Fortællehjulet

Sagt om Fortællehjulet:

“Vi bruger Fortællehjulet til at afklare hvilke lege- og læringsværdier, der findes i en hvilken som helst historie. Hertil bruger vi både Videnshjulets 10 og 100 vidensområder og Legehjulet.

Farverne i disse to hjul indikerer hvilken viden og indsigt, de repræsenterer.

I Fortællehjulet angiver farverne hvilken viden, der tillægges rolleindehaverne i historierne.”

 “Det er en spændende model til analyse af personernes roller i en historie. Jeg bliver ustandseligt udfordret i min egen antagelse om, at hovedpersonen i en fortælling naturligvis må have en viden om tingenes tilstand og om, hvilke valg det nok er bedst at træffe i bestemte situationer. Men hvis jeg nu forestiller mig, at hovedpersonen ingen viden har, og valgene i historien derfor kommer til at træffes intuitivt eller tilfældigt, bliver det en gyser!”

 

Fortællehjulet er en oversigts- og analysemodel

Jørn Martin beskriver Fortællehjulet som en oversigts- og analysemodel, som kan indgå og benyttes som en litterær analysemodel ved fortælle- og skrivekurser.

Om hjulets tilblivelse fortæller han:

“Selve modellen har en interessant historie, idet vi brugte den på LEGO, når vi skulle opbygge og give nye figurer en såkaldt karakter og personlighed. En figurs identitet og adfærdsattituder skal helst være let genkendelige, så figuren har en klart defineret rolle både i historieuniverset, og når man leger med den.”

“Børnene skal kunne aflæse figurens karaktertegn, rolle og særlige evner for at kunne opfatte den som en funktions- eller personlighedsfigur.

Dette gælder ligeledes for personerne i en historie. Børn vil vide noget om personerne, så de kan finde ud af, hvem der  for eksempel er god eller ond, stærk eller svag. Og desuden vil de kunne finde ud af, hvilke redskaber personen typisk behersker og bruger. Det gælder,uanset om der er tale om køkkenredskaber eller om "stærke" våben.”

Han fortsætter: “Når børn fortæller (en historie), mener de, at det er deres egen  fortælling eller historie! Dette gælder, når det drejer sig om "den klassiske fortælling", selve urhistorien. Men det gælder også når der er tale om en beretning, et referat eller en rapportering, der kan handle om sociale, psykologiske, samfundsmæssige eller videnskabelige begivenheder, hændelser og forløb.”

Når børn hører på historier, drejer det sig først og fremmest om, at de oplever tryghed og kærlighed, men også, at de får ny viden. En historie vækker både barnets oplevelse og nysgerrighed. Og gennem en historie opleves forundringen over opdagelser og opfindelser.

Historien kan også gøre barnet fascineret af, hvad der vil kunne eksistere af utrolige og underfundige ting i en verden, som endnu ikke er opfundet! - og som det er optaget af at (op)finde!.

I Fortællehjulet er de forskellige konfigurationer og semer - for oversigtens skyld ligesom i de andre "hjul" - vist i ringe eller lag, men når historierne fortælles, "flyder" det hele naturligvis sammen på en måde, der alene er bestemt af fortællerens personlighed, identitet og adfærd. Selve fortællingens omfang, udvikling og forløb er naturligvis underlagt de givne omstændigheder!

 

Fortællehjulets inderste kerne

- angiver fortællerens identitet og adfærd, (men den kan også beskrive disse egenskaber hos hovedpersonerne (eller bipersonerne)) i selve fortællingen.

Herfra fortsætter han med at beskrive den yderste ring således:

Fortællingen bæres altid af fortælleren - så fortælleren kan både være barn og voksen - men er også et køn og kan enten være:

Mand, fader, broder, søn, ven, dreng - eller 

Kvinde, moder, søster, datter, veninde, pige.

 

Fortællerens følelser og affekt

- er angivet med ”den blå cirkel” eller ”skal” rundt om kernen - foruden bindelinjerne ind i semkonfigurationerne, der angiver fortællerollerne og fortællefænomenerne.

