Eventyrligt univers leger sig til løvekapital
Børn kopierer som bekendt de voksne, og derfor er der flere og flere små poder, der bruger alt for meget tid foran skærmen eller mobiltelefonen. Derfor vil stifter af Eventyrakademiet Anna Hasselby gøre sit til, at minderne fra barndommen ikke opstår med en masse elektronik i hånden. I stedet har hun skabt mysterier, familiegåder og agentspil, som børn og voksne sammen kan lege med i weekender, ferier og til fødselsdage. Det kunne den legesyge løve Jacob Risgaard ikke stå for, og derfor købte han i seneste udgave af Løvens Hule 15 procent af Kastrup-virksomheden Eventyrakademiet.
København, d. 16. februar, 2023 – Det var Anna Hasselbys første barn for otte år, der blev startskuddet til et helt nyt og eventyrligt legeunivers for børn og voksne. Især til børnefødselsdagene manglede Anna Hasselby inspiration til, hvordan man skaber en god skattejagt eller fantasileg, og da hun forgæves havde søgt i alverdens legetøjsbutikker, skabte hun de første kreative skattejagter og mysterier.
Det har siden udviklet sig til en oplevelsesvirksomhed, der selv udvikler alt lige fra skattejagter og mysterier til Halloween-lege, tandfe-besøg, escape-bokse med gale videnskabsmænd, agentspil og nissejagter til de lange juledage. Alle produkter bygger på underholdende kvalitetstid, der giver anledning til en masse aha-oplevelser og kognitiv udfoldelse, når gåderne skal knækkes for at komme videre i skattejagten. De forskellige spil og universer er opbygget efter alder, så man nemt kan finde aktiviteter og kreative lege til børnehavebørn, indskoling og mellemtrin. Dermed kan forældre, der synes, det er svært at skabe en fødselsdag, weekend eller ferie fyldt med fællesskab og mindeværdige oplevelser, få en hjælpende hånd til at aktivere børnene offline.
- Jeg vil virkelig gerne bidrage til, at vi får flyttet kulturen i Danmark lidt mere over i universer, der skaber nærvær, interaktion og gode barndomsminder. Der er jo ikke noget i vejen med en hoppeborg eller en klovn til en fødselsdag, men det skaber sjældent noget magisk mellem de voksne og børnene. At jeg nu har fået Jacob Risgaard med på rejsen, er en drøm for mig. Det kunne ikke være et bedre match, og det bliver en uvurderlig hjælp i forhold til at få skabt en kommerciel succes omkring Eventyrakademiet, siger Anna Hasselby, der har brugt de seneste tre år på at opbygge både spil, lege og webshop omkring Eventyrakademiet.
Jacob Risgaard var Anna Hasselbys ønskescenarie, eftersom teamet i CoolGroup fra dag ét kan bringe Eventyrakademiet op i en helt anden liga i forhold til logistik, online- og detailsalg. Og så er Jacob Risgaards krøllede hjerne og forkærlighed for klovne som skabt til de næste mange spil, lege og universer.
- Det kan være enormt angstprovokerende at stå med 28 børn til en fødselsdag, der efter en halv time siger, at de keder sig. Men også i ferier, højtider og for bedsteforældre, der skal have børnebørnene på besøg i en weekend, kan det være svært at finde nogle gode lege, og så ender det ofte med lidt ekstra skærmtid eller tid foran tv’et. Derfor valgte jeg at byde ind på en lille luns af Eventyrakademiet. Alene i Kids Coolshop-butikkerne har vi en oplagt afsætningskanal, så jeg er overbevist om, at vi sammen kan gøre det til en god investering, kommenterer Jacob Risgaard, medstifter af Coolshop og mangeårig Løvens Hule-investor.
På Eventyrakademiets hjemmeside er der adgang til en hel verden af inspiration og fantasifulde lege, og forældre kan blandt andet finde en hel liste over geniale gemmesteder til de kommende skattejagter – både indenfor og uden for i haven. Stifter af Eventyrakademiet Anna Hasselby har i 17 år levet af teambuilding for voksne og lærte derigennem, at det ofte er meget tidskrævende og kræver en masse fantasi at få flyttet folks opmærksomhed væk fra skærmene og over i et nærværende univers. Læs mere på www.eventyrakademiet.dk
For yderligere information, kontakt venligst:
Anna Hasselby, stifter, Eventyrakademiet
Presseservice og billeder: Jacob Lange, Lange PR