Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 27

Vi kørte hele dagen. Det regnede, og jeg sov til regnens tromme på ruden. Sigurd talte grønne biler. Han talte hurtigere og hurtigere. Vi kørte ind i Paris med masser af biler, der dyttede. Vi susede ind på en stor plads med et kæmpe tårn med en port i midten. Far kaldte det Triumfbuen. Der var 12 veje ud, og far kunne ikke finde vores vej.

“Find så den vej, vi ska’ ud af, Maja!”, råbte far. Vi kørte rundt om tårnet for anden gang.

“Find den selv!”, svarede mor og smed kortet over til far.

Han kørte ind til siden og parkerede. En scooter bremsede, så det hvinede. Manden steg ned af scooteren og rev bildøren op og skældte far ud. Far tog kortet, steg ud af bilen og viste manden det.

“CAMPING?”, spurgte far.

Manden sagde en masse sjove ord og viftede med hænderne. Far rystede på hovedet. Manden pegede på sin scooter, og far satte sig ind.

”De er underlige de her franskmænd. Først så skælder de ud, og nu vil han køre foran os hen til Boulonge Skoven, så vi ka’ finde campingpladsen.”

“Er der en skov her midt i byen?”, spurgte Sigurd.

Far startede bilen og kørte efter scooter-manden, der viftede med hænderne hele tiden.

“Ja, Paris er en af de største byer i Europa, og den har selvfølgelig sin egen skov. Og i morgen ta’r vi en tur på floden Seinen, og så ska’ I bare se, hvor stor en by ka’ være!”, svarede far.

“Det lyder ret kedeligt”, svarede Sigurd. “Jeg er sulten – ska’ vi snart ha’ aftensmad?”

“Hold så op med det plageri og vær lidt glade for, at I er i Paris. Det er ikke mange børn i jeres alder, der får lov til at opleve det”, sagde mor.

“Jamen, vi sku’ jo slet ikke ha’ været her, vel? Vi sku’ ha’ været i England. Hvornår ska’ vi hjem?”, spurgte Sigurd.

Jeg gav ham mit sidste bobletyggegummi, og mor og far kikkede på hinanden uden at svare. Sigurd blæste bobler.

Skoven hed det samme som den by, vi var sejlet til fra England. I byen Boulonge var vi på fiskerestaurent, og mor og far snakkede hele tiden om, hvor vi skulle hen. Sigurd og jeg spiste blæksprutte ringe, og mor og far fik et stort fad med alt godt fra havet. Vi gik en tur i byen og mor stoppede.

”Hvorfor ikke Paris. Jeg har altid drømt om at gå aftentur med dig i Paris!”

Og sådan blev det. Far viste mig kortet, og på det kunne jeg se, at vi kørte den forkerte vej. Paris lå ikke på vejen hjem til Ana og Arne. Jeg følte mig snydt. Nu var vi lige sluppet væk fra victoristerne, så hvorfor kørte vi ikke bare hjem?

Scooter-manden vinkede som en gal og bremsede. Vi holdt ved et stort skilt, hvor der stod CAMPING på. Vi kørte ind på pladsen, men kørte længe rundt, inden vi fandt en ledig plads. Jeg blev sendt op efter aftensmad, mens mor og far slog forteltet op og pakkede ud. Jeg fandt nogle lange tynde franskbrød og en rund pakke med en ko, der grinede, uden på. Der røg også et par bobletyggegummier med ned i kurven. Jeg gik ad den snoede sti tilbage. Det var en hyggelig campingplads under træerne. De fleste familier sad allerede og spiste aftensmad. Jeg gik ind i campingvognen , og så mor i kjole. Hun duftede igen af kanel. Vi spiste mine tynde franskbrød, og inde i pakken med koen var der heldigvis smøreost. Sigurd sad stadig og lavede bobler; han gad ikke spise aftensmad.

“Det er godt nok nogle ulækre toiletter. Der er bare et hul ned i jorden, Selene. Jeg ku’ godt finde ud af det, men hva’ vil du gøre, Selene? Ska’ vi ikke snart hjem. Jeg synes, her er røvkedeligt”, sagde Sigurd.

Far hostede, og mor røg. Jeg kikkede fra den ene til den anden.

“Sig mig, hørte I ikke, hva’ Sigurd sagde – hvornår ska’ vi hjem?”, spurgte jeg.

Far rømmede sig.

“Ja ... øh ... vi ved faktisk ikke helt, hva’ vi ska’, og lige nu er vi jo i Paris, og Maja og jeg kører ind til byen her i aften, så må du, Selene, passe godt på Sigurd og campingvognen”, sagde far.

Sigurd sagde ingenting, men spyttede tyggegummiet hen over bordet og ned i græsset. Han knyttede hænderne.

“Hvis jeg ska’ bestemme, ska’ vi i hvert fald ikke bo her. Jeg vil hjem til Ana”, sagde jeg.