Fortælleren udviser forskellige følelser - som tegn - og disse karakteriserer både personens identitet, evne til perception og følelser m.m., der kommer til udtryk gennem adfærd, aktion og aktivering.

 

Fortælle fænomenerne (semkonfigurationerne)

er, hvad der betinger fundamentet for selve historiens og personernes liv og tilværelse. Det kan være muligheden for -

• Frihed  - der udvider eller begrænser.
• Kontrol  - ved hjælp af noget materielt eller immaterielt.
• De universelle love  - som man må respektere eller vælge at ignorere.
• Materie  - som man besidder og derfor kan generere eller lade det degenerere.
• Destruktion - som kan neutraliseres eller provokeres.

Frihed - Kontrol - Universelle love - Materie - Destruktion

- er symboliseret ved de klassiske begreber herfor, som er

VAND - LUFT - TOMRUM - JORD - ILD.

• Vand
  - er livgivende og frit flydende. Det er vanskeligt at opdæmme - og har desuden den egenskab, at det er "vådt."
• Luft
  - er nødvendig for at mennesker kan ånde, få ilt, men der er en begrænsning, hvis luften ikke er til stede. Luft, ilt er også en garanti for liv, når den er til stede.
• Tomrum
  - er uden grænser og derfor uendelig. Det kan være "besjælet", have en "sjæl" eller "ånd", være i sig selv åndeligt og derved udfylde rummet. Derved overgår det til at blive æterisk og opfylder både fortællerens og historiernes esoteriske eller religiøse funktion. 
• Jord
  er vi kommet fra og bliver til engang. Men jorden kan udnyttes fornuftigt på mange måder, og med mange fordele for mennesker.
• Ild
  er alt fortærende. Kommer man indenfor dens rækkevidde, er konsekvensen udslettelse. Ilden kan udfordres - men det kan medføre alvorlige konsekvenser.

Jørn Martins ønske er at: “Børnene gennem fortællingen skal lære disse begreber at kende. Således at de bliver "litterære" og får mulighed for at opsamle ny viden, som de bagefter kan anvende og udnytte.

 

Om fortællerens rolle og personernes roller i fortællingerne

henviser Jørn Martin til alle sine essays om rollelege og rollefordelingerne heri.

Fortælleren har altid til opgave at formidle fortællingen og personerne på en troværdig måde, så man ikke bliver bragt i tvivl om historiens hensigter og funktioner:

Roller knyttet til - Frihed

- dem der vil udvide friheden - er den fredløse og den revolutionære, oprøreren, den udsatte

- dem der søger at begrænse friheden - er herskeren, kongen, dronningen, præsidenten og lederne.

 

Roller knyttet til - Kontrol

- dem der styrer, formidler og har materiel kontrol - er tjeneren, handelsmanden, budbringeren, kureren, sælgeren, kræmmeren og købmanden

- dem der har immateriel kontrol og lader tingene være "åbne" for nye muligheder - er læreren, videnskabsmanden, forskeren, professoren, den vise og filosoffen.

 

Roller knyttet til - De Universelle Love

- dem der respekterer de universelle love (tingfinderne) - er opfinderen, innovatoren, ingeniøren, komponisten, filosoffen, kunstneren

- dem der ignorerer de universelle love - er magikeren, troldkvinden, troldmanden, shamanen, præstinden, præsten, profeten, guderne, Gud.

 

Roller knyttet til - Materie

- dem der genererer (udvikler) materie - er forsørgeren, husmoderen, kokken, samleren, jægeren, bonden, fabrikanten, vidensindsamleren, vidensformidleren

- dem der degenererer materie (omformer den til noget andet) - er håndværkeren, mesteren, væveren, mureren, tømreren, smeden, lægen.

 

Roller knyttet til - Destruktion

- dem der neutraliserer destruktion - er forsvareren, beskytteren, vogteren, soldaten, politiet, dommeren

- dem der (frem)provokerer destruktion - er urostifteren, angriberen, uhyret, fjenden, monsteret.

