Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 31

Det var nat. Vi kørte ind i landsbyen og halvmånen var oppe. Der var ingen lys i Ulrik’s hus. Vi drejede ind på vejen til præstegården, og duften af lavendelhækken kom os i møde. Mor og Sigurd sov. Der sad en kat på gårdspladsen. Det var Dreyfus. Den rejste straks halen, da den hørte min stemme, og kom hen til mig. Jeg løftede den op og snurrede rundt og gav den et ordentlig klem. Vi gik op til kraftstenen og stod der længe. Natten var blød, og varmen fra jorden gjorde godt. Det puslede i ribsbuskene bag mig, og Ana kom frem.

“Nå, er det rart at være hjemme igen? Jeg ventede jer, inden de lyse nætter sluttede.”

Hun strøg mig over håret og gik op til Volvo’en og løftede Sigurd ud. Han sov stadig. Mor stod oppe på marken og røg.

“Hvordan ta’r hun det?”, spurgte Ana.

“Tja, lige nu er der ro – indtil hun finder på noget nyt. Men jeg ta’r på arbejde i morgen”, svarede far.

Han tog Sigurd op til sig, og de gik ind. Ana og jeg satte os oppe på de store sten ved bålpladsen på Ana’s heksemark. Mor gik. Dreyfus hoppede op på mit skød. Den spandt.

“Hvorfor er det så vigtigt at blive frelst?”, spurgte jeg.

“Er det da det?”, spurgte Ana.

“Ja, de taler alle sammen om det. På den her tur til England har mor og far hele tiden talt om at blive frelst. Og Kairos talte om at blive frelst gennem sine bønner. Og når Arne står oppe i kirken, taler han tit om frelseren! Ikke? Hva’ er det, vi ska’ frelses fra?”

Dreyfus sprang ned fra mit skød og lagde sig på lur efter en spidsmus. Ana gav mig en buket lavendel. Jeg tog den. Lavendlerne duftede stærkere nu, hvor de var sprunget ud.

“Put den under hovedpuden i nat. Så får du en rolig søvn”, sagde Ana.

Hun rejste sig og plukkede rølliker.

“Du ska’ frelses for ikke at tro på dig selv. Men jeg har aldrig helt forstået det. Det er nok derfor, jeg ikke er med i kirken mere.”

Hun flettede en krans af blomsterne.

“Så tror du måske heller ikke på Gud mere?”, spurgte jeg.

Ana smilede.

“Man kan sagtens tro på Gud uden kirken. Gud er frivillig!” Hun satte blomsterkransen på mit hoved. “Du behøver ikke kirken, Victoristerne eller andre til at fortælle dig, hvad du skal tro. Og du skal ikke gå rundt og gøre nogen ting bare for at blive frelst. Du skal da være god ved din lillebror, selvom du ikke bliver frelst som belønning.” Ana tog et par dansetrin.

”Men hvem har fortalt dig det?”

”Det har ingen. Det har jeg fundet ud af ved at lytte til mit hjerte. Du skal lytte til dit hjerte. Det kan være, det fortæller dig noget helt andet, men det gør ikke noget. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert!”

Ana tog mig i hånden, og vi gik tilbage til præstegården.

“Men jeg vil nu gerne frelses fra at komme på flere af de her ture”, sagde jeg.

Halvmånen gik om bag en sky, og det blev rigtig mørkt. Jeg holdt godt fast i Ana’s hånd.

”Hva’ så med alt det, der står i Arne’s bibel?”, spurgte jeg.

”Jamen, det er jo bare nogle historier, som Arne har valgt at tro på. Og Kairos tror på de historier, der står i Koranen”, sagde Ana.

”Og mor troede på de historier, Vuppa fortalte. Var det derfor, mor og Arne skændtes - fordi de troede, at deres historier var de rigtige?”

”Ja, det kan man godt sige. Nå, men nu begynder hundedagene snart. Så ska’ vi til at kikke efter stjerneskud. Og så må der ønskes. Hva’ ønsker du dig, Selene?”