Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 7Jeg tog i håndtaget og skubbede. Den gamle kirkedør var tung og rokkede sig ikke. Jeg lagde kræfterne i. Døren gik op. Udenfor strømmede varmen fra et bål mig i møde. Inde i bålet stod Sigurd. “Skylla ombola, tryga filala”, sagde Sigurd. Jeg skreg og kastede mig ind i flammerne og greb efter Sigurd. Bålet forsvandt, og jeg ramte hovedet mod en stor sten. Kairos fandt mig med en stor flænge i hovedet og bar mig ind til Ana, der pegede på det store spisebord. Arne kom ind og rendte flere gange rundt om sig selv. “Så ta’ dig dog sammen menneske og hent nogle kolde klude. Og du, Kairos, henter mit eukalyptuspulver i min håndtaske”, kommanderede Ana. Hun lagde hænderne på mit bryst, mens Arne ilede til med vaskeklude, der drev af vand. “Så vrid dem dog – jeg har ikke bedt om et vandfald!”, hvæsede Ana. Kairos kom med Ana’s sorte håndtaske og faldt over dørtrinet, så det fløj ud med penge, strikketøj, et kortspil, en læbestift og mentolbolsjerne, der rullede rundt på gulvet. Og til sidst kom eukalyptuspulveret som en fin sky, der dalede ned over os. De hostede og hakkede, og tårerne stod ud af deres øjne. Og midt i al virvaret vågnede jeg. “Jeg er altså ikke død endnu, så hvorfor står I der og græder?”, spurgte jeg. Arne tog mig op til sig og knugede mig. Han satte mig forsigtigt ned på bordet igen og lagde en kold klud på mit sår. “Sig mig, hva’ foregår der her?”, sagde mor. Hun stod i døren med en stor buket margueritter. Hun kastede dem på gulvet og fór hen til mig. Jeg blev helt glad. “Jeg har reddet Sigurd fra flammerne. Han stod midt inde i bålet og sagde min trylleremse”, fortalte jeg. “Sådan noget sludder”, afbrød hun mig. “Du har bare været klodset. Hvorfor vil du ikke indrømme det i stedet for at fortælle en af dine historier. Og hva’ står I andre her og glor på? Sådan en lille skramme. Herregud!”, udbrød mor. Ana trak luft ind. “ Nej, nu ka’ det være nok. Selene har haft et af sine syn. Hun er og bliver et månemenneske. Og det er ikke pjat. Og så ska’ hun på skadestuen og syes. I må vente med at rejse til i morgen!“ Ana og mor stirrede på hinanden. Det blev Ana, der vandt, og mor gik og smækkede døren. Arne bar mig ud til bilen og Sigurd løb vi siden af. “Orv, må jeg komme med. Du må få min regnorm, bedstefar, hvis jeg må komme med“, råbte Sigurd. Arne nikkede, og vi kørte af sted. Jeg sad længe og kikkede på Sigurd. “Hva’ lavede du inde i bålet?”, spurgte jeg. Det gjorde ondt i såret, når jeg talte. “Jamen, jeg har altså ikke været inde i noget bål. Jeg har ligget omme i Ana’s køkkenhave og spist ærter og leget med min regnorm”, sagde Sigurd. Jeg havde set noget ,der ikke var virkelighed. I hvert fald ikke lige nu. Men ville Sigurd nogensinde brænde i et bål? Jeg havde ikke en gang kikket i et spejl, og alligevel havde jeg haft et syn, som Ana kaldte det. ”Vil du mærke den?”, sagde Sigurd og rakte en regnorm hen til mig. Jeg skreg, og Arne lavede et skarpt sving med bilen. “Du må altså ikke skrige så højt – det ender med, vi kører i grøften. Vi er der snart, og når vi kommer hjem, så har Ana lavet pandekager. Og I bliver her en dag til“, sagde Arne og gav sig til at synge, mens han tændte en cigar. Han fumlede med fyrtøjet, og bilen svingede endnu mere. Sigurd slikkede på regnormen og hængte den op på ruden, men den faldt hele tiden ned. Jeg frydede mig; kabalerne og trylleremsen havde virket! Mit ønske om at blive i præstegården var blevet hørt. Men hvad skulle jeg finde på i morgen? Copyrigt Lene Rikke Bresson |
