Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 14

Det var lyst, da jeg vågnede. Briand stod stadig ved roret. Han drak kaffe og spiste ostemadder. Skibet gyngede ikke mere.

“Tror du ikke, din mor og far savner dig?”

Jeg puttede Den Sorte Madonna ned i silkeposen og tog den om halsen.

“Det har de da ikke gjort i alle de år, jeg boede hos min bedstemor og bedstefar. Så hvorfor sku’ de gøre det nu?”, svarede jeg.

“Du er vred på dem, hva’r? Men det er sådan, at når man bli’r vred, så ta’r det rigtig lang tid at blive god igen. Nu vækker jeg alle passagererne og be’r din far komme op på broen og hente dig!”

Briand tog mikrofonen og trykkede på en knap.

“Go’ morgen, de damer og herrer. Vi er nu kommet ud på den anden side af stormen, og jeg håber, alle har mulighed for at nyde resten af sejladsen. Vi anløber Harwich om cirka to timer, og dér har metrologerne lovet et herligt sommervejr. Jeg ska’ efterlyse Selene’s far. Han er velkommen til at hente sin datter på broen, hvor vi har passet godt på hende.”

Så trykkede han igen på knappen og trykkede på en anden knap.

“Jensen, se så at komme ud af fjerene – den gamle er træt!” Han vendte sig mod mig. ”Vil du prøve at sejle skibet?”

Jeg nikkede, og han satte en stol hen foran roret. Jeg kravlede op, og han viste mig, hvordan jeg skulle holde på roret. Jeg kunne se ud på havet. Der var næsten ingen bølger. Kun blåt hav så langt jeg kunne se.

“Havde din søster osse en kraftsten?”, spurgte jeg.

Briand tog en sluk kaffe.

“Nej, men hun havde en kraftpind, som hun brugte, når hun var ude og rense folks huse“, svarede han.

“Hvordan rense?” Jeg holdt godt fast i roret.

“Nogle huse har åbenbart nogle drilleånder, der går og generer dem, der bor der, så de enten bli’r syge eller bange for at bo der. Min søster ku’ så finde de steder i huset og rense dem, så ånderne forsvandt. Det var der faktisk mange, der var glade for, selvom de ikke sagde det til nogen.”

“Hvorfor ikke?”, spurgte jeg.

“Det er jo ikke alt, voksne ka’ tåle at høre, vel!”, forklarede Briand.

Døren gik op, og Jensen og far kom ind. Far tog mig op og takkede Briand. Briand tog hånden ned i lommen og tog et lille kors frem og gav mig det.

“Det har været min søsters. Hun døde for nogle år siden. Det lyder, som om du får mere brug for det end mig.”

Han puttede det ned i silkeposen, og vi gik ned ad trappen, mens jeg vinkede.