Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 28

Efter vi havde spist vores franskbrød og ryddet op, tog mor og far af sted. Sigurd og jeg låste døren og satte os og spillede kort. Han faldt i søvn og tændte jeg et stearinlys ved hans seng.

“Det jager onde drømme væk”, sagde Ana en nat efter et af mine mareridt. “Lys er stærkere end mørke – husk altid det.”

Jeg lagde mig til at læse i min heksebog. Jeg slog op under Pil: Pilen er ønsketræet, der dypper sit skæg i floden. Den gror i elvertåger og mosebryg. Dens rødder er nedgang til elverfolkets bolig og det underjordiske.

Jeg måtte finde et piletræ og gik ud af campingvognen og videre langs stien hen til et trådhegn. Jeg kunne se floden og kravlede over hegnet. Og ganske rigtigt; der var et piletræ nede ved floden. Jeg skar forsigtigt et par grene af og gik tilbage til campingpladsen. Min kjole hang fast, da jeg kravlede tilbage over hegnet. Forsigtigt fik jeg den lirket fri og hoppede ned. Jeg gik og ønskede, at der ville ske noget, så vi blev nødt til at tage hjem til Ana og Arne. Det var tusmørke, og jeg kunne se masser af lys over på den anden side af floden. Millioner af lys. Paris lyste.

Det var svært at finde campingvognen; jeg kunne ikke huske, hvor langt ned ad stien, jeg skulle. Bare Sigurd ikke vågnede og blev ked af det. Pludselig hørte jeg ham skrige, og jeg fik øje på campingvognen og så, at der kom ild ud ad vinduet. Jeg smed forskrækket pilekvistene og løb hen og flåede døren op. Røgen væltede ud, og jeg kunne høre Sigurd skrige. Jeg faldt over et par sko og fik fat i Sigurd’s fødder. Jeg rejste mig og tog fat om ham. Der var ild i hans natbukser. Jeg rev dem af ham og løftede ham op. Vi væltede ud af campingvognen og stødte ind i en fyr, der kom løbende med en pulverslukker. Han gik forbi os og ind i campingvognen og tømte alt skummet ud. Det kunne ilden ikke lide. Tilbage var der en sort væg og lidt røg og så en masse skum. Jeg tog et tæppe og satte Sigurd i en stol i forteltet. Han rystede.

“Ka’ du huske, det du sagde, dengang vi kørte dig på skadestuen. Det der med, at du havde reddet mig ud af bålet? Ka’ du ikke huske det?”, spurgte Sigurd. Han hikstede.

Jeg nikkede.

“Det er det, der sker nu. Du vidste det godt, ikke?“, spurgte han.

Jeg rystede på hovedet.

“Jo, jeg så dig i et bål, men jeg ved ikke, hva’ jeg ska’ tro på. Og jeg vidste slet ikke, at det ville ske lige nu. Så var jeg jo ikke gået fra dig vel?”, svarede jeg.

“Ska’ jeg så heller ikke tro på det med, at nogen ska’ dø?”, spurgte han.

En dame fra campingvognen ved siden af kom og tog mig og Sigurd i hånden, så hendes guldarmbånd raslede. Hun havde sort hår og sorte øjne og nogle øreringe, der dinglede frem og tilbage. Hun kikkede på Sigurd’s ben og lagde en vaskeklud om det og bar ham ind i hendes campingvogn for at sove. Så satte hun sig i en blomstret stol og gav mig en kage med masser af glasur på. På campingvognen hang der pærer i forskellige farver og lyste. Hun tændte for radioen. Der var opera, og hun sang med; højere og højere. En mand gik tur med sin hund og hyssede på hende. Hun vinkede bare til ham og skrålede videre. Jeg viste hende Den Sorte Madonna, og hun holdt straks op med at synge.

“Madonna, Madonna”, jublede hun.

Så kyssede hun den lille figur og strøg mig på håret. Hun sang videre og dansede rundt med Den Sorte Madonna. Hun dansede hen til mig, stoppede og kikkede på mig.