At være et ordentligt menneske

At være et ordentligt menneske kræver, at har man forståelse for andre mennesker – uanset hvor forskellige de er fra de fleste. Det kræver desuden bevidsthed om egne værdier i livet og mod til at stå ved disse i fællesskabet med andre mennesker.

Derfor er børnenes skole ikke kun et sted, der tager sig af børnenes uddannelse. Den tager sig i lige så høj grad af deres dannelse til livsduelige børn og voksne. Ingen børnehave eller skole kan undervise uden at opdrage, og intet hjem kan opdrage uden at samarbejde derom med dem, der oplever barnet i fællesskab med andre børn og voksne. Et ordentligt menneske udvikles således kun i et samarbejde mellem barn, forældre og skole – og andre fællesskaber, der påvirker adfærd og trivsel.

I denne tid tales og skrives der meget om mobning. I avisen Nordjyske Stiftstidende berettede en tidligere skolepsykolog for nylig om, at mobning var forældrenes ansvar. Sådan forholder det sig som sagt ikke. Først i fællesskabet med andre bliver et barns eventuelle sociale problemer tydelige, og der er heldigvis opmærksomhed omkring dette overalt, hvor børn færdes. Det er mange år siden Aalborg Kommunes skoler udarbejdede planer for handling vedr. mobning. Her beskrev skolerne både, hvad børnene og skolens medarbejdere skulle gøre for at forhindre, at nogen blev udsat for mobning – eller udøvede den. Dette blev gjort i bevidstheden om, at ingen skoler er mobbefri, og at der straks skal sættes ind fra skolens side, når der konstateres mobning. Indsatsen er langt hen ad vejen lykkedes, for de fleste skolebørn føler sig i dag medansvarlige for, at alle børn har det godt i skolen, og det samme gør deres lærere, pædagoger og forældre.

Nu bliver folkeskolen fremover en fagligt testende skole, hvilket gør børnenes forældre utrygge ved deres børns utilpassede klassekammerater. På forældremøder fremføres det, at et par drenge er urolige og støjende i klassen. Kan det passe, at de rolige og dygtige børn skal forstyrres af dem? De nævnte drenges forældre er ikke kommet til forældremødet. De ved godt, at de og deres børn er skyldige i meget negativt i skolehverdagen. En foredragsholder har måske netop fortalt, at mobning ol.unoder er det forældrenes pligt at tage sig af?

Alle steder, hvor børn og voksne mødes i et hverdagsfællesskab, det være sig institution, skole, eller arbejdsplads, opstår der sære og uforklarlige relationer mellem de mennesker, der er sammen netop der. Nogle finder straks gode venner, og andre føler sig ensomme og uden for fællesskabet, selv om de gør deres bedste for at behandle andre godt. Nogle bliver der lyttet til, og andres nok så vigtige udtalelser ignoreres. Nogle oplever respekt, og andre det modsatte osv. Vi kender det alle, fordi vi har oplevet det på et tidspunkt i livet – enten som mobber, offer, passiv tilskuer – eller mere sjældent som aktivt ”ordentligt menneske”, der gjorde sit til at skabe god trivsel for alle i netop dette fællesskab.

Børn, der starter i børnehave eller skole, møder et nyt fællesskab, hvor det snart vil være en del af en flok børn, der udvikler egne sociale samværsformer. Det enkelte barn får her en rolle, der ikke kan forudses af hverken forældre eller lærere/pædagoger. Derfor er mobning ikke alene forældrenes ansvar. Børnenes skolefællesskab opleves af børnene og skolens personale. Derfor skal trivselsproblemer først og fremmest søges løst af dem. Selvfølgelig skal der være samarbejde mellem skole og hjem, når børnene mobber eller bliver mobbet, men ingen af parterne kan løse trivselsproblemer alene.

Skolens pædagogiske personale gør en stor indsats for at gøre deres til, at hvert eneste barn er og bliver ”et ordentligt menneske”. Det gør de, fordi de ved, at kun et barn, der trives, lærer og udvikler sig optimalt – og fordi de ligesom forældrene vil børnene det bedste. Ingen lov eller omrejsende foredragsholder kan erstatte samarbejdet mellem skole og hjem, når det drejer sig om at lære børnene at behandle hinanden ordentligt og tage hensyn til de svage.

”Et ordentligt menneske” dannes i barnets hjem og i barndommens fællesskaber – og i samarbejdet mellem ude og hjemme. Ingen af disse steder kan være alene om at påvirke og opdrage et barn.

Kilde: Af Henny Janum - pensioneret skoleleder og medlem af SOPHIAs faglige råd www.Spphia-tt.org