Tredje uge

Husk – det vigtigste af alt – at lege.
Brug læreplanen som den er, eller opbyg og suppler med egne aktiviteter - eller fra databaserne. Planen er din.

Mærkedag:

Ingen – med mindre du selv opretholder en tradition.

Særlig begivenhed:

Store legeplads uge – hvor legepladsen fejes og sandkassen rives – alle aktiviteter skal foregå ude – og der tændes bål hver dag. Aktivitetslegene leges hver dag ugen igennem.

Ugens tema:
Læreplansområde:
Kloghed:

Legepladsen
Krop og bevægelse
Krops-klog

 

Aktiviteter:

 

Kreativitet:

Hvem bygger et flot slot.
Børnene får på skift et pænt areal aftegnet i sandet. Hvert barn skal nu bygge et flot slot – eller noget andet. Når bygningsværket er færdigt, tages der billeder af det. Billederne udstilles. Er der en historie knyttet til bygningsværket, nedskrives historien.

Ugens leg:

Hvert barn skal vise, at det - på legepladsen - er god til:

  • balance
  • gynge
  • svæve
  • klatre
  • cykle
  • vippe
  • hvile
  • rutsche
  • løbe

Rim:

Klappe, klappe kage
I morgen skal vi bage
En dejlig søsterkage
Dyppe den i fløde
Så smager den så søde:
En til far og en til mor
En til søster og en til bror
En til lillebitte Miemor

Legetøj:

Vi skal være ude.

Historie:

Vi skal være ude.

Blomst:

Følfod - Blomsterne kommer frem længe før bladene. 10-30 cm høj. Almindelig på fugtig leret jord. Blomsten ligner lidt mælkebøtteblomster. Blomstrer marts-april.

Urt:

Pil – vokser i skovkanter og i haver – skær forsigtigt barkstykker af stammen – bruges til te

Dyr:

Stålorm - Længde 25-40 cm. Meget almindelig overalt og trives bedst på tilgroede områder, i krat og tætte buskadser, og både i sol og skygge. Den kan tabe halen.

Fugl:

Viben - 32 cm. Almindelig ynglende trækfugl i hele landet. De første viber kommer fra Spanien og Frankrig i midten af februar. Afrejsen finder sted fra slutningen af september. Viben er den almindeligste af vore vadefugle. Reden kan findes på strandenge og marker og består af en lille fordybning i jorden. Reden er formet af fuglen selv, dels ved at den har skrabet med fødderne, dels ved at den har presset brystet ned i den bløde jord og bagefter formet redeskålen ved at dreje rundt i den.

I reden ligger de 4 pæreformede æg med de spidse ender mod hinanden. Æggene plejer at ligge, så de vender den butte ende lidt i vejret, for sådan passer de bedst til vibens rugepletter.

Det er nemlig en kendsgerning, at de nøgne partier, som fuglene har på bugsiden i rugetiden, er forskellige fra art til art, og at man til en vis grad kan slutte fra rugepletternes form og udstrækning til æggenes antal og anbringelse i reden. Æggene lægges som regel i april, men man kan finde nye kuld helt hen i juni og juli, og da oftest kun på 2-3 æg.

Insekt:

Så er insekterne ved at komme på benene og på vingerne.
Løft sten eller fliser for at se, hvad der gemmer sig – og tag nogle ind i et glas et lille stykke tid, - men husk at sætte dem ud igen.

Husk:

Legepladslege og haven

  • Gør som mig - En voksen eller et barn skal bestemme – de andre skal følge ”bestemmeren” i en lang række. Bestemmeren bestemmer ruten, f.eks. at gå hen ad kanten på sandkassen, kravle op af skrænten eller lignende – osv.  
  • Fange haler - Alle har en hale – et stykke snor, en tøjstrimmel el.lign. Alle går rundt imellem hinanden. Den voksne siger ”fange, fange hale” – og det gælder om at tage de andre børns haler. Når den voksne siger ”SLUT” går børnene rundt mellem hinanden. Hvis man mister sin hale – får man straks en ny af den voksne (og det gør man af hensyn til de små børn i legen).  
  • Jeg bestemmer hvad vi gør – Børnene står i en rundkreds. Et af børnene begynder legen med f.eks. at sige: Skal vi danse? – Hele gruppen skal råbe JA og derpå gøre det, der er blevet sagt – indtil den næste i gruppen finder på en ny bevægelse, hoppe, svinge, være abe osv.
  • Hvem bestemmer? – Børnene står i rundkreds. - Et af børnene ”skal være den” og skal gå hen et sted, hvor vedkommende ikke kan høre og se, hvem der bliver udpeget til at være ”bestemmeren”. Bestemmeren skal nu lede en bevægelse alle i kredsen skal udføre. -
    • Den ”der er den” bliver så kaldt frem og skal gå ind i midten af kredsen.
    • Bevægelserne forandrer sig, når bestemmeren skifter til en ny bevægelse. Det gælder herefter for barnet i midten at finde ud af, hvem er bestemmeren. – Bestemmeren skifter hele tiden bevægelse. Bliver bestemmeren gættet, skal de bytte plads.
  • Ståtrold – Et af børnene skal være trold, som skal fange så mange af de andre børn som muligt ved at røre ved dem. Bliver man fanget, skal man stå stille i den bevægelse, man blev fanget i. Legen slutter, når alle er blevet fanget.