Jeg-klog - Personlig viden
- er selvindsigt og evnen til at handle på en måde, der er tilpasset denne viden
Personlighed er mængden af de træk og egenskaber, som kendetegner et menneske, herunder bl.a. følelser, færdigheder, handlemåder og – viden. Jeg’et opfattes almindeligvis som personlighedens centrum, hvortil er knyttet bevidstheden og styring af tænkning og handling.
I vores tid kan alle jo konstruere sit eget liv. Dog synes der alligevel at opstå situationer for den enkelte, som ikke synes mulige at konstruerer sig ud af. Man kan tænke om mennesker generelt, at de vil opnå mest mulig lykke og undgå smerte og ubehag. Man kan også tænke, at mennesket har brug for mennesker for at opnå dette og det bliver således et mellemmenneskeligt og moralsk spørgsmål hvordan vi oplever skæbne.
Man kan sige, at uanset hvordan man tænker skæbne, hænger dette sammen med en eller anden form for sammenligning mellem mennesker og den måde, vi håndtere dels egne og dels andres skæbne.
Mange ting er med til at danne barnets personlighed. Jo mere et barn får lov til at høre om og lege med alle disse spændende beretninger om mennesker, de kender, jo klarere får barnet en opfattelse af sin familie. Barnet er på vej til at finde sig selv blande de mange andre personer i omgivelserne. Det skaber efterhånden en opfattelse af sig selv.
På basis af alle de gode, kærlige og sjove historier om sig selv, fortalt af forældre og bedsteforældre, vil barnet efterhånden danne sine personlige idealer, som det vil ønske at få opfyldet. Disse idealer – som det er så vigtigt at ethvert barn får mulighed for at opbygge – er de mål for sine egne egenskaber og handlinger, som det drømmer om og håber på at få opfyldt.
10 Jeg-kloge lege- og læringskategorier
Jeg kloghed – personlig intelligens udvikles gennem leg og erfaring med
- slægtshistorie
- søskende og familie
- den man elsker
- egen krop
- følelser
- normer
- andre kulturer
- det anderledes
- vise mennesker
- sprog og udtryksformer
Børnene der leger som om de er jeg-kloge
- foregiver at de er store individualister, filosoffer, psykologer, forfattere og kunstnere.
Disse børn udvikler sig til at kunne
tænker dybt over tingene – men holder det meste for sig selv. De har en evne til at forstå egne følelser, og hvem de i virkeligheden er.
De har brug for
mennesker som kan være et forbillede for dem, give dem individuelle oplevelser og sætte
dem i stand til at forstå, hvordan ting føles.
De vil elsker
at sætte sig mange mål for fremtiden, at drømme om fremtiden, men også stille at planlægge og fordybe sig i livets mange muligheder.
De bliver gode til
at arbejde alene og i eget tempo, være vedholdende og trofaste over for mål og følge deres intuition.
De bliver stimuleret til udvikling af jegkloghed
ved at få individuelle udfordrende opgaver, hvor de har tid til sig selv og stilhed til selvstudium og refleksion.
Udfordringerne
Det er en stor, men spændende udfordring for alle forældre at hjælpe deres barn til at opbygge sin egen individuelle identitet og personlighed. Men ikke desto mindre er det især forældrenes – men også bedsteforældrenes – pligt til åbent og ærligt overfor barnet at berette om familiens og slægtens historie – og det kan for mange i sig selv være udfordrende nok.
Udfordrende og paradoksalt er det også at lære børn at forstå, at der er rigtig mange som er meget anderledes end en selv - at de ser anderledes ud, taler på en anden måde – og måske slet ikke er interesseret i at ændre sig.
Der er jo ingen grund til at chokeres over forskelligartethed, eller at fordømme det. Snarere er det væsentligt at prøve på at lære mere om det. Det anderledes tjener – paradoksalt nok – til at understrege vores større ensartethed, for det handler jo om livskraft og livs rigdom.
Udfordringerne for børnehaven og skolen ligger i at styrke det enkelte barns personlighedsstruktur.
De enkelte børn skal turde berette om, hvad de mener de hver især er gode og dygtige til. De skal turde fortælle om, hvad de kan lide, hvad de er bange for, hvem de godt kan lide og hvad de tror der er farligt – eller skønt og dejligt. De skal lære at give udtryk for deres følelser på alle planer.
