Børn giver gode rådAf journalist Karin Svennevig Hyldig
Far og mor bestemmer. Selvfølgelig.
Og Thea på fire et halvt, Mathias, der snart fylder seks og Anne på fem et halvt er rørende enige: Skæld ud skal afskaffes. Om ikke nu, så i hvert fald, når de fire unge mennesker selv får børn en gang. De fire er nogle af de store i Naturbørnehaven Nørremarksgården i Vejle. En kold vinterdag gik de tjenestevilligt med på at smide skovle og flyverdragter en stund. Vende alle deres vigtige projekter ryggen for liiige at hjælpe de voksne med et par gode råd og et indblik i vores egne opdragelsesmetoder, som de ser ud i børnehøjde.
Bedst med det gode - Man skælder aldrig en baby ud. Fordi, de kan godt være ret søde, pointerer Julie. Stor nok til skældud mener de fire jo aldrig, man bliver. Men hvordan får den voksne så sine børn til at opføre sig pænt? - Jeg vil få børnene til at sætte sig ned og lege med noget legetøj. Moren skal se sød ud. Ikke skrap. Så bliver børnene glade, forsikrer Anne. Men hvad gør en sød mor da. Hvad er det, hun kan, som fungerer så godt? Julie griner: - Hun kilder…
En leg at få artige børn - En sød mor har ikke travlt. Jeg vil gerne lege mus med mine børn, siger Anne. Og DEN er Mathias helt med på. - Ja, det leger jeg også tit, siger han og forvandler sig til en motoriseret mus nede under bordet… Egentlig vil han hellere snakke om racerbiler end forældreansvar. Men nogen skal jo lære de voksne kunsten at lege sig til velopdragne børn...
Vidende og velopdragne To gange en god halv times tid holder de faktisk tålmodigt til den forholdsvis kedelige voksensnak. For de synes egentlig ikke, der er så meget at snakke om. Selv føler Anne, Julie, Thea og Mathias sig fuldt artige nok. De mener, deres forældre opdrager glimrende. Når de har tid… Et og andet må da også være lykkedes. For det er fire dejlige unger, der med en skøn blanding af humor og snusfornuft her svarer på syv spørgsmål, mange forældre nok vil genkende. Om ikke på andet så måske på smagen afmagt.
Hvordan får man børn til at rydde op efter sig? Det hører med til at have børn, men er der nogle smarte kneb, der måske bare kan få ungerne til at rydde gulvene? Faktisk ja! De fire ret hurtigt bliver enige om, at det er meget sjovere at rydde op i børnehaven end derhjemme. - Her rydder vi bare op, når de voksne siger det, fortæller Anne. - Men hjemme er jeg ikke så god til at rydde op. Ikke hvis der ikke er nogen, der hjælper… Når de voksne har travlt, så gider de ikke. Men man kan godt gå derinde – på mit værelse – selv om det roder…. I børnehaven er oprydningen mere en leg end en pligt, synes Julie: - Fordi man kan lave masser af ting. Tarzanbanen er sjov at være i og der kan jo også være legetøj deroppe, forklarer hun. - Man skal sådan kaste tingene op i en kurv, vi har herude. Den er lige så høj som de voksne, men jeg kan godt nå, for jeg kravler op ad den, siger Mathias. Børn, der roder, skal bare have lidt hjælp, mener Anne: - Hvis mine børn ikke rydder op, så vil jeg spørge, hvad de er kede af. Og så hjælper jeg dem med at rydde op, siger hun. Skulle alt andet glippe, har Julie det ultimative bud. - Man kan jo love dem en vingummi EFTER de har ryddet op, foreslår hun. Men så kommer hun i tanke om, at slik ikke er så godt: - Mine børn skal have noget legetøj. Det, de selv vil ha’…, beslutter hun
Hvordan får man vilde børn til at være rolige? De spæner en del rundt i stuerne hjemme hos Julie, der har en storebror, Thomas på ni: - Og så nogengange brækker min Thomas min arm. SÅ græder jeg. SÅ går jeg ud til min mor og siger, han har brækket min arm. SÅ siger hun, han ikke må. Og SÅ gør han det bare alligevel, fortæller Julie. Hun har ikke selv noget bud på, hvorfor det går sådan. En psykolog ville nok sige, at børn skal have positive beskeder. De overhører alt for ofte ordet ’ikke’. Men det aner Julie selvfølgelig intet om. Eller gør hun?: - Og SÅ siger min mor ’fald til ro’. Så falder jeg til ro. Og det gør Thomas også, konstaterer hun. Anne synes, man skal give de vilde børn en sut eller noget at lege med. - Man kan også sige til sit vilde barn, at hun skal gå ud og løbe fem gange rundt om huset. Indtil hun bliver træt, foreslår hun. Mathias er netop i gang med en lignende manøvre. Han forsøger faktisk at løbe rundt om bordet, men da det står op ad en væg, må han hele tiden kravle over eller under: - Nej, man kan da tage børnene i en hundesnor og gå ud og lege med dem, gnægger han i forbifarten.
