Intro - Selene VestaHermed byder vi velkommen til vores nyeFredagsføljeton, børneromanen Selene Vesta - og rejsen hjem. Af forfatter og storyteller Lene Rikke Bresson.
Historierne om Selene er fremtidsfortælling. Det siger lege- og læringsforskeren Jørn Martin Steenhold, som spurgte Lene Rikke Bresson om lov til at bringe denne fortælling som følgeton i BØRNELIV. Videre siger han: Det er efterhånden mange år siden, jeg første gang besøgte Bresson familien på deres 225 år gamle gård i Træden ved Horsens. Dengang var deres yngste datter Sarah Maria bare et år gammel. I dag tænker jeg på hende som om hun er mit barnebarn - så det er hun vel på en måde også. Lene Rikke er en meget ualmindelig forfatter med en helt ualmindelig baggrund. I sit forfatterskab spænder hun mellem intellektuelle krimier om virksomheders og erhvervslivets originale skurke og helte til små dybe og ofte meget filosofiske historier fra det virkelige liv på kanten af det magiske - om både børn, voksne, dyr og de væsener, der befolker den usynlige verden. Hendes forfatterskab er for mig en rigdom, som både inspirerer mig fagligt og eksistentielt. Det er derfor med stor glæde jeg får mulighed for at introducere denne fortælling for Børnelivs mange brugere og læsere. Kære børn og forældre - held, lykke til og god fornøjelse med oplæsningen. Selv fortæller Lene Rikke følgende om sine fortællinger og bøger: Jeg har digtet historier siden jeg begyndte at tale, og er i dag forfatter og storyteller. En dag blev jeg grebet af historierne i erhvervslivet og tog derfor en uddannelse som cand.oecon. og begav mig med denne ballast på eventyr som controller, koncernøkonom, projektleder og de sidste 15 år som storyteller i Team Bresson Aps. Her hjælper jeg virksomheder og instituioner med at formidler deres historier. Jeg holder foredrag for børn og voksne, og har holdt adskellige workshops for børn og voksne, der ønsker at blive bedre til at formidle historier. Mine fiktive manuskripter skriver jeg på 'Slottet' i Horsens, det forladte fængsel, hvor jeg som medlem af kunstnergruppen Slottet indtog det gamle væveri i sommeren 2007. Og lige nu skriver jeg på min niende bog, en bog om Selene Vesta. Det bliver den tredje i serien om Selene og Sigurd og deres mærkelig familie. Jeg bor på Lavendelgården sammen med Bo og vores 5 børn, Cecilie, Anna Sophie, Bastian, Oscar og Sarah Maria. Jeg fortæller historier morgen, middag og aften, og er jeg alene hjemme er det vores 3 katte, hunden Duna og skildpadden Futti, der må lægge øre til. Og lige nu bobler det med mine Elna monologer, som du kan følge med i på www.bresson.dk/lenerikke Du kan roligt glæde dig til første afsnit som vi bringer fredag i næste uge. |