Overvægt i barndommen hænger ofte sammen med sociale kårVed skolestarten er 20,8 % af børnene overvægtige, 16,6 % let og 4,2 % svært overvægtige. Hvis begge forældre har kort uddannelse og ingen arbejde, så er forekomsten af overvægt 43,8 %. Hvis begge forældre har lang uddannelse og er i arbejde, så er forekomsten 17,2 %. Det viser sundhedsplejerskernes undersøgelser af 2760 børn, der er startet i skolen i skoleåret 2011/12 i 11 kommuner i hovedstadsområdet. De fleste skolebørn er raske og trives godt ved indskolingen. Men der er også grupper, som har brug for en særlig indsats.
Den sociale ulighed viser sig også på andre måder: Forekomsten af overvægt er 17,2 % blandt børn, som vokser op i en familie med far og mor. Den er dobbelt så høj, 34,4 %, blandt børn, der vokser op hos en enlig forælder. Tallene ses figuren her. Undersøgelsen viser mange andre risikofaktorer for at børn er overvægtige ved indskolingen, f.eks. høj fødselsvægt, kort ammeperiode, udsat for tobaksrøg og at man var buttet som spæd. Rapporten bygger på tal fra Databasen Børns Sundhed, som har oplysninger om børn fra Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Gentofte, Glostrup, Herlev, Høje-Taastrup, Køge, Rødovre og Tårnby. Rapporten: Vægtstatus i første leveår og overvægt i indskolingsalderen. København: Styregruppen for Databasen Børns Sundhed og Statens Institut for Folkesundhed, 2013. Download Rapporten Kontakt: Lone Dahlstrøm, formand for styregruppen, ledende sundhedsplejerske i Høje-Taatrup Kommune, tel. 4359 1596, email: LoneDah@htk.dk Bjørn Holstein, professor, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, tel. 6550 7855, email: bho@sifolkesundhed.dk Carina Brixval, videnskabelig assistent, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, tel. 65 50 78 45, email: cabr@si-folkesundhed.dk. |