Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 13“Er du aldrig bange, når det stormer sådan? Jeg mener, du ku’ jo komme til at sejle forkert og lige ind i en bølge?” Han nulrede sit store overskæg. “Det er mange år siden, jeg har været bange. Jeg sejlede i Sydhavet som matros på en fragtbåd. Vi havde travlt i Svendborg havn, og måske havde vi læsset båden forkert. Da vi kom ud i Kielerbugten, tog efterårsstormen til, og kaptajnen råbte og skreg. Pludselig råbte han, at vi sku’ gå fra borde, og jeg sprang ud i det mørke vand. Lige da jeg ramte vandet, blev jeg frygtelig bange. Og selvom redningsvesten holdt mig oppe, var jeg stadig så bange, at jeg bad til Gud”, fortalte han. “Hjalp det så?”, spurgte jeg. “Ja, jeg står her da i dag! Det sjove var, at vi blev samlet op af færgen til Kiel, hvor der var en sød pige, der kom med tørt tøj til os. Og hende har jeg været gift med i 43 år. Forunderligt, ikke?”, svarede han og tog et billede af en dame op og kyssede det. Skibet gyngede kraftigt, og jeg rutsjede ned fra stolen. Briand stod stadig op, men hans knoer var helt hvide. Jeg rejste mig igen. “Briand, ved du, hvorfor jeg ikke er bange?”, spurgte jeg. Han rystede på hovedet. “Det er fordi, jeg har set, at vi kommer hjem igen. Og hvis vi kommer hjem, så kommer vi jo osse til England”, forklarede jeg. Briand tændte sin pibe med den ene hånd. “Sådan var min søster osse. Den nat, hvor jeg lå og gyngede rundt i det kolde vand, lå min søster i Kolding og sov. Hun vågnede klokken 1:43 og hørte mig kalde. Hun troede virkelig, jeg var der, og gik ud for at åbne døren for at lukke mig ind, men jeg var der jo ikke. Da vi bagefter kikkede i sørapporten, stod der noteret, at SOS-opkaldet fra fragtbåden indløb til Søværnets Operative Kommando præcis klokken 1:43. Gi’r du en Gajol?” Jeg rakte ham en og gabte. “Hvordan kunne hun vide det?” “Tja, det ved jeg faktisk ikke. Men måske er der en slags forbindelse mellem os mennesker, som vi ikke ka’ se. Lidt ligesom når man stiller ind på en radiokanal. Og den nat var min radiokanal måske åben, så min søster ku’ høre mig.” ”Så er hun nok også et månemenneske lige som mig!”, sagde jeg. ”Nå, hedder det sådan. Ja, det kan være. Men nu ska’ du vist sove. Der er et tæppe i det venstre skab. Ta’ et par hynder fra sofaen og læg dig på gulvet. Vi ska’ lige straks igennem ”hullet” – et af de dybeste steder i Nordsøen, og det kræver sin styrmand.” Jeg fandt tæppet og lavede en seng på gulvet. “Skylla ombola, tyga finlala. Skylla ombola, tyga stolala.” Jeg hviskede trylleremsen og tog Den Sorte Madonna ud af posen. |