I disse tilfælde drejer det sig om den personlige evne til at modstå pres udefra – at turde være sig selv. De finder meget hurtigt ud af, at også andre børn har det som dem selv. Det kan man snakke om, lege med og le og more sig over. Børnene lærer at bruge sig selv og deres følelser – måske nogle gange på en udfordrende måde – til at kunne forstå andre, andres følelser og liv.
Livskraft og livs rigdom bliver derved en bevidst fælles styrke, som positivt og glædeligt kan opleves sammen med andre.
Grundvilkårene
der skal være til stede for at små børns kan udvikle deres egenartede personlighed – er først og fremmest plads og råderum for udviklingen af individet og det individuelle visdoms- og kundskabs perspektiv.
Barnet defineres og definerer sig selv i modsætningerne. Der skabes meningsgivende sammenhænge ved at kunne definerer sig på skalaen mellem to punkter der i sig selv er parameter og omkranser en given problemstilling. Forståelse for yderpunkterne giver barnet mulighed for at placerer sig selv i sin egen eksistens.
Modsætningernes yderpunkter afspejler virkeligheden og definerer barnets vilkår - barnet udvikler sin kompetence til livsduelighed og til at kunne klare sit liv, når det kan bringe sig i en situation, hvor problematikken giver mening - barnet vil kunne tilpasse sin handlen, når forståelsen er lagret, således at det giver mening for barnet.
Samarbejdet om det enkelte barns personlighedsstruktur mellem forældre, pædagoger og lærere er en ubetinget forudsætning. Det kan være vanskeligt, fordi tilrettelæggelse af individuelle aktiviteter, tid og plads til det enkelte barn aldring må ske på de andre børns bekostning – og hvordan er det da muligt at imødekomme den lille individuelle personligheds udvikling?
Men ikke desto mindre har alle børn på et tidspunkt – i kortere eller længere perioder – behov for individuel opmærksomhed og at blive tilgodeset alene af voksne, som giver sig tid til dem.
Følgende vilkår må være til stede:
- Barnet skal have plads til at lege og drømme
- Barnet skal have plads til at søge efter sandheden
- Barnet skal have plads til at danne sig en helhedsopfattelse
- Barnet skal lære at forstå og tro på den enkeltes menneskeværd og ret til værdig behandling
- Barnet skal have frihed til etisk nytte af religion
- Barnet skal opleve kærlighed
- Barnet skal lære at tro på nødvendigheden af den demokratiske proces
- Barnet skal have plads til et spirituelt liv
Det er ud fra disse grundvilkår, at det enkelte barn får lært at danne sine egne idealer og mål. Det kan være idealer og mål, som både kan være gældende på kort og lang sigt – på lang sigt om hvad man gerne vil som voksen – og idealerne og målene til at udgøre en meget væsentlig del af identiteten.
Legetøj og redskaber, der stimulerer jeg-kloghed:
Dukkeleg
Sanselegetøj
Spil generelt
Samle- og bytteobjekter
Slægtshistorie
På billedet fortæller to børn hinanden om deres forfædre, mens de kikker på et billede af et træ, hvor navne og billeder af forfædrene er sat ind på træets grene.
Slægt er familie, frænder og æt.
En persons slægt omfatter derfor mange generationer langt tilbage i tiden.
Gennem forskning er det muligt stort set at finde næsten alle personer, som er i familie med hinanden og har fået børn indenfor de seneste 3 til 4 hundrede år.
Dette sker almindeligvis ved at finde deres navne i kirkebøgerne, hvor alle børn her i landet er indskrevet – ligesom navnene på deres forældre også står der.
Alle slægter har en historie, som slægtens nulevende medlemmer måske kender til.
Slægtens historie er enten skrevet ned i en slægtsbog eller den er blevet genfortalt og husket fra den ene generation til den næste.
I de fleste slægter er børnene registreret efter faderen og fædrenes familie. I andre slægter er der tradition for, at børnene bliver registreret efter moderen og mødrenes familie og at det er pigerne, som samtidig også bærer ansvaret for at slægtens historie bliver husket.
At kende sin slægts historie tilbage i tiden er at kende baggrunden for, hvorfor man bor i landet og hvordan det er gået til, at forældre, bedsteforælde og oldeforældre har truffet hinanden og lært hinanden at kende.
