ADHD-tema - KæmperneAf journalist Karin Svennevig Hyldig Trygge voksne åbner sarte børns øjne for venner og knus.Hverdagen er fuld af aha-oplevelser for både voksne og børn hos Kæmperne, en vejlensisk ’super-SFO’ for børn med neurologiske udviklingsvanskeligheder. Som de hænger dér på opslagstavlen, syv stor-smilende, strithårede portrætter på rad og række, ligner yngste halvdel af ’Kæmperne’ i Sct. Georgshjemmets Børnehus egentlig bare en flok glade og robuste gutter fra indskolingen. For billederne afslører hverken diagnoserne, medicinen, nederlagene eller alle de skæld ud ’Kæmperne’ har nået at få, inden de fik deres neurologiske diagnose: ADHD, autisme og/eller Tourettes syndrom. Flertallet af de i alt 15 børn og unge hos ’Kæmperne’ har flere diagnoser på én gang. Indre kaos gør det ekstra svært for dem at lære nye ting... Overskue selv små forandringer… Forstå deres omgivelser… I en travl hverdag bliver mange voksne irriterede på dén slags børn: Fordi de støjer, driller, overreagerer og kræver ekstra. Går amok eller i baglås. Tér sig som om de var møgforkælede. Dejlige drengeMen når man har rammerne og roen. Når børnene får deres medicin, kender hverdagen og er trygge ved stedet og personerne. Når de voksne på forhånd har planlagt eftermiddagen for hver enkelt: En skal bage i dag… En anden lege Nik&Jay i teaterrummet med nogle af de store… To af drengene får lov at hygge sig sammen i stillerummet… Så bliver det pludselig dem, der åbner de voksnes øjne og får solidt fat om hjerterødderne, fortæller Vivi Jakobsen og Annette Bojsen, pædagoger hos ’Kæmperne’ i Sct. Georgshjemmets Børnehus, Andreas Madsen, pædagogmedhjælper samme sted og Jane Brinch, leder af Sct. Georgshjemmets Børnehus, der udover 15 ’Kæmper’ mellem seks og 15 år dagligt passer 16 vuggestuebørn og 75 børnehavebørn. ”For pokker hvor har de empati de gutter: Flere af dem nyder faktisk at komme nede i vuggestuegruppen og pusle om de små. Det er altså helt fantastisk at opleve. De er virkelig nogle dejlige drenge. Alle sammen. Og når vi tager dem med på tur og de løber rundt og leger SAMMEN….så bliver man bare så stolt. At se sådan nogle børn knytte bånd til andre er en kæmpe sejr,” siger Vivi Jakobsen. Hendes syn på urolige og ’uopdragne’ børn har ændret sig voldsomt, siden hun for seks år siden var med til at etablere ’Kæmperne’ i Sct. Georgshjemmet: ”Forleden, da jeg var ude at købe sko med mine egne børn, var der en dreng der fløj rundt i butikken. For mig var det tydeligt, at det kunne han ikke styre selv. Der var mere end almindelig ’uopdragenhed på spil her. Men ingen tvivl om at sådan nogle børn, BLIVER irriterende, hvis de ikke får hjælp,” siger hun. ”I begyndelsen var jeg ærligt talt i tvivl, om det her var noget for mig. Men det er bare så utrolig givende. Jeg har lært en masse om udvikling, for der sker virkelig meget med de her drenge, hvis vi er i stand til at give dem de rigtige betingelser” siger Andreas Madsen. Fritter med frirumOfficielt skal kæmperne slet ikke lære noget, når de er i SFOen: ”Vi vil gerne skabe et frirum, hvor de her børn bliver mødt og forstået. For der bliver jo stillet krav til dem, fra de står op til de skal i seng hver eneste dag,” siger Annette Bojsen ”Men vi har en social dagsorden: De fleste kæmper har haft svært ved at finde venner, og det vil vi gerne hjælpe dem med her. Hverken børnehaver eller skoler kan rumme forstyrrede børn, så de er typisk blevet flyttet meget rundt, hvilket bare gør dem endnu mere forstyrrede. De har også tit problemer med at begå sig i leg med andre børn – eller også er det de andre børns forældre, der synes, de er nogen ballademagere og holder dem på afstand,” siger Jane Brinch At få venner kræver overskud. Det har de udviklingsforstyrrede børn stort set aldrig, men de voksne prøver alligevel at hjælpe det på vej ved at gøre eftermiddagene så overskuelige og imødekommende som muligt: Fælles interesser og pænt sprog giver vennerSTRUKTURERET PLANLÆGNING af børnenes dag, TÅLMODIGHED, ANSVARLIGE voksne, sans for DETALJER, masser af ROS og ikke mindst KNUS er nogle af de pædagogiske kunstgreb, personalet i Sct. Georgshjemmets Børnehus varmt anbefaler overfor urolige børn af alle slags i alle aldre. ”Mentalt minder mange af kæmperne om børnehavebørn. Men de er større, reagerer voldsommere og er sværere at snakke til rette,” siger Jane Brinch, der så vidt muligt håndplukker det mest rolige og stabile personale til Kæmperne. Ro, regelmæssighed og tillid begge veje skal der nemlig til. ”De, der ikke kan lide at knuse, kommer til det. Efterhånden. Selvfølgelig accepterer vi den enkeltes grænser og prøver forsigtigt til. Vi lærer dem også at sige jatak og nejtak. Prøve at tage hensyn til andre. Små skridt, der langsomt giver lyst til mere samvær. Vi støtter op om alle fælles interesser. Computeren er f.eks. god at være sammen om: Drengene surfer efter biler på nettet og kan snakke længe om sådan en Nissan,” fortæller Annette Bojsen. Hun og de andre voksne har hele tiden antennerne ude efter mulige venskaber. Giver gode råd og planlægger fælles aktiviteter for børn, der svinger godt med hinanden. Skæld ud og sukker er derimod bandlyst. Ligesom enhver form for uro og uregelmæssighed. For det tager kun et splitsekund at vende en god dag til en dårlig: ”Hvis vi flytter rundt på tingene i reolen, bemærker de det straks. Og hvis vi glemmer deres medicin, gør de heldigvis også selv opmærksomme på det. ’Min medicin hjælper mig med at holde styr på mig selv,’ – det er de meget bevidste om,” siger Andreas Madsen Op til to meter høje kæmperPersonalenormeringen er da også bedre her end i traditionelle SFO’er. Hver eftermiddag er der sat 3-4 voksne af til de 10-15 kæmper, som kommer her efter skole. En del bliver ved med at gå her, til de er 18 år: ”Det var egentlig ikke meningen. Men der er ikke andre steder for dem,” siger Jane Brinch, der for tiden har 15 kæmper, selv om institutionen kun er normeret til 12. ”Og der er hele tiden pres på for at vi skal tage flere ind,” siger hun. BANG-BANG-BANG BUMLE-BUMLE. Pludselig giver hele bygningen genlyd af to syvårige, der grangiveligt lyder som 50 blikkenslagere: ”Så, nu kommer de første fra skole,” griner Andreas. ”De er for små til at nå håndtaget dernede. Og tålmodighed er jo ikke deres allerstærkeste side,” råber han over skulderen…og styrter af sted…. |