøer i Danmark, og alle børn kender den berømte frøe Kaj – som er en grøn frø. Almindelige frøer er – Butsnudet frø – Spidssnudet frø – Springfrø – Grøn frø – og den sjældnere Løvfrø, som er en lille frø, som kan skifte farve og som lever i krat og buske, som den springer rundt i og æder insekter. Den svømmer kun om natten.

Fugl:

Stær - 23 cm. Meget almindelig ynglefugl. Stæren kommer allerede hertil i februar fra vinterkvartererne i Sydengland. I juni begynder ungfuglene at trække bort, men først i oktober følger de gamle efter.

Efterårsdragten har en mængde hvide pletter, som fældes om foråret, så fuglen får et mørkere udseende. Stæren anbringer sin rede i træhuller, under tage, i murhuller og jordhuller i stejle skrænter, men yngler også gerne i stærekasser.

Reden består af grove strå, smårødder og enkelte fjer, og i begyndelsen af maj lægger stæren 4-6 lysegrønne, glinsende æg. Stæren er kendt for sin sangstemme og er den eneste danske fugl, som fløjter i kor.

Stæren er blevet mere og mere almindelig som standfugl, men de fleste trækker dog stadig. Det er vores eneste udprægede vesttrækker.

Insekt:

Humlebi stenhumle, Bómbus lapidárius - Hunner 20-27 mm lange, hanner 15-18 og arbejdere af meget forskellig størrelse.

Almindelig både i og uden for skove. De overvintrende hunner kommer normalt frem først i maj og begynder straks at anlægge et bo i jorden. Arbejderne viser sig i løbet af juni og de nye hanner og hunner i august. Straks efter befrugtningen i august går de unge hunner i dvale i stendiger o. lign. steder

 

Husk:

 

 Udfordringerne

For forældre vedkommende gælder det om at skabe adgang til instrumenter og undervisning.

I en forbindelse er det vigtigt at opfordre og opmuntre til øvning, uden at pace.

Desuden at udvide barnets musikalske horisont ved at lytte til forskellig musik og gå til koncerter, så der skelnes mellem den levende musik og den indspillede – og herved skabes grobund for at barnets kritiske sans udvikler sig.

For børnehaven vedkommende skal leg med musik og rytmer være i fokus, så det bliver en del af barnets identitet og personlighed. Sang og musik skal være en glædelig del at dagligdagen og derved tilføre det enkelte barn mange smukke sange, toner og melodier, som det kan gå og nynne og glæde sig over.

Der skal altid skabes adgang til rytmeinstrumenter og alternative instrumenter af forskellig slags – genstande med klang og toner og ting med lyde i.

Børnene skal desuden have kendskab til sangene i de kendte børnesangbøger.

For skolen vedkommende er morgensangen med de klassiske samler, nationale og universelle kulturelle sange en utrolig vigtig del af sang og musikformidlingen.

Sang og musiktraditioner skal læres gennem gentagelser i forbindelse med højtider og særlige nationale og internationale mærkedage. Det kan ske gennem et kendskab til sangene i højskolesangbogen.

At skabe en musikkultur i børnehaven eller på skolen kan etableres gennem samarbejde med offentlige musikskoler – men vigtigst af alt er det at prioritere musikundervisningen ligeså højt som alle andre skolefag.

Grundvilkårene

Et naturligt forhold til at udøve musik - lyst til musik og sang - støttende voksne – og ubetinget plads og rum til udfoldelse, er de grundvilkår, de må opfyldes.

-        Barnet skal have plads til at lege med musik og sang

-        Barnet skal have plads til at udforske stemmens udtryksmuligheder

-        Barnet skal have plads til at forstå musikkens forskellige lag

-        Barnet skal lære at forstå og tro på sine egne præstationer

-        Barnet skal have tid og rum til at udforske instrumenter

-        Barnet skal opleve anerkendelse

-        Barnet skal lære at tro på at musikudøvelse er prisværdigt

-        Barnet skal have plads til at tænke abstrakt