Selene Vesta – og rejsen hjem - Afsnit 3

Sigurd vågnede. Han kikkede på mig.
“Hva’ glor du på?”, spurgte han.
“Mosebryg!”, svarede jeg.
“Nå, er det det, I kalder tåge her ude på landet?” Sigurd satte sig op. “Hvorfor vil du ikke med?”, spurgte han.
“Fordi jeg ikke bare vil rejse væk med fremmede mennesker. Og de har jo ikke spurgt mig, vel? Desuden så bor jeg her. Det er da meget bedre at bo i en præstegård end i en skide campingvogn! Og ved du måske, hva’ det er for nogle mennesker, vi ska’ over til i England? Arne og Maja skændtes over det i går. De havde lukket døren ind til kontoret. Men jeg kunne høre dem gennem nøglehullet. Det lød ikke rart”, svarede jeg.
Jeg vendte mig om mod Sigurd. Han hørte slet ikke efter, men sad under dynen og lyste med lommelygten.
“Skylla ombola, tyga finlala. Skylla ombola, tyga stolala”, sagde jeg.
I dag lød trylleremsen forkert. Jeg blev afbrudt af støjen fra Ana’s kaffekværn. Hver morgen hældte hun små tykke bønner i kaffekværnen, der malede dem til et fint kaffepulver.
“Skyla ombola, tyga dynana”, prøvede jeg.
Dynen fløj af Sigurd. Jeg kikkede på ham.
“Kom nu med ned i køkkenet, så ska’ du se løjer med bedstefar og kaffen. Men sig ikke et ord. Han hader, når nogen kvadrer op om morgenen”, hviskede jeg.
Sigurd talte alle trinene ned ad trappen. Han hoppede de sidste tre trin og gik videre, mens han hviskede.
”Et to, et to, sure gamle hestesko. Et to, et to, Selene er en fjollet ko.”

I køkkenet stod Ana ved komfuret og kogte havregrød. Arne sad med avisen trukket helt op om hovedet. Han slubrede. Jeg kikkede over på Sigurd og blinkede til ham.
“Satans osse. Nu brændte jeg mig igen”, lød det inde fra avisen.

Arne lagde avisen og hældte kaffen op i underkoppen. Han tog et stykke hugget sukker og sugede kaffen til sig og tog igen avisen op omkring sig. Jeg gjorde tegn til Sigurd om at sætte sig.
“Go’ mor’n”, lød det inde fra avisen.
Arnes hånd kom frem under avisen, og der dumpede to stykker chokolade ud til os.
“Ikke før havregrøden”, sagde Ana ovre fra komfuret.

Ana stod stadig med ryggen til os og rørte i gryden. Hun kom over til bordet og hældte grøden op i vores blå tallerkener. Grøden dampede. Ana daskede til Arne’s avis og gik ud i bryggerset for at skrælle kartofler. Jeg puttede hurtigt min chokolade ned i grøden. Sigurd kikkede på mig og gjorde det samme. Han slubrede grøden i sig.

“Er det, fordi du tror, vi måske aldrig kommer tilbage, at du ikke vil rejse?”, spurgte han.
Havregrøden løb ned ad hans hage.
“Selvfølgelig kommer vi tilbage, og jeg ved osse, at det bli’r noget værre lort at være på Saint Victory”, svarede jeg.
Arne hostede inde fra avisen.
”Dit sprog Selene, vær varsom med dine ord!”, sagde han.
“Jeg mener, Saint Victory er et værre møgsted, og derfor kommer vi hurtigt hjem igen. Og så er der jo ikke nogen grund til at rejse. Vel?”, sagde jeg.
Sigurd prikkede på Arne’s avis.
“Sådan noget ka’ man ikke vide, vel bedstefar?”, spurgte Sigurd. Arne svarede ikke, så Sigurd hævede stemmen. “Bedstefar, man ka’ ikke vide, hva’ der sker i England, vel!”

“Jeg har hørt dig”, svarede Arne, “men det er et svært spørgsmål. Nogle mennesker ka’ faktisk vide det. Månemennesker. Sådan nogen som Ana og Selene. Men du og jeg, Sigurd, vi ved det ikke. Og det er nok bedst sådan.”
Arne tændte en cigar og pustede røg ud i køkkenet. I det samme trådte mor ind.
“Det stinker ad helvede til!” Hun smækkede vinduet op.
“Nå, har du måske været der?”, spurgte Arne og rejste sig og gik ind i biblioteket og tændte for radioen. Det flød ud med violiner og bongotrommer. Han skruede endnu højere op, og mor gik ud til Ana. Arne blinkede til mig, satte sig og fandt Biblen frem og skrev på de gule ark.

Jeg lagde kabale, mens jeg hviskede trylleremsen inden i: Skylla ombola, tryga filala.., jeg blev afbrudt af mor. Hun havde et håndklæde om håret og satte sig.
“Sku’ du ikke begynde at pakke dit tøj?”
Jeg sagde ikke noget, for jeg havde bestemt mig for aldrig at tale til hende. Sigurd gik ud. Jeg hørte min gynge i kastanjetræet knirke. Sigurd havde ikke en gang spurgt, om han måtte låne den. Jeg sad og lagde den ene kabale efter den anden. Mor sukkede og gik. Jeg kunne ikke huske hele trylleremsen og havde i stedet lavet en anden aftale: Hvis den her syvkabale går op, kommer vi ikke af sted i dag. Ind imellem snød jeg, for den skulle gå op.

Det blev formiddag, og solen forsvandt bag en sky. Mor og far pakkede bil. De havde ikke engang tid til frokost, men rendte ind og ud af køkkenet, mens jeg lagde kabaler. Jeg havde lavet en ny aftale: Hvis jeg når at lægge 100 kabaler, der går op, inden det bliver aften, kommer vi helt sikkert ikke af sted. Jeg hamrede kortene ned i bordet. Det var nemmere at få kabalerne til at gå op, hvis jeg ikke blandede kortene. Det var, som om kortene hviskede Bliv – bliv hos os!