Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 1

Det kildede i nakken. Jeg vågnede og mærkede Dreyfus i sengen. Den lagde sig tæt ind til mig og spandt. Jeg rakte hånden ud og mærkede, at pelsen var fugtig. Jeg snusede til hende. Hun lugtede af røg. Det gjorde værelset også. Jeg satte mig op i sengen. Røgen kom ude fra og ind gennem det åbne vindue. Brændte det? Jeg kikkede ud over dalen; stoppede ved kirketårnet og spejdede videre ned over engen, hvor fårene lå. Mine øjne søgte gennem skoven og forbi stendiget og hen til nybygningerne. Og der midt i mellem det, der engang skulle blive til huse, steg der røg op. Jeg rodede efter kikkerten i skuffen på skrivebordet. Jeg fandt den og tog den op for øjnene og søgte hen mod røgen. Gravhøjen dukkede frem. Ulrik og jeg havde flere gange forsøgt at komme ind i gravhøjen, men der var ingen åbning. Nogen var kommet ind i den og havde tændt et bål. Jeg stillede skarpt med kikkerten. En stribe røg steg op fra højen. Eller var det bag den? Jeg søgte gennem gader og marker. Landsbyen lå øde hen indhyllet i røg. Vækkeuret viste 5:13. Sommerferien var forbi, og jeg kunne ikke sove længe i dag. Dreyfus kikkede på mig og gav sig til at slikke sine poter og vaske ører. Jeg gik tilbage til sengen og puttede mig. Dreyfus strakte sig, og jeg kløede den på maven. Mærkelig røg. Jeg måtte fortælle Ulrik om det i skolen. Jeg gabte og tog dynen op til hagen.

- ”Selene, vågn op!”

Nogen ruskede i mig. Jeg åbnede øjnene. Sigurd stod i sin stribede pyjamas og med det røde hår strittende i alle retninger. Hans hoved kom helt tæt på.

- ”Sommerferien er forbi. Vi skal i skole i dag”, råbte han.

Hans ånde lugtede fælt.

- ”Gå ud og børst dine tænder.”

- ”Næh, for så kan man ikke se blodet.”

- ”Blodet?”

- ”Ja, min tand er væk, og bedstemor siger, at jeg sikkert har slugt den i nat. Vil du se?”

- ”Nej! Og hvem har givet dig lov til at gå ind på mit værelse?”

- ”Det har bedstemor. Hun har råbt på dig tre gange, og så sagde hun, at jeg skulle gå ind. Hun siger … ved du, hvad hun siger? At mor kommer hjem i dag … fra Indien.”

Jeg strakte mig og ramte væggen.

- ”Nå, det vidste du nok ikke. Mærkeligt, du ikke har fået et af dine syn, så du vidste, hun ville komme hjem.”

Sigurd stod og pillede ved min stensamling.

- ”Hvor er du bare barnlig. Sådan fungerer det jo ikke.”

Jeg rakte ud efter min amulet og tog den over hovedet. Jeg snusede ind og tænkte på røgen fra gravhøjen. Der lugtede ikke længere af røg, men af kaffe fra Anas køkken. Jeg gik hen til skrivebordet og tog kikkerten op af skuffen. Jeg søgte mod gravhøjen. Der var ingen røg; kun en hund, der strejfede rundt på byggepladsen. Den lettede ben mod en bunke mursten og forsvandt.

- ”Hvad kikker du efter?”

Sigurd stod stadig i mit værelse.

- ”Åh … bare noget.”

- ”Det siger du, fordi du ikke vil fortælle mig det. Du har haft et syn! Hvorfor vil du ikke sige det?”

Jeg lagde kikkerten ned i skuffen, fandt min morgenkåbe og vendte mig mod Sigurd. Han så ked ud af det.

- ”Sigurd, jeg har ikke haft et syn. Jeg tror ikke på dem mere. Kom nu, Anas havregrød venter på os.”

- ”Og mor har også en mand med hjem, at du ved det.”

Sigurd stirrede mig lige ind i øjnene.