Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 15

- ”Hvem er Dronning Thyra? Har du ikke en bog om hende?”, spurgte jeg og kikkede ud i haven gennem vinduet.

- ”Jaså, du er kommet til Thyra Danebod, Danmarks første dronning. Nej, en hel bog kan jeg ikke hjælpe dig med. Men jeg har nogle islandske sagaer. Det er gamle historier, der er nedskrevet. I dem, tror jeg, er der et par historier om Thyra. Men historikerne kan ikke rigtig blive enige om hende. Der er noget mytisk ved hendes liv. Lad os tage til Jelling en af dagene. Der kan du få meget mere at vide”, foreslog Arne og lagde cigaren i askebægeret.

- ”Det vil jeg gerne, men hvornår tror du, du kan køre bil igen? Og hvor er de islandske historier?”, spurgte jeg og lod en finger glide hen over bogryggene.

Arne pegede, og jeg klatrede op ad stigen. Jeg tog en lille slidt bog fyldt med sedler.

- ”Det er også pokkers med den fod. Om et par dage, hvis ikke jeg falder over flere ærter. Smut du, jeg skal til at skrive på min prædiken”, sagde han og rejste sig.

Han ømmede sig og humpede over til skrivebordet, der flød i gule papirer med hans håndskrift på. Sådan så det altid ud, når han skrev på en prædiken.

Nu lå bogen med historier om Dronning Thyra i min skrivebordsskuffe. Det var ikke Arne, der havde skrevet og lagt sedler i bogen. Hans skrift var anderledes. Bogen var svær at læse og med mærkelige ord. Jeg tog den op af skuffen og snusede til den. Den lugtede gammelt. Bag på lugtede den af lavendel. Måske havde Ana haft den med inde i hekseværkstedet. Hvad vidste Ana om Dronning Thyra, og havde det noget med vores gravhøj at gøre? Ingen havde nogensinde fundet hendes lig. Det var sært, at de ikke havde fundet hende ved siden af Gorm den Gamle. Jeg kikkede op og så, at der kom tre glimt fra træet. Ulrik var klar. Jeg sendte tre blink tilbage fra min lommelygte, listede ned ad trappen og ud af bryggerset. De sang en underlig indisk sang ude på terrassen. Dreyfus gik efter mig, og vi fandt Ulrik ved blommetræet.

- ”Endelig. Hvad lavede du … jeg har blinket og blinket til dig.”

- ”Jeg sad og læste i en spændende bog. Men nu er jeg her jo”, svarede jeg.

- ”Det var heldigvis let. Mor er begyndt at tage sovepiller. Jeg fatter ikke, det med far kan gå hende sådan på. Der var gæster til kaffe i dag, og flere gange kikkede hun stift på mig. Som om jeg ville sige noget. Hvad regner hun mig egentlig for?”, sagde Ulrik.

- ”Har du udstyret med?”, spurgte jeg.

- ”Selvfølgelig, og jeg fandt også en sikkerhedshjelm.”

Vi gik igennem landsbyen og ned ad vejen mod højen. Arnes spade bumpede mod min skulder, og min taske med tov og lygte var tung at bære.

- ”Ved du, hvem Thyra Danebod er?”

- ”Næh. Er det en, der lige er flyttet til byen?”

- ”Ulrik, din tosse. Hun er Danmarks første dronning – gift med Gorm den Gamle for over tusind år siden. Du ved, runestenen ved Jelling og de store kongegrave.”

- ”Det ved jeg ikke noget om, men fortæl noget mere”, sagde Ulrik og hankede op i sin taske.

Vi nåede til krydset, og Dreyfus satte sig. Længere gik hun aldrig.

- ”Altså, jeg var inde og rode på Anas hekseværksted i dag ..”, begyndte jeg.

- ”Det må man da ikke!”, afbrød Ulrik.

- ”Der er jo så meget, man ikke må. Men hun ved noget om gravhøjen, som hun ikke fortæller. Jeg tror, vores gravhøj skjuler en hemmelighed, måske om Dronning Thyra.”

En cykel var på vej op ad bakken, og jeg tyssede på Ulrik.

Vi smuttede ind i hegnet og gemte os. Det var Margrethe, der cyklede forbi. Hun drejede i krydset, og Ulrik og jeg gik ud på vejen igen.