Leg og klogskab

1. Leg er en livsproces, som aldrig slutter.
2. Leg er at leve i overensstemmelse med det at være menneske.
3. At lege og at være menneske har den samme betydning.
4. Leg vil blive ved med at foregå, så længe der er mennesker til.
5. Legen er akkurat som et menneskes hjerte - holder hjertet op med at slå, dør mennesket.
6. Der kan være mange årsager – såvel som der kan være mange årsager til, at et menneske holder op med at lege!
7. Et menneske, som holder op med at lege og drømme, er på en måde afgået ved døden, fordi der ikke længere er noget liv og måske ikke engang et håb.
8. Mennesket leger med tanker og ting, hvorved det hele tiden sætter sig selv i en ny og anderledes situation.
9. Det legende menneske reproducerer hele tiden sit liv ved at være undrende, nysgerrigt og eksperimenterende.
10. Leg er at eksperimentere med livet og alle livets facetter. Som et menneske udvikler legen sig: den fødes, vokser op, når et klimaks og dør!

Akkurat som i et menneskeliv – et menneskes udvikling og tilværelse fra fødsel til død - foregår legen på mange forskellige planer.

Mange begivenheder, drømme og situatio­ner møder et menneske fra fødsel til død. På samme måde er det med legen: mange tusinde temaer, historier og begivenheder om livet og tilværelsen omkring barnet bli­ver der tænkt på og eksperimenteret med i legen.

Derved bliver viden og kunnen det, vi lærer og derved bliver kloge på – og den erhvervede klogskab omsætter sig i evnen til at anvende viden og kunnen i daglig praksis.

Leg er fortællinger om den viden, barnet kender – eller slet ikke kender til, og derfor må opfinde gennem kreative eksperimenter.

De andre legende i legen udgør et netværk, som barnet benytter til at demonstrere den klogskab, det mener at være i besiddelse af.

De andre legende supplerer - gennem legens temaer og aktiviteter – barnets viden.

 

Eksperimenterne

Legen er det største af livets eksistentielle eksperimenter: at vi fra helt små lever for at være sammen med andre og nyder at være sammen med en eller flere særligt udvalgte, som vi elsker og holder af og leger godt sammen med.

Vi er født med en so­cial drivkraft, og den eksperimenterer vi med i legen.

Legen indeholder mange tusinde drømme, historier, temaer og scener, der bliver leget med for at lære livet at kende. Derved bliver legen en forudsætning for at kunne lære og forstå, hvad der foregår i den legendes egen tilværelse og i den legendes om­givelser.

Leg er også den mest direkte måde, hvorpå den, som leger, kan skabe forbin­delse til andre.

Som tidligere nævnt skaber barnet sin egen udgave og forståelse af tilværelsen ved at lege og være optaget og være nysgerrig.

Barnets egen opfattelse af verden skal så koordineres med omgivelsernes – og det er som sagt et livsprojekt. Det er et smukt og menneskeligt træk, at vi kan variere vores måde at opføre os på overfor de forskellige mennesker, vi møder i forskellige sammenhænge.

Det lærer vi især i legen.

 

Nysgerrigheden

Børns nysgerrighed synliggøres legen.

De bruger legen til at få noget at vide om andre og til at give noget af sig selv.

I legen oplever de vekselvirkningen mellem at kunne give noget til og modtage noget fra andre: forudsætningen for at modtage og give kærlig­hed.

Børn er nysgerrige, de undersøger og stiller spørgsmål og forventer præcise og over­bevisende svar. Når et barn spørger om noget, kan man ikke snyde.

Børn har ingen fordomme, og de vil forstå. Under en legs forløb viser der sig altid et eller andet nyt. Noget sker, nogle spændende eller markante ting bliver dannet, skabt eller opfundet. Igennem legen finder børnene meget hurtigt ud af, at nogle af disse ting gentager sig, når man leger.

