Børnene i Binnerup - 37. afsnit

Bente og Bo
Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1978

Nede hos Hansen

Fru Hansen bliver meget forbavset, da Bo og Bente kommer ind ad døren. Og hun bliver endnu mere forbavset, da hun hører hele historien.
”Så har du altså tyvstjålet børnene, Hansen,” siger hun. ”Jeg håber, du ved, hvad du gør.”
Hansen ser bister ud. ”Ja, det kan du lige stole på,” siger han. ”Man kan ikke låse sine børn ind og gå sin vej. –Tænk hvis der gik ild i huset. Børnene kunne brænde inde, for de kan ikke selv låse døren op!”
Fru Hansen smiler til Bo og Bente. ”Har I fået aftensmad?” spørger hun.
Det har de ikke. Men fru Hansen smører hurtigt et par stykker mad til dem. –Og bagefter tager Hansen et spil kort frem, og så spiller de ”Snip-snap-snude” lige til Bo og Bente skal i seng.

Bente fortæller fru Hansen, at Bo tisser i sengen hver nat.
”Det er der så mange børn, der gør,” siger fru Hansen. ”Men det var godt, du sagde det.
”Nu skal du bare se, Bo. Vi tager et tæppe og lægger under lagenet. Hvis du så tisser i sengen i nat, vasker vi bare tæppet i morgen.”
Imens har Hansen lagt to madrasser på gulvet inde i soveværelset. Dér skal Bo og Bente sove.
Da de er kommet i seng, sidder fru Hansen og snakker lidt med dem. Bente begynder igen at fortælle om de andre bør, der driller dem.
”Det skal du nu ikke tage dig så meget af,” siger fru Hansen. ”Jeg blev også drillet meget som barn. Vil I høre lidt om det?”
Det vil Bo og Bente gerne, og så fortæller fru Hansen:
”Se, vi var 10 børn hjemme. Og vi boede på 3. sal i en lille to-værelses lejlighed inde i byen.
Der var ikke ret meget plads til os. Og der var slet ikke plads til, at vi alle sammen kunne have en seng.
Vi havde fire senge, og de stod indeni soveværelse. De to af sengene var fars og mors. De to andre senge sov de fire mindste børn i.

Vi seks store børn sov inde i stuen. Når det blev aften, stillede vi to lænestole sammen og fik en seng ud af det. Der var også én, der lå på sofaen, og én, der lå på spisebordet. Resten sov på gulvet på nogle madrasser.
Men det var nu ikke det vil blev drillet med. Næh, ser I – vi blev drillet, fordi vi var rødhårede.
De andre kaldte os familien Tagbrand. Vi boede jo helt op under taget – og når vi alle sammen sad i vinduerne og kiggede ned på gården, lyste vore hår helt rødt – som om der var ild i lejligheden.
Når min søster og jeg gik ned med de små over i parken, sagde de andre børn altid; ”Pas på! Nu kommer familien Tagbrand. Om lidt går der ild i græsset!” – Og så fór de rundt om os og råbte: ”Det brænder! Det brænder! Ring efter brandvæsnet. Ba-bu! Ba-bu!”

I begyndelsen røg min søster og jeg lige i hovedet på dem. Men det fik bare de andre børn til at drille os endnu mere.
En dag kom min storebror forbi, mens vi var oppe at slås. – Bagefter sagde han til os, at vi skulle holde op med at slå ud efter de andre. De syntes kun, det var sjovt at drille, fordi de kunne se, at vi blev kede af det. Vi skulle bare lade, som om vi ikke hørte det. Så ville det holde op lidt efter lidt.
Og sådan kom det også til at gå. Jeg kom aldrig til at hedde andet end ”Ba-bu Marie”, og selvom jeg var ked af det, måtte jeg finde mig i det.”

Bo ler, men Bente siger, det ikke er helt det samme, som hun kender.
For børnene vil slet ikke lege med hende og Bo. De råber bare, at de skal gå deres vej.
”Vi skal nok finde ud af det, ” siger fru Hansen. ”Nu skal I sove – og så snakker vi med Hansen om det i morgen.”

- fortsættes