Det er for mange børn både en tradition og en pligt at kende navnene på mange af slægtens medlemmer, men det er også både interessant og lærerigt, fordi mange børn er kaldt op efter eksempelvis en bedste- eller oldemor eller far.
Mange børn ligner deres mor eller far, mormor eller farfar - og for nogle børns vedkommende kan man ud fra gamle billeder af deres forfædre se, at de ligner dem og måske endda er dygtige til de samme ting.
Børn elsker at høre og lytte til historier om de personer i slægten, som på en eller anden måde er markante eller som har udført gode eller store bedrifter. Mange børn deltager i træf for slægt og familie, hvor også slægtsmedlemmerne som bor i andre lande er til stede.
De fleste børn har været med til fætre og kusine træf og derved lært at finde ud af, med hvem og hvordan man er i familie med hinanden.
Søskende og familie
På billedet kan man se en familie, hvor voksne og børn snakker sammen.
Alle mennesker har en familie og familien har værdi for den enkelte. Alle kender billedet af en traditionelle familie med mor far og børn – men de moderne familier ser ofte anderledes ud og indretter sig anderledes.
Søskende og forældre er barnets nærmeste pårørende og alle i familien er med til at give hinanden identitet og personlighed.
Den moderne familie er ikke en isoleret enhed som er traditionelt bundet til slægten eller klanen, men er en del af det dynamiske velfærdssamfund og det innovative erhvervsliv.
Der findes et idealbillede af den moderne familie – og i den får forældrene børn, når de er parate til det – gør karriere, når de er modne til det – køber drømmeboligen, når der er råd til det. Alle i familien er sammen om beslutningerne.
Familien tilrettelægger tilværelsen under hensyntagen til, at børn rent faktisk bliver syge - uden at det kommer bag på forældrene.
Familien lever sundt, så sygdom er en sjælden gæst – og god kost og tilpas med søvn er også at sikre sig, at børnene er friske og kan lide at gå i skole, så de får mulighed for at lære alle de ting, som de kan bruge i fremtiden.
I den moderne familie bliver de praktiske opgaver i hjemmets opgaver brugt til videns og værdibaseret opdragelse og samvær - frem for som ”sure pligter”.
Men sådan ser virkeligheden bestemt ikke ud for mange familier. I den klager arbejdspladserne over, at medarbejderne ikke er produktive nok, er stressede eller udbrændte og tit syge – og man belønner ikke at kvinderne føder børn – skønt dette netop sikrer, at der er kunder og medarbejdere i fremtiden.
Ubalance i samfundet mellem arbejdspladserne og medarbejdernes familie er af det onde: det fjerner fundamentet for det gode liv, som burde være et middel til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det gode liv og familieliv burde være en vigtig del af det moderne velfærdssamfund.
Balance opnås ved at skrue op for familielivet, lade flere familier være sammen om at hjælpe hinanden og forvente, at arbejdspladsen investerer i beskyttelse af familiemedlemmernes fælles samvær og udvikling.
Desuden er søskende og familie med til at give det enkelte barn i familien ansvar efter modenhed, opgaver efter dygtighed, nærhed efter behov, forbrug efter familiens budget, udvikling efter evne og interesser – og kærlighed som en forudsætning for det gode liv.
Den man elsker
Billedet viser et barn, som holder så meget af sine forældre, at det tør stå på ryggen af dem – for dem man elsker og holder af har man altid den fulde tillid til.
Den man elsker holder man af, kan lide og synes om. Ofte er det også sådan, at man ligefrem brænder efter at få lov til at være sammen med den, man elsker.
I ægte kærlighed blandt voksne mennesker begærer, forguder, dyrker og måske endda tilbeder man den, man elsker.
Kærlighed blandt forældre og børn er forudsætningen for, at børn kan vokse op med kærlighed. Derved lærer de, hvordan man kan være hjælpsom og give kærlighed til andre mennesker.
Børn, som slet ingen forældre har eller hvor forældrene ikke har så meget tid til at være sammen med dem, får desværre ikke altid så meget hjælp og kærlighed, at de i barndommen kan være hjælpsomme og kærlige overfor andre.
Men man kan heldigvis lære det - og det især når der er andre voksne, eksempelvis bedsteforældre, større søskende, nære bekendte m.m. som kan træde til
Kærlighed blandt søskende – især når der er mange børn i familien – viser sig ved at de store hjælper de små, de dygtige hjælper dem som ikke er så dygtige – og at alle børn og voksne hjælper hinanden.