Hvordan får man børn til at skynde sig? B-H-A-T siger de i institutionerne. ’Børn Har Altid Tid’ eller ’Børn Har Aldrig Travlt’. Begge udsagn passer sjovt nok på alle poder over en bred kam. Så kan de være nok så forskellige i alle mulige andre henseender. Ethvert barn mestrer den for voksne helt umulige kunst at stå stille og stirre på en sten, mens bussen kører… Og vel er fars og mors hektiske tempo da hverken godt for små eller store, men hvordan får man sit yngel til at skynde sig LIDT – bare ENGANG IMELLEM? Paneldeltagerne ser ned i bordet og trækker på skuldrene, indtil Anne forbarmer sig: - Om morgenen er min lillesøster så træt, at hun ikke gider få tøj på. Så bliver vi sure. Det hjælper, forsikrer hun. Travlhed er lidt noget voksenfis, synes de alle fire. Men kureres kan det næppe, erkender Anne: - Jeg tror også, jeg får travlt, når jeg bliver voksen. Med at vaske op eller rydde op…Men en sød mor har ikke travlt, fastslår hun - Man kan da også sige ’SKYND jer at komme. Så får I vingummi’, foreslår Julie med et listigt fnis.
Hvor meget slik er godt for børn? Mathias synes godt, børn må få slik hver dag. - …og sund mad fra McDonalds, skraldgriner han. Men dén er pigerne ikke med på. - NEJ, protesterer Anne: - Børn skal kun have lidt slik, for ellers får man huller i tænderne. Om fredagen har vi slikdag. Også om julen og fastelavn. Vi får en stor pose, men den er også til de andre børn… At forældrene gør sig hårde og siger stop til slikkeriet engang imellem er helt i orden, synes pigerne. De har bestemt også tænkt sig at sætte grænser for deres egne børn: - Mine børn skal ikke have så meget slik. Fem stykker kun. Om fredagen. Og JEG siger, når de må, erklærer Julie. - Men mine skal kun have fire, trumfer Thea stille.
Hvad gør forældrene, når børnene keder sig? Mathias er slet ikke i tvivl: - Man leger med dem og prutter på dem, råber han. Anne synes bare, sådan nogle hængehoveder skal have et venligt skub. Og i øvrigt klare sig selv: - Jeg keder mig aldrig. Men det gør min storebror. Så giver de voksne ham noget at lege med. Altså ikke gaver – måske noget af hans Lego, fortæller hun. - Man kan også lære børnene at tegne seje racerbiler, kommer Mathias i tanke om. Han går selv straks i gang, så det forslag er nok ikke så tosset.
Hvordan får man børn til at tale stille? Når andre børn skal sove, de voksne vil høre noget vigtigt eller flere unger sætter i med at overdøve hinanden til ruderne klirrer. Hvordan skruer man så ned igen? Og holder støjen nede? - Jeg synes, man skal sige: Hold så op med at larme. Og læse en bog – dén som barnet bedst kan lide, siger Anne. - Man kan også lege stilleleg, foreslår Mathias. Julie er straks fyr og flamme: - DET er sjovt. Så siger vi ’stilleleg fra NU af’. Og så er der én, der siger ’hmf…’, griner hun.
Hvordan får man børn til at kunne lide at få vasket hår? - Jeg kan godt lide at få vasket hår. Jeg skal bare have en våd klud på øjnene, siger Thea. - Man skal bare gøre sådan her, siger Anne og lægger hovedet laaangt tilbage. De voksne skal passe meget på, at barnet ikke får sæbe i øjnene, bliver de fire enige om. Det kan ingen af dem nemlig fordrage. - Jeg siger til mine børn, at de må få slik. Så vil de gerne i bad. Men KUN når de skal i bad og KUN ét stykke, siger Julie. |