Det bliver man bliver nødt til at forholde sig til – og det drejer sig om følgende:

• På et eller andet tidspunkt i legen må barnet erkende, hvorvidt legen er god eller dårlig, om den skal stoppe eller fortsætte, m.m. (legens erkendelse).
• Der er altid situationer i en leg, hvor man bliver uenige om et eller andet, kommer i modstrid med hinanden om beslutninger og regler, hvem der skal bestemme, hvad vi skal gøre, m.m. (legens konflikt).
• På nogle tidspunkter i legen er det hele bare så godt og dejligt, interessant eller spændende, at barnet glemmer sig selv og bliver ”høj” i legen. Legen får præg af lidenskab og dybe følelser (legens lidenskab).
• De legende konkurrerer også indbyrdes - bevidst eller ubevidst. Leger man med sig selv, konkurrerer man sikkert også med sig selv om at gøre noget bedre eller mere sikkert. Måske er legen en form for venlig kappestrid (legens konkurrence).
• Gennem legen tilegner de legende sig evnen til at beherske eller styre tingene, le­getøjet eller situationen. De lærer gennem legen at mestre og kunne noget be­stemt (legens mestring).
• Nogle gange kommer legen slet ikke til at foregå i den særlige atmosfære, som passer til denne særlige leg. En leg, som skal foregå roligt, ender med at blive en vild leg, eller omvendt. Nogle gange er det sjovt, andre gange er det ikke rart (le­gens orden og/eller anarki).
• Andre gange er det nødvendigt at vise, hvordan det hele skal foregå i legen, for at legen i det hele taget kan blive leget. Det er nødvendigt at vise og forklare, de­monstrere og præsentere nogle ting for dem, man leger med (legens fremstilling og/eller demonstration).
• Der er altid nogle grænser og rammer, vi skal acceptere for at lege sammen, og nogle regler, som vi skal overholde, indtil vi måske finder på nogle andre regler. Selvom vi selv bestemmer, hvordan alt skal foregå i legen, skal vi være enige om grænserne, rammerne og følges ad (legens disciplinering.)
• Der er bestemte former, som vi kan lege under. Alt kan være tilladt og fuldstæn­digt frit. Vi kan også give plads til, at vi aldrig ved, hvad der vil ske og lege i det uvisse. Vi kan have meget faste regler eller ændre dem hele tiden, m.m. (legens form).
• Til sidst er der tiden og rummet eller pladsen, hvor legen foregår. Det drejer sig om den tid, legen tager, men også om legens historisk tidsdimension (at det kan være en gammel leg, vores oldeforældre legede, eller at vi leger, vi er i middelal­deren). Legens rum er både legens frirum, naturen eller haven eller den plads eller det værelse, hvori legen foregår (legens tid og rum).

 

Legeuniverser

Et legeunivers omfatter de ting, som det enkelte barn leger med.

Legeuniverset kan for overblikkets skyld deles op i flere deluniverser, som hver på sin måde indeholder og karakteriserer betydningen og værdien af det, der bliver leget med.

Legeuniverserne er knyttede til køn, alder og udviklingstrin, og bliver skabt i kraft af det enkelte barns individuelle viden og klogskab – nysgerrighed, talent, fantasi og kreativitet.

Nogle af legeuniverserne er sammenfaldende for både piger og drenge; men store forskelle gør sig også gældende.

Små børns fabulerings- og erfaringsuniverser

Legene – undertiden i form af hårdt arbejde – drejer sig om, at det lille barn kan få viden og erfaring ved at manipulere, eksperimentere og fabulere med ukendte ting, genstande og naturlove.

Det klassiske legeunivers

Legene er bestemt af barnets køn, alder og udviklingstrin.

I dette univers erhverver barnet sig – fra cirka 2 år og opefter - gennem deltagelse erfaring med det sociale liv, det ser omkring sig, og som det erfarer, at det er en del af. Barnet er desuden opmærksomt på alt, som rører sig i dets omgivelser – og interesseret i alle former for redskaber og måden at bruge dem på.

Den ”lille” store piges/drengs legeunivers

Den stadigt lille, men også store pige/dreng fra 5-6 års alderen leger i et realistisk univers, hvor barnets fantasi i legene bygger på erfaringer og realiteter fra dagligda­gen. Inspirationen bliver hentet både fra omgivelserne, scener fra hverdagen og fra medierne.

Børn er på dette tidspunkt meget bevidste om mediernes indflydelse og muligheder - både som informationskilde og som kilde til gode historier og spændende lege.

