3 - Misforstået eller resonant samvær.

”Jeg hører hvad du siger – men jeg forstår ikke et kuk af det.”

Sådan har jeg ofte haft det, med de såkaldte trods-børn. Det er da mærkeligt at det nu ikke vil have tøj på, holde hånd, spise, sove og i det hele taget gøre som jeg siger. Hvorfor skal de nu skrige, nægte og gøre det modsatte af hvad jeg har planlagt? - Besværligt!

Her glemte jeg nok hvem der i første omgang var besværlig, idet mit krav om at tempoet skulle øges, fordi jeg havde travlt med andre ting. At der faktisk var kommet nogle lyde fra barnet, det havde jeg lige glemt, fordi jeg talte i mobiltelefon. Jeg havde glemt, at jeg havde fundet det skingre toneleje frem med ”nej – gør ikke ….”. Jeg havde fortrængt, at jeg blev en anelse fornærmet over, at de ikke selv kunne regne ud, hvad de så skulle gøre.

Disharmoni kunne være en fælles betegnelse på denne hændelse – og ansvaret for at justere, ligger altid hos den voksne.

Hvordan kan den vendes til harmoni og til neuro-affektiv afstemning, som i hjernen kan lagres med en oplevelse af at verden er god og tryg.

Første opgave er at nulstille egne reaktioner og erkende egen følelsesmæssig stemning. Drejer dette sig om glæde, angst, vrede eller sorg? Det kunne være angst for, ikke at kunne leve op til ….. Vrede over at have sagt for meget ja til ….. eller sorg over at livets udfordringer fratog mig noget frihed.

Derefter kommer næste del, af det at være voksen: at se, at barnet ikke er årsag til problemet, men blot budbringeren. Den voksne må selv tage konsekvensen af sin for korte nattesøvn, sine mange aftaler og/eller vigtige projekter.

Barnet bliver blot bærer af problemet, fordi det oprindeligt så gerne vil samarbejde. Det vil gerne kunne leve op til de voksnes forventninger, barnet vil gerne sige ja, det vil gerne samarbejde, hvis det er indenfor rimelighedens grænser.

Rimeligheden findes ved at lægge mærke til barnets egentlige udviklingstrin. Der kan være en tildens til at stille for få krav til de fysiske læreprocesser, mens der kan være en tilbøjelighed til at stille for høje krav til de sociale og mentale færdigheder.

Tag udgangspunktet der hvor det ”svinger” med barnet, der hvor I er på bølgelængde. Udvid samværet med variationer og overraskelser, lige indtil grænsen af hvad barnet kan klare. Det er resonant samvær.