Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 11

Vi kørte ind på gårdspladsen, og Sigurd masede sig ud af bilen og løb ind. Ana viste sig i døren.

- ”Jamen, er I her allerede, det var da tidligt og dejligt. Og Selene og Sigurd, hvorfor er I her? Nå, men har I haft en god køretur?”

Hun gik hen til Sikki og hilste på ham.

- ”Jeg tissede midt på gulvet, og Margrethe var rigtig led”, sagde Sigurd til Ana.

- ”Nå, så du har allerede mødt Margrethe. Godt at Selene fulgte dig hjem”, sagde Ana.

- ”Men så slog Selene hende også”, sagde Sigurd.

Mor steg ud. Hendes lyseblå, indiske kjole blæste i vinden. Der var rester af flødeskum på maven. Ana tog viskestykket og tørrede forsigtigt.

- ”Tak, det klarer jeg selv”, sagde mor og flyttede sig baglæns.

Ana studerede hende.

- ”Ja, det kan du nok ikke skjule længe! Kom nu med ind, så sætter jeg vand over til kaffe … og te.”

Jeg stod og kikkede på hende. Skjule hvad? Sikki bar kufferter og kasser ind.

- ”Present, present”, råbte han og gav mig en stor kasse.

Den var tung, og jeg stillede den på gårdspladsen. Sigurd stillede sig ved siden af mig. Tisset lugtede i vinden. Mor kaldte på ham, og Sigurd gik. Ana kom ud med en kniv, og vi lirkede låget op. Kassen var fyldt med hø, og midt inde i den kom noget guld til syne. Jeg tog fingrene ned og mærkede noget hårdt. Jeg tog rundt om den, og en mærkelig figur i guld kikkede op.

- ”En Shiva, ham skal vi nok få glæde af”, smilede Ana. ”Og du slog Margrethe!”

- ”Margrethe stod og hånede Sigurd og fik alle de andre til at råbe Tissetrold. Han skal ikke ende som Ulrik. Jeg vil ikke have det. Det er hans første skoledag, og de andre forældre stod bare og gloede på os”, sagde jeg og stillede guldfiguren oven på kassen.

- ”Det er jeg ked af. Men Magda har det bedre. Jeg taler med Maja, så må hun gå med jer i morgen.”

Ana rejste sig og gik hen og plukkede blå asters fra bedet på gårdspladsen.

- ”Skulle det hjælpe? Så synes de jo bare, vi er endnu mere mærkelige!”, svarede jeg.

- ”Selene, vi er ikke mærkelige”, sagde Ana.

Ulrik løb rundt om hjørnet.

- ”Selene, jeg må tale med dig!”

Jeg kikkede på ham.

- ”Altså alene!”

Han kikkede på Ana.

- ”Jeg går ind nu. Vi skal snart spise, vil du spise med?”

Ulrik nikkede.

- ”Kom, Ulrik, vi går”, sagde jeg og tog guldfiguren under armen.

- ”Hvad er det?”, spurgte Ulrik.

- ”En gave fra Indien. Ana kalder den en Shiva.”

- ”Det en indisk gud”, råbte Ana efter os.

Ulrik rakte mig sin bolsjepose, og jeg tog et lakridsbolsje. Det yderste lag var blødt og fugtigt, men længere inde var det hårdt.

- ”Vil du med om til hulen”, spurgte jeg.