Børns opvækst er ikke længere noget, politikerne stræber efter at forbedre.

Af Jester Juul.

Børns opvækst er ikke længere noget, politikerne stræber efter at forbedre.
Resultatet er, at flere og flere børn udvikler særlige behov.
Det gør mennesker, når deres grundlæggende behov ignoreres.
Senest har en række sjællandske kommuner nedsat alderen, når børn begynder i børnehave, til to et halvt år

Unges behov.

Hvad sker der, når børn og unges basale behov ikke dækkes?
Ja, de får særlige behov. Og det har et stigende antal unge altså fået på grund af politikernes uvilje mod en seriøs familiepolitik.
I denne uge har drabet på den 19-årige Anton Njie Hansen sat debatten om utilpassede unge i gang igen.
Når mænd og kvinder begynder på nye parforhold efter opløsningen af et problemfyldt samliv, er det som regel med ny energi og masser af positiv vind i sejlene, mens skeptikerne fra sidelinjen spørger sig selv, om nissen mon ikke bare flytter med? Om vi ikke bare skal være vidner til det samme, gamle drama blot med ny rollebesætning.
Nu er vi gået ind i et nyt år og har fået en nyrenoveret regering, og det skal blive interessant at se, hvor mange af nisserne, der flytter med på trods af alle løfter og intentioner om kvalitetsreformer og andre nytårsforsætter og det rimelige håb, at de nye kommuner ikke i endnu et år vil bruge kommunesammenlægningen som alibi for deres større og mindre fejltrin.
Meget tyder desværre på, at det ikke bliver tilfældet, og at hele nissebesætningen stadig er om bord - specielt når det gælder børne- og familiepolitikken og forholdet til unge.

Hvad er kvalitet

Familiepolitikken var det, ingen af partierne talte om i valgkampen, og samfundets behandling af børn og unge blev, når det overhovedet kom på tale, bekvemt skudt over på kommunerne, eller vi blev stillet i udsigt, at Foghs såkaldte kvalitetsreform nok skal klare den sag.
For mig personligt er det ubegribeligt, at alle medier hopper på den limpind.
Ingen af partierne har et bevidst og veldefineret kvalitetsbegreb, og måske har de heller ikke begreb om, hvad kvalitet er.
De forveksler ganske enkelt kvantitet med kvalitet og lider af den vrangforestilling, at kvaliteten af offentlige ydelser f.eks. stiger, hvis der tilføres flere penge.
Det gør den kun yderst sjældent.
Erfaringen viser, at vi bare får mere af den dårlige kvalitet.

Danmark var for 20 år siden på vej til at blive et børnevenligt land, som anstrengte sig for at tage børns opvækstvilkår alvorligt.
Siden da er det gået langsomt, men jævnt ned ad bakke.

For 20 år siden kunne jeg møde fagfolk og politikere rundt omkring i verden og føle mig stolt over at repræsentere et land, hvis børnesyn de andre var misundelige på.
Sådan er det ikke mere. Nu må jeg enten undvige spørgsmålene eller dokumentere, at vores image langt overgår daglig praksis. Jeg lever i et land, som er blevet tiltagende børnefjendsk.
Vi har stadig alt for få voksne i daginstitutionerne, og der er alt for få kvadratmeter per barn - for nu blot at nævne det, enhver kan se. Og børns opvækst fra 0-6 er ikke mere noget, politikerne stræber efter at forbedre, men stadig oftere mål for besparelser. Resultatet er, at flere og flere børn udvikler 'særlige behov' (det gør mennesker jo, når deres grundlæggende behov ignoreres). Men disse særlige behov er også blevet for dyre, så dem skærer vi også ned på bevillingerne til.
Den seneste lokalpolitiske genistreg består i, at nogle sjællandske kommuner har valgt at opfylde pasningsgarantien ved at nedsætte begyndelsesalderen i børnehaverne til to et halvt år eller to år og otte måneder.

Jeg ved ikke, hvem der har leveret det faglige alibi for denne skrivebordsbeslutning, eller om politikere og embedsfolk overhovedet har ulejliget sig med at sætte sig ind i den pris, en del af de berørte børn og deres forældre kommer til at betale på kort sigt, men de slipper sandsynligvis afsted med det, for hvad skal forældrene/vælgerne gøre?

Deres liv kan ikke fungere, uden at børnene bliver passet. På lang sigt vil det øge udgifterne, men til den tid er børnene blevet så gamle, at pengene kommer fra en anden konto, og de ansvarlige politikere er enten væk eller helt uvillige til at tage ansvaret for det, deres beslutning i januar 2008 kom til at betyde.

Nogen må sætte en stopper for dette, før andre kommuner begynder at bruge den samme fidus.

Knivene skifter hænder

Måske kan de søge bistand hos rådgiverne for socialborgmesteren i København.

Han har lært at sige, at han er 'ked af det', når han ikke har grebet ind over for mishandlingen af adskillige af kommunens svageste borgere og at det 'piner ham', når han nu må skære ned på indsatsen over for de mest udsatte børn, hvis sårbarhed bl.a. er et produkt af samme kommunes standard på daginstitutionsområdet.

Hvorfor er det nu lige, at han ikke stiller sig op og siger det mest indlysende: Jeg har ladet mig vælge til et job, som jeg må se i øjnene, at jeg ikke magter. Jeg håber mine kollegaer på rådhuset snarest muligt kan finde en afløser med større kapacitet og ansvarlighed.

Eller hvornår hører vi hans politiske chef, Ritt Bjerregaard, tage konsekvensen af de følelser, hun påstår at have i samme anledning, og sige: Dette er ganske vist formelt socialborgmesterens ansvar, men det er selvfølgelig alle os politikeres ansvar. Jeg vil derfor gå i gang med at skaffe flertal for en beslutning, som binder både os selv og vore efterfølgere til at sørge for, at disse børn og unge ikke skal blive ofre for besparelser i fremtiden. Vi glemmer dem ikke!.

Det ville være anstændigt, men de politisk kloge skal nok belære mig om, at anstændighed og politik ikke er i familie, og at det tværtimod er politisk selvmord at opføre sig anstændigt.
Det er sikkert sandt, men jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad der sker med den opvoksende generation, som har så uansvarlige og umoralske rollemodeller.
Voksne som dagligt krænker de basale værdier, vi (og de selv formentlig) forsøger at indprente børn og unge.

Vi har længe vidst, at samarbejdet på rådhuset er præget af knivstikkeri. Nu er knivene havnet i hænderne på en ganske lille promille af ungdommen, og de skal selvfølgelig i fængsel - og det med det samme! Hold kæft, hvor vi gungrer!

Min ønskeseddel så lidt anderledes ud før jul:

- En arbejdsmiljølov, der beskytter børn i daginstitutioner og skolebørn (og deres lærere) på skolerne mod påvirkninger som forringer deres helbred, sociale og intellektuelle udvikling.

- En kraftig opdatering af skolernes undervisningsmateriale.

- En markant øget omsorg for de børn (og forældre), der ikke er i stand til at overleve den lave kvalitet.

- Politisk vilje til at tænke offensivt i forhold til børns og unges livskvalitet og udviklingsmuligheder.Sådan bliver det nok ikke, hvis signalerne fra årets første uger bliver toneangivende.