Iagttagelse Iagttagelses leg indebærer, at det legende barn intensivt betragter billeder, situationer, episoder, fænomener, landskaber, dyr og menneskers opførsel, adfærd og aktiviteter.
Iagttagelse og opmærksomhed, overfor hvad der bliver kikket på, samt forklaringen og tolkningen af det, der er blevet iagttaget, har gennem hele menneskets udviklingshistorie været forudsætningen for overlevelse. At iagttage andre mennesker og deres måde at gøre tingene på er forudsætningen for at kunne lære at gøre det samme som dem.
At udvikle evnen til at kunne iagttage og på grundlag heraf at lære og at forstå noget nyt er altid afhængigt af mulighederne for at blive bragt i nye situationer på nye steder sammen med mennesker, man ikke behøver at kende på forhånd. At udvikle evnen til at kunne iagttage og at forklare og tolke, hvad man har set, er betinget af, at barnet fra lille får lov til at være nysgerrigt, får lov til at opsøge og at undersøge det nye og anderledes. © 2009 Jørn Martin Steenhold Fra bogen: Den rene leg. Aschehoug |