Børn kan også have en kæreste, som de kan lide at være meget sammen med. Desværre er det ikke altid muligt at være sammen med en kæreste, hvis vedkommende man kan lide slet ikke har fået det at vide.
Det kan nemlig være meget svært for et barn at fortælle et andet barn, at man kan lide vedkommende – men det er nødvendigt at turde fortælle det, hvis man vil være kærester.
Der findes mange historier om børn, som holder af hinanden og som hjælper hinanden.
I mange af disse historier bliver det barn, som modtager kærlighed og hjælp ofte afhængig af det barn, som giver fra sig og er hjælpsom.
Har et barn meget at give fra sig, fordi det har et godt liv i gode rammer, er det at give noget til et andet barn ikke noget problem – men er man fattig og ulykkelig kan det være svært at have overskud til at give.
Vi har også historier, hvor den der næsten intet har giver til den som i forvejen har så meget.
I de historier ender det mange gange med, at den person i historien, der er rig på gods og guld, af den fattige får lært at dele med andre.
Egen krop
På billedet ser et barn verden gennem sine ben. Det er sjovt at vende lidt op og ned på tingene. Der er mange måde at se og mærke verden på, og verden mærkes gennem sanser og krop og bliver tolket på grundlag af intellekt og en oprigtig interesse for omgivelserne.
At bruge sin krop er at anvende sine egne kræfter – at nyde sin krop, sine kræfter og smidighed er forudsætningen for at lære sine egne muligheder og begrænsninger at kende – at blive klog på sig selv.
Barnets daglige tilværelse bliver mange gange bestemt af de nærmeste personers, omgivelsernes og samfundets umiddelbare opfattelse af barnet – ud fra barnets udseende.
Man ser på, om barnet er sundt og i god kondition og har en positiv vilje til at komme andre mennesker i møde på en god måde.
Sundhed er nøgleordet – og sundhed erhverver barnet gennem en god og varierende kost, masse af kondition gennem fysiske aktiviteter, udviklende aktiviteter i frisk luft og natur samt kreative interesser.
Kropsbevidsthed er erkendelse af sin egen styrke og fysiske formåen, samt kendskab og accept af sine egne kræfters begrænsninger. Begrænsningerne kan skyldes, at barnet mangler erfaring med, hvad det kan og hvilke fysiske evner og kvaliteter, det besidder. For at afklare det, må barnet mange gange prøve sig selv af ved at klatre, løbe, svømme, cykle m.m. (Se krops-klog).
Alle børn vil gerne lege med og afprøve så mange forskellige fysiske aktiviteter der er mulighed for. De voksne skal vise påskønnelse og accept og opfordre barnet til at lege fysisk, afprøve og eksperimentere med fysiske aktiviteter.
Barnet må gerne selv bestemme aktiviteternes rækkefølge, omfang og tempoet. Jo flere gode kammerater og venner barnet kan dyrke sine fysiske og sportslige aktiviteter sammen med, des bedre. Børn er flinke til at påskønne hinandens gode egenskaber og de får meget tidligt et indgående kendskab til, hvad kammeraterne er gode til.
Næsten alle større børn vil meget gerne deltage i fysiske spil og konkurrencer – forskellige boldspil og de mange forskellige idrætsdiscipliner. Børnene deltager i spil for samværets skyld – og for at vinde. Børnene øver sig i at lære – og blive dygtige til – at kontrollere sig selv.
Det er motivation nok at få anerkendelse ved at kunne demonstrere, hvad man er blevet bedre til og at man nu kan behersker nye færdigheder.
Følelser
På billedet er to børn ved at begrave en død fugl. Fugle har de set mange gange før, men pludselig lå der en uden for huset og var død.
Når man begraver nogen, skal man græde, mente børnene – så derfor græd de også lidt. De græd ikke med vilje, men fordi det var så sørgeligt – og fordi det var synd for fuglen.
Følelse er både bevidsthed og fornemmelse, som meget let medfører sindsbevægelse og patos.
Det er dejligt at kunne vise glade og lykkelige følelser – og det er meget smertefuldt, når man må vise følelser, som udtrykker sorg, skuffelse og magtesløshed.
