Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 34

Jeg lå og kikkede ud på stjernerne. I morgen skulle far begraves. Sigurd sov inde hos Arne og Ana. Han skreg hele den dag, far døde. Ana ringede efter Tue, der kom og gav Sigurd en indsprøjtning, så han kunne sove. Jeg sad oppe i træet hver dag og hvisket trylleremsen igen og igen.

“Skylla ombola, tyga finlala. Skylla ombola, tyga stolala.”

Men der kom ingen hvid Volvo. Til sidst kom Arne op med jasminte til mig, og jeg kravlede ned og dækkede kraftstenen til. Hvad skulle jeg bruge den til?

”Vil du med op i kapellet og se din far?”, spurgte han.

”Først vil jeg op på marken og plukke blomster”, svarede jeg.

Vi gik op på marken. Arne’s hånd svedte. Jeg plukkede valmuer.

”Skal han begraves, selvom han ikke tror på Gud?”

”Ja selvfølgelig. Han skal ha’ en plads lige som alle andre!”

”Hvorfor det?”

”Fordi du skal ha’ et sted at snakke med ham. Hvad synes du, vi skal plante på graven?”

”Et ønsketræ – et piletræ”, svarede jeg. ”Vil Gud godt ha’ ham?”, spurgte jeg.

”Jeg tror, han tager imod os alle”, svarede Arne.

Vi gik op mod kirken. Solen var på vej ned og gemte sig bag tårnet, så kirken blev helt lyserød. En falk lettede fra udhænget på tårnet og fløj ned over dalen.

”Hvorfor skal jeg se far?”

”Det skal du heller ikke. Men jeg kan huske, dengang min mor døde af tuberkulose, da jeg var 11. Jeg fik ikke set hende og sagt farvel. Og det fortrød jeg senere.”

Vi gik forbi kirkedøren og om til kapellet. Døren stod åben, og Kairos gik rundt derinde. Han kikkede på Arne, der nikkede. Så tog Kairos låget af kisten. Far lå og så rolig ud – helt anderledes end dengang med Eske. Jeg havde lyst til at vække ham. Dreyfus løb ind og sprang op i kisten. Den snusede til ham. Jeg gik hen og lagde Briand’s kors i hans hånd. Den var kold, og jeg hviskede trylleremsen. Dreyfus sprang ned, og jeg lagde buketten ved siden af korset og løb efter Dreyfus. Jeg ville bare væk. Falken sad på kirke muren, da jeg kom ud. Den så mig og lettede. Den fløj over og satte sig på taget af kapellet.

Telefonen ringede inde på Arne’s kontor. Han tog den og sad og pillede ved sit skakspil. Så væltede han brættet og gik hen og lukkede foldedøren ud til køkkenet. Ana stoppede med at ælte dej, tørrede hænderne i forklædet og gik ind på kontoret gennem døren fra gangen. Hun lukkede døren efter sig. Der lød et bang og en klirren, og en bold kom ind ad vinduet og landede foran mig. Dreyfus spjættede og løb ud, og jeg fulgte efter. Udenfor stod Sigurd og Ulrik med hver sin tennisketsjer.

“Ups, det var vist ikke så godt”, udbrød Ulrik. “Er Ana derinde?”

Jeg rystede på hovedet og gik op på marken. Jeg var ked af det. Mor var kørt med bussen sammen med sin store kuffert, og far var endnu ikke kommet hjem fra arbejde. Jeg kravlede op i æbletræet og sad og kikkede efter den hvide Volvo. Høstmaskinen kørte ude på marken med støvskyer efter sig. Ulrik kravlede op til mig.

“Hvorfor er du ikke glad? Du fik jo din vilje – I er jo hjemme nu”, sagde han og rakte mig en håndfuld stikkelsbær.

“Jeg ved det ikke. Det er bare forkert det hele”, svarede jeg.

“Jeg er altså ikke forkert, og i morgen kommer min tante, og så skal vi ud og ro i kano. Vil du med?”

Inden jeg nåede at svare, kom Ana.

“Ulrik. Jeg skal lige tale med Selene, helt alene. Og du har vist nogle glasskår, du skal rydde op!”

Ulrik kravlede ned, og Ana kravlede op til mig. Hun havde min silkepose med og tog Den Sorte Madonna og Briand’s kors ud og gav mig dem. Hun sagde stadig ikke noget. Høstmaskinen stoppede. Det regnede.

