Børn på vej

Forældre elsker deres børn – og børn elsker bevægelse. Så når børnene skal i skole, gør forældrene det bedst for børnene, hvis de lever op til børnenes inderste forventninger: lad os prøve selv – vi kan godt!

Børn finder meget tidligt ud af, at kroppen med dens bevægelser er spændende, ja faktisk foregår en hel del af vores sprog gennem kroppen, og allerede det lille barn har fundet ud af at aflæse dens signaler.
Når barnet bruger kroppen – f. eks. ved at gå eller cykle til skole, bliver hastighed, afstand og tidsfornemmelse fænomener, barnet bliver dus med. Og så kan man jo opleve utrolig meget på sådan en tur til eller fra skole. Her er der et blommetræ med blommer ud over vejen, der er der en fuglerede med unger i hækken, nu er der snedriver, og i sidste uge var der kæmpe vandpytter.
Hvis barnet i starten af skoletiden følges med en voksen, får de en fælles oplevelse og barnet får gode muligheder for at udvikle sit sprog.

I en bil skrumper musklerne bogstaveligt talt ind – og oplevelsesrammen bliver blik eller zap på CD-afspilleren. De voksne og barnet får let hver sin dagsorden i bilen, - man ser ganske enkelt ikke så meget, - får ingen fællesoplevelser – og dermed ikke noget fællessprog. Forældre kan forledes til at tro, at det er ”synd” for børnene, hvis de skal gå eller cykle (”når nu vi kører vejen i bil alligevel”).
Børnevelfærd handler imidlertid ikke om at pakke børnene ind i vat og bomuld, men at lade børnene mærke verden. Og det sker ikke ved at lege Game-Boy i bilen – den virkelige verden er bedre, heldigvis!

Nyere forskning peger nemlig på, at fysisk inaktivitet er årsag til sygdom og for tidlig død på samme niveau som den sygelighed og dødelighed, der skyldes tobaksrygning.
Danske undersøgelser viser, at unge skoleelever desværre bliver mindre og mindre aktive. Samtidig kan forskere påpege, at muskelstyrken hos børn er ringere end før.

I gamle dage anbragte fornemme kinesere deres pigebørns fødder i stålfoderaler, så fødderne ikke kunne udvikles. Det var et tydeligt signal om, at barnet skulle bæres på hænder og fødder resten af livet.
Putter vi nutidens børn ind i nutidens stålfoderal – bilen – er jeg bange for, at børnene ikke har en kinamands chance for at løbe stærkt nok, for at nå toget…

Peter Eie Christensen. - Børn og Unge-læge.