Samlerbørn - med hang til DIMSER

Stensamlinger, muslingebunker, små kasser med udvalgte nullermænd, yndlingspinde og tre kastanier, der ligger og sover i Babyborns dukkevogn.
Børn lærer hurtigt at opdage og udvælge ting, de gerne vil lege med – og når de vælger genstande, der er kasseret, er der ingen voksne, der blander sig i legen.

Af Lise Mortensen Høy

Mange børn har et både veludviklet og stædigt samlerinstinkt.
Med skarpt blik for selv de mindste dimsers værdi, redder børnene gang på gang en spændende lille plasticclips eller sløjfen på en gave fra affaldsspanden.
Deres kærlighed kan falde på alt fra kastanier og pinde og et lille stykke af et bræt, tre bøjede søm, dutten fra toiletrullen, plasticproppen på en literflaske – til hundrede vis af sten, muslingeskaller og sneglehuse på strandturen – og særligt naturmaterialer har børnenes bevågenhed.
Samlingerne vokser og vokser, skuffer og kasser flyder over, og stue, møbler og andre tilgængelige områder forsvinder jævnligt under tykke lag af yndlingsgenstande.
Mens forældrene ser forbavsede til, bliver Babyborn eller Actionman liggende i et hjørne, mens dagens favoritpind bliver puttet i barnevognen og skal med i børnehave. Næste dag er det dutten i toiletrullen – som for resten er blevet lidt flosset i den ene ende – der absolut skal med i seng og puttes med egen hovedpude og en lille serviet som dyne. Og måske bliver alle de indkøbte tegneblokke og farver liggende i skuffen, mens barnet klipper og klistrer i kurven med kasserede reklamer.

Men hvad handler det egentlig om, det med alle dimserne. Er det OK, at børnene samler – skal vi bare lade dem gøre det – og hvad skal vi gøre ved alle tingene. Er det i orden, at vi rydder op og smider ud, når børnene sover.

Voksenfri zone

Jeg tror, det handler om, at børn har brug for at være sig selv og lege på egne betingelser, siger leder af Børnehuset Glæden, Jeanette Bech Petersen:
Alt det legetøj, som vi voksne giver børnene, er der lagt faste rammer for. De må IKKE male på dukken med tusch – hvis den midt i legen skal laves om fra at være voksen i stedet for baby. Brikkerne HØRER til puslespillet, og skal ikke bruges til noget andet. Vi vil IKKE have, at de klipper pelsen af bamsen eller tramper på en legetøjsbil.
Omvendt kan børnene godt mærke, at vi ikke tillægger alle deres underlige dimser værdi – og det giver dem jo i virkeligheden frihed til at lege med dem, som de vil.
De må gerne klippe billederne ud af reklamerne, male på en kasseret papkasse eller klistre det hele sammen og klippe det i småstykker. Og vi har ingen mening om, at det er synd for en pind eller en kastanie, når den bliver skældt ud og smidt i skraldespanden. Her er der ingen grænser for legen eller fantasien. Børnene kan godt mærke, at det har vi ikke nogen mening om.

Ægte undren

Endelig er der den sidegevinst, at når forældrene ikke forstår, hvad det er for en leg, eller hvad det er, barnet snakker med pinden om, er det for engang skyld barnet, der er eksperten. Og vi kan spørge med ægte undren, hvad det er for en leg – fordi barnet jo faktisk ved mere end os!
Men det handler sikkert også om, at børnene gerne vil have afprøvet, hvem der har ret til hvad. Hvor meget må jeg mene – hvor meget kan jeg få dem med på. Går de med til, at jeg tager en levende snegl med ind i stuen – eller kun en pind. Og her er det OK at sige, at det kan man ikke holde ud, understreger Jeanette Bech Petersen:
Men man skal gøre det med omhu – for det kan jo være et stort tab for barnet.
Det er vigtigt at stå ved, at det er mig, der ikke kan holde ud, at alle de ting bliver slæbt ind på stuegulvet – og man skal lade være med at lave det om til, at det er barnet, der forkert. Og ofte kan man få barnet med på, at legen kan foregå udenfor – eller ude på bryggersgulvet.

Naturting

Det er Jeanette Bech Petersens erfaring, at 'der er noget med børn og naturmaterialer'.
Det er ligesom noget naturgivent, de forholder sig rent til det uforarbejde materiale, det sætter ingen grænser for fantasien.
Det er jo ikke plasticposer eller konservesdåser, de samler, når de er ude i skoven.
Men den smukke sten, kastanien eller koglen vil de have med hjem i lommen.
Det kender voksne jo også – det med 'lommestenen', der flytter med over i et par andre bukser… Og det med bunkerne og samlingerne – dem mener Jeanette Bech Petersen forældrene skal lade være i fred:
Jeg mener, det er vigtigt at respektere, at børnene samler ting – og man skal altså lade være med at smide dem ud, uden at have aftalt det med børnene.
Det kan godt være, at det er lidt underligt, det de samler på. Men lige som vi accepterer, at naboen har en amagerhylde med mærkelige ting, og at de er meget flinke alligevel, så er det vigtigt, at vi også accepterer, at vores børn har nogle særheder – og at de ikke ligner os på alle punkter…..

