Børnene i Binnerup - 40. afsnit

Helle og Lykke
Af Jørn Martin Steenhold
Første gang udgivet på Gyldendal 1978

 

Far og mor har for travlt

”Skynd jer at stå op!” siger mor til Helle og Lykke næste morgen. ”Vi har sovet alt for længe!” –Det gør de næsten hver morgen. Så Helle og Lykke er vant til at klæde sig hurtigt på.

Da tvillingerne kommer ud i køkkenet, står deres morgenmad parat. De sætter sig ned og begynder at spise.
I det samme ringer telefonen. Far tager den. Det er en købmand, der skal bestille sæbe. Far skriver op, siger ”farvel og tak”. Og så går han in i soveværelset for at tage tøj på.

Et øjeblik efter råber han igennem hele huset: ”Er der ingen rene skjorter?”

”Hvis du tog den sidste i går, er der ikke flere,” råber mor. ”Jeg har jo sagt til dig, at du skal sige, når du tager den sidste. Jeg har ikke tid til at holde øje med, hvor mange skjorter du bruger!”

Inden far når at svare, ringer telefonen. Det er igen en købmand, der mangler sæbe.

Da far kommer forbi køkkenet, standser han op. ”Kan du ikke forstår, at jeg skal være pæn og ren hver dag?” siger han til mor. ”Jeg kan da ikke sælge sæbe, hvis jeg ser beskidt ud!”

Nu bliver mor vred. ”Hvis du ser beskidt ud, er det din egen skyld!” råber hun. ”Hvem siger, at jeg skal vaske dine skjorter? Du kan jo godt selv. – I øvrigt er der masser af rent tøj inde i skabet.”

Far smækker døren i med et brag – og så ringer telefonen igen.

Lidt efter kommer far ud i køkkenet. Han har en hvid rullekrave-sweater på.

”Hvor er du fin,” siger Helle. ”Men pas nu på, du ikke spilder ned ad dig,” siger Lykke.
”Ja, det er godt med jer,” siger far og smiler til dem. ”Pas I bare på selv!”. Han løfter koppen med kaffen, drikker – og giver et brøl fra sig. Kaffen er alt for varm.

Far drikker hurtigt noget koldt vand – og så ringer telefonen igen.

Telefonen ringer så mange gange, at far slet ikke får spist sin mad. ”Nu sætter jeg mig ind ved siden af den,” siger han til sidst. –Han bærer sin kaffe og sit franskbrød ind til telefonen. Og fra det øjeblik ringer telefonen ikke mere.

Helle og Lykke har spist. De har også hjulpet mor med at vaske op. Og nu er de parat til at gå.

Mor går ind i stuen til far. Hun spørger, om han vil følge pigerne over til børnehaven. ”Fru Nielsen kommer lidt før ni i dag,” siger hun. ”Og jeg kan næsten ikke nå at blive færdig.”

”Så hold dog op med al den hårvask og klipning!” siger far. ”Jeg har også meget jeg skal nå. –Men hvis du vil høre efter telefonen, skal jeg nok gå ned med pigerne.”

Helle og Lykke siger ikke noget, mens de går ned til Den lille Børnehave.

Far kan godt se, at de er kede af det. Og han ved også hvorfor: Pigerne kan ikke lide, at far og mor skændes.

”I skal ikke tage jer af, at jeg var sur i morges,” siger han lidt efter. ”Sådan en tosset morgen kan man godt have en gang imellem.” Helle nikker alvorligt. ”Men hvorfor skal vi altid have en tosset morgen?” spørger Lykke. ”I skændes næsten hver dag, inden vi skal af sted.”

Far mener ikke, at de skændes så meget. De råber nok lidt for højt, siger han. Men det er kun, fordi de er trætte og har så travlt. De skal jo tjene mange penge for at kunne bo i deres nye hus.

”Vi havde det meget bedre, da vi boede inde i byen,” siger Helle. ”Og dengang så vi farmor og farfar hver dag. De er de bedste i hele verden.”
Far sukker højt. ”I morgen er det lørdag,” siger han. ”Så kommer farfar og farmor ud til os. Vi skal have ordnet de fliser, så mor ikke går og er nervøs for, at man falder over dem. Og vi skal have sat jeres gynge op. Vi skal nok få det rart.”

Far giver Helle og Lykke et kys på næsen – og så går han hjem.

Helle og Lykke står længe og ser efter ham. ”Bare det var lørdag og søndag hele ugen!” siger Lykke til Helle.