Eventyruniverserne, I stedet for at kopiere socialrealistiske begivenheder fra dagligdagen eller lege med kendsgerninger, naturlove, bevidste sammenhænge og scener fra det virkelige liv, be­gynder børnene fra 7-8 års alderen (pigerne tidligere end drengene) at omsætte og udvikle fantasifulde og urealistiske historier i legene.

Inspirationen til legene er spændende og fantastiske eventyr og urealistiske, dramatiske scener fra medierne så vel som scener fra klassiske og moderne eventyr.

Parodien og Pseudouniverserne

Legene i pseudouniverset er kendetegnede ved, at de ligger meget langt fra virkelig­he­den. Ofte overdrives legene i en sådan grad, at det næsten ”bare er for meget”.

Le­gene kan også blive vendt på hovedet og blive en parodi på bestemte situationer og begivenheder, som ligger langt fra virkelighedens verden.

Børnene er 7-8 år, før de begynder at lege med det forlorne og bevidst parodierer scener og situationer fra mediernes utopiske verden med soap og glimmer.

 

Legetyperne

Følgende er allerede anført i begyndelsen af dette kapitel:

Leg er fortællinger om den viden, barnet kender – eller slet ikke kender til og derfor må opfinde gennem kreative eksperimenter.

De andre legende i legen udgør et netværk, som barnet benytter til at demonstrere den klogskab, det mener at være i besiddelse af.

De andre legende supplerer - gennem legens temaer og aktiviteter – barnets viden.

Enhver leg har en kerne, som er selve motivet og drivkraf­ten for legens udvikling - fra legens begyndelse til dens afslutning.

I enhver leg bli­ver flere forskellige legetyper altid infiltreret og integreret.

Hver for sig in­debærer de forskellige legetyper nogle ganske bestemte handlemønstre, som kommer til udtryk i legen:

• Aggressionsleg: Det legende barn viser gennem fysiske og psykiske udtryk i legen ube­hag, vrede og modvilje.
• Den dramatiske leg: Det legende barn dramatiserer virkelige situati­oner og hæn­delser og skaber således en historie.
• Fantasileg: Det legende barn udtrykker og fortæller episoder og handlinger fra en drøm, fra noget som det forestiller sig, og ændrer, udtrykker og tolker episoden eller handlingen.
• Funktionsleg: Det legende barn får en følelsesmæssig oplevelse gen­nem enkelte, gen­tagne muskuløse bevægelser.
• Konversationsleg og fortælling: Det legende barn lytter aktivt til og taler med et andet barn, med en jævnaldrende eller med en voksen.
• Konstruktionsleg: Det legende barn skaber og bygger en model ved hjælp af mate­rialer af forskellig slags, f.eks. træklodser, ler, pap, papir, skrammel, vær­di­løst materiale.
• Regelleg: Det legende barn deltager aktivt og engageret i en aktivi­tet, som er afgrænset af regler og bestemmelser - oftest fastsat på forhånd.
• Sanseleg: Det legende barn opsøger sanseoplevelser og følelsesmæs­sige oplevel­ser, som i mange tilfælde kan nydes.
• Iagttagelsesleg: Det legende barn betragter intensivt billeder, situ­ationer, epi­soder, dyr og andre menneskers opførsel, adfærd og aktiviteter.
• Tumleleg: Det legende barn del­tager aktivt i fysiske og legende ak­tiviteter, hvor tumult og kaos er en vigtig del af legen.
• Rolleleg: Det legende barn påtager sig at spille en eller flere roller - sammen med andre.

Det kan altid diskuteres, om de fire legetyper – tilnærmelsesleg, overgangsleg, repetitionsleg og ukoncentreret leg - i det hele taget er særskilte og markante typer.

De kan beskrives som en form for lege ”mellem to lege” eller ”pauselege”.

• Tilnærmelsesleg: Det legende barn prøver på gennem sin egen leg at blive en del af eller blive optaget og få lov at deltage i andres leg.
• Overgangsleg: Det legende barn benytter en leg som overgang til at kunne fort­sætte i en anden leg.
• Repetitionsleg: Det legende barn repeterer og gentager tidligere lege, aktiviteter, udtryk og handlemønstre.
• Ukoncentreret leg: Barnet udviser i selve legen en opførsel, som ikke er leg - eller skal forestille at være det.