Den magiske verden

De fleste voksne ønsker, at deres børn skal være naturbørn – og skal lege ude i naturen. Men vi opdrager og påvirker dem jo med kultur og materialisme – og i virkeligheden bliver de hurtigt lige så materialistiske som de voksne, siger lege og læringsforsker, cand phil Jørn Martin Steenhold.
Han kalder børnenes samlingerne for 'en del af børnenes magiske verden':
I børnenes verden har tingene ånd – og specielt genstande fra naturen fanger børnenes interesse. Det er noget, vi har med os – som ligger dybt i os fra tidligere tid.
Små børn mener for eksempel, at ting der bevæger sig, er levende. Det kalder man animisme. Børnene kan bruge de samlede ting til meget forskelligt – både til leg og til at bearbejde deres liv. De kan have samlinger af alt – fra nullermænd fra venindernes trøjer, til sten og muslingeskaller i en lille hemmelig kasse. Måske fører nullermændene og stenene lange samtaler med hinanden, hvor barnet får lejlighed til at bearbejde skænderier og svære situationer. Måske ligger de blot i en kasse – og har deres egen magiske betydning.

Forskning

Når børnene kaster sig over alle de værdiløse materialer – altså pappet, reklamerne og alle de ting, der bliver smidt ud, ser Jørn Martin Steenhold det som børnenes mulighed for at udføre forskningsprojekter:
Børn vil gerne gøre det, man ikke kan gøre. De vil gerne eksperimentere med ting og materialer, skabe genstande, opfinde noget nyt – og få en ny erkendelse. De pakker måske dukken ind i papir og tape, så den bliver en mumie. De klæber og klistrer, laver nye former og får nye ideer. Det er processen for processens egen skyld. Og så længe de holder sig til de ting, der ikke har betydning for de voksne, er der ingen der blander sig. Selvfølgelig sker der af og til et uheld, hvor en af mors eller fars dyre genstande ryger ind i taperullen, eller barnet klipper sig i en ny spændende frisure….
Børn vil gerne gøre grænseoverskridende ting – det er spændende at gøre det modsatte af det materielle - det er den frie tanke.
For alt det færdige legetøj, vi køber til børnene, har der siddet voksne og lavet en opskrift på, hvordan man skal lege med det. Der er ikke plads til eksperimenter eller nye erkendelser, understreger Jørn Martin Steenhold.

Gør som de voksne

Der ligger noget urgammelt i børn – at de lader sig fascinere af primitive ting.
Og de genstande, de selv har fundet og udvalgt, får selvfølgelig også en anderledes betydning, end det legetøj, de voksne har købt til dem, siger børnepsykolog, Søren Friis Smith:
Voksne lader sig jo også fascinere af ting – en hel del af vores tilværelse er vel at lade os fascinere og anskaffe ting. Voksne er bare mere sorterende og krævende.
Men børn lærer også hurtigt at skelne mellem det ligegyldige – og det, de finder attraktivt.
De får evnen til at opfatte, opdage og udvælge genstande blandt mange forskellige ting. Senere bliver de fleste børns samlerinstinkt formet – til at de for eksempel samler på frimærker, Barbie-dukker, Actionman – eller måske sten fra stranden. Og selvfølgelig er de påvirkede af deres forældre. Hvis de hver weekend bliver taget med på stranden for at finde rav – bliver de jo temmelig sikkert ravsamlere…

Ryd amagerhylden!

Og sidst men ikke mindst understreger Jørn Martin Steenhold, at børn jo blot gør som de voksne:
Den eneste måde, vi har en chance for at ændre på vores børn, er ved at ændre på os selv – vi er jo som bekendt eksempler for vores børn. Så før man begynder at rydde ud i børnenes samlinger – skal man nok lige se på sine egne. Hvor højt står kasserne stablet ned i kælderen. Hvor tæt står tingene på amagerhylden og hvor meget står der i vindueskarmen. Går lørdagsturen hen til de lokale loppemarkeder, og er der altid et par køkkenting eller pynteting med i posen fra supermarkedet.
- Hvis vi skal have børnene til at gøre det modsatte af, hvad vi selv gør – går turen virkelig op ad bakke…