 

I fortællingerne kan personerne indtage mange forskellige roller, der kan være modsætningsfyldte og modstridende. Det kan være forvirrende, men også både spændende og udfordrende. Rolle-overskridelser er ofte overskuelige - men det er jo alligevel meget bekvemt, som Jørn Martin siger, hvis man kan flere ting på en gang!

 

Med Fortællehjulet åbner Jørn Martin for både fortællingens mysterier og for den gode solide forklaring. Han har haft den ambition - som det er fremgået -  at han gennem sine arbejder har kunnet klæde “vi voksne” på til at kunne træde i karakter i vores forhold til børn i deres lange og spændende udvikling.

Som han ofte nævner, udgør hjulene ikke nogen facitlister eller skal foregive at være “kogebøger”. De skal forstås som inspirationskataloger, som den enkelte voksne kan høste af udfra egne forudsætninger.

 

Med Fortællehjulet slutter Jørn Martin sin gennemgang af, hvad han mener, der skal til for at tilgodese "det hele barn", så det kan udvikle sig til "det hele menneske”.

I det næste afsnit finder vi hans beskrivelser af alle mulighederne, sådan som han ser dem. Han tager livtag med dem og opstiller forslag til, hvad vi kan gøre for de små børn i vores vuggestuer, børnehaver og i de yngste klasser i skolen.

 

Men han beskriver også det, vi som voksne skal være opmærksom på i vores samvær med vores børn, børnebørn og oldebørn - i vores “leg” med de næste generationer af "hele" mennesker.

 

Fortællingen og fortælleren

Om fortællingens kendetegn

Bog

 

Fortællingen og fortælleren. I & II (1. og 2. samling)

Historien og fortælleren

Fortællingens oprindelse - Urhistorien

 

Legeuniverserne

Fortællinger, historier og skrøner

Fortiden og fremtiden

Rammerne

 

Sandheden

om vores evige lyst og evne til at fortælle og berette

kommer altid for en dag!

 

Fortællingen og fortælleren.

(Se: KONVENTET  - I Døden - II Livet - III Gensynet - IV Flugten - osv., fortsættes med flere -)

Disse bøger begyndte at udkomme i 2020 - og der vil udkomme flere samlinger. 

Fra Jørn Martin foreligger der hidtil præsentationer, foredrag og kurser om fortællingerne, om fortællingens fænomener - og om nogle af fortællerne - og han oplæser gerne nogle af disse.)

Disse bøger indgår ligesom de øvrige bøger som fundamentet for udviklingen af Det hele barn, Det hele menneske. Han fandt, at han var nødt til at skrive om emnerne i alle bøgerne om HJULENE -  hvor især - Legenes kendetegn - samt - Tegning, tegn og kendetegn 

på sin vis er sideordnet med bøgerne om fortælleren og fortællingen i bøgerne KONVENTET.

 

Historien og fortælleren

Nogle af historierne er på bare et par linjer, andre på omkring et ark eller to. Det er børnenes historier og deres kommentarer til egne tegninger, der danner fortællingernes indhold - viderebragt af en voksen.

Ethvert menneskebarn og menneske har sin personlige historie eller sine egne historier. Historier har det med at forgå, ligesom fortælleren forgår - så skal både fortælleren og historien huskes, er det et spørgsmål om, hvordan de bliver brugt og genbrugt, genfortalt. Der er blevet fortalt millioner af historier gennem tiderne, der alle er glemte. Handlingen i de fleste historier foregår mest i fortiden eller i nutiden. Men børn fortæller også historier om fremtiden, baseret på ønsker, drømme og forhåbninger.

Allerede i begyndelsen af en fortælling finder man, at den kan kategoriseres udfra dens perspektiv. Er fortælleren på en indre rejse ind i selv, eller er han/hun på en ydre rejse ud i nære, fjernere eller fjerneste omgivelser?

