Børnene i Binnerup - 34 afsnit

Bente og Bo
Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1978

Bo og Bente får besøg

Det er mørkt, da Bo vågner. Han er våd og kold – og han fryser.

Han ved med det samme, at nu har han igen tisset i sengen. Det sker så tit. Men han kan alligevel ikke lide det. For det er væmmeligt at ligge i sådan en våd seng, synes han.

Bo står op og tager sit våde tøj af. Så går han hen til Bentes seng. ”Dav! Det er Bo!” siger han og kryber ned under hendes dyne.

Bente svarer ikke, for hun sover. Hun er så vant til at få besøg af Bo, at hun slet ikke vågner, når han kravler op i hendes seng.

Bo ligger helt stille – og lidt efter sover han også.

Da Bente vågner, er det blevet lyst udenfor.

”Nu skal vi op,” siger hun til Bo. ”Lad os lige se, hvad vi har i kurven.”

Når mor har vasket, lægger hun deres tøj i en stor kurv, som hun sætter på gulvet oppe hos Bente. Tøjet bliver aldrig lagt på plads i skabet. Mor synes, at det er alt for besværligt. ”Det er meget lettere at tage det fra kurven,” siger hun altid.

Bente står op og går hen til kurven. Der ligger kun to par bukser og en undertrøje i den. ”Bare nu mor vil vaske i dag,” tænker Bente.

Det er ikke så tit, at mor har lyst til at vaske. Hun vil hellere læse i dine blade eller besøge dem, hun kender i Lille Binnerup. Og så må Bog og Bente bruge det samme tøj flere dage i træk – selvom det er snavset.

Bente giver Bo tøj på – og så lister de ned i køkkenet.

De spiser rugbrødsmad med syltetøj på og drikker et stort krus mælk.

Bagefter går de ud i haven. Det er rigtigt efterårsvejr i dag. Det er koldt, det blæser – og en masser sorte skyer flyver hen over den grå himmel.

Bo og Bente går ned til de store træer bagerst i haven. Her ligger et gammelt skur, som de leger i.

Skuret ligger lige ud til vejen. Folk, der går forbi, kan godt se ind til Bente og Bo. Og Bo og Bente kan også se ud på vejen.

Bo og Bente ved ikke rigtigt, hvad de skal lege. De sidder på to kasser inde i skuret og ser på hinanden.

Pludselig råber Bo: ”Der er Hansen!” – Hansen har set dem. Han vinker, og de løber hurtigt hen til stakittet.

”Hvor er dine bier?” spørger Bente, da Hansen er stået af cyklen.

”De er inde i deres bistader,” siger han. ”Dér skal de være hele vinteren. – Men hvad laver I to? Leger I godt?”

”Næh,” siger Bente. ”Vi leger slet ikke. Man kan ikke rigtig lege her – og vi har heller ingen at lege med.”

”Hvorfor går I så ikke ned til åen?” siger Hansen. ”Jeg kørte forbi den for lidt siden. Dér nede er der nogle børn, som I kan lege med. De er ved at sætte en drage op.”

Bente siger ikke noget. Men hun vil ikke ned til åen, hvis hun skal have Bo med. For de andre børn er begyndt at drille dem – og det er særlig Bo, det går ud over.

Hver gang børnene får øje på Bente og Bo, råber de: ”Øv! Nu kommer Fise-Sofie og Lugte-Kaj!”

Bo forstår det ikke rigtigt. Han siger: ”Jeg hedder ikke Kaj. Jeg hedder Bo! Dav, dav!” og så løber han hen mod børnene.

Men de flytter sig hele tiden lidt væk fra ham, mens de råber:

”Lugte-Kaj!

Lugte-Kaj

Gå din vej!”

Og nu bliver Bo hidsig. Han farer rundt og slår ud efter børnene for at få dem til at tie stille.

Sidste gang Bo og Bente var nede ved åen, fik Bente et skub og faldt ud i vandet. Hun blev så forskrækket, at hun begyndte at græde – og så græd Bo også.

Da de kom hjem skældte mor Bente ud. Bente prøvede at forklare hende om de andre børn, men mor vil ikke høre på det. –Og så bestemte Bente, at hun ville blive hjemme i haven sammen med Bo.

Hansen kan se, at Bente er ked af det. Han siger, at de skal gå ind til deres mor og spørge, om de må gå med ham hjem.

”Mor sover,” siger Bo.

”Vi skriver en seddel til hende,” siger Hansen. ”Så ved hun hvor I er – og så kan hun hente jer, når hun vågner.” – Og lidt efter er de alle tre på vej hjem til Hansen og hans kone, Marie.

Mor har kendt Hansens i mange år. Da hun var en lille puge, legede hun med Hansens datter næsten hver dag.

Mor går stadig tit derned. Når hun er meget ked af det, fordi hun savner far, snakker hun med Hansens om det. Når der sker noget ved huset, og hun ikke ved, hvad hun skal gøre, spørger hun også Hansens. Og de hjælper hende, så godt de kan.

- fortsættes