Søvnmangel kan muligvis øge dit barns risiko for type 2 diabetes
Søvn er vigtigt for dit barns helbred og for helbredet senere i livet.
Søvn i barndommen har betydning for voksenlivet
En ny undersøgelse peger på, at børn som får for lidt søvn kan have en større risiko for at udvikle type 2 diabetes.
Undersøgelsen blev foretaget på mere end 4500 britiske børn. Undersøgelsen fandt en sammenhæng mellem børns søvnvaner og visse risikomarkører. De børn, som sov færrest timer om natten, havde en tendens til at være mere overvægtige og var desuden mere resistente over for insulin.
Insulin er det hormon, som regulerer niveauet af blodsukker. Når kroppen begynder at blive resistent over for insulin, kan det være et tegn på en forløber for type 2 diabetes.
Resultaterne af undersøgelsen peger altså på, at søvnvaner i barndommen kan have en indflydelse på risikoen for at udvikle diabetes og andre sygdomme senere i livet.
”Vi tror, at disse små forskelle, i risikomarkørerne for diabetes, tidlig i livet, kan fortsætte”, siger Christopher Owen, som er professor i epidemiologi ved St. George’s universitet i London. Epidemiologi er en forskningsdisciplin, som beskæftiger sig med sygdomme og helbredsforhold.
Tidligere studier har også konstateret, at diabetesrisiko er noget, som kan spores fra barndommen til voksenlivet, bemærker Christopher Owen.
Ingen grund til panik
Alle undersøgelser og alle resultater skal altid tages med et gran salt og kigges på med kritiske øjne. Det er sjældent, at man kan lave skråsikre sammenhænge og sandheder på baggrund af enkelte studier.
De nye resultater fra undersøgelsen med de britiske børn er ingen undtagelse. Resultaterne viser ikke, at søvnmangel direkte forårsager, at børns diabetesrisiko stiger, siger Dr. Nicole Glaser.
Glaser er børnelæge og professor ved Universitet Davis i Californien og har beskæftiget sig med undersøgelsen og skrevet om den.
Hun peger på, at der også kunne være andre forklaringer på sammenhængen mellem børns mangel på søvn og risikomarkører for diabetes. For eksempel kunne sammenhægen være et udtryk for forskelle i de af hjernens funktioner, som regulerer søvn, appetit og insulinfølsomhed.
”Det er endnu ikke klart, om forholdet mellem søvn og fedme og så risikoen for type 2 diabetes er årsagssammenhængende”, siger Glaser.
Så selvom børn, der sover lidt og vejer meget har flere risikomarkører for type 2 diabetes, er det altså ikke sikkert, at det har noget med hinanden at gøre. Det kan ganske enkelt være tilfældigt.
”Dog er der virkelig ingen ulempe i at sikre, at dine børn får nok søvn”, siger Glaser og tilføjer: "Der er undersøgelser, der tyder på, at tilstrækkelig søvn er nødvendig for optimal læring og hukommelse, og at opnå tilstrækkelig søvn har gavnlige effekter på humøret.”
Søvn er vigtigt
Det er altså ikke stensikkert at søvnmangel i barndommen en dag giver diabetes. Men undersøgelsen viser, at søvn er vigtigt for børns helbred og deres helbred senere i livet.
Et godt råd til at hjælpe forældre med, at deres børn får nok søvn er at slukke fjernsynet og andre elektroniske enheder ca. en time før sengetid. Det blå lys kan nemlig forstyrre søvn. Begrænsning af væsker tæt på sengetid - og koffein i almindelighed - kan også hjælpe.