Første uge

Husk – det vigtigste af alt – at lege.
Brug læreplanen som den er, eller opbyg og suppler med egne aktiviteter - eller fra databaserne. Planen er din.

Månedens potteplante:

Thunbergia alata - Populærnavn: Susanne med det sorte øje
Vanding: Rigeligt
Gødning: Rigeligt
Anvendelse: Til terrasse og som stueplante. Gerne i fuld sol
Oprindelse: Sydøstafrika

Månedernes potteplanter er børnevenlige og hårdføre – og kan uden problemer udplantes, så børnene kan få stiklinger med hjem. Børnene skal have hjælp til at passe deres egen plante – som kan afleveres i børnehaven igen og ombyttes med en anden plante.

Månedens træ / busk:

Eg eller Stilkeg, Quercus robur, 20-30 m højt træ. Almindeligt skovtræ. Vildtvoksende undtagen i Hanherred og på Anholt. Blomstrer i maj.

Mærkedag:

Det var Pinsedag i går mandag d. 1. juni
Grundlovsdag fredag d. 5. juni – måske holder børnehaven lukket.

Særlig begivenhed:

 

Ugens tema:
Læreplansområde:
Kloghed:

Regler
Sociale kompetencer
Os-klog

Aktiviteter:

Det er væsentligt og vigtigt at have gode regler og vaner, når man skal være sammen med andre mennesker. Reglerne anviser, hvad der er rigtigt og forkert, men også hvad der er godt og ondt.
I lege og spil optræder fem grundtyper af regler:
Vaneregler – normregler – rettesnors regler – vedtægtsregler – lovmæssige regler.

Tag reglerne op sammen med børnene. Snak om børnehavens regler – hvad må man godt? – hvad må man ikke?
Fortæl små historier om børn som har svært ved at finde ud af reglerne.

Kreativitet:

Tegn med farvekridt i en telefonbog.
Børnene skal have deres egen - en gammel telefonbog - med hjemmefra.
Heri tegner de frie tegninger.
Her er der ingen regler.

Ugens leg:

Kluddermor

Legebeskrivelse:
Vær opmærksom på reglerne.
Deltagerne står i rundkreds med hinanden i hænderne.
En vælges til Kluddermor og går væk fra kredsen og stiller sig med ryggen til.
De andre filtrer sig sammen ved f.eks. at gå under hinandens arme.

Man må ikke slippe hinandens hænder.

Når man er helt filtret ind i hinanden, kalder man "Kluddermor, Kluddermor" og Kluddermor kommer og skal hjælpe med at filtre kredsen op igen.

Hun må ikke røre ved deltagerne, men skal derimod fortælle dem hvad de skal gøre.

Aldersgruppe: 3 år og opefter
Antal deltagere: Min. 6 personer i hver kluddergruppe
Rekvisitter:

Rim:

Der var engang en konge
Som havde tre døtre.
Den ældste hed Sip,
Den mellemste hed Sip-sippenip
Og den yngste hed Sip-sippenip-sip-sirum-sip.
Men der var også en konge
Som havde tre sønner
Den ældste hed Skrat
Den mellemste hed Skrat-skratterat
Den yngste hed Skrat-skratterat-skrat-skrirum-skrat.
Og Sip fik Skrat
Sip-sippenip fik Skrat-skratterat
Og Sip-sippenip-sip-sirum-sip fik Skrat-skratterat-skrat-skrirum-skrat.

Legetøj:

Legetøj og redskaber, der stimulerer oskloghed
Dyrefigurer/ bondegård og zoo m.m.
Seriedukker og -dyr
Rekvisitter
Samle- og bytteobjekter og kort

Historie:

Hvorfor skal jeg det?
Billedbog der diskuterer, stiller spørgsmål og forklarer hvorfor børn skal gøre, som forældrene siger. Bogen er dejligt befriet for moralske pegefingre. Af Birgitte Raab – illustreret af Manuela Olten.

Se lige mig!

Af Holde Kreul. Illustreret af Dagmar Geisler
En billedbog som ikke indeholder én lang fortælling,
men som viser forskellige hverdagssituationer,
der hver især beskriver nogle af de udfordringer, vores børn
støder på - i hverdagen. En god samtalebog.

Må jeg?Billedbog af Anne-Grethe Dahms
Med tegninger af situationer, der ligner hinanden, lægges op til samtale mellem 2-3 årige børn og voksne om de mange regler, der er for, hvad børn må og ikke må.

Little red flowers
4- årige Fang kommer på børnehjem i Beijing, men har svært ved at indordne sig under de strenge regler, som fællesskabet kræver.

Plante:

Kodriver – vokser på enge og skrænter og i krat. Både roden, bladene og blomsten kan bruges til te og salat.

Urt:

Hyrdetaske – vokser både i haver, på marker og i enge. Hele planten kan bruges til te og salat.

