Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 13Ulrik havde fortalt mig nyheden. - ”Jeg har talt med min far. Vi ringede inde fra Arnes kontor. Han kommer og besøger mig på lørdag. Og mor er helt ude af den – hun vil ikke have ham i huset. Tænk, hvad naboerne vil sige. Jeg er da ligeglad. Tror du, jeg ligner ham?”, spurgte Ulrik. - ”Har du slet ikke et billede?” - ”Nej, huset er støvsuget for alt, hvad der kan fortælle noget om ham.” - ”Ved du, hvad han har siddet i fængsel for?” - ”Næ, men det må han jo fortælle mig. Mor fortæller ingenting. Jeg har endda skullet sværge total tavshed. Men du er jo min bedste ven”, sagde Ulrik. - ”Tak, men hvis du ikke må se ham hjemme hos Magda, hvor så?”, spurgte jeg. Ulrik stod under blommetræet, og jeg kastede blommer ned til ham. De var store og saftige i år. - ”Ja, det var jo så lige det, jeg havde tænkt, du skulle hjælpe mig med.” - ”Hvordan det?”, sagde jeg og tog en bid og stødte tanden mod stenen. Den skar i tænderne. - ”Vi kunne mødes her i præstegården.” - ”Det, ville Ana da synes, var festligt. Først min mor, der er gravid med en hindu, og så din far, der sidder inde. Ana samler på den slags”, sagde jeg og spyttede en blommesten over hovedet på Ulrik. - ”Vil du så godt spørge hende? Og hvad var det så, du ville fortælle?” - ”At Sigurd fandt indgangen til den gamle gravhøj i dag. Altså ved et tilfælde. Han faldt nærmest ned i den. Og der synes jeg, vi skal gå ned i aften efter solnedgang, så ingen lægger mærke til os.” - ”Jamen, er det ikke farligt?” - ”Måske … og hvad så. Vi tager et reb med, så kan du altid hive mig op, hvis jorden skulle styrte sammen igen.” - ”Og hvad med de store stenstykker … hvad med dem?” - ”Det ved jeg da ikke, det har jeg da ikke lige tænkt over. Endnu.” - ”Jeg går hjem og finder bogen om gravhøje. Det kan være, der står noget der.” - ”Gør det, så taler jeg med Ana. Men ikke et ord til nogen, heller ikke din mor.” - ”Nej, men hvad skal jeg sige, når jeg går i aften?” - ”Ulrik, der er visse ting, voksne mennesker ikke kan tåle at høre. Og slet ikke din mor, vel. Du går i seng og lister ud bagefter. Kan du ikke bruge din rebstige til at kravle ud ad vinduet?” - ”Nåh jo. Men hun vil også have, jeg skal snakke med præsten, inden jeg taler med min far.” - ”Arne er da helt fin at tale med!” - ”Nej, ikke ham. Ham præsten inde i Vorstrup – ham med de der stirrende øjne.” - ”Adrr, ikke ham. Du skal da bare foreslå, at du taler med Arne.” - ”Mor synes ikke, at Arne er præst nok. Jeg skal også bede Fadervor hver morgen og aften. Som om det skulle hjælpe!” Ulrik gik, og jeg sad og kikkede ned over dalen. Hvad mon der var i den gamle gravhøj? Ana opførte sig underligt, når vi talte om den. Hun måtte vide noget. Jeg måtte ned og søge i hende hekseværksted. |