“Den telefon, der ringede før, var inde fra din fars arbejde.” Ana hostede. “Selene, din far faldt ned fra et stillads.”

“Er han så kommet på hospitalet?”, spurgte jeg.

Ana hostede igen.

“Nej, det er han ikke. Selene, han holdt ikke til det. Der var 12 meter ned på det betongulv. Han er allerede i himlen”, svarede Ana.

“Det er han i hvert fald ikke. For han tror ikke på Gud”, svarede jeg hidsigt.

Jeg tog Briand’s kors og Den Sorte Madonna og kylede dem ud på marken. Det trykkede i brystet.

“Jeg har ellers taget min rødternede kjole på. Den han gav mig i England. Er du sikker på, han ikke kommer lige om lidt? Jeg bli’r her og venter på ham”, sagde jeg.

Ana strøg mig over håret. Hun kravlede ned.

“Selene, han kommer aldrig mere.”

“Hvad så med mor, kommer hun heller ikke?”, spurgte jeg.

“Det ved jeg ikke. Da vi ringede til lufthavnen, var flyet allerede lettet. Hun vidste ikke, hvor hun sku’ bo i Mysore, så vi må vente på, hun ringer til os.”

Ana stillede sig på kraftstenen et øjeblik, inden hun gik tilbage til præstegården.

“Det var den begravelse, jeg så, ikke? Det var far, der var inde i kisten, og du vidste det godt! Hvorfor sagde du ikke til ham, at han skulle blive hjemme i dag?”, råbte jeg.

Ana vendte sig.

“Nej Selene, det vidste jeg ikke. Det er ikke alt, vi får at vide.”

”Men hvorfor skulle jeg så se det, når jeg alligevel ikke ku’ forhindre det?”, spurgte jeg.

Ana begyndte at jamre og kom tilbage til kraftstenen og dansede langsomt rundt om den.

”Gud er dum i dag”, sagde jeg.

Ana dansede videre og snurrede rundt og rundt. Hun satte sig på kraftstenen.

“Må jeg så få min rødternede kjole på til begravelsen?”, spurgte jeg.

Ana nikkede.

“Hvorfor døde Eske?”, spurgte jeg.

“Det ved jeg ikke. Nogle mennesker holder bare op med at trække vejret. Måske styrtede hele hans verden i grus, fordi de snød ham med den månelanding. Og Eske hadede at blive snydt. Ja, jeg tror, det var derfor.”

“Hvorfor døde far så?”, spurgte jeg igen.

“Det var et uheld”, svarede Ana og rejste sig.

“Hvorfor er nogle mennesker altid uheldige?”, spurgte jeg. “Først alt det med mor og min fødsel og så med rejsen og så det stillads.”

“Jeg ved ikke alt, Selene. Og det med uheld skal du ikke tænke mere over. Man kan blive helt tosset af at tænke så meget!”

“Ligesom mor. Er du bange for, at jeg bliver tosset?”

“Nej Selene, du er et månebarn. Så du holder dig til jorden og det, du ka’ forstå og se.”

“Jamen, jeg ser ting, andre ikke ser.”

“Lige netop, Selene, du ser ting. Det er din gave. Men derfor behøver man ikke være tosset”, svarede Ana.

Jeg fandt min kniv og begyndte at snitte i æbletræet. Ana satte sig under æbletræet.

”Jeg må ned og finde Sigurd. Vil du med?”

”Nej, jeg bliver siddende. Hvor er Arne? Ka’ han ikke snakke med Sigurd?”

”Arne er kørt ind for at hente din far og få lagt ham i kisten”, græd Ana.

Jeg kunne ikke græde. Det gjorde for ondt. Måske var det slet ikke virkelighed. Måske kørte den hvide Volvo lige om lidt op over bakken.

Jeg lå og kikkede ud på stjernerne. I morgen skulle far begraves. Sigurd sov inde hos Arne og Ana. Han skreg hele den dag, far døde. Ana ringede efter Tue, der kom og gav Sigurd en indsprøjtning, så han kunne sove. Jeg sad oppe i træet hver dag og hvisket trylleremsen igen og igen.

“Skylla ombola, tyga finlala. Skylla ombola, tyga stolala.”

Men der kom ingen hvid Volvo. Til sidst kom Arne op med jasminte til mig, og jeg kravlede ned og dækkede kraftstenen til. Hvad skulle jeg bruge den til?