Hvis man er meget ked af det, deprimeret eller sorgfuld, er hjernen fuld af grublerier og bebrejdelser. Imidlertid kan man godt lære både børn og voksne, at de kan overvinde deres problemer og få en bedre følelsesmæssig forståelse for sig selv og deres følelser.
For børnenes vedkommende er det ved at lytte til mange gode historier om:
- At kende sine følelser: Hvis man kender sine sande følelser, mens de optræder, har man mulighed for at reflektere – og træffe beslutninger.
- At håndtere sine følelser: Det er en god ide at kunne berolige sig selv og ryste frygt og nedtrykthed af sig.
- At kunne motivere sig selv: Hvis man kan koncentrere sig og udsætte sine behov til fordel for fremtidige mål.
- At kunne genkende følelser hos andre: Empati er vigtig, når man skal være sammen med andre – især med børn.
- At kunne omgås andre: Kunne bruge sine følelser konstruktivt sammen med andre – være ærlig – snakke godt sammen.
Et barn har ingen eller kun begrænset erfaring med at kende sine følelser, kunne berolige sig selv, kunne koncentrere sig, kunne genkende sine egne følelser hos andre og at kunne bruge sociale følelser konstruktivt for at løse konflikter.
Men det er gennem samværet med voksne, forældre, pædagoger og lærere, som kan og vil være deres følelser bekendt - og som er meget opmærksomme på børnenes forskellige følelser - at børn langsomt lærer deres egne følelser at kende for derved at kunne bruge dem positivt og konstruktivt sammen med andre børn.
Normer
Ingen er vel i tvivl om – når man ser dette billede – at drengen foretager sig noget, han bestemt ikke må. Måske er han ikke selv ganske klar over, at det han gør, er uden for normen.
Under alle omstændigheder ved pigen på billedet, at ”sådan noget gør man simpelthen bare ikke”!
Det kan være vanskeligt for små børn altid at vide, hvad normen er – men, når man er i 5-6 års alderen, skal man almindeligvis vide besked med og kender de almindeligste normer.
En norm er udtryk for gennemsnittet, den gældende standard, type, form eller en forskrift på, hvad der almindeligvis er det rigtige.
Derfor er der normer og forskrifter indenfor alle områder i tilværelsen – hvad der er rigtigst i familien, i børnehaven, i skolen, i foreningslivet, i forretning og handel, indenfor kultur, videnskab og forskning – og til dels også inden for kunst og kunstudøvelse.
At overholde normerne er altid et spørgsmål om ansvar.
Ansvaret er overladt til både det enkelte barn og voksen, og de eneste undtagelser herfor er, hvis barnet er mindreårigt, hvis personen er handicappet og ikke forstår normerne – eller hvis det drejer sig om fremmede, som endnu ikke kender almindelig skik og brug i samfundet.
- Det enkelte barn, det enkelte menneske formulerer og ændrer regler og normer sammen med andre af mange årsager:
- i hjemmet og i familien
- overalt i børnehaven og skolen og i nærmeste omegn
- overalt i samfundet
- Mennesker formulerer sammen regler og normer, som tager hensyn til andre for at sikre almen sundhed og sikkerhed:
- i hjemmet og i familien
- overalt i børnehaven og skolen: kantinen, gangene, hallen, biblioteket, på legepladsen
- i samfundet – eksempelvis vejskilte
Det enkelte barn og den enkelte voksne har et ansvar overfor andre - som individ, som familiemedlem, som medlem af børnehave- og skolesamfundet og som medlem af det lokale samfund.
Alle bliver påvirket af og skal lære at kende regler og normer i hjemmet og i familien, i børnehaven og i skolen, i den måde man deltager i foreninger og klubber, i samfundet overalt – men også i de mange forskellige venskaber, hvert menneske har på alle planer og niveauer.
Andre kulturer
På billedet ser vi 3 børn som tilhører 3 forskellige etniske grupper med forskellige kulturer. De er så heldige, at de får mulighed for at lege sammen og derved kan de lære en masse af hinanden og blive gode venner.
Kultur er dannelse i forhold til de fælles værdier, som har betydning for en gruppe mennesker. Derved skaber de en civilisation eller et samfund.
Men kultur kan også være dyrkning og forædling af planter.
Børn som kommer fra forskellige kulturer og som er sammen i børnehaven og skolen, bliver assimileret og integreret. Ved assimilation forstår man den ”proces”, hvorved personer med forskellig etnisk baggrund eller racer kommer i kontakt med hinanden indenfor livet i et samfund.
