Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 4

- ”Man river da ikke bare et fortidsminde ned”, sagde Ana bestemt. ”De nye huse kan i øvrigt sagtens være ved siden af. Og højen har ikke nogen hemmelighed. Det er bare gammel overtro … du skulle være den sidste til at lytte til landsbysladder.”

Ana gned håndryggen hen over panden.

- ”Og sid så stille, du er jo værre end Sigurd!”

- ”Men jeg har da læst, at man ikke må krænke kongelykken i en gammel gravhøj. Så vil det gå landsbyen ilde”, sagde Arne.

Ana blev færdig med omslaget, rejste sig og gik med skålen hen til køkkenbordet.

- ”Kongelykke?”, spurgte jeg.

- ”Dem, der byggede højene, begravede de gamle høvdinge og holdt dermed på høvdingenes held, altså kongelykken, så det ville gå landsbyen godt”, svarede Arne.

- ”Jamen jøsses, klokken. Nu skal vi have smurt madpakker, og Maja kommer hjem i dag. Vi skal have stegt høne. Bliver det ikke dejligt!”

Ana gik i gang med at skære hvidkål. Hun stod med ryggen til. Hvorfor ville hun ikke tale om højen? Sigurd tørrede det sidste havregrød op og suttede chokoladen på fingrene af. Arne læste videre i sin avis.

- ”Og mor har en mand, hun har mødt i Indien, med”, sagde Sigurd.

Ana hældte hvidkålen op i gryden.

- ”En mand?”, udbrød Arne.

Han lod avisen falde og kikkede på mig og tilbage på Sigurd. Jeg rejste mig fra bordet og skubbede stolen hårdt ind.

- ”En mand?”, spurgte Arne igen. ”Hvad skal han her?”

Det bankede på vinduet. Sigurd gik hen og åbnede det. Ulrik stak sit hovedet ind. Han havde pyjamas på.

- ”Øh … Ana, har du tid … der er noget i vejen med mor. Hun har opført sig underligt længe, men her til morgen er den helt gal.”

Ulrik kikkede ned.

- ”Kom dog indenfor, barn. Din mor, siger du?”

- ”Jamen, jeg har nattøj på”, sagde Ulrik og trak hovedet tilbage fra vinduet.

- ”Det har vi da også … og jeg har tabt en tand”, sagde Sigurd.

- ”Kom du nu bare indenfor”, sagde Ana.