”Vil du med op i kapellet og se din far?”, spurgte han.

”Først vil jeg op på marken og plukke blomster”, svarede jeg.

Vi gik op på marken. Arne’s hånd svedte. Jeg plukkede valmuer.

”Ska’ han begraves, selvom han ikke tror på Gud?”

”Ja selvfølgelig. Han skal ha’ en plads lige som alle andre!”

”Hvorfor det?”

”Fordi du skal ha’ et sted at snakke med ham. Hva’ synes du, vi ska’ plante på graven?”

”Et ønsketræ – et piletræ”, svarede jeg. ”Vil Gud godt ha’ ham?”, spurgte jeg.

”Jeg tror, han tager imod os alle”, svarede Arne.

Vi gik op mod kirken. Solen var på vej ned og gemte sig bag tårnet, så kirken blev helt lyserød. En falk lettede fra udhænget på tårnet og fløj ned over dalen.

”Hvorfor skal jeg se far?”

”Det skal du heller ikke. Men jeg kan huske, dengang min mor døde af tuberkulose, da jeg var 11. Jeg fik ikke set hende og sagt farvel. Og det fortrød jeg senere.”

Vi gik forbi kirkedøren og om til kapellet. Døren stod åben, og Kairos gik rundt derinde. Han kikkede på Arne, der nikkede. Så tog Kairos låget af kisten. Far lå og så rolig ud – helt anderledes end dengang med Eske. Jeg havde lyst til at vække ham. Dreyfus løb ind og sprang op i kisten. Den snusede til ham. Jeg gik hen og lagde Briand’s kors i hans hånd. Den var kold, og jeg hviskede trylleremsen. Dreyfus sprang ned, og jeg lagde buketten ved siden af korset og løb efter Dreyfus. Jeg ville bare væk. Falken sad på kirke muren, da jeg kom ud. Den så mig og lettede. Den fløj over og satte sig på taget af kapellet.

Nu var månen oppe, og jeg lavede skyggebilleder på væggen. På stolen hang den rødternede kjole klar og på bordet stod der en buket hvide margueritter. Jeg hørte støj fra soveværelset.

“Tænd så det lys for pokker!”, råbte Arne. “Så sluk det da for pokker!”, råbte Arne endnu højere.

Jeg gik hen til soveværelsesdøren og kikkede ind ad nøglehullet. Der var helt mørkt.

“Tænd så det lys!”, råbte Arne igen. “Nej nej nej, sluk for pokker! Den flyver ind i hovedet på mig.”

Jeg gik hen og åbnede døren, og en flagermus fløj ud. Jeg tændte lyset. Arne stod i sin lange natskjorte og svingede med sin avis. Ana sad i sengen. Hun grinede og grinede. Og til sidst grinede Arne også. Han tog mig i hånden, og vi gik ned i kontoret. Han fandt skakspillet frem, tændte en cigar og rakte mig chokoladeæsken. Ana kom ned til os. Hun havde taget et sjal omkring sin natkjole og satte sig i lænestolen og fandt sytøjet frem. Arne tog en flaske og et glas frem fra skuffen og skænkede sig en dram. Den lignede olie og duftede af lakrids. Han lagde ud med at flytte en bonde. Jeg flyttede min springer.

“Magda si’r, man ikke kan komme i rødternet kjole til begravelsen. Hun har spurgt, om hun ikke sku’ sy en sort kjole til mig”, sagde jeg.

Ana kikkede op fra sytøjet.

“Hvis du har lyst til at ha’ din rødternede kjole på, så ta’ den på. Det bestemmer du selv. Der findes nogle mennesker, der kun går op i at fortælle andre, hvordan MAN skal gøre og leve. Det er de rigtige sataner. Husk, der er ikke noget rigtigt eller forkert.”

Arne hostede og tog en slurk af drammen og flyttede en bonde til. Ana rejste sig og åbnede fløjdørene ud til haven. De lyser nætter var forbi.

“Når du hører nogen sige Det gør man ikke! så luk ørerne og hold dig for øjnene”, sagde Ana.

Arne rystede på hovedet og puttede to chokolader i munden på en gang. Jeg flyttede min springer hen foran Arne’s bonde og gik ud til Ana i døråbningen. Jeg kikkede op på himlen. Natten var fuld af stjerner. En af dem blinkede og lavede en streg, inden den forsvandt. Ana klemte min hånd.

“Huskede du at ønske?”