Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 25Jeg vågnede ved et skrig. Det var Sigurd, der skreg. Han drømte.Det var altid den samme drøm, han fortalte mig om. Han drømte om nogle små sorte dyr, der kravlede ned i halsen på ham, og derfor stod han op i sengen og spyttede og var ikke til at vække. Mor kom ind i campingvognen og trøstede Sigurd. Det tog lang tid, men endelig sov han igen. Hun satte sig på min seng. “Far og jeg har besluttet at rejse væk herfra, men vi ka’ ikke få lov til det. Og de vil slet ikke høre tale om, at vi vil ha’ vores penge tilbage. Da officeren gik, pillede vi teltet ned og har pakket det hele sammen. Det ka’ ikke være anderledes”, sagde hun. Jeg nulrede Den Sorte Madonna. “Kommer vi så hjem til Ana og Arne?”, spurgte jeg. Jeg glemte, at jeg ikke talte til hende. Mor sagde ikke noget. Far kom listende ind. “Så er jeg klar! Maja, du bliver herinde ved børnene og låser døren, så kører jeg med slukkede lygter ud af campingpladsen. Og når du ser blinklyset, ska’ du gå ud og tage bommen til side.” Det bankede på døren, og mor spjættede. Det var fru Larsen, der havde smurt en madpakke. Hun gav mor og far et knus og fortalte, at de også ville køre i morgen. Så gik hun og far ud til bilen, og mor låste døren. “Hvorfor må I ikke selv bestemme, om I vil være her eller ej?”, spurgte jeg. Mor tændte en cigaret. “Der er alt for mange, der går rundt og har det skidt, men de tør ikke sige det. For så tager de straks kappen fra dem, og så må man hånes af de andre. I går tog de kappen fra en kvinde, der kom for sent til mødet med Vuppa. Hun kom for sent, fordi hendes barn var sygt”, fortalte mor. ”Ja, det så jeg”, svarede jeg. ”Hvordan så?”, spurgte mor forbavset. ”Jeg stod på en stige og kikkede ind i salen, dengang I fik den lilla flaske”, forklarede jeg. ”Dit tossede barn – var det dig. Du er godt nok overmodig. Din far har kritiseret den måde, de hele tiden ska’ tjene penge på alle os disciple, og at pengene ikke bli’r brugt til andet end at købe luksus tingel tangel og biler til Vuppa. Det blev de meget vrede over. De er vant til, at det er dem, der bestemmer alt. Og de vil ikke ha’, at andre hører det, vi har sagt. Derfor må vi ikke rejse.” Det var altså Vuppa, der havde skatten; måske gemte han den i kælderen på slottet? Bilen startede, og vi kørte langsomt af sted. Mor og jeg satte os hen til vinduet. Vi så, at bommen var nede. Mor ventede på, at blinklyset gav tegn til, at hun skulle gå ud og tage bommen op. Men der kom ikke noget blink. I stedet kom der en stor mand hen til bilen, og far og manden talte sammen. Manden gik igen. Der blev lys flere steder på campingpladsen. Officeren fra før løb hen og flåede i fars bildør. Og lidt efter kom der to officerer til. De løb rundt til alle bildørene, men de var heldigvis låst. Til sidst kom de hen til campingvognen, men inden de nåede døren, gassede far bilen op og kørte lige igennem bommen. Der lød et brag, KRSSSSSSSJJJJ!, og bommen gik op over Volvo’en og satte sig fast mellem den og campingvognen. Vi holdt stille. Jeg tog fat i mors hånd og klemte den. Sigurd vågnede og kaldte på mor. En af officererne rykkede i døren til campingvognen. Mine ben rystede, og mor kom med Sigurd i armene og satte sig ved siden af mig igen. Hun holdt rundt om Sigurd og mig. Hun duftede af kanel ligesom Ana, når hun skulle i byen. Far gassede op, men vi sad fast. Der kom flere mennesker til, og vi var omringet. Far gassede op igen, men bilen flyttede sig ikke. Der blev rykket i døren til campingvognen, og jeg fandt korset, som Briand havde givet mig. Jeg bad en af Arne’s bønner. Jeg kunne se hr. Larsen blandt de mange folk. Han løftede hånden og vinkede til os og gik hen og skubbede den ødelagte bom væk. Far gassede op igen, og vi kørte ud af campingpladsen. Mor tændte en cigaret, og jeg sagde min trylleremse inden i: Skylla ombola, tyga finlala. Skylla ombola, tyga stolala.Copyrigt Lene Rikke Bresson http://www.bresson.dk/boger/selene_vesta.html www.bresson.dk/lenerikke |