Integrering er den proces, hvori et samfunds forskellige enheder – som kan bestå af mange forskellige grupper fra eksempelvis Tyrkiet, Libanon og Iran bliver bragt i aktiv og koordineret overensstemmelse med den dominerende gruppes (danskernes) aktiviteter og mål. – I Danmark er integration den måde, hvormed danskere med den danske baggrund de er født ind i, hjælper andre etniske grupper med at forstå, tænke og leve i det danske samfund.
At ”lære af og sammen med i undervisning” bliver på denne måde et grundprincip for en flerkulturel pædagogik. Flerkulturel pædagogik bygger på samarbejde, at lære at arbejde sammen for at lære – at lytte til hinanden, at lære at forstå hinandens tanke og i fællesskab at udvikle det samfund, man er fælles om at bo i.
Gensidig forståelse, hjælpsomhed, imødekommenhed og tolerance er smukke og stærke menneskelige træk. Disse træk præger de moderne skandinaviske samfund – og derfor er både integration og flerkulturel pædagogik noget, som konstant bliver diskuteret og er til debat.
Børn kan lege sammen, være glade for hinanden, dele med hinanden og hjælpe og trøste hinanden - det smukkeste i forholdet mellem mennesker fra forskellige kulturer.
Dette - at forskellige etniske grupper kan lære at forstå hinandens kultur - begynder med børnene i børnehaven. Alle børn leger de samme lege, uanset hvor i verden de kommer fra, så legen er en aktivitet, som viser os at der altid er mange flere ligheder end forskelle kulturerne imellem.
Det anderledes
På billedet ser kammeraten anderledes ud, end han plejer. Ham har fået en klap for øjet, fordi hans ene øje er blevet opereret.
Han ser altså noget anderledes ud, end han plejer – og det kan være ganske sjovt og morsomt, når man nu kender ham uden klappen for øjet.
Men det er selvfølgelig ikke sjovt, hvis man er anderledes for alvor.
Det anderledes skiller sig ud fra det almindelige, velkendte og normale.
Det er dog ofte således, at det som er ”anderledes” et bestemt sted, kan være meget almindeligt et andet sted.
Det ”anderledes” kan være så almindeligt et andet stedt, at ingen overhovedet tænker over det.
Derfor er det heller ikke sikkert, at nogle mennesker er så ”anderledes”, som de måske mener, de er.
Det anderledes er altid et mål for opmærksomhed og nysgerrighed. Det er både positivt og negativt.
Opmærksomheden og nysgerrigheden er positiv, når vi med det samme kan se, at vi opdager noget nyt og interessant og kan lære noget ved det.
Den er negativ, når vi ikke vil acceptere, at mennesker anderledes end os, bare ser lidt anderledes ud eller gør tingene på en anden måde i hverdagen.
Når alt kommer til alt, er der altid mange flere ligheder end forskelle mennesker imellem, selvom der er nogen som synes, at forskellene er så store, så det kan være svært at komme hinanden ved.
Anderledes personer som pludselig viser sig et sted kan nogle gange skabe frygt hos andre.
Det er klart, at vi ikke skal gå rundt og være bange for hinanden, så derfor er dialoger og meningsudvekslinger mellem mennesker altid vigtige og nødvendige. De hjælper med til at vi langt bedre kan komme til at forstå hinanden.
I meget negative tilfælde er mennesker, som opfattes som anderledes, offer for mobning og forfølgelse. Det er altid meget ulykkeligt for dem det går ud over. Derfor er det både børnenes og de voksnes pligt at være opmærksomme på, om nogen bliver mobbet, forfulgt eller udgrænset -blot fordi de måske er lidt anderledes end andre.
Alle børn kender nogen, som ser lidt anderledes ud end gennemsnittet – børn med en anden øjen- eller hårfarve – børn som sidder i kørestol – børn som er meget store eller meget små af deres alder – måske meget dygtig eller måske slet ikke så god til at snakke, at læse eller at forstå, hvad der bliver sagt. Det er almindeligt, at nogen børn er anderledes end andre.
Vi kan ikke alle sammen se ens ud eller opføre os på samme måde - og når alt kommer til alt er det sikkert også meget godt, at vi ikke alle ser ens ud.