Jørn Martin bruger en metafor til at beskrive fortællingens skæbne: Efterlader den tegn som spor i sandet, som måske viskes ud af tidens bølger med det samme, eller bliver sporene stående til evig tid i universet?

Og han fortsætter med at konstatere, at betingelsen for at en historie skal kunne fortælles, er, at den erindres. Det er velkendt, at den menneskelige hukommelse er et vidunderligt, men også et upålideligt redskab til registrering af, hvordan vi selv eller andre mennesker har opført sig.

De erindringer, der ikke er indmejslet i sten, har en tendens til at forsvinde med årene. Men lige så ofte ændrer de sig, eller bliver ligefrem forstørret, fordi de udvides med nye forklaringer. Dette gør dem spændende at lege med, når de skal genfortælles.

Enhver fortælling er nemlig en leg, også selvom det kan have været anstrengende og hårdt at tegne, nedskrive eller fortælle den, fordi den måske indeholder noget af fortællerens eget hjerteblod.

Fortællingens indhold kan være fyldt med både krænkelse, smerte eller fryd, med lykke eller ulykke - med store modsigelser og dyrebare modsætninger - med ønsker, drømme og forhåbninger, der måske aldrig bliver til virkelighed - eller er for tæt på virkeligheden!

Alle, men ikke mindst forældre, burde indsamle deres børns historier og genfortælle, fortolke og gemme dem. Ikke kun for børnenes skyld, men også for deres egen erindrings skyld, da disse historier jo handler om deres eksistens og liv. Og børn elsker at høre deres forældre fortælle om, hvordan det var for dem at være barn.

Historier handler om fortiden, men også om nutiden.

I Jørn Martins genfortællinger og historier er den oprindelige fortæller anonym. Fortælleren er ofte hjælpeløs og ensom, uden håb og uden liv og mening - i alle tilfælde i en periode af livet.

Derfor, understreger han, er det vigtigt at huske som minimum historiens indhold, så den glemte fortæller trods alt vil kunne blive husket ved de handlingsforløb, der blev fortalt om.

En tekst (i form af en tegning eller nedskrevet tekst) danner selve historien - og historien fortolkes ved genfortælling.

I disse bøger, der nu er på vej, har han valgt sig selv som genfortæller - og dermed som fortolker.

Hver historie indeholder tegn, der enten er ridset, tegnet, fortalt, beskrevet eller nedskrevet - eller alle dele på én gang - og som henviser til de begivenheder og episoder, der viser eller rummer historiens indhold.

 

Fortællingens oprindelse - Urhistorien

Leg er historiefortælling! fastslår Jørn Martin. Det samme er indsamling af viden: Hvordan opdagede jeg det? Det skete lige pludseligt! Det var spændende! Pludselig kunne jeg se det! Osv.

Urhistorien er alle historiers moder! - beretningen om det oprindelige!

Urhistorien er alle børn optaget af, og urhistorier bliver gerne diskuteret af de større børn indbyrdes, samt med forældre og lærere.

I urhistorien bliver der stillet nogle universelle spørgsmål, som mennesket altid har stillet og vil stille sig selv til alle tider:

Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Hvad er vi til for?

Hvorfor forholder tingene sig til hinanden på den måde? Hvordan kunne det ske? Måske ved vi nu, hvad vi skal gøre næste gang, noget sker?

Spørgsmålene er både basale og banale om menneskelig eksistens, så de omsættes  og udvikler sig derfor til forklarings-, konflikt-, protest- og konsensus beretninger, der ofte bliver godt blandet sammen. Spørgsmålene bliver til alle tider og i alle kulturer diskuteret på højt filosofisk og videnskabeligt plan – og især naturligvis af fremtidens forvaltere af menneskeheden, nemlig børnene.

De yngste børn sluger bogstaveligt talt fortællinger råt, uanset om de bliver mundtligt gengivet, om de er tegnet og fortalt i en billedbog, eller om de er reportage eller film.

