Kollapsede stjernebørnAf journalist Charlotte Holst Mange af de store stjerner startede karrieren allerede som børn, men for nogle har det også betydet store nedture på vejen fra børnestjerne til voksenstjerne. Her er nogle af eksemplerne:• ‘Spider-man’-stjernen Kirsten Dunst havde allerede som treårig sin første filmrolle, og da hun var 11 fik hele verden øjnene op for hendes talent i filmen ‘En vampyrs bekendelser’. Men børnestjerneårene har også kostet, og Kirsten Dunst har som voksen udtalt, at hun aldrig vil lade sine eventuelle børn blive skuespillere. Stjernen mener selv, at tiden som børnestjerne var medvirkende til, at hun sidste år gik ned med en depression. • Drew Barrymore blev som syvårig hele verdens sødeste lillesøster i ‘E.T.’, men i teenageårene gennemgik hun, hvad hun selv kalder ‘sin oprørske periode’. Allerede som niårig drak hun alkohol og røg cigaretter. Hun røg hash som 10-årig og sniffede kokain, da hun blev 13. Det år røg hun også på afvænning for første gang, og året efter var hun tilbage på afvænningsklinikken. Stjernen lagde dog siden den vilde livsstil på hylden og slog igennem som voksenstjerne i film som ‘The Wedding Singer’, ‘Charlie’s Angels’ og senest ‘Music and Lyrics’ med Hugh Grant. • Macaulay Culkin opnåede i begyndelsen af 90’erne, da han var omkring 10 år, kæmpesucces med de to første ‘Alene hjemme’-film. Men i 1994 var han med i tre film, der alle floppede, og derefter valgte Culkin at droppe skuespillerkarrieren. Mange pegede på, at han havde haft stort held med at spille den nuttede unge, men at han nu var ved at blive for gammel til at spille de søde roller. I 2000 vendte Culkin tilbage til skuespillerfaget i stykket ‘Madame Melville’, der blev opført i London, og efterfølgende er han også langsomt dukket op i Hollywood igen. I 2003 lavede han filmen ‘Part Monster’ og havde en mindre rolle i serien ‘Will & Grace’. |