Vise mennesker
Når man er meget klog på andre mennesker og på livet, er man vis. Gamle mennesker er næsten altid vise. De ved så meget og har lært så meget i deres liv, de har levet så længe, oplevet så meget og kendt så mange mennesker.
Det mener børnene på billedet, så derfor besøger de tit deres oldemor – som er meget gammel.
At være vis er at være klog, forstandig og måske også lærd. Meget vise mennesker er også altid gode mennesker – fordi de har lært at skelne mellem det rigtige og det forkerte, det gode og det onde.
Et godt menneske er elskværdigt, godhjertet, hjerteligt og venligt overfor andre. Det gode menneske er også hæderligt, retskaffent, troværdigt og ærligt.
Alle mennesker kan – hvis de vil - være gode og vise – også uanset om de er gamle eller unge, børn eller voksne.
Et menneske som er vis er respektabelt, reelt, pålideligt og næsten altid mild og kærlig overfor andre – især overfor dem som er ensomme eller lider sult og nød.
Et menneske som er vis ved hvad man skal gøre og hvad der bør gøres i næsten alle livets situationer. Vise og gode mennesker hjælper altid andre til at få et godt liv.
Det er derfor vigtigt at børn ved, hvad et godt menneske er og hvad et menneske, som er vis, gør for at hjælpe andre.
Det er meget let at finde eksempler i historien og litteraturen på gode mennesker, og det er vigtigt at børn får mulighed for at vide, hvad de har udrettet, hvordan de har gjort det, hvad konsekvenserne er, hvilken betydning de gode handlinger har og hvad det især har betydet for andre børn.
Rigtig mange gode – og vise - mennesker har kun haft mulighed for at udføre mindre eller meget små gode handlinger – men det er viljen til handling og godhed, der tæller og bør gives eksempler på.
Vise og gode mennesker og deres handlinger er eksempler på alt det gode i en verden. Børnene skal lære, at alle kan udføre gode handlinger og være hjælpsomme over for andre – både mennesker og dyr.
Sprog og udtryksformer
På billedet snakker to børn sammen. Børn har ikke svært ved at snakke sammen – de gør det bare – og på hver sin måde. Det er kun et spørgsmål om lige at lære at forstå hinanden, så de kan komme i gang med at lege og være sammen.
Sprog er et meddelelsesmiddel, som er forudsætningen for at det enkelte menneske kan kontakte og udveksle indtryk og synspunkter med andre.
Alle mennesker, børn som voksne, har deres helt egen personlige måde at udtrykke sig på. Det er derfor meget vigtigt at lære at lytte til hinanden og give sig god tid til at kunne forstå hinanden.
Det individuelle personlige udtryk i sproget – som knytter sig til vedkommendes personlighed og personlighedsstruktur – bliver også suppleret med særlige ytringsformer, mimik, kropssprog og gestikulation, samt den specielle måde hvorpå man belægger sine ord og vendinger.
Det kan være tydeligheden i hvordan ordene siges og udtales, om talen er nuanceret, ekspressiv, suggestiv, monoton eller levende - og det er naturligvis også bestemt af børnenes alder og udviklingstrin.
Baggrunden for det personlige sprog og udtryk kan være bestemt af egn og land, og det kan både høres og genkendes i den eventuelle dialekt, der bliver benyttet.
For nogle børns vedkommende kan det også let høres, at de måske taler flere forskellige sprog i hverdagen – et sprog i børnehaven eller skolen – et andet med børn de leger med, deres hjemlands modersmål med deres familie, forældre og søskende.
Det er en gave for livet at kunne tale og udtrykke sig på flere sprog, fordi sprog både er en indgang til forståelse af kultur og formidling af viden og indtryk.
Langt de fleste børn leger og eksperimenterer med ord, lyde og taleformer. At lege med børn med et andet sprog kan medfører misforståelser – men ofte ender sjove sproglige misforståelse i humor og leg.
Jeg-klog videns skema
|
|
Lege, opdage og erkende |
|
Individet og det individuelle
|
|
|
Identitets-bevidsthed |
Kroppen:
|
|
Personligheds-struktur
|
Personlige evner og følelser:
|
|
Individet og det individuelle visdoms-perspektivet |
|
|
Den sociale individualisme |
|
|
Færdigheder forbundet med det at blive mere vidende
|
|
|
Færdigheder forbundet med det at blive mere vidende ved at lytte til og snakke sammen med andre |
|