Forkælelse?

Sagen er bare, at danske børn ikke er særligt forkælede.

Når man siger, at børn i dag savner grænser, er det ikke baseret på facts, men på at man en gang i mellem har mødt et forkælet barn – siger Grethe Kragh-Müller i Information 14. december 2007.

Derefter går hun i gang med at forholde sig til forskellige udtalelser om, at forkælelse kan dæmpes med disciplin – hvad hun ikke mener, det kan.

I gratisavisen 24 timer, citeres professor i psykologi Per Schultz Jørgensen, for at sige, at Forældre vil deres børn det så godt, at de ikke kan bære at udsætte dem for nogen form for smerte. Børnene er et projekt og bliver behandlet som små prinser og prinsesser. Der bliver lagt låg på konflikterne og børnene får lov at styre dagligdagen.

Anne Marie Worm, overlæge fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Klinik i Roskilde supplerer: Børn vil i virkeligheden hellere have nogle regler og faste rammer. Det er belastende for børn hele tiden at skulle tage stilling til, f.eks. hvad de skal have at spise til morgenmad.

De forskellige udtalelser følges af syv gode råd om, hvordan man sætter grænser for sine børn, råd som er udformet af en børnepsykolog og en overlæge.

Med ret korte mellemrum er denne diskussion fremme i medierne - at danske børn er blevet umulige - er smaskforkælede små prinser og prinsesser, der styrer og bestemmer hjemme i familierne.

Som en del af diskussionen indgår hver gang, at det er de blevet, fordi danske forældre ikke formår at sætte grænser for deres børn, og at det skal forældrene til at lære.

Hvor ved vi det fra?
En voldsom udmelding - men hvor ved vi det fra?
Og er det overhovedet rigtigt?
Er danske børn blevet mere umulige og forkælede? Kan danske forældre ikke sætte grænser?
Og er det overhovedet en god ide at tænke, at grænser er vidundermidlet, hvis børn skal vokse op som velfungerende borgere i et moderne samfund?

Der findes bare ingen undersøgelser, der viser, at danske børn er specielt forkælede, eller at danske forældre ikke kan sætte grænser.
Det er ikke tilstrækkeligt grundlag for en sådan påstand, at man i ny og næ selv har mødt et forkælet barn eller har talt med en kollega, der også har mødt et forkælet barn.

Når vi taler om de danske forkælede børn, der styrer hjemme i familierne, er der således tale om et fænomen, hvor påstanden efterhånden fremstår med mere og mere sandhedsværdi, ikke fordi det er sandt, men udelukkende fordi det er blevet sagt og gentaget så mange gange.

Men hvorfor opstår en sådan måde at tale om børn og forældre på?
Børn forandrer sig!
Her er det på sin plads at indføre ordet diskurs.

Begrebet diskurs betyder en bestemt måde at tale om og forstå verden eller en del af verden på. F.eks. en måde at italesætte på, hvad børn er for nogen, eksempelvis 'forkælede prinser og prinsesser' eller opdragelsesdiskursen 'børn har brug for grænser, hvis de skal blive glade og velfungerende'.

Hvad angår ovennævnte synspunkter, er der således tale om diskurser og ikke facts om danske børn og deres forældre. Der er nogen, der mener, at det er sådan, men der er ingen, der ved det, for det er ikke undersøgt.

Men hvorfor dukker synspunktet da op igen og igen i den offentlige debat om børn?
Ja se det hænger sammen med, at børn i dag rent faktisk har forandret sig i forhold til tidligere. Sådan har det altid været, så børn i dag er hverken værre eller bedre end tidligere, de er blot anderledes, og det er, fordi de og vi lever i en anden samfundsstruktur.

Over en 50-årig periode har samfundet nemlig ændret sig fra industrisamfund til et globaliseret, multikulturelt informationssamfund. Når samfundet forandrer sig, ændrer vores livsbetingelser sig. Det har bl.a. betydet, at børns dagligliv, vores opdragelsesværdier, børnesyn og vores måde at være sammen med børnene på, har forandret sig, fordi vi som mennesker må ændre os for at kunne begå os i de nye livsbetingelser og arbejdskrav.

For 50 år siden blev børn opdraget til lydighed - de skulle lære at 'din vilje sidder i fars lomme'.
I dag er der behov for, at børnene udvikler selvstændighed, kreativitet og sociale kompetencer for at kunne indgå i det komplekse videnssamfund.

Undersøgelser peger på, at danske forældre lægger vægt på netop disse opdragelsesværdier, og også samfundsmæssigt set gives børn mere indflydelse, f.eks. i skolen, i børnehaven, i sager vedrørende forældremyndighed, anbringelse osv.

Desuden lever børn i dag et mere selvstændigt liv, og bliver følgelig mere selvstændige og frimodige, ligesom de ikke i samme grad som tidligere er bange for voksne.
At udvikle sådanne kompetencer kræver en helt anden relation mellem forældre og børn end en autoritær relation. Det kræver en mere ligeværdig relation, hvor forældrene og de andre voksne, som børn er sammen med i løbet af dagen, lytter til børnene og inddrager deres synspunkter i forhold til, hvad barnet på det givne tidspunkt aldersmæssigt er i stand til at overskue at have indflydelse på, men naturligt også drager omsorg ved at sige nej på de rette steder.

Nødvendig omsorg

Det er ikke let at udvikle en sådan ny måde at være sammen med de nu mere selvstændige og frimodige børn, og det er synd for både børn og forældre, når forældre hele tiden får at vide, at de gør det forkert.

Der er ikke nogen undersøgelser, der tyder på, at forældre ikke gør det godt nok.

Der har altid været familier, der har lidt sværere ved at magte deres børn på en god måde, men der er ikke noget der tyder på, at der er blevet flere af dem. Hertil kommer, at danske børn opholder sig i daginstitutioner og skoler, der også har en stor betydning for, hvordan børnene udvikler sig.

Mange skoler og daginstitutioner er i dag så nedslidte og har så dårlige vilkår, at det faktisk er blevet endnu mere nødvendigt, at familierne kan give børnene omsorg og tanke dem op følelses- og kontaktmæssigt, når de kommer hjem.