Børnene begynder deres egen indbyrdes diskussion om en fortællings indhold i 6 års alderen. Ved at diskutere indholdet, får børnene samtidig mulighed for at stille etiske og moralske spørgsmål om den måde, som både de selv og voksne opfører sig på i dagligdagen.

De vil også vide om historiens indhold står til troende!

Herefter bliver alle påstande og argumenter i en historiefortælling, såvel som kritikken af personernes handlinger og argumenter, udvalgt og afprøvet ved at blive omsat i lege:

• De bedste og lettest forståelige dele af historierne bliver dramatiseret, når de små børn leger. På den måde lærer de begivenhederne i handlingen at kende. Og så gentages de igen og igen.
• Blandt de større børn diskuteres ivrigt handlingens muligheder og aktørernes forskellige situationer og intentioner. Så på den måde får de viden om handlingernes konsekvenser. Der argumenteres både for mulige og umulige løsninger.
• De unge fra ca. 12 års alderen lader elementerne i urhistorierne indgå i deres drømme om fremtiden, når de leger med handlingsforløbene i eventyrspil og i teatersport.
• Voksne omsætter urhistoriernes temaer til kunst , design og videnskab. Både kunstnere, designere og videnskabsfolk leger med temaer, problematikker og perspektiver, der synliggøres, sandsynliggøres og materialiseres som beslutninger og produkter.

 

Legeuniverserne

I begyndelsen af 1970'erne, var Jørn Martin som tidl. nævnt børnehaveleder. Allerede dengang begyndte han at interessere sig for legeuniverser, altså rammer inden for hvilke, leg udspiller sig.

De er i årenes løb blevet grundigt beskrevet og brugt som inspirationskilder i flere af hans bøger, som for eksempel i børnebøgerne fra 70'erne, og særdeles grundigt i bøgerne Den rene leg, og Børns leg og drømmeuniverser.

Desuden indgår de i flere antologier om børns leg og udvikling.

Han opdeler legeuniverserne i - De små børns fabulerings- og erfaringsuniverser - De klassiske "lille" og "store" pigers og drenges universer - Eventyr- og parodi- og pseudouniverserne.

Legeuniverserne er særdeles praktisk anvendelige til karakteristik af lege. Han anbefaler brugeren at anvende dem såvel til tolkning som til analyser. De kan bruges til fortolkning af historie og indhold i tegninger, billedbøger og mundtligt fortalte historier - og selvfølgelig også af en hvilken som helst leg.

 

Fortællinger, historier og skrøner

Jørn Martin har opstillet en oversigt over Urhistoriens traditionelle indholdsfænomener, nemlig:

Tema - Handling - Genre - Fortællingsunivers (miljø) og Rolle (rollerne).

 

Tema

• godt/ondt
• modstand
• overgange
• kærlighed/sex
• succes/fiasko
• lykke/ulykke
• individ/fællesskab
• livets mening
• det meningsløse/-fulde

 

Handling

• at forblive/finde sig selv
• at stå fast
• at kæmpe
• mirakler
• forelskelse
• mødet - møder
• fremmede
• den store forening

 

Genre

• romance
• thriller/gyser
• science fiction
• drama
• komedie
• eventyr
• udviklingsfortælling
• tragedie
• biografi

 

Fortællings universer

• realistisk univers
• forhistorisk univers
• historisk univers
• magisk-realisme univers
• magisk univers
• science fiction univers
• biografisk univers
• performativ biografisme
• reportage univers

 

Historierne er altid besat med roller (med henvisning til hans essays om rollelege). I den forbindelse har han ikke tænkt på rollerne i organiseringen af legen med historien, men på de arketypiske roller, som udfylder selve historierne.

Det drejer sig om:

Helten/heltinden – antihelten/antiheltinden – hjælperne (mennesker, børn og voksne og store og små dyr) – modstanderen/modstanderne – skurken/skurkene – den elskede – den gode Gud - statister – objekter og magiske genstande – dyr - fremmede væsener - specielle redskaber og særligt universelt værktøj osv. osv.

