Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 33

Telefonen ringede inde på Arne’s kontor. Han tog den og sad og pillede ved sit skakspil. Så væltede han brættet og gik hen og lukkede foldedøren ud til køkkenet. Ana stoppede med at ælte dej, tørrede hænderne i forklædet og gik ind på kontoret gennem døren fra gangen. Hun lukkede døren efter sig. Der lød et bang og en klirren, og en bold kom ind ad vinduet og landede foran mig. Dreyfus spjættede og løb ud, og jeg fulgte efter. Udenfor stod Sigurd og Ulrik med hver sin tennisketsjer.

“Ups, det var vist ikke så godt”, udbrød Ulrik. “Er Ana derinde?”

Jeg rystede på hovedet og gik op på marken. Jeg var ked af det. Mor var kørt med bussen sammen med sin store kuffert, og far var endnu ikke kommet hjem fra arbejde. Jeg kravlede op i æbletræet og sad og kikkede efter den hvide Volvo. Høstmaskinen kørte ude på marken med støvskyer efter sig. Ulrik kravlede op til mig.

“Hvorfor er du ikke glad? Du fik jo din vilje – I er jo hjemme nu”, sagde han og rakte mig en håndfuld stikkelsbær.

“Jeg ved det ikke. Det er bare forkert det hele”, svarede jeg.

“Jeg er altså ikke forkert, og i morgen kommer min tante, og så ska’ vi ud og ro i kano. Vil du med?”

Inden jeg nåede at svare, kom Ana.

“Ulrik. Jeg skal lige tale med Selene, helt alene. Og du har vist nogle glasskår, du skal rydde op!”

Ulrik kravlede ned, og Ana kravlede op til mig. Hun havde min silkepose med og tog Den Sorte Madonna og Briand’s kors ud og gav mig dem. Hun sagde stadig ikke noget. Høstmaskinen stoppede og regnen dryppede i mit hår.

“Den telefon, der ringede før, var inde fra din fars arbejde.” Ana hostede. “Selene, din far faldt ned fra et stillads.”

“Er han så kommet på hospitalet?”, spurgte jeg.

Ana hostede igen.

“Nej, det er han ikke. Selene, han holdt ikke til det. Der var 12 meter ned på det betongulv. Han er nok allerede i himlen”, svarede Ana.

“Det er han i hvert fald ikke. For han tror ikke på Gud”, svarede jeg hidsigt.

Jeg tog Briand’s kors og Den Sorte Madonna og kylede dem ud på marken. Det trykkede i brystet.

“Jeg har ellers taget min rødternede kjole på. Den han gav mig i England. Er du sikker på, han ikke kommer lige om lidt? Jeg bli’r her og venter på ham”, sagde jeg.

Ana strøg mig over håret. Hun kravlede ned.

“Selene, han kommer aldrig mere.”

“Hva’ så med mor, kommer hun heller ikke?”, spurgte jeg.

“Det ved jeg ikke. Da vi ringede til lufthavnen, var flyet allerede lettet. Hun vidste ikke, hvor hun sku’ bo i Mysore, så vi må vente på, hun ringer til os.”

Ana stillede sig på kraftstenen et øjeblik, inden hun gik tilbage til præstegården.

“Det var den begravelse, jeg så, ikke? Det var far, der var inde i kisten, og du vidste det godt! Hvorfor sagde du ikke til ham, at han skulle blive hjemme i dag?”, råbte jeg.

Ana vendte sig.

“Nej Selene, det vidste jeg ikke. Det er ikke alt, vi får at vide.”

”Men hvorfor sku’ jeg så se det, når jeg alligevel ikke ku’ forhindre det?”, spurgte jeg.

Ana begyndte at jamre og kom tilbage til kraftstenen og dansede langsomt rundt om den.

”Gud er dum i dag”, sagde jeg.

Ana dansede videre og snurrede rundt og rundt. Hun satte sig på kraftstenen.

“Må jeg så få min rødternede kjole på til begravelsen?”, spurgte jeg.

Ana nikkede.

“Hvorfor døde Eske?”, spurgte jeg.

“Det ved jeg ikke. Nogle mennesker holder bare op med at trække vejret. Måske styrtede hele hans verden i grus, fordi de snød ham med den månelanding. Og Eske hadede at blive snydt. Ja, jeg tror, det var derfor.”

“Hvorfor døde far så?”, spurgte jeg igen.

“Det var et uheld”, svarede Ana og rejste sig.

“Hvorfor er nogle mennesker altid uheldige?”, spurgte jeg. “Først alt det med mor og min fødsel og så med rejsen og så det stillads.”

“Jeg ved ikke alt, Selene. Og det med uheld skal du ikke tænke mere over. Man kan blive helt tosset af at tænke så meget!”

“Ligesom mor. Er du bange for, at jeg bliver tosset?”

“Nej Selene, du er et månebarn. Så du holder dig til jorden og det, du kan forstå og se.”

“Jamen, jeg ser ting, andre ikke ser.”

“Lige netop, Selene, du ser ting. Det er din gave. Men derfor behøver man ikke være tosset”, svarede Ana.

Jeg fandt min kniv og begyndte at snitte i æbletræet. Ana satte sig under æbletræet.

”Jeg må ned og finde Sigurd. Vil du med?”

”Nej, jeg bliver siddende. Hvor er Arne? Kan han ikke snakke med Sigurd?”

”Arne er kørt ind for at hente din far og få lagt ham i kisten”, græd Ana.