Dyr:

Spættet sæl - Vejer op til 100 kg – længde 160 cm. Ret almindelig i næsten alle danske farvande og den eneste sæl, der yngler hos os. Flest træffer man i vadehavet, men der er store bestande ved Anholt, Endelave, Hesselø og Samsø. Er ret stedfast og foretager ikke sæsonvandringer.

Søger derfor føde nær kysten og på sandbanker, hvor man også ser dyrene hvile sig. Lever udelukkende af fisk og kan opholde sig under vandet i op til et kvarter.

Fugl:

Høne – med kyllinger - Tilhører den gruppe af husdyr, som er kendt af alle. Fra børnene er helt små, skal de have legetøj, som forestiller en høne, og de skal lære, hvad den siger, lege og efterabe lyden.
Ligeledes skal børnene have fold-ud-bøger eller andre små bøger med billeder af fuglen.

Insekt: 

Vårflue – ret almindelig.

Husk: 

Regel er skik og brug

- ofte en vane, undertiden en rettesnor og ledetråd, men kan også være en forskrift eller en vedtægt. Nogle regler er lov, hævd eller dogme. 

Regler anviser, hvad der er rigtigt eller forkert, men også hvad der er godt eller ondt.

At lære, forstå og at overholde regler tager tid – for der er ingen regel uden en undtagelse – og lige netop det kan være vanskeligt at forstå for både børn og voksne.

Fra 2 års alderen begynder børnene at forstå, at alting ikke altid er tilladt. Små børn opdager, at andre børn og de voksne bliver sure, hvis de gør noget forkert.

Reglerne sætter grænser for, hvad der er tilladt. I forskellige lege og spil er der flere forskellige slags regler.

Desuden indeholder regler også bestemmelser om, hvor meget tid, plads eller rum de for­skellige deltagere har til rådighed i selve den situation eller begivenhed, hvor der bliver leget eller spillet.

I lege og spil optræder fem grundtyper af regler:

Vaneregler – normregler – rettesnorsregler – vedtægtsregler – lovmæssige regler.

Det er ikke så ligetil at vide, om reglerne i en leg eller i et spil altid bliver overholdt af alle. En voksen, et større barn - og i næsten alle spil er der en dommer – kan kontrollere, at reglerne bliver overholdt. Men det er ikke nemt at vide hvilke regler og bestemmelser der hører til i en bestemt leg, fordi legens regler nogle gange kolliderer med reglerne og normerne i hverdagens virkelighed.

Børnene skal derfor lære at sondre mellem hvilke regler, der skal overholdes og hvilken type regler man godt ”må bøje”.

Små børn skal til at lære at der er faste regler i spil – hvorimod en legs regler godt kan ændre sig. Der er desuden regler for de forskellige lege som leges på de forskellige alderstrin. Derfor tager børn meget ofte fejl af reglerne.

Måske vælger de at gøre, hvad der passer dem bedst, og det bryder lidt ældre børn, som kender reglerne, sig bestemt ikke om.

En norm er udtryk for gennemsnittet,

den gældende standard, type, form eller en forskrift på, hvad der almindeligvis er det rigtige.

Derfor er der normer og forskrifter indenfor alle områder i tilværelsen – hvad der er rigtigst i familien, i børnehaven, i skolen, i foreningslivet, i forretning og handel, indenfor kultur, videnskab og forskning – og til dels også inden for kunst og kunstudøvelse.

At overholde normerne er altid et spørgsmål om ansvar.

Ansvaret er overladt til både det enkelte barn og voksen, og de eneste undtagelser herfor er, hvis barnet er mindreårigt, hvis personen er handicappet og ikke forstår normerne – eller hvis det drejer sig om fremmede, som endnu ikke kender almindelig skik og brug i samfundet.

  • Det enkelte barn, det enkelte menneske formulerer og ændrer regler og normer sammen med andre af mange årsager:
    • i hjemmet og i familien
    • overalt i børnehaven og skolen og i nærmeste omegn
    • overalt i samfundet
  • Mennesker formulerer sammen regler og normer, som tager hensyn til andre for at sikre almen sundhed og sikkerhed:
    • i hjemmet og i familien
    • overalt i børnehaven og skolen: kantinen, gangene, hallen, biblioteket, på legepladsen
    • i samfundet – eksempelvis vejskilte

Det enkelte barn og den enkelte voksne har et ansvar overfor andre - som individ, som familiemedlem, som medlem af børnehave- og skolesamfundet og som medlem af det lokale samfund.

Alle bliver påvirket af og skal lære at kende regler og normer i hjemmet og i familien, i børnehaven og i skolen, i den måde man deltager i foreninger og klubber, i samfundet overalt – men også i de mange forskellige venskaber, hvert menneske har på alle planer og niveauer.