 

Den fælles historie, som alle kan genkende, er et vigtigt element i dannelsen af og bevidstheden om familie og slægt, men også i dannelsen af nationer og "folk".

Den begynder med far, mor og børn lege og ender med livshistorier og heltekvad.

Fortællingen om en fælles fortid hjælper til at binde mennesker sammen i det man kan kalde "forestillede fællesskaber".

 

Den historie om fortiden, som fællesskabet gør til sin, er imidlertid - ligesom fællesskabet selv - ikke "noget", der findes af sig selv. Historien konstrueres i en proces, hvor der hele tiden udvælges, huskes, opfindes og glemmes dele af historien.

Hvad, der fortælles, er ikke tilfældigt, for selv om en historie nok ikke er identisk med sandheden om, "hvad der virkelig skete", er den på den anden side heller ikke opfundet ud af den blå luft.

 

Fortiden og fremtiden

Jørn Martin mener, at børns opfattelse af begreberne fortid og fremtid har ændret sig indenfor de sidste 20 år, hvilket skyldes medieeksplosionen.

Børnene har gennem de mange film og eventyr i visuel form fået et klarere billede af, hvad der er fortid og fremtid, samtidig med at der også manipuleres så meget med begreberne, især i fantasy-genrene, at begreberne ofte flyde sammen.

Det kan der leges med.

Når der fortælles om fortiden, må det i et eller andet omfang tage udgangspunkt i erindring og erfaring, som nogen har høstet og gjort til deres egne, fordi andre, der stod dem nær, har videregivet oplevelser, gode og dårlige, på måder, der vækker følelser og kalder på indlevelse.

Historier, der lever og som huskes og overleveres, rummer som regel en slags klangbund i forhold til "noget" både børn og voksne kan genkende som troværdigt i deres eget, konkrete univers.

I den forstand opfatter han det som en anerkendt "sandhed" - eller "en troværdig løgn!" - at historien afspejler en fælles erfaringsramme, som er det, der bag om fortællingen binder mennesker sammen.

Når der fortælles om fremtiden, har han erfaret, at historierne indeholder både frygt, længsel og uvished. De bliver ofte uvirkelige, fordi både personer, redskaber og det værktøj, der benyttes, samt hændelser og begivenheder, jo ikke er til at forudse.

Denne erfaring stammer delvis fra hans forskningsprojekt om Forskellige alders-segmenters drømme og forhåbninger om fremtiden, som han arbejdede med i de perioder, hvor han forskede på Instituttet for Fremtidsforskning.

Fremtiden er børnenes. Og de bør ikke blive skræmte af fortiden, men alligevel være opmærksomme på at lære af historien, så voldsomme begivenheder, naturkatastrofer, krige, umenneskelige politiske hændelser forsøges undgået i fremtiden. "Noget" kan undgås i kraft af viden om fortiden, "noget" andet er uforudsigeligt.

Han gør her opmærksom på, at historier altid opfindes, skrives og fortælles inden for den bestemte politiske og socioøkonomiske ramme, den helt aktuelt fortælles i. Og rammerne ændrer sig hele tiden.

Af samme grund synes hver generation at ville fortælle (historien) historierne på ny, lægge nye vinkler til, minimere andre, hente alternative udlægninger frem - fordi de opfatter historierne som deres egne.

Det er der ikke "noget" nyt i!  Sådan har det altid været.

En historie tilpasses altid, så den kan give fortælleren og fortolkeren identitet - bevidsthed om indholdet - og anerkendelse for at have fortalt og viderebragt den gode historie!

Som jeg tidligere har fremhævet, repræsenterer Jørn Martin både teoretisk og praktisk dannelse. Ofte ender beskrivelser om børns udvikling i lange teoretiske tirader, så børnene næsten skylles ud med badevandet!

De historier, Jørn Martin har lagerført gennem mange år, fastholder imidlertid børneperspektivet. Så jeg